Postrøveren

I Præstegaarden, ved Vindvet, staaer
Den smukke Jette og venter,
Om Postbudet ikke hjemad gaaer,
Som Breve fra Byen henter.

Hun har en Kjærest’ i fremmed Land,
Hans Hilsen til Norge seiler:
I Aften, i Aften hun vente kan
Brev fra den ømme Beiler.

Med hvide Fingre stryger hun bort
Det bølgende Haar fra Øiet;
Brystet hæver sig angst og kort,
Staaer over Karmen bøiet.

Aft’nen dæmrer, og Skov og Mark
Svømme for hendes Blikke;
Men Duen flyver ei til sin Ark:
Postbudet kommer ikke.

Til sildige Nat hun staaer der dog –
Meer vil ei Fader tilstede;
Da sætter hun sig i en eensom Krog,
Og giver sig til at græde.

Vidste hun sikkert kun, at han skrev,
Da var hun ei saa bedrøvet –
Og der var rigtignok ogsaa Brev,
Men Posten er bleven røvet.

Oppe i Aasens skovdunkle Nat
Ligger en Dal i Glemsel,
Did har Røveren bragt sin Skat
Til det sikkreste Gjemsel.

Her han sidder i eensom Gru,
Rugende paa det Onde,
Af Klæder og Hænder drypper endnu
Blod af den dræbte Bonde.

Over ham luder en Klippevæg
Truende og alene;
Stride Bregner hænge som Skjæg
Fra de fugtige Stene.

Maaneskiven staaer blodigrød.
Over de sorte Graner,
Grenene lugte som til Død,
Vaie liig Sørgefaner.

Trykkende Stilhed tynger paa,
Alle Fuglene tie;
Egernet selv i Træet maa
Med sine Luftspring bie.

Røveren aabner den tunge Sæk
Med sine skjælvende Hænder,
De lette Breve slænger han væk –
De fyldte bedre han kjender.

Et er der med fremmede Stempler paa
Og nydeligt lagt i Folder –
Der tænker han ret en Fangst at naae:
En Vexel det indeholder.

Han river det op og læser fort,
Bander – og læser atter,
Kaster det saa foragteligt bort,
Under en djævelsk Latter.

Brevet, som Pigen vented’ saa fro –
Ak, det var netop dette!
Kjæresten havde dog været tro:
Skrevet til stakkels Jette.

Kjærlighed eier et eget Sprog,
Som den kun selv kan fatte:
Brevet var tomt – men gjemte dog
Tusinde rige Skatte.

Røveren tæller sin lange Rad
Af Sedler, røde og gule,
Mens til hver Lyd, hvert raslende Blad
Hans Øine ængsteligt skule.

Frygten driver ham endelig hen
Til fjernere, dybere Kløfter.
Dalen aander da let igjen,
Vægten af Brystet løfter.

Luften blier frisk, og sødt og klart
Synge uskyldige Fugle;
Egernet springer igjen i Fart,
Frygter ei meer nogen Ugle.

Kjølige Aftenvinde gaae,
Lege med Kjærlighedsbrevet –
Maanen smilende prøver paa,
At læse hvad deri er skrevet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.