Jernmasken

Ak! seer du ei hisset den eensomme Borg
At skygge saa mørk som en Kjæmpes Sorg
Udover de glindsende Vande?
See! bange og let maa Fuglen flye
Det Sted, hvor Taarnet kaster mod Sky
Sin stolte, truende Pande.

Den sydlige Himmel staaer blank og let
Og smiler over den mørke Plet
I Havets rolige Midte.
De franske Lillier i Kongens Flag
For Vinden vaie med matte Slag
Fra Fængslet paa St. Marguerite.

Vel kan den fraadende Bølge gaae
Mod Fængslets Klipper, som vilde den slaae
Hver Lænke af Fangen, som græder –
Men nu er den taus, og blød og rund
Den hulker om Borgens murede Grund
Og hvisker om Frihed og Hæder.

Der sidder en Fange i Taarnet hist.
Til Vovernes Mumlen lytter han vist,
De bringe ham skjønne Noveller –
Selv er han begravet i Muren stiv,
Og om hans Skjæbne og om hans Liv
Et dunkelt Sagn kun fortæller.

Hvem er han? hvo saae ham? hvad har han forbrudt?
Ak, Ingen svarer. Han er forskudt
Af Livet og Menneskers Blikke –
Thi Kongen vil det. Dog gaaer der et Ry,
En snigende Gysen fra By til By –
Jernmasken glemmer man ikke.

Hør Klokken kalder til Herrens Bord, –
Igjennem en lang og mørk Korridor
Soldater til Kirken drage.
I Midten gaaer der en Fange med,
Hans Hoved er bøiet og tungt hans Fjed –
Jernmasken! tilbage, tilbage.

Et Blik paa Fangen de kaste dog:
Hvad ligner Rædselens stumme Sprog –
Han eier ei Menneskets Miner:
En Maske af skinnende, tungt Metal
Er smedet om Hovedets fine Oval,
Og fæl og dødkold den griner.

Hans Træk ei nogen Dødelig saae,
Den friske Sol ei hvilte derpaa
Med al sin deilige Sødme.
Han kjendte aldrig det ædle Spil
Af Mundens Smilen, af Øiets Ild,
Af Kindens yndige Rødme.

Fra Altret føres han atter bort
Til Cellen dybt ind i Muren giort –
Der er han atter begravet.
Og Ingen mærker den usle Krog,
Der pines han dog, der sidder han dog
Og stirrer udover Havet.

Om Aftnen stiger der mangengang
Fra Taarnet en dyb og bævende Klang,
Som sagte paa Bølgerne gynger –
Kun Fiskeren lytter dertil i sin Baad.
Hans barske Øie glindser af Graad:
Det er Jernmasken som synger.

Den Fangnes Sang er Melancholie;
Der aander en Strøm af Længsel deri,
Af mørk, af brændende Længsel.
Den glider udover det stille Hav,
Den trygler om Hjælp, den har kun eet Krav:
O kommer! O sprænger mit Fængsel!

Men Ingen kommer: Thi Ludvigs Arm
Knuger hver Villie og lukker hver Barm
Og tung over Landene hænger.
Kun Tanken er fri – og fri som en Fugl
Den flyver derop og speider i Skjul
Bag Vindvets gittrede Stænger.

Kun snæver er Cellen, og mørk og krum
Under Loftet ruger dunkel og stum
Et Fængsels kvælende Gysning.
Paa Væggen pikker et eensomt Uhr,
Fra Vindvet gjennem den tykke Muur
Falder en dæmrende Lysning.

Men Taflet er dækket med Sølv og Glands,
Med Retter at kildre en Fyrstes Sands,
Med Vine, duftende, røde:
Den hele rige bugnende Last
Er kun en skarp, en bitter Contrast
At spotte den Fangne, den Døde.

Hist sidder han selv. See, han har lagt
Sin Maske bort, dog holder den Vagt
Og griner fra Væggens Stene –
Thi skal han ud blandt Mennesker gaae
Da maa han atter smedde den paa –
Men nu, nu er han alene.

