Grækenland

Kom Alle hid og hører mig, I Mænd af vort Athenen,
Da skal jeg sige Eder hvad der hændte mig i Aftes;
Thi, da den dunkle Nat faldt paa, og Husets Dør var lukket,
Gik jeg op til Akropolis at see til mine Stalde.
I veed at jeg har bygget dem blandt disse graae Ruiner,
Som staae der kun og falde ned til ingen anden Nytte.
I Krybber mellem Marmorsteen og fornemme Pillarer
Har jeg en dobbelt Række nu af skjønne blanke Heste;
Dem sælger jeg med god Gevinst til Tydskerne og Kongen.
Som jeg nu opad Bjerget gik i mine egne Tanker,
Og Byen slumred’ nedenfor som Barnet paa en Gravhøi,
Og paa det sorte Himmeltelt hang Maanens blanke Øie –
Da sukked’ det saa dybt og langt, jeg vendte mig forskrækket:
Paa Trinene af Parthenon der sad en gammel Kriger.
Han læned’ sig tilbage mod de brede hvide Søiler,
I Armen laae et blankt Gevær, klart Maanen saae paa Løbet,
Pistoler og en sleben Dolk jeg skimted’ i hans Belte;
Hans grumme, sorte Blik stak frem under den røde Hue,
Og med den stærke høire Haand greb han om Sabelheftet.
Han vinked’, og en Røst af Malm nu traf mit bange Øre:
Staa Fremmede! og siig mig om du kjender disse Hytter,
Som krybe lavt i Dalen hist; siig mig, hvad hedder Byen? –
Jeg stod som jeg var groet fast til Jorden af For undring;
Hjelp Jesus! hjelp Maria nu! I Helg’ne hvad er dette?
Du sidder paa Akropolis og kjender ei Athenen,
Athenen ei, den Verdens Stad, den gamle, vidtberømte? –
Jeg kjendte Navnet vel engang, nu er jeg bleven gammel,
Har vandret længe om Nord blandt Iis og Snee og Graner,
Langt fra mit græske Fødeland og mine Laurbærskove.
Glemt har jeg fast Athenen nu, og Argos, og Olympos,
Og mine Landsmænds røde Blod, og Moslemims Turbaner.
Siig mig da nu du fine Mand, vor Tids Athenienser,
Hvis Fødder kysse I vel nu, og hvem er Eders Pascha?
Forbauset blev jeg meer og meer, men skyndte mig og sagde:
Vi kysse Ingens Fødder nu, og vi har ingen Pascha;
Frit er vort kjære Grækenland, et deiligt Kongerige,
Og mit Athenen kalder man med Rette Hovedstaden.
De dumme Tyrker drev vi ud, og jog dem over Grændsen,
De fløi i store Sværme bort, og komme ei tilbage;
Og kjærligt tænkte man paa os i Tydskland eller England,
Og sendte os, Gud veed hvorfra, en fiin og smekker Konge –
Han kom her med et prægtigt Hof, Ministre og Baroner,
Soldater bragte han og med i skjønne Uniformer,
Dem see vi nu med Jubel paa og glædes ved det Hele,
Og er et frit selvstændigt Folk med egen Kongekrone.
Nu da jeg haver sagt dig Alt, fortæl du nu mig ogsaa:
Hvo er du? og i hvilken Krog af Verden har du skjult dig,
Begravet i Kimmerien, blandt evig Iis og Taage,
At du ei hørte Rygtet gaae med Bulder over Jorden
Om denne græske Ild og om de græske Frihedskrige?
Da rørte sig den Gamle stærkt, og heftigt op nu sprang han,
Mod Nattens Himmel slog han kjækt den stolte aabne Pande,
Og i den gamle Porticus som en Athlet han stod der.
Den lange Kappe voldsomt faldt tilbage over Skuldren,
Sin Arm han strakte kraftigt frem, med heftige Gebærder,
Og fra hans Øine synligt gik af Ild to lyse Strømme,
Mens disse korte Vredesord han slynged’ ud i Natten:
Ha! spørger du om jeg har hørt de græske Frihedskrige?
Elendige! see denne Haand, see disse blanke Vaaben,
Dem har jeg brugt paa Scios vel, ved Hydra, Missolunghi,
Mens du og dine Lige laae og skjalv for Tyrkens Svøbe.
Jeg stod i Spidsen af mit Folk, man kaldte mig en Klephter.
Jeg var blandt dem, der vaagned’ først, da Friheds                                                                                               Morgenskuddring
Gik kraftig fra Peloponnes henover Hellas Dale.
Og da vi havde kjæmpet Een mod Tusinde for Frihed,
Og da vi havde givet Huus og Barn og Viv for Frihed,
Og da vi havde offret Blod, vort Hjerteblod, for Frihed –
Og alt Halvmaanen blodigrød sank under Horizonten:
Da maatte vi ei binde selv de blodigtvundne Krandse,
Da maatte vi ei raade selv paa vore Heltes Grave;
Men Nordens giftigkolde Magt da tog sig naadigst af os,
Og satte høit en fremmed Dreng paa vore Krigstrophæer,
At spise af vor dyre Frugt og lege med vor Hæder,
Og brede fremmed Sprog og Skik som Riimfrost over Landet –
Det kaldte man at hjælpe os, at sørge for vor Frihed.
Sligt kunde jeg ei holde ud, en ægte Pallikaros;
Jeg flygted’ fra min egen Jord, den Jord jeg selv befried’,
Og gik landflygtig længe om i fjerne, kolde Egne,
Tilsidst jeg drog tilbage hid, tilbage til mit Hellas,
Jeg maatte see dets grønne Skov end engang før jeg døde.
Men fast jeg kjender det ei meer, ei mine Barndomsegne –
En fremmed Guddom dyrkes nu i mine Frihedstempler.
Gaa hen da, usle Slave! gaa, og bøi dig for din Afgud;
Men siig til dine Landsmænd først: end lever der en Klephter,
Han gaaer til Spartas Bjerge nu, til sine troe Mainotter,
Og derfra sender han engang en Ørn udover Landet,
Som med sin stærke Frihedsrøst skal vække det til Kampen.
Han taug og gik nu langsomt ind i Parthenons Ruiner,
Og endelig forsvandt han bag de lange Søileskygger.
Med Angest skyndte jeg mig hjem og korsed’ mig paa Veien,
Og turde neppe tænke paa en saa forvoven Tale. –
Nu veed I hvad der hændte mig paa Parthenon i Aftes;
Men vil I følge med mig nu, saa gaae vi hen og raabe
Et Hurra for Grev Armannsberg, et Hurra for Kong Otto.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.