Børnene

En sørgelig Sang jeg synge vil,
Lytter, o! lytter I Mødre dertil!
Tryk Eders Børn i ømme Arme –
Herren sig over de Smaae forbarme!

I Bergen jeg engang en Rigmand saae,
Han havde en Hustru og tvende Smaae.
Hans Rigdom priiste tusinde Tunger,
Selv priiste han kun sine søde Unger.

Den Ældste var en dygtig Gut,
Med røde Kinder og rank opskudt;
Hans barnlige Lader var lidt forfløine,
Skjelmsk saae han ud af de kloge Øine.

Moder sin Arm om den Anden slaaer –
Det er en Pige med Silkehaar,
Fine Kinder og Bryn, som drømmer
Over et Øie, hvor Uskyld svømmer.

Det er en Aften ved Sommertid,
Luften vifter saa sval og blid;
I sin skjønne forgyldte Stue
Sidder den hele Familie til Skue.

Gjennem det klare Vindvesglas
Skinner Aftensolen tilpas;
Faderen fanger den op i Speile,
Làder dens Billed i Stuen seile.

Børnene juble og see dertil,
Ville gribe den hoppende Ild;
Moder sidder og strikker og smiler,
Kjærlighed paa hendes Læber hviler.

Nu kom der Besøg af stive Mænd
Og pyntede Damer – see nu igjen!
Børnene bleve da skuffet tilside:
Fremmed kan ikke Smaabørn lide.

Man talte først om det skjønne Veir,
At Solen nu havde vundet Sei’r;
En Dame raabte: Vi vil paa Landet,
De har jo en Villa tvers over Vandet.

En Tour! En Seilads! skreg man og bad –
Værten lod som om han var glad:
Baaden blev klaret og ladet med Kager,
Duftende Vine og skjønne Sager.

Man var for mange, men vidste Raad:
Børnene skal i en mindre Baad,
Der kan de sidde med Tjener og Pige:
Børn skal lære tidligt at vige.

Den lille Pige var bange og græd,
Vilde sidde hvor Moder var med –
Drengen saae bønlig paa sin Fader,
Det hjælper ikke – man dem forlader.

Prægtig og let gaaer den glade Seilads
Med Fløite og Sang og alslags Stads,
Voven bærer dem, sagte kruset,
Henimod Stranden, alt hvidner Huset.

Ha! da stormer med Eet fra Nord
En Kastevind gjennem den trange Fjord,
Raser ud af de dybe Kløfter,
Dødens Strube i Stormen snøfter.

Bølgerne reise sig vældigt og gaae,
Skummende ind over Fartøiet slaae,
I den store Baad man skriger og klynker,
Den mindre kantrer netop – og synker.

Børnene sluges af Storm og Søe,
Fader og Moder see at de døe.
Endnu engang man seer deres Arme –
Herren sig over de Smaae forbarme.

Længere ud paa samme Nat
Lyset brænder døsigt og mat:
I den skjønne forgyldte Stue
Ligger nu to smaae Liig til Skue.

Vandet som flyder af Klæder og Haar,
I Strømme henad Gulvteppet gaaer.
Lukt er Øiet og hvid er Panden,
Armene slyngede i hinanden.

Gud trøste de stakkels Forældre kun –
Have ei Roe fra den samme Stund;
Kunne ei sine Smaabørn glemme,
Høre altid den søde Stemme.

I Mødre, tænker paa denne Gru!
Kys Eders Smaae, I har dem endnu!
Føi kun deres uskyldige Tanker –
Føl hvor det lille Hjerte banker.

Vilde I at det stille laae
Dybt hvor de kolde Bølger gaae?
Børn maa hænge sig fast ved Livet,
Kunne ei miste hvad nys er givet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.