Aftnen holder
Sine Taagefolder
Over Norges sønderrevne Kyst,
Skibet haster
Ud fra Land og kaster
Mod det hvide Skum sit sorte Bryst.
Maanen dukker
Af sit Hav og lukker
Op sit vaade, sværmeriske Blik,
Seer paa Vove,
Seer paa Kystens Skove,
Sender dem en natlig Kvægedrik.
Høit i Stavnen,
Hilst af Bølgefavnen,
Staaer veemodigstemt en eensom Mand:
Med de sidste
Klipper skal han miste
Synet af sit elskte Fødeland.
Havet sover,
Taushed svæver over
Skibet paa den sagte Nattevind.
Maaneglandsen
Ligger blank paa Skandsen,
Hvorfra lyder Nattevagtens Trin.
Friskt det lufter,
Graneskoven dufter
Skarpt og hjemligt fra den kjendte Bred,
Hjemmet vinker –
Men en Stjerne blinker
Fjernt mod Syden, længer, længer ned.
Barndomsminder
Over Fjeldets Tinder
Som en venlig Aftenrøde gaae –
Men det Fjerne
Lokker dog saa gjerne
Med sit dybe, underlige Blaa.
Mandens Tanker
Finde intet Anker,
Gynge sagte mellem begge hen:
Hjemmets Strande,
Fjerne, skjønne Lande
Drage begge til sin Pol igjen.
Saa er Livet:
Guderne har givet
Os til Selskab her et Sødskendpar:
Savn og Længsel,
Frihedsluft og Fængsel –
Give vexelviis vor Tanke Svar.
At gjæste man lyster
Den fornemme Bye,
Som staaer der og bryster
Sig pudset og ny.
Man tør ikke reise
Forbi slig en Stads,
Hvor Husene kneise
Mod Søiler og Fjas.
Man maa lade virke
Paa Sindet i Rad,
Den prægtige Kirke,
Det marmorne Bad.
Kun Skade, der banker
Ei Liv i den Stads
Og Kjedsomhed spanker
Paa Gade og Plads.
Kun Skade at Regnen,
Saa iiskold og graa,
Er tung over Egnen,
Hvor Klipperne staae.
At Tiggerdreng lyver
Og klynker i Nød:
«Ak! giv mig en Styver,
Min Papa er død.»
At Misforsterflaget,
Det blaa med en Lap,
Stolt vaier fra Taget
Og Skibet i Kap.
Ud! ud paa det friske,
Det stormende Hav!
Lad Bølgerne pidske
Og aabne sin Grav!
Lad Stormene klemme,
Reis Hav! kun din Kam –
At Hjertet kan glemme
Sin Sorg og sin Skam.
Mandskabet larmer og skurer paa Dækket,
Morgenen lysner med Koketteri,
Soveren dybt i Kahytten blier vækket –
Der er for kvalmt, ham maa op i det Fri.
Ak! hvor det slingrer! – saa hold dig i Rebet,
Klem dig med Knæet i Lugen her fast!
See kun, hvor Stormen i Seilet har grebet,
Kjøl dig i Bølgernes sprøitende Kast!
Vældige Stemmer til Ottesang klinge
Rundt om det stolte, det aandende Hav –
Tusinde, tusinde glimtende Ringe
Rulle, som Mennesket, bort i sin Grav.
Øiet blier træt af den evige Flade,
Søger et Punkt for at hvile derpaa,
Søger en Skov med dens livsgrønne Blade,
Kan ei udholde det skinnende Blaa.
Land! Land! man raaber nu; seer du det ikke?
Land for dit Øie og Land for din Fod! –
Ak, men hvor er det da? hjælp mine Blikke,
Intet jeg seer uden Bølger og Flod.
Hjemfødning! mærk dog den blaalige Stribe
Flad om den luftige, fri Horizont –
Dette er Landet; der, maa du begribe
Viser ei Klippen sin truende Front.
Nu, saa lad gaae til de smilende Dage
Hist i det flade, det fremmede Land!
Men, naar jeg styrer til Norge tilbage,
Kjender jeg bedre dog: Land! der er Land!
