Den gjendøbte Poesie

Vi leve i en egen Tid
Med Alvorsord og Alvorsstrid –
Dens Kamp er god, det kan ei nægtes:
For Livets Ret, for Aandens Magt,
For Frihed, hvormed Alt er sagt,
Med Hoveder og Hænder fægtes.
Man mærker, at en Ungdomskjæmpe
Gaaer med sit Sværd henover Jorden,
At friske op en kunstlet Slægt,
At vælte døde Tiders Vægt
Fra Brystet af en skjøn Natur –
At støve op i Verdens Orden
Og slippe Tanken af sit Buur:
Hans Kraft kan Intet, Intet dæmpe,
Han knuser hver en Fordoms Muur.
Stærk radikal er just hans Kuur –
Gud veed, han farer ei med Lempe.

Nu er man endelig da kjed
Af Søvnens tamme, døde Fred.
Nu ønsker man det gaaende –
Man vil ha’e lidt at handle med,
Hvor hver for sig er selv formaaende,
Der er en Venden op og ned
Paa alt det Gamle og ved Hævd bestaaende.
Hist styrtes gamle møre Throner
Og strække stive Been i Veiret,
Og Folket, som med Kraft har seiret,
Omjubler dem med Frihedstoner,
Og lystigt i en Runddeel leiret
Let leger Bold med Kongekroner.

Følg mig til hiint Akademie,
Hvor Lærdom og Philosophie
Fra Arilds Tid har siddet i
Sin bløde Lænstol og doceret.
Ha! hvad er det? Gud staae os bi!
Er ogsaa alt emanciperet?
Den nye Reformators Spor
I disse hellige Hallerboer!
Lys har man sluppet ind og Luft,
Og Livets friske Morgenduft
I det ærværdig dunkle Tempel,
Hvor før man sad saa smukt i Tryk
Af Mørke, Pudder og Paryk,
Og conjugerte sit Exempel.
Nu gjør man Nar kun af Pedanter,
Som bygge op med sære Kanter
Moralsystem i Folianter –
Nu lever man for selve Livet,
Og bruger hvad Een Gud har givet
I Jordens unge grønne Lyst
Og i vort eget fulde Bryst.
Kun nogle Troe, kun nogle Faae
Som Kjæmper for det Gamle staae.
Det er de ægte Professores,
De haarde skimlede Doctores,
Som Intet kunde bide paa.
Dem har ei nogen Tid forbedret,
De trumfe endnu i Kathedret
Og præke for de tomme Bænke,
Og mærke ei, og vil ei tænke,
Skolaren længst har brudt sin Lænke.
Hør, hvor de støie udenfor
Og juble paa en solvarm Slette
Og Livets Krands om Haaret flette –
Mens Doctor sidder indenfor,
Og seer i støvede Autores,
Og lærer sine Skygger Mores.

Saa gjennem Verden, Led for Led,
Gaaer Livets friske Kilde ned;
Hist bruser den med Fossens Skum,
Hist sniger den sig endnu stum –
Og Flammer slaae fra Livets Indre,
Som gjennem Tidens Øine tindre
Med Funklen, større eller mindre.
Flygt selv her til vort Nordens Krog:
Her finder du Tidskjæmpen dog,
Her svinger han sit blanke Sværd,
Som bider hvad er Eggen værd.

Jeg tænker dog, een Region
Vel slipper denne Reaction.
Den staaer for høit for Tidens Gjæring,
Og vrager denne drøie Næring
Og alle færske Nyhedstegn.
Thi det er Poesiens søde
Og lette og romantiskbløde,
Melodieuse Maanskinsegn.
Der boer en skjøn ætherisk Aand,
Som, hævet over Jordens Baand,
Dog slutter sig til Livets Sider
Og frisk igjennem Verden glider –
Som ei af Tiden overvindes,
Men tager Alt, hvad Godt der findes,
Og løfter det, mens Sangen klinger,
Paa sine Sommerfuglevinger.

Ak nei! Ak nei, det er ei saa!
Selv Poesie kan fri ei gaae,
Selv den i Tidens Kuur maa tages
Og vente Timen, naar det dages:
Thi den er ikke længer, hvad
Den kunde været, hvis den gad.

Fra Folket var den sprungen ud,
Den var den raske Handlings Brud:
I Livets Hvirvel har den hjemme –
Det maa den aldrig, aldrig glemme.
I Hellas’s klare Søilehal
Naturen sang som Nattergal,
Og paa Tragediens store Scene
Stod Folket og dets Liv alene.
Fuldt under Christenkirkens Buer
Steeg Messekorets Andagtsluer,
Og Riddertidens Vaabenklang
Var en romantisk Minnesang.
Saa maa den sande Poesie
Til hver Tid strømme sammen i
Livstræets friske, bedste Aarer
Og nære sig af Smiil og Taarer –
Indtil der springer ud tilsidst
En deilig Blomst paa grønne Kvist,
Som vugger mildt sin Krone over
Vort Hoved med de søde Vover.

Nu er det Poesiens Brøst,
At Blomsten er fra Stammen løst –
Og at de smaa, halvt visne Blade
Er stuvet sammen, lidet glade,
Med stærke Tømmer, stivt og hvast
I en grundmuret Blomsterkvast
Og Poesiens høie Dame
Vel syntes, at det var en Blame
At være mindre stoltrigid,
End andre Fruer af sin Tid.
Hun tog da paa fornemt at blæse,
At trække Skuldre, rynke Næse
Af Folkelivets djærve Kraft,
Som selv hun engang havde havt.
Hun lod sig nu nobilitere
Og kjøbte Titler, Baand med mere –
Hun bygged’ sig et fast Kastel
Med Taarne og med stærke Volde,
Som en Beleiring kan udholde,
Hvis ei man sulter først ihjel.

Der sidder hendes Hofpoeter
I Roe ved hendes stive Feter,
Og trille med den kjælen Stemme
Hvad Fruen naadigst vil bestemme.
Favntykke, døde Epopeer
Jernflidens pralende Trophæer,
Og mangt et lille slebet Digt
Om Ydmyghed og Dyd og Pligt.
Men Politikken – Gud bevares! –
Selv Tanken kan ei her forsvares,
Man holder sig til hvad er vigtigt,
Æsthetiskreent og kunstnerrigtigt.

Kun Skade dog at deres Sange,
De meest lojale, troe og lange
Har dog en Feil, og den er slem:
At Ingen gider høre dem.
Og jeg fortænker ikke heller
Det unge Folk i, at det bytter
Kunst med Natur, og heller lytter
Til Tidens mægtige Noveller,
Som Livets Alvor selv fortæller.
Der gaaer en frihedsdyb Choral
Henover Tidens unge Val,
Og Vaabenklang og kraftig Tale
Gjenlyder i de grønne Dale.
Hvor Under, at man ikke mærker
Til Kunstens eftergjorte Lænker,
Som kvinkelere hen i Taaget,
Om Verden larmer nok saa broget.

Saa kan det ikke blive længer;
Thi Livet til sin Sangmøe trænger:
Frels hende af sit Fangeslot!
Hun er ei død, hun slumrer blot.
Det hjælper ei, at Lærde skikker
Sig til at skrive Æsthetikker,
Derved kan nye Lænker kjøbes.
Og andre stive Former støbes –
Eet Middel er der kun tilbage:
Det Tidens andre Brøst maa tage: –
Kort, Poesien maa gjendøbes.

Ja, den maa ned i Tidens Strøm.
Vil den opvaagne af sin Drøm.
Afkaste maa den al sin Glands,
Sin laante, stive Flitterkrands –
Afkaste maa den selv Corsetter
Og trange Skoe og Jernblanchetter;
Og bævende, og barnligglad
Gaae nøgen i det kolde Bad,
Kjækt dukke i de salte Bølger,
Saa Skummet over Issen dølger,
Og Livets Kilder atter gaae
Til Hjertet og til Øiets Blaa.

Og naar da Poesiens Daab
Har vakt et sødt og deiligt Haab,
Og Verden i Forventning hviler
Saa taus, som naar en Sommeregn
I Morgentaagen stille smiler
Og aander alt den nære Regn –
Da stiger hun af Havet ene
En anden Anadyomene:
Det vaade Haar til Barmen klæber,
Der sidder Smiil paa røde Læber,
Og fra det blye, halvaabne Øie
Gaaer Livets Straale mod det Høie.
Og tusind Fugle hilse hende:
Nu kan de Sanggudinden kjende
Nu kviddrer atter Livets Sang
Og stiger frisk af Hjertets Trang.

Hvo veed, om sligt ei forberedes
I Mulm og Skjul, Gud veed hvorledes,
Her i vort eget Fædreland?
Ialfald man ei nægte kan,
At der er stille nu i Norge
For Sang og Digt blandt Fjeldets Borge –
Imedens ellers Alt florerer
Og Frihedssæden sig formerer,
Og djærvt og hvast man debatterer
I Storthingssalen, overalt,
Hvor Handlingskraft paa Sindet faldt.
Maaskee nu Poesien henter
Ny Kraft af disse Elementer,
Og blot endnu forsigtig venter,
Til Gjæringen har sat sig lidt
Og Folket bliver mere blidt.
Da stiger den vel op en Dag
Af Folkelivets Bølgeslag –
Og fylder op de norske Fjelde
Med Sangens Lyst og Sangens Vælde.

Imidlertid er man tilmode
I Overgangens Periode,
Som om man havde lidt tilgode:
Man mærker kun de drøie Kræfter
Og ei den Frugt, man sukker efter.
Men allerværst og ilde faren
Er dog for Tiden Digterskaren,
Som ei kan om det Gamle hegne
Og ei det Nye sig tilegne.
Og jeg, som ogsaa er Poet,
(Eller dog troer at være det
Hvad da kan komme ud paa Eet).
Jeg, en æsthetisk Lutheraner,
Som sværger til det Paradoxe,
Fordi det er det Orthodoxe,
Maa dog bekjende, at jeg ahner,
Ja troer, at man i Grunden vist
Dog burde blie Anabaptist.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.