Keiserens Moder

Den eensomme Lampe glimter
I Salen, hvor Natten tier;
Bag flagrende Skygger skimter
Man Søiler og Malerier.

Der staaer i det ene Hjørne
En Seng, med lange Gardiner;
Fra Toppen to gyldne Ørne
Stirre med døde Miner.

Efter Italiens Skikke
Er Leiet strøet med Blade –
Liget af Keiserens Moder
Ligger her paa Parade.

De gamle, stivnede Lemmer
Hvile sig nu saa gjerne,
Øiet ei mere gjemmer
Sin napoleonske Stjerne.

Tusinde dybe Rynker
Fure de gule Kinder;
Men stolt over Panden synker
Fortidens høie Minder.

Hun kunde engang tage
Af Sønnen en Verdens Throne –
Hun var i de sidste Dage
En ringe og barnløs Kone.

Hjertet i Brystet blødte,
Men stærk var Sjælens Villie:
Hun stod som en Mindestøtte
Over sin sjunkne Familie.

Død er hun nu, og sover
Som Napoleons Hære,
Og ingen Hæderskartover
Tordne for madame la mère.

Rustent er Keisersværdet,
Falmet er Kronens Glorie –
Men ved Hovedgjærdet
Sørger en Verdens Historie.

Langsomt blier Døren oplukket:
Broderen, Kardinalen,
Vakler igjennem Salen
Rystende, aldersbukket.

Ad Marmorfliserne slæbe
Hans tunge Purpurkaaber –
Og paa hans dirrende Læbe
Sidder Døden og haaber.

Ned ved sin Søsters Baare
Knæler den gamle Herre –
Ak, ingen bedre Taare
Falder paa hende desværre!

Men fra det aabne Vindve
Dæmre Romas Ruiner,
See paa den døde Kvinde
Med beslægtede Miner.

Roma er selv en Enke,
Keiseres Moder tillige,
Derfor maa hun vel tænke
Paa sin nymodens Lige.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.