Dog ak, hans Træk er skjulte som før:
Selv Tanken kan ei løfte det Slør
Hvorunder hans Aasyn sover –
Thi see, hans lange, hans dunkle Haar
Sine bløde Lokker om Ansigtet slaaer
Og skygger ganske derover.

Kun Panden er bar. O! hvor den er stolt,
Som om en Verden den indeholdt,
Denne hvide, hvælvede Pande!
Ak, dens kjække Planer, de Sjælens Bud,
Kan ikke flyve i Livet ud
Og bygge sig Stæder og Lande.

Hvi sidder han bøiet, med ivrigt Sind?
Hvad er det han ridser i Sølvfadet ind
Mens lavt med sig selv han taler?
Han venter ei Frihed, han ønsker kun
At Verden skal kjende en liden Stund,
Hans Skjæbne, hans Navn, hans Kvaler.

Nu kaster han det. Med skjælvende Fryd
Han lytter til Sølvets klingende Lyd,
Som falder fra Klippe til Klippe.
Det pladsker i Søen. Ha! mon det sank?
Man bjerger det vist; thi Skiven er blank –
Selv han kan ei Haabet slippe!

En fattig Fisker trækker det op –
Ak, han er en lydig, en ærlig Krop,
Han bringer det til Kommandanten.
Herren fixerer det arme Bæst
Og tordner til ham: Skurk, har du læst
Hvad her staaer ridset i Kanten?

Fiskeren skjælver og knuger sin Hat,
Sværger at hvad der i Skrift er sat
At tyde han aldrig vidste.
«Gaa hjem da Slave, og tak din Gud,
Thi havde du fundet en Tøddel ud,
Var denne Time din sidste.»

Men Fangen venter. Han drømmer saa lyst –
Han hører sit Navn gaae fra Kyst til Kyst
Og vække den Hevn, som har sovet.
Ak, Loddet han kasted i Skjæbnens Hav
Fremkalder kun en mørkere Grav,
Som lukker sig over hans Hoved.

Nu er han forsvunden. Tomt Taarnet staaer,
Den smeltende Klage aldrig gaaer
Om Aftnen hen over Søen –
Den skrækkende Maske ei meer man seer
I Messen – aldrig, ak aldrig meer
Man hører til Fangen paa Øen.

Man troede ham død. Han var det ei –
Endnu maa han rave en dunkel Vei
I Bastillens fugtige Huler.
Der har han mistet sin sidste Trøst:
Han seer ei Havets aandende Bryst,
Ei Stormen som over det kuler.

Men om hans Fangehuls snævre Muur,
Der myldrer Paris i et større Buur,
Dresseres og dandser i Blinde –
Kong Ludvig giver Musikken dertil
Og skotter imellem til Fængslet vild:
Han veed hvad der lurer derinde.

Her tabes Jernmaskens Spor i en Ørk,
Her døde han bort. Hans Død var mørk,
Var skjult som hans mystiske Skjæbne.
Men er det muligt at Geisten kan
Forlade sin Grav – da maatte vel Han
Tilbage for Hævnen at væbne.

Ha! var det hans Aand som rastløs gik,
Og tændte Mod dybt i Slavens Blik,
Og lærte Folket at tænke?
Kun han blandt Alle paa Jorden her
Ret kunde forstaae, hvor sødt det er
At bryde den knugende Lænke.

See! ned i Glemsels glidende Strøm
Bastillen sank som en kvælende Drøm,
Med sine Volde og Taarne:
Saa brast hvert Tryk paa vor skjønne Jord,
Af Frihedens Aande, af Frihedens Ord,
Som Avner ere de baarne.

Ja! Tiden har kastet sin Maske væk
Og viser de store, dristige Træk,
De aandfulde, spillende Miner.
Frihedens Banner hæver han kjækt
Og ruller det over en gjenfødt Slægt;
Han staaer paa Bastillens Ruiner.

Hvad skader det nu at Ingen veed
Hvem Jernmasken var, og hvad han leed?
Har Tiden ei fuldendt hans Levnet?
Skafottet drak af en Ludvigs Blod,
Paa Magtens Nakke staaer Slavens Fod;
Jernmasken, Jernmasken er hevnet!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.