Imellem Sankt Helenas Klipperygge,
Som stige nøgne mod den røde Luft,
Der groer en saftgrøn Dal med Sommerskygge,
Med høie, svale Træer, hvor Fugle bygge,
Og kvidre i den friske Aftenduft.
Mod Stranden hist i grønne klare Bølger
Blidt vugger sig det afrikanske Hav –
Den lette Sky med Aftensolen følger,
Og dybt i Dalens dunkle Baggrund dølger
Imellem Løvet sig en eensom Grav.
Det lave Gitter har kun indelukket
En glat, firkantet, simpel Marmorsteen,
Af frodigt Græs og Blomsterpragt omvugget;
Paa Pladen er et enkelt N udhugget –
Ha! dette N kan her kun være Een!
Men ingen ægte Ild om Graven brænder
For Ham, som engang løfted’ Tidens Ring.
Den dorske Neger eget Navn knapt kjender,
Den røde Skildvagt hid og did sig vender
Og nynner Stumper af «God save the King».
Hist ligger dog en Engelskmand paa Knæerne
Og søger om i Græsset med sin Stav:
De Kiselsteen han sanker under Træerne,
Skal i Europa glimre i Musæerne –
Han bragte dem fra Buonapartes Grav.
Kun Een i Tanker læner sig til Gittret,
Det er en Fransk, en skrammet Grenadeer.
Hans stærke Legem har i Krampe zittret,
Fast klemmer han om Sprinklet, vildt, forbittret
Han over Graven hen mod Norden seer.
Napoleon! min Herre og min Keiser!
Er du henslængt i denne usle Krog?
En Verden for dit Navn sit Minde reiser –
Men ingen Støtte paa din Gravhøi kneiser;
Hver Tigger har et Kors, en Indskrift dog.
Kun enkelt Eventyrer Vei sig baner
Til Sankt Helena, til din Grav, til Dig –
Hvi komme ikke Frankrigs stolte Svaner
Med dine Kroner, dine røde Faner
Og hente hjem det keiserlige Liig?
Du har ei Ret, Søn af den gamle Garde,
Lad kun din Keiser hvile her i Fred.
Thi Sankt Helena er hans høie Varde,
Der synger Oceanet som hans Barde,
Naar stærkt det bruser mod hans Klippebred.
Hvad skal han med et Mausolæums Flitter,
Halvt skjult af Myresværmen i Paris?
Hvor den Nysgjerrige paa Pragten titter,
Beundrer koldt det rigtforgyldte Gitter
Og glemmer Helten for en Marmorfliis.
Paa Sankt Helena var han Fange vorden –
Paa Sankt Helena gik hans Sol i Hav; –
Der skal han ogsaa hvile trygt i Jorden,
Mens gjennem Seklers Rum en vældig Torden
Udstrømmer fra hans stille, simple Grav.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Diktsamlingen Ephemerer kom ut i 1836 og var Andreas Munchs første utgitte verk.
Samlingen inneholder 21 enkeltdikt samt 19 «Reiseskizzer», deriblant diktet «Jøderne», hvor Munch som en av de første tok offentlig avstand fra «jødeparagrafen» i grunnloven.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1836 (nb.no).
Andreas Munch var skribent, forfatter og redaktør. I sin samtid var han ansett som en betydningsfull dikter, men han havnet litt i skyggen av diktere som Henrik Wergeland og Henrik Ibsen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.