I. Gamle Jan Juhl i Aafjorden. – Sildekongen. Bygdekongen

Rygtet gik indover Fjordene, at en underlig Fisk var fanget. Den var saa og saa beskaffen, nogle sagde ni, nogle atten Alen lang, nogle endnu længere. Den var taget i Fjæren paa Udsiden af Karmøen, var oventil blinkende blaa, violet og purpur-rød ligesom en funklende Regnbue, under skinnende hvid som Sølv, og den havde et Mærke som en ildfarvet Krone paa Hovedet.

Man mente, det var Sildekongen, og at det betød ustyrtelig rigt Fiske.

Store og smaa samlede Folket sig, hvergang der kom en Baad udenfra, henover de isede, halvbare, blæsende Hauger, hvor de bedst kunde se ud i Fjorden, i Topluer og Skjorteærmer, i Skjørt og Særkeliv, slig som hver just kom fra Arbeidet. Det saa ud med Forsamlinger som paa Helgedags Eftermiddager paa det nær, at ingen nu tænkte paa Dragten ligeoverfor Naboer og Grændfolk. Der gissedes og mentes og spaaedes og dømtes og formodedes …

Der var med de stigende Rygter begyndt at komme som en Ild i Blodet … lidt af en Guldfeber, hvorunder Fantasierne hidsedes og sattes i vild Gang.

Efter to, tre nedslaaende Uaar i Sildefisket var Spørgsmaalet igjen om at sætte ind paa det og vove den af deres smaa Jordlapper surt fortjente Skilling. 312Husmændene vilde komme til at sælge eller pantsætte sin Ko og halve Mandslod for Sjøklæder og Nistemad, Leilændingen og Bonden til at sælge Hesten, gjøre Obligation og udtømme sine sidste Resourcer til Baad og Folkeudstyr, til Garn og Notehyre, – alle til at prøve Krediten hos Landhandleren til det yderste …

Nogle stod fortænkte, andre snakkede ivrigt løst hen; men at de eventyrlige Forventninger var begyndt at gjære, hørtes allerede paa Yttringer baade her og der:

«Det var nok ikke for ingenting, at alle «Perlebaandene» laa og rak i Fjorden før Mikkelsmesse, – som bare blanke, røde Sildeøine, Rad i Rad; det varslede Notestæng!»

«At der vilde komme noget efter Sildekongen, kunde nok nogen og hver skjønne! Du skal se ud, naar Gammelhunden gjøer» …

Der blev mere og mere som en Elektricitet, en Svindel, i Luften!

Jo længere Rygtet gik ind igjennem Fjordene, desto underligere blev det i Folkemunde, saa underlig tilslut, at, da det bøiede om Odder og Næs og opigjennem de trange Sildefjorde, var det blevet til et «Ildstegn set paa Himlen», – «en Fisk med et stort Ris efter sig».

Det var først inde ved Hammernæs, at Sildekongen helt døde og forvandledes til noget i Luften, – ligesom det overhovedet var der, at alle stærke Rygter udenfra blev stille og dovnede af; thi gamle Jan Juhl vilde nu engang ikke vide af, at Landfolket skulde drive Sjøbrug og «fare Nar mangfoldige Mile udover for at sætte til paa vilde Havet».

Og naar den gamle paa Hammernæsset rystede paa Hovedet af noget, saa troede ingen, som vilde holdes for sindig, det i den Bygd.

Det var overhovedet noget af det sidste, Jan Rejersen Juhl gjorde i dette Liv, at han fik stilnet af dette «forvildende Rygte» og sin Bygd bevaret fra den Ulykke; thi ikke otte Dage efter døde han af et Hjerteslag, netop som han sad og røg sin Pibe nede paa Bænken ved Hammernæsfuruen.

313Fra Hammernæsset skar den Bygd, som kaldes Aafjorden, sig afsides og forgjemt østover ind imod Høifjeldet, først som et Stykke trang Fjordarm, men oppe i Annekserne omrandet af skavlede Blaafjelde.

Her fandtes ikke blot gamle Sagn og Slaatter og Ølboller med Indskrifter og gamle mærkelige Stabure med Snitværk, men ogsaa et helt indestængt, gammelmodigt Folkefærd med forvoksede store Træk og udprægede Forstandsansigter, – stadig i hinanden indgiftede Slægter! En Frenolog vilde hos Kvinderne have fundet et «Søk» eller Indsænkning i Forhovedet, lig indsunkne Tagaase efter lange Tiders Tryk.

Oppe i Fjeldbækkene gik Ørreten forældet og storho’det – Hovederne saa svære som en Trediedel af Kroppen og med Moseