Spadseergang paa Fæstningsvolden

Nu er det Søndagsaften. Solen
Skinner saa rød gjennem dunkle Rude
Paa Læsepulten paa Bogreolen,
Hvor Schous Forordninger, gamle Love
Med Støv paa Snittet i Rader sove,
Og Heine, Bulwer og Hakon Jarl
Stikke frem bag Ørsted og Hurtigkarl.
Ak hør! hvor Somren lufter hist ude
Og vifter med varme Vinger over
Den grønne Mark og de friske Vover!
I Kamret her maa jeg sidde og ruge
Over Støv og Skimmel den hele Uge,
Mens Solen smelter hver Steen paa Taget
Og Fisk man bløder i Nabolaget.

Nu lukker jeg Loven og Processen
Og iler saa op paa Fæstningsvolden,
Hvor Damestadsen og Byenoblessen
Glimrer i Solen heel og holden;
Spadserer rundt om den gamle Muur,
Seer fornemt ud i den lyse Natur,
Og spørge Uhret om Tiden er omme,
Om ikke Dampskibet snart vil komme.

Det lufter svalt gjennem Lindekroner
Og Sang og Fløite fra Søen toner,
Den blanke Fjord sine Arme slaaer
Om Fæstningspynten, hvor Slottet staaer.
De hvide Mure og Taarn og Lund
See omvendt ned i den klare Bund.
Baaden svæver paa Bølgespeilet,
En enkelt Luftning blaffer i Seilet –
En eensom Sky staaer paa Himlen sort
Og skygger langt over Vandet bort.
Her vrimler det paa de brede Gange
Af Herrer og Damer i Rækker lange:
Det er en broget, en lystig Flok,
Man fægter med Parasol og Stok.
See hisset de evigt nikkende Fjer,
Nu hilser man hist, nu hilser man her –
Det hele er Mangen kun til Besvær.

I Vinklen derhenne, høit paa Terrassen,
Sidder en norsk Janitschar-Musik
Og blæser ret djærvt efter Søndagsskik;
Og pyntede Folk af Middelclassen
Om Musikanterne roligt staae
I tætte Klynger og see derpaa.
Musikken er vel kun saa som saa –
Hvad den mangler i Kunsten, den har i Kraften,
Men klinger dog smukt i den stille Aften
Og taber sig fjernt i det rene Blaa.

Tvert over Sundet staaer Hovedøen
Og speiler sig bar og skaldet i Søen.
Sørgmodig den over paa Vrimlen seer:
Den har jo ikke sin Krone meer.

     Der stod i gamle Tider
     De høie Klostertaarne,
     Med mosebegroede Sider
     Og spidse Buer, baarne
     Af plumpe Graasteenspiller.

     Der steeg fra Klostermuren
     De dybe Aftensange,
     Og svaredes af Luren
     Fra Kongeborgens Gange,
     Og fjernt af Droslens Triller.

     Der gik de fede Munke.
     Med Rosenkrands og Bjælder,
     Der laae de fyldte Dunke
     Kjølt i den dybe Kjælder.

     Nu stirre kun de golde
     Og brune Bakker over
     Paa demolerte Volde,
     Hvor Heltekraften sover.

     Hvor Mindet ned man skjærer
     Og gammel Form forvandsker,
     Mens Folket der spadserer
     I Baand og Flor og Handsker.

Hør hvor det bruser med dumpe Slag:
Nu kommer endelig Constitutionen;
Hjulene gribe med Kjæmpetag
I den blanke Flade og knuse Speilet.
Den hvide Foss som en Slange glider
Langs henad Dampskibets sorte Sider.
See den lange Fure, hvor det har seilet!
Røgsøilen bugter i Luften svag,
I Vandet slæber det røde Flag.

Al Sværmen strømmer nu efter Tonen
Til Havnen, at see, Enhver som kan,
Naar Passagererne stige iland.
Lad dem staae og trænges paa Hjørrings Brygge
Og gabe paa den fremmede Mand!
Her er jeg Herre paa Volden ene,
Inddrikker den liflige Aftenscene,
Sidder saa kjølt i den grønne Skygge
Og skriver netop paa dette Stykke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.