Mangen dunkel stille Aften paa min Fremtid tænkte jeg,
Mangen frisk og deilig Morgen al min Fremtid skjænkte jeg.
Naar jeg gik tilsengs om Natten faldt en Verden over mig,
Naar mig Solen tidlig vakte alle Lænker sprængte jeg.
Ofte gik jeg paa Contoiret, flittig som et Pendeluhr
Og fuldproppet af Artikler over Loven hængte jeg –
Men, naar Fuglen ind ad Vinduet sang sin glade Frihedssang,
Sprang jeg op, og Bog og Akter hen i Krogen slængte jeg.
Naar jeg vilde Indlæg skrive som en Prokurator klog,
Uvilkaarlig alle Linier ind i Versform trængte jeg.
To Extremer ei forliges, hvo skal vige Pladsen her?
Saa jeg spurgte og min Tanke dybt i Grublen skænkte jeg,
Kunde dog ei Dybet lodde, var og blev en Mellemting:
Til det Ene, til det Andet hver en Udvei stængte jeg.
Hvor Lauren dufter, kan man digte, male:
Hid trænger kun en fjern og døsig Tale
Om Kunstens friske Blomst paa Livets Urt,
Her holde Folk sig til Naturen, prale
Med Fjeldets Bryst, som stirrer bart og purt,
Her laer man Mosset groe i stive Dale
Og sidder selv i Stuen og seer surt.
Jeg veed det vel, der er et Land, hvor svale
Og milde Dufte gjennem Skoven gaae,
Hvor Kunstnerlivet ligger ei i Dvale,
Men blusser herligt under Sydens Blaa.
I luftige, I skjønne Søilesale,
Hvor Billedverdnen hænger i sin Krands!
Skal Eders Pragt i skuffende og gale
Morgenaasyn kun dæmre for min Sands?
Hvi er jeg mat, hvi kan jeg ei befale
Hid til mit Land en Gnist af Eders Glands?
Ak! jeg er udenfor den hele Dands
Og bider mig knapt fast i Livets Hale.
Ofte skjænder jeg paa Skjæbnen, at jeg maa i Landet være
Og fastfrossen som en Iistap til et Fjeld forbandet være.
Ofte sender jeg min Tanke om den krumne Horizont,
For at speide ud, hvor deiligt det maa hist bag Vandet være.
For de hvide Silkeseil gaaer Tankeskibet høit og let,
Og med Ønsker og med Drømme maa det fuldt bemandet være.
Ak! det kommer ei tilbage med et Svar fra Palmens Kyst,
Paa Koralrev dybt mod Syden maa det vistnok strandet være.
Gid jeg sank tilbunds med Vraget i det varme, bløde Hav –
Gid jeg kunde som et Fnug i Sydens Dufte blandet være!
Dog, med stive Fingre maa jeg sidde her og skrive sligt –
Resignere hedder Løsnet, naar det ei kan andet være.
Jeg havde vel en Drøm engang, end hilse fjernt dens Dage mig,
Jeg husker deres Pragt og Lyst, hvo bringer dem tilbage mig?
I skjønne, grønne Haver gik jeg mellem høie Blomstertræer,
Og fra hver Kvist en gylden Frugt jeg modig kunde tage mig,
Den søde, unge Morgenluft, de klare Springvand lædsked mig,
Fra Rosenbusken hilsed sagte Nattergalens Klage mig,
Forunderlige Kvinder dandsed om mig paa det vaade Græs –
De vinkte mig enhver til sig og søgte at behage mig.
Og hulde Toner fulde gik i Bølger om mit spændte Bryst
Og i bacchantisk Hvirvel Alt med Vælde vilde drage mig. –
Da vaagned jeg, og følte nu at Drømmen var bedragelig,
At jeg var end paa denne Jord, var fattig, sulten, svagelig,
At Verden end en dygtig Stund ret vilde gjennembage mig.
Nu maa jeg atter paa min Post med Platituder plage mig –
Hvad Under om det hele Liv herefter ei vil smage mig?
Gav Skjæbnen dig en Lyra i Forlening,
Da hæng den bort, søg en reel Betjening.
Hvad nytter det at synge og at spille,
Hvor Alt chrystalliseres i Forstening?
Hvem agter vel paa dine lette Sange,
Hvor det Solide spreder sin Forgrening
I tykke Bugter over Landets Kroge?
Tag Deel i denne spisende Forening,
Fortjen dit Brød, skriv Akter reent, hug Brænde –
Men dræb for Alting Sjælens indre Mening.
Men, hvad hører jeg min Kjære, er du ei forlovet endnu?
Har da Amor i dit Hjerte paa sit Kogger sovet endnu?
Tro for Alting ikke dette, ofte har han spændt sin Bue,
Tro dog ikke, at af Kjønnet Ingen har mig hovet endnu:
Mangt et sort og deiligt Øie har i Brystet tændt sin Lue –
Hjertet har jeg længst bortgivet, Haanden dog ei lovet endnu,
Ud at speide og at krydse, Aanden længst har sendt sin Due –
Før den kommet er tilbage, har jeg ikke vovet endnu.
