Nor

I Tidens Jettealder,
Da Fenrisulven var løs,
Da Tyr stod over Balder
Og Freya sad og frøs,
Da Aukathors stærke Torden
Gik over den røde Val,
Her i vort høie Norden
Stod der en gammel Hal.

Med Malm i Bjelkelaget
Forsvarligt var den bygt,
Og Gulvet, Spærretaget,
Uhøvlet var og stygt.
Med stærke brede Klammer
Beed den i Fjeldet fast,
Af Mjølnir, den vældige Hammer,
Taalte den selv et Kast.

Høit op i Salens Ende
Sad ved et Egebord,
Med sine Mænd og Svende
Det gamle, stærke Nor.
Han brede, trofaste Skuldre
Rakte fra Væg til Væg,
Hvor kunde hans Tale buldre
Fra det brusende Skjæg.

Om Drikkehornet klemte
Hans brune Næve stærk,
Han drak, mens Skjaldene stemte
Harpen til Legeværk.
Hans Øie underligt brændte
I Kjæmpekredsen om,
At see om Nogen endte
Sit Drag før Skaalen var tom.

Og mærked’ han lidt til Knebet,
Da var den Gubbe ei seen:
Af Saltmadsfadet han greb et
Afgnavet Hestebeen –
Det kyled han midt i Panden
Saa Gjæsten af Bænken sank
Og Blodet pibled’ om Randen
Af Hjelmen tung og blank.

Hvor loe de lystige Svende
Ved denne fine Spøg!
Hvor snart fra Ende til Ende
De Been over Bordet føg.
Da faldt og reiste sig atter
Vel mangen en Kjæmperad,
Og midt i den vilde Latter
Lød Skjaldenes sære Kvad.

Tilsidst den Gamle sig reiste
Og slog til Lyd paa Skjold,
Fast under Loftet da kneiste
Den vældige Herre bold –
Det sukked’ i Gulv og Bænke
Da han stod op med Gny,
Hans Tale skulde man tænke
Var Tordenen over Sky.

«Lad fare nu Drik og Gammen,
Nu har vi havt nok af Leeg –
I Leding ville vi sammen,
Før Buen vorder for veeg.
Lig nu ei længer i Orden
Og stræk jer paa Bænkehalm –
Det blæser friskt over Fjorden,
Herud fra den tykke Kvalm!

Tæt under Fjeldet venter
Vor Drage med sorte Bryst –
Paa den vort Bytte vi henter
Let fra en fremmed Kyst.
Kom Svende, følger mig efter,
Vi gjøre ei Veien lang –
Brug nu Eders unge Kræfter,
Det bliver en lystig Gang.»

Hvor Huset luder udover
Han stødte en Luge op,
Sprang saa i de fraadende Vover
Vel med et vældigt Hop.
Han havde ei nødig at kalde,
De Kjæmper fulgte bag:
Til Snekken svømme de Alle;
Med raske, brede Tag.

Og Snekken med Iil udspændte
De hvide Vinger til Flugt –
Sin lystige Kuurs den endte
I mangen smilende Bugt.
Da jubled’ de nordiske Karle:
Der havde de Haanden fuld,
De dræbte Konger og Jarle
Og tog deres Gods og Guld.

For Intet fik de det ikke:
De maatte betale med Blod –
Det var just herlige Skikke
For slig en Viking god.
En Arm, en Næse mindre
Hvad brød han sig vel derom?
Knapt kunde han det erindre,
Naar Sligt paa Tale kom.

Var Snekken endelig lastet
Med Guld og Hæder nok –
Til Norden, til Hjemmet da hasted
Den gjæve Kjæmpeflok.
Men før de løfted paa Kruset
Og slukked’ den hede Tørst,
Gjæsted de Gudehuset
I Granelunden først.

Thi Førstegrøden af Modet,
Den hørte Guderne til:
Snart hvislede Offerblodet
I Altrets hellige Ild.
Gyldne Ringe de satte
Om Billedets stive Arm,
Og pynted’ med Sydens Skatte
Dets kolde Graasteensbarm.

Nu drog de Alle tilbage
Til gamle Fædrenehal,
Begyndte de vante Dage,
Og drak som man var gal.
Der var fast ingen Forandring,
Man havde kun rørt sig lidt –
Slig en Morgenvandring
Gav dog god Appetit.

Saa blev de ved at fægte,
At vexle Horn med Skjold –
Aldrig kan man dog nægte,
Det var en egen Old.
Vel var den rød og blodig,
Som Pands’ret haard og stiv;
Men ogsaa rask og modig,
Og aanded’ Kraft og Liv.

Tilsidst dog blev den gammel
Og skrumped’ synlig ind –
Da kom der og en vammel
Og lummer Sydenvind.
Den trængte ind i Barmen,
Bortblæste Heltens Mod:
Slappet blev ham Armen,
Og tykt hans røde Blod.

En fremmed Jernhaand rugte
Tungt over Landets Marv,
En fremmed Jord opslugte
Den gamle Hædersarv.
Nu krused’ ingen Snekke
Det salte, friske Hav:
Alle vare de lække
Og Søen kun en Grav.

Fra Bjelkehallen paa Fjeldet
De Kjæmper bort sig sneeg –
Dens Skik blev død, forældet,
Forglemt den raske Leeg.
De lagde sig Baand om Panden
Og bøied’ den stolte Hals,
Skulede til hinanden
Og bød sig selv tilfals.

Med Guld og smukke Søiler
I Dalen stod et Slot,
Der lagde man dem i Bøiler,
Og fored’ dem ganske godt;
Didhen foer hele Landet
Og lagde sig roligt ned –
Hvad havde man nødigt andet?
Her fik man Mad og Fred.

Den gamle Nor blev ene
Tilbage i sin Hal.
Hvor knytted’ sig hver Sene
Af Harme og af Kval!
Han maatte see sit Norge
At krybe som en Hund:
De stolte Klippeborge
At synke i Øresund.

Taus gik han frem og tilbage
I det øde Huus,
Tænkte paa gamle Dage
Og mangen ærlig Ruus.
Igjennem Loftets Sprække
Peeb Nattestormens Hviin,
Og tunge Skyer trække
Forbi den graa Ruin.

Han var nu træt, at sove:
Dog før til Sengs han gik,
Sendte han over Skove
Et langt, det sidste Blik.
Farvel, farvel saalænge
Mit Fjeld, min Skov, mit Hav –
Skulde Du til mig trænge,
Jeg stiger af min Grav.

Derpaa han rask udtømte
Sit Horn den sidste Gang,
Lagde sig saa, og drømte
En Nat vel mørk og lang.
Tre hundred’ Aar den skumred’
Udover Dal og Fjeld –
Den Gamle rolig slumred’
Under sin Bjørnefæld.

Taus som en Mindestøtte
Stod Norge i sit Hav,
Hvor blege Aander mødte
Hinanden paa en Grav.
Skarpt truede mod det Høie
Den sorte Klippeskal,
Kun Maanens stille Øie
Græd over Norges Fald.

Behængt med Iischrystaller
Stod Fjeldet dumt og dødt;
Men i de indre Haller
Sov Livet sundt og rødt.
Nor sov i Mag derinde,
Han var ei død endnu,
Snart skulde hans Morgen rinde
Op over Fjeldets Gru.

I Frankrig blussed’ en Flamme
Op af den gamle Jord,
Og fløi som et Lyn med det samme
Henover Land og Fjord.
Den brændte i Ynglingens Øie,
Den ulmed’ i Mandens Bryst,
Og flagrede mod det Høie
I ung og jublende Lyst.

De gamle Lænker, de rustne,
En Dæmon af Armen skar,
Om Hjertet er Skjællene brustne,
Om Tanken er Luften klar.
Frihedens tusinde Tunger
Have den samme Klang,
Rundt om Europa runger
Den herlige Morgensang.

Den gamle Sover i Norge
Halvt mærker i sin Drøm,
Hvor over Fjeldenes Borge
Ruller den friske Strøm.
Den gamle Sover i Bjerget
Aabner sit tunge Blik –
Griber saa først til Værget
Efter sin vante Skik.

Lad ligge Sværdet, du Gamle.
Her er det nu gammeldags –
Nu kan vi Grundlove samle
Ved Penne og Taler strax.
Stig op og viis dig for Folket,
Fat dig i Tidens Spil –
Har du dens Mening tolket,
Raabe vi Hurra dertil.

Først dog maa du nu haste
At gjøre dig glat og peen:
Aldrig meer maa du kaste
Med Skinker og Hestebeen.
Det hjælper ei, at du græder,
Men du maa rage dit Skjæg,
Koste dig fine Klæder,
Kruse dit Haar i Læg.

Brug af de gamle Skikke
Een kun, hører du?
Drikke, synge og drikke,
Har vi ei glemt endnu.
Dog, dit Horn maa du slippe,
Nu er det ei tilpas –
Af slebne Glas vi nippe:
Tiden er selv af Glas.

Saa er da Nor opstanden
I gjenfødt Herlighed,
Med Borgerkrands om Panden,
Med Frihed og med Fred.
Brødre, hjælper at kalde
Hans Bygning op af Gruus,
Hjælper ham Landsmænd alle
At bygge jert eget Huus!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.