Kysten sagte sig høiner,
Havet er blaat –
Mørkt over Bølgen jeg øiner
Det første Slot.
Thi mit Fædreland kjender
Ei Taarn og Muur,
Der begynder og ender
Kun den høie Natur.
De stolte Klippernes Borge
For Intet man har –
Man behøver ei Kunst i Norge,
Den Ting er klar.
Her bødes paa lave Grunde
Med kunstig Ziir:
Man reiste et Slot ved Sunde
Med Taarn og Spiir.
End truer det stolt udover
Hav og Bred,
Og indenfor Muren sover
Aarhundreders Fred.
En enkelt Erindring bryder
Glemselens Skal –
Et sagte Kvindetrin lyder
I den hvælvede Hal.
Bølgerne synge vilde
Til den gamle Borg
Om Caroline Mathilde
Og hendes Sorg.
En Normand seiler til Kjøbenhavn
At gjæste den gamle Glands.
Han vil dog sige, om kun af Navn,
«Jeg har været udenlands.»
Men, da han var der og Ankeret faldt,
Da kjendte han Hjemmets Sang:
Det var, som havde han seet det Alt
I sin Barndom engang.
Hans Fader havde ofte fortalt
Om den gode, gamle Tid,
Da Kjøbenhavn var Ordet, som gjaldt,
Og Norge skattede did.
Nu staaer han, det unge Norges Søn,
Her paa en fremmed Bund,
Han eier nu selv en Hjemstavn skjøn,
Og fri er hans Odelsgrund.
Sin fordums Herre han ynker nu fast,
Som gaaer i det gamle Aag –
Men glemmer i patriotisk Hast,
Han hersker endnu ved sit Sprog.
Det hjælper ikke at nægte med Gru,
Der er dog Noget deri:
Ak Kjøbenhavn vel hævder endnu
Et aandeligt Supremati.
Jeg havde ofte Lyst at see
De stakkels Jøders Spot og Spee –
Man havde mig saameget fortalt
Om denne gamle Folkepjalt.
Men, takket være vort frie Land,
Til Norge de ei komme kan –
Vil altsaa Nogen kjende dem,
Maa han, som jeg, her længer frem.
Aldrig saasnart stod Skibets Stavn
I Rheden her ved Kjøbenhavn,
Før Jøder myldrede ombord
Og skreg i deres eget Chor.
Der gik en Gysen over mig
Da jeg saae dette Folkeliig,
De skarpe, østerlandske Træk,
Som ingen Tid kan viske væk.
Der var en sær, uhyggelig Ild
I deres heftige Minespil,
Forbandelsen paa Panden sad
Og trykte Sjæl og Villie flad.
Men, duer Jøden ikke stort,
Hvo har ham til en Usling gjort?
Hvo hang en Bolt ved hvert hans Fjed
Af christelig Barmhjertighed?
Forstødt, foragtet og forfulgt,
Har Jøden sine Kvaler dulgt.
Han kryber for sin Bøddels Fod,
Men lurer paa hans Hjerteblod.
Skam dig, du stolte christne Mand!
Thi Jøden dig anklage kan –
Han dele skal din Frihedskrands,
Han er din Broder, og du hans.
Og du mit Norge! Friheds Søn!
Du Fremtids Pant, saa ung, saa skjøn,
Som sætter al din Stolthed i
At være lys, at være fri,
Du lukker dine Havne til
Naar Jøden Fristed søge vil,
Du støder fornem bort et Folk –
Er det at være Friheds Tolk?
Nei! Frihed bruger ei til Skjold
En gammel Fordoms Muur og Vold:
Hans Hjelm er aaben, Øiet lyst
Og Kjærlighed boer i hans Bryst!
Man averterte et af Holbergs Stykker
Her paa hans Scene, her i Kjøbenhavn –
Det var som før – thi Alt i Verden rykker
Til Glemsel frem, kun ikke Holbergs Navn.
Jeg gik derhen. Jeg vilde see den Skygge
Fra fordums Tid, klædt ud i Livets Dragt,
Som hersker nu, da Dagens Slægter bygge,
Som Oldefædre har til Latter bragt.
De traadte frem, de sælsomme Figurer,
Med sine stive, latterlige Trin –
Jeg kjender dem, men bag dem Døden lurer
Og stirrer iisnende paa Scenen ind.
Man applauderte, loe som var man gale
Og overalt lød Jubelraab og Støi –
Det var som om jeg hørte Aander tale,
Som Stormens Brusen om en Kjæmpehøi.
Man loe endnu og kaldte ham den Største,
Da Alt blev endt, og Huset lukket i –
Veemodig gik jeg hjem – maaskee den Første,
Som Holberg stemte til Melancholi.
Til Slottets stolte Sale
En fremmed Yngling gik,
At lade Kunsten svale
Hans længselshede Blik.
En Fugl i Laurbærlunden
Han vugged sig paa Kvist,
Hans Vinge end var bunden,
Hans Kraft sig ei bevidst.
Hvorfor hans Hjerte brændte
Ham Ingen havde sagt,
Endnu han aldrig kjendte
Til Kunstens høie Magt.
Man aabned Slottets Porte
Til Kunstens Helligdom –
Hans Aandedrag blev korte,
En Angst ham overkom.
Fra Salens Hvælving vifted
En Søndagsluft til ham –
Hans Liv sin Scene skifted,
Han glemte Verdens Bram.
Her stod de hvide Guder
I Marmorkraft og Fred –
For dem hans Øie luder
Til Jorden blændet ned.
Han syntes at der bruste
En Storm i Salens Dom,
Hans Vinger bleve knuste,
Hans Afmagt mere tom.
Da saae han i det Fjerne,
Ved Salens sidste Muur,
En jordisk Ledestjerne,
En herlig, let Figur.
Det var et jordiskt Øie,
Det var en Dødelig:
Her kan hans Sjæl sig bøie
Og dog ei glemme sig.
Ja! det er Byrons Støtte,
Den herlige, den frie!
Thorvaldsens Kunst her mødte
En Byrons Phantasie.
Hvor dristig, stolt den smiler
Som Aanden paa sin Flugt!
Hvor synlig Tanken hviler
Om Panden, let og smukt.
Hvad Poesien tænker,
Plastikken tryller fast:
Dog er det ingen Lænker –
En evig Flugt og Hast.
Min Mester! lad mig knæle
Her ved din Støttes Fod!
De strenge Guder kvæle
Mit Hjerte og mit Mod.
Den Unges Haab du kjender,
Du vandred Jordens Vei –
Du veed, hvor Drømmen ender
Og du har grædt som jeg!
(Et Basrelief af Thorvaldsen)
«Mit Barn, o! fly min Aandes Pest,
Lad gamle Moder døe:
For hende passer Graven bedst,
Men du er Livets Møe.
Vaag ei for mig, vaag ei for mig
Den lange Nat saa tro!
Kys ei min Haand, den smitter dig –
Gaa hen og sov i Ro!»
Men Pigen svarer ei dertil,
Hun knæler sagte ned –
Og nærer med sin Ungdoms Ild
Den syge Moders Fred.
Hun pleier hende Nat og Dag
Med aldrig trættet Mod –
Og hvert det gamle Hjertes Slag
Hun kjøber med sit Blod.
Og som den Gamle langsomt steeg,
Den Unge segned mat:
Kold blev den unge Kind og bleg,
Slukt Øiets blanke Nat.
Hun tænkte paa sin Barndoms Sang,
Saae Moder frisk igjen,
Tog hendes Haand endnu engang –
Og slumred roligt hen.
Den høie Kunstner stod og saae
Paa Baaren veemodsfuld,
En Taare i hans Øie laae –
Den Taare blev til Guld.
Den glindser endnu tung og heed
Paa Marmorstenen, hvor
Han hugged ud, at Kjærlighed
Endnu i Verden boer.
Midt i Byen, den lyse, moderne,
Hæver sig sælsomt det gothiske Slot,
Sørger, som en Choral fra det Fjerne,
Dybt over Tidens Latter og Spot,
Tænker saa gjerne, dvæler saa gjerne
Over den Tid, da man havde det godt.
Ak! da høisalig Kong Christian den Fjerde,
Han, som man ene kan prale lidt med,
Legede her mellem Kvinder og Sværde –
Havde man Kraft til at glæde sig ved,
Intet man kjendte til Tvivl og til Lærde,
Den, som slog til, havde Resten i Fred.
Nu er hans Slot til en Kramkiste blevet,
Hvor den Nysgjerrige maaber sig mæt,
Hvor man af Konger, som engang har levet,
Viser frem Klæder og Guld og Skelet –
Hvor man har Thronen forglemt og forrevet,
Talerør, Dukker og Speilkabinet.
Men, naar Natten synker paa Haven,
Mørk som en Fortids drømmende Sky –
Stige de gamle Gespenster af Graven,
Herske alene i Slottet paany –
Kirstine Munk i Kniplingskraven
Stirrer udover den slumrende By.
Man førte mig en Dag ind i Bissens Atelier:
Jeg kjendte Formens Ydre, men vilde ogsaa see
Hvorledes Kunstens Tanke sprang frem af Stenens Blok,
Som Blomstens fine Blade af Stammens tørre Stok.
Jeg stod i Kunstens Værksted, dens Atributter laae
Omkring mig: mangt et Billed fra Væggen til mig saae,
Der stod en Guddom skjult i sin Marmorkruste end,
Hist laae en afbrudt Fod, der et Basrelief igjen.
Men midt i Stuen hæved sig en Forhøining vel,
Hvorpaa der laae en nøgen, en levende Model.
Lys faldt fra oven blidt paa hans skjønne Former ned:
Endymion, som sover i Maanens stille Fred.
Der sad Elever om ham og tegned, flittigt, tyst,
Mens Livets friske Strømme gled ind i deres Bryst:
Thi kun af Livets Former kan Aanden skabe Kunst,
Det Ideale nærer sig af Naturens Gunst.
Theatret her er Eet og Alt;
Man taler om intet Andet –
Et Stykke som gik, et Stykke som faldt
Er Nyt for hele Landet.
Man bruger Kunsten som Surrogat
For Livet, det færske, det ægte:
Og Sligt forstaaer man at tage fat,
Det lader sig ikke nægte.
Ved Trylleordet fra Hendes Mund
Bortdrømmes hver bitter Time –
Man kan vel glemme sin Skam en Stund
Over den herlige Mime.
Hjemme gaaer det just modsat til:
Der groer det Reelle alene,
Der giver Folket sit eget Spil
Paa Livets alvorlige Scene.
Men Smagen – hvo vilde nægte det? –
Dog falder lidt i det Grove:
Naar man har politisert sig mæt,
Lægger man sig til at sove.
Her har man strax Extremer to:
Jernrustet Kampen at gjæste –
At vugges i Kunstens Arm til Ro –
Gud veed hvad der er det Bedste.
De brogede Tavler om Væggene hænge,
Figurer og Rammer sig trykke og trænge
Og blænde den Fremmedes Blik.
Er dette da Kunsten? er dette hans Drømme,
Den Kilde, hvoraf han tænkte at tømme
En Lægedomsdrik?
Et Chaos af brogede Syner ham skrækker,
Uendeligt hen for hans Øie sig strækker
En glimtende bølgende Søe –
Men hvis han ei svimler, o! hvis han blot kunde –
Da hæver sig op fra de dybeste Grunde
En smilende Øe.
Da løsner en kvægende Form sig af Vrimlen,
Da løfter et bedende Blik sig mod Himlen
Med Taareglands i –
Da aander et Landskab i Aftenens Toner,
Da ordne sig Blomster og skaarne Citroner
I smuk Harmoni.
Hvad veed han om Alt er den rigtige Skole,
Den franske, den hollandske? Han bør blot stole
Paa Hjertets naturlige Drift.
Lad Kunstneren koldt kun beregne og dømme –
En Lægmand kan føle, en Lægmand kan drømme
Om Præsternes Skrift –
Hilser mig et Pust fra Hjemmets Lande?
Skummer ei de grønne, stride Vande,
Sørger Granen ikke dunkelgrøn?
Blødt groer Mosset paa de vaade Stene,
Fjernt og luftigt staaer en Fjeldtind ene –
Saadant maler kun en Norges Søn.
Og i danske Sale skal jeg søge
Disse Farver? Mellem danske Bøge
Hængte man en Mindekrands for Ham,
Medens Norge paa hver Skilling veier,
Af sin egen Kunstner Intet eier,
Intet uden Mindet om sin Skam!
Fædreland! os nu af denne Kilde!
Snart maaskee, o! snart er det forsilde,
Snart hans Haand med Penslen synker mat –
Og naar da hans Øine ere lukte,
Naar hans Farver er med Livet slukte –
Vil du sørge eensom i din Nat!
Gjennem tause brede Bøgeskove
Drager Vognen langsomt frem,
Passagererne de sove,
Drømme sødt om deres nære Hjem –
Vaagne kun ved hvert et Knald af Pidsken
Naar vor Kudsk taer fat –
Bag mig lyder to Forelsktes Hvisken
I den romantiske Nat.
Dybt fra Skoven trækker Aftentaagen
Malerisk og let,
Stjernen blinker smilende og vaagen
Gjennem Løvets Net.
Hjemligt, dunkelt, bag de tætte Grene
Slumre Skovens Dyr –
Hist en hundredaarig Bøg staaer ene
Med sine Eventyr.
Taarn paa Taarn nu dukker op af Søen –
Det er Fredriksborg:
Mørk og colossal den staaer paa Øen,
Tænker paa sin Sorg:
Ingen kraftig Ridderspore klinger
Meer i Kongens Sal,
Natteravnen flyer paa tause Vinger
I det graa Portal.
Hvo huser nu i disse glemte Sale,
Hvor Gjæstens bange, halvt nedtrykte Tale
Gjenlyder huul og stærk?
Portraittet stivner i sin Sølvmoers Kjole;
Langs Væggen staae de høie, svære Stole
Med skaaret Billedværk.
Trofaste Vidner fra en kraftig Alder
Er disse stolte, disse brede Haller
I Ridderborgen end.
De svære Masser knuge Sind og Øie,
Men luftigt buer Loftet mod det Høie
Og hæver det igjen.
Halvt angest Nutids Søn kun gjennemiler
Det vide Rum, hvor Tidens Sphinx nu hviler
Og stirrer paa ham med sit Gaadeblik.
Her er saa stort, saa luftigt dog i Salen,
Her banker Hjertet høit, som før paa Valen:
Hver Steen fortæller os en Kjæmpeskik.
Oppe under Taget boer en Landskabsmaler,
Hænger, som en Svale, paa den røde Muur,
Stjæler Farverne, naar Solen daler
Over Sjællands deilige Natur.
Let forbi hans dybe Vindve svæver
Der paa Himlens Blaa en sølvhvid Sky –
Aftenklokken blidt og sagte bæver
Over Søen fra den stille By.
Taarnet kaster langs de døde Vover
Brede Skygger, vækker Egnens Frygt –
Paa den øde Hvælving sødt dog sover
Kunstens Genius, som Barnet trygt.
Farvel, farvel du gamle Slot,
Jeg seer dig aldrig meer!
Snart som en deilig Drøm jeg blot
Vil huske, jeg var her.
Naar jeg er fjernt i Livets Støi,
Da vil du rolig staae,
Og speile Muur og Kobberfløi
I Bugtens blanke Blaa.
Naar jeg er glemt forlængst, og død,
Da vil du endnu staae
Mens over dig i Aftnens Glød
De lette Skyer gaae.
Farvel, farvel endnu engang.
Du Mindets stolte Hal –
Saalangt jeg øiner dig, min Sang
Som Ekko lyde skal.
En høstlig Aften gjennemsigtig hviler
Let over Parkens sidste Sommerliv,
Den hvide Marmorstøtte stille smiler
Fra Enden af Alleens Perspectiv,
Fra Esrom Søe de røde Straaler funkle,
Veemodig staaer den glemte Normandsdal –
De høie Bøgestammer ere dunkle
Og brede Piller i en Tempelhal.
Hvor her er dødt! det gule Blad kun falder
Med sagte Raslen fra sin Krone ned,
En eensom Fugl med bløde Toner kalder
Fra Skovens Indre, som Erindrings Fred,
Det øde Slot vidt over Haven skuer
Dets hvide Mure er en Dødnings Kind –
Nu slukkes Aftensolens sidste Luer
Og Natten aander kold i Skoven ind.
Her var det godt at sove fra sin Kummer
At hvile roligt efter Livets Kval!
Her kunde Sjælen dysses sødt i Slummer
Ved Aftenluftens Gang i Skovens Sal –
Her kunde Brystet sine Vunder lukke,
Og Smerten lindres til en venlig Sorg
Naar Høstnaturens blide Aander sukke
I Haven ved det stille Fredensborg!
(Efter Opførelsen af Schillers Tragedie)
Hvad Øieblik bedriver,
Hvad skjules af et Nu –
En anden Slægt opliver
Til Rædsel og til Gru.
Man priste hiin blodige Gjerning,
Begrov Marias Krop –
Nu vender Tidens Terning
En anden Side op.
Thi Efterslægten kommer
Og den skal skifte Ret –
Den er Marias Dommer
Og din, Elisabeth!
Dog Mængden er for broged,
Dens Lys er vilde Blus,
Og derfor ledes Toget
Af Kunstens Genius.
Nu har han afsagt Dommen,
Nu har han skiftet Ret –
Nu er din Time kommen,
Stolte Elisabeth!
Nu er min Tid udrunden
Og Dækket falder
Afskedens Valdhorn gjalder
I Bøgelunden;
Mig Hjemmet kalder –
Hvad har jeg vunden
I Grunden?
Paa denne lille Reise
Jeg tænkte længe:
Mit Flag jeg vilde heise
Paa fremmed Vænge.
Til slig en Friluftsvandring
Jeg kunde trænge:
At blæse en Forandring
I Livets Strenge.
Jeg veed ei hvad jeg vilde –
Her har jeg vanket,
Har seet Kirstens Kilde,
Paa Gaden spanket –
Kan Alt end ikke skjænke
Mig Væxt til Kraften,
Vil jeg dog stedse tænke
Paa denne Aften.
Jeg sidder atter hjemme paa mit Kammer,
De gamle Meubler grine stygt til mig,
Den sultne Praas i Lysepladen flammer,
Og Musene bag Væggen føre Krig –
Her er prosaiskt, saa det er en Jammer,
Mit friske Reiseliv er nu et Liig.
Forbi, forbi er Glædens korte Dage,
Hvor er de nu? hvad har jeg nu tilbage?
Tys! – fra det Fjerne en Choral sig hæver,
Som Nattens Maane af den dunkle Søe,
Og nærmere, og nærmere den svæver
Som Serenaden til en elsket Møe –
Den fulde Klang i Nattens Stilhed bæver
Og vækker Hjertets Minder, før de døe.
O! lad mig drømme medens Tonen klinger!
O! lad mig vugges paa de bløde Vinger!
Jeg kjender dig, du Lysalf fra det Høie –
Erindring! det er dine Vingeslag!
Hvor sødt, hvor lifligt svømmer i dit Øie
Et bedre Billed af den svundne Dag!
Hvor dine Palmer kjølende sig bøie
Om Brystets korte, feberhede Slag
Et Dyr kan spænde Øieblikkets Sene,
Men eie dig – kan Mennesket alene.
Lad nu kun Hverdagslivets Pandserplader
Omspænde Hjertets sværmeriske Lyst –
Lad Skammen stige end til flere Grader
Og Aktebjerge væltes paa mit Bryst –
Jeg kan dog sende over Byens Gader
Et Blik til Havet og til Drømmens Kyst,
Om Alting svigter, kan jeg søge Lindring
I dine Arme, kvægende Erindring!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Diktsamlingen Ephemerer kom ut i 1836 og var Andreas Munchs første utgitte verk.
Samlingen inneholder 21 enkeltdikt samt 19 «Reiseskizzer», deriblant diktet «Jøderne», hvor Munch som en av de første tok offentlig avstand fra «jødeparagrafen» i grunnloven.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1836 (nb.no).
Andreas Munch var skribent, forfatter og redaktør. I sin samtid var han ansett som en betydningsfull dikter, men han havnet litt i skyggen av diktere som Henrik Wergeland og Henrik Ibsen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
