Ephemerer

av Andreas Munch

Den første Sorg

Den lille Lotte tænkte paa Alt og Ingenting,
En Sommerfugl hun svæved’ i Solens Guld omkring,
I sine gule Lokker hun Vaarens Krone bar,
Som hendes Blik var Sjælen saa lyseblaa og klar.

Hun kjælte for sin Moder, hun var sin Dukke tro,
Hun saae paa sine Klæder og sine røde Skoe;
Men over Alle elskte hun dog en liden Fugl,
Som Fader havde fanget paa Sneen sidste Juul.

Den sad og frøs i Vindvet, i Vinterkuld og Vind,
Og saae saa bønligt just i den varme Stue ind:
Da strøede Fader Korn ud og lokked’ den dermed
Og tog den ind i Huset til Pleie og til Fred.

Men Lotte var lyksaglig, alene hun fik Lov
At pleie og at passe den lille Gjæst fra Skov:
Hun bragte den sin Føde, hun dyssed’ den i Blund,
Snart lærte den at pikke af hendes røde Mund.

Den kjendte hendes Stemme og hendes lette Gang,
Og takked’ sin Veninde med mangen lystig Sang;
Tilsidst dog sad den stille og traurig i sit Buur:
Den hørte Vaaren kalde fra grønne Skovnatur.

Da slog den ud med Vingen og vilde flye sin Vei,
Men lille Lotte smiilte – ak! hun forstod det ei;
Hun lukked’ Buret sikkert, hun gav den Vand og Frøe –
Men Fuglen vil kun Frihed, hvis ikke maa den døe.

En Morgen fløi hun tidligt til Fuglen ud med Mad,
Og jubled’ høit paa Veien, og var saa sjæleglad;
Men da hun kom til Buret, da glemte hun sin Sang:
Den kjære Fugl laae udstrakt paa Bunden stiv og lang.

Hun tog den ud forsigtigt og kyssed’ den saa ømt;
Men den blev kold og livløs, det var ei blot paa Skrømt –
Dens Hoved sank tilbage, i Øiet Døden laae,
Da slap hun den forskrækket og stirred’ taus derpaa.

Og som hun stod der stille, hun blev saa underlig,
For hendes klare Øie en Taage lagde sig,
Den søde Barndomsrødme fra hendes Kinder veeg
Og langsomt op til Hjertet en dunkel Smerte steeg.

Hun kunde ikke vide hvad denne Smerte var,
Men Sorg i hendes Hjerte sin første Rune skar,
Og præged’ dybt sit Billed’ i hendes bløde Træk,
Nu fløi den ikke meer med den sidste Taare væk.

Hun tænkte paa sin Moder, men ei saa let som før –
Og nye Verdner dæmred’ bag Sorgens sorte Slør;
Thi som et Blik paa Havet fra Kystens mørke Borg,
Saa Livets Udsigt aabnes ved Barnets første Sorg.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ephemerer

Diktsamlingen Ephemerer kom ut i 1836 og var Andreas Munchs første utgitte verk.

Samlingen inneholder 21 enkeltdikt samt 19 «Reiseskizzer», deriblant diktet «Jøderne», hvor Munch som en av de første tok offentlig avstand fra «jødeparagrafen» i grunnloven.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1836 (nb.no).

Les mer..

Om Andreas Munch

Andreas Munch var skribent, forfatter og redaktør. I sin samtid var han ansett som en betydningsfull dikter, men han havnet litt i skyggen av diktere som Henrik Wergeland og Henrik Ibsen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.