Engang, engang i Hast jeg fik
Et Lyn af hendes sorte Blik.
Jeg vidste neppe hvad det var,
Beruset, uden Sands jeg gik,
Alene til mit stille Hjem.
Der tolked jeg den gamle Skik,
Det tause Øies søde Sprog,
Og ønsked kun endnu en Drik
Af denne klare Kildes Dyb.
Jeg drømte endog om et Nik
I Tilgift til mit Øiekast –
Ak Gud! jeg gjorde falskt Bestik.
Den næste skjønne Morgenstund
Jeg saae igjen min lille Strik,
Nu var hun ikke ene meer,
En Officeer ved Siden gik,
Af ham jeg nu til Velkomst fik,
Et ikke meget kjærligt Blik.
Inderst i den klare Bugt,
Smiler Huset hvidt og smukt,
Kysses halvt af Voven sødt,
Halvt af Popler indelukt.
Over Husets blanke Tag
Følger Maanen Skyens Flugt.
I det nordre Vindve hist
Er ei endnu Lyset slukt:
Bag det hvide, tynde Flor
Svæver let en Skygges Flugt.
Kunde jeg min Tankes Magt
Som en kraftig Vinge brugt –
Sad jeg bag Gardinet nu,
Plukked Livets bedste Frugt.
Baaden vugges paa den maaneblanke Flade,
Langs de brune Sider glider Voven hen,
Ned i Bunden, paa de tørre Blade,
Halvt den skjønne Glut er soven hen.
Mod den hvide Pande, mod de bløde Lokker
Bøier jeg mig dybt, forvoven hen –
Alt er stille, kun de fjerne Klokker
Klinge sagte over Skoven hen.
Turde jeg i denne tause Aftenscene
Aande let et Kys her oven hen!
Modig kun! jeg er jo ganske ene
Medens Baaden driver doven hen.
Hver Aftenstund min Pige sang
Fra Hjørnevindvet ud mod Havet,
Min Sjæl ved disse Toner hang,
I dem laae alt mit Liv begravet.
Den klare, drømmerige Klang
Flød sagte over Lund og Bølger,
Et Udtryk af den dunkle Trang
Som Ungdomshjertet stille dølger.
Hvor stormed jeg, naar Stemmen svang
Sig kjækt paa Flugt i Aftenduften!
Hvor smelted jeg, naar i en lang
Akkord den døde hen i Luften!
Min indre Frister jeg betvang,
Jeg nøied mig med hendes Sange,
Jeg aldrig ind ad Vinduet sprang:
For Svarets Alvor var jeg bange.
I Lunden ved min Piges Bolig
Jeg lytted kun til hendes Sang:
Det er saa sødt at vugges rolig
Paa Haabets bløde Bølgegang.
Siden ei mit friske Liv kan dit Hjerte tvinge,
Vil jeg nu mit kolde Liig dig til Gave bringe.
Da jeg kommer dig dog nær, kan dig tæt berøre:
Af mit dunkle bløde Haar du en Fletning svinge,
Læg den om din Pande glat, husk den er forloren.
Mine Øine tro og blaa, kjækt du gjennemstinge –
Hæng dem i dit Øre da, det er Amethyster.
Paa din skjønne hvide Hals, i de gyldne Ringe,
Fatte du mit Hjerte ind, som en rød Karfunkel.
Men for denne Stads jeg dog Eet mig vil betinge:
Er du ene for dig selv, Aftenen er dunkel,
Vifter jeg din røde Kind med min Dødningvinge –
Sidder du og drømmer sødt ved dit Flygels Toner,
Hører du mit sidste Skrig skjærende at klinge.
Ak, den bedste Halvdeel af mit Liv er skaaren bort,
Tomt og øde gaber kun det sorte Dyb.
Med de sidste Timer svinder Vaaren bort,
Aldrig smagte jeg dens søde Blomsterduft.
Hvad jeg elskte er til Graven baaren bort –
Vil jeg med min Klage gaae fra Dør til Dør,
Vise de med blodig Spot kun Daaren bort.
Ingen Ven jeg eier, ingen Læbe meer
Af de blege Kinder kysser Taaren bort.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Diktsamlingen Ephemerer kom ut i 1836 og var Andreas Munchs første utgitte verk.
Samlingen inneholder 21 enkeltdikt samt 19 «Reiseskizzer», deriblant diktet «Jøderne», hvor Munch som en av de første tok offentlig avstand fra «jødeparagrafen» i grunnloven.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1836 (nb.no).
Andreas Munch var skribent, forfatter og redaktør. I sin samtid var han ansett som en betydningsfull dikter, men han havnet litt i skyggen av diktere som Henrik Wergeland og Henrik Ibsen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.