Goethes Portrait

Du kjender vist det gamle, stærke Hoved,
Som hilser dig saa kraftigt hist fra Rammen?
Her holder Kjernen hvad det Ydre loved’
Og Aand og Legem smelte skjønt tilsammen.

Høist rar er denne heldige Forening,
Thi Aanden pleier ei at være kræsen,
Men skjuler ofte under Negernæsen
Sin fine Skjønhed og sin sande Mening.

Men her var Geisten alt for overlegen,
Her maatte den dog vælge slig en Bolig –
Her boede den midt under Skjønhedsstregen
Og Aanden var, som Formen, kraftig, rolig.

See dette Ansigt, denne klare Pande!
En Tempelhvælving over Sjælens Guder;
Og disse Marmortræk, saa faste, sande,
Hvor dog det indre Liv sig friskt bebuder.

De lange Tider har ei Nakken bøiet,
Og Kraftens Roser end paa Kinden gløde;
Men fra den dunkelklare Ild i Øiet
En egen Verden straaler dig imøde.

Det er saa herligt Liv og Mod at suge
I fulde Drag af sligt et Kjæmpebilled’,
Som et Aarhundrede i Verden stilled’
Til Trøst for dem, som ville Gaven bruge.

Vel raadner alt en Stund Originalen
I Gravkapellet ved sin Fyrstes Side –
Portraitet hænger dog i Mindesalen
For høit, til Tidens Tand paa det kan bide.

Hans eget Ansigt vil vel stedse blive
Den bedste Commentair til Faust og Meister:
Geniets Magt vil det engang oplive,
Om Poesien fast af Verden reist er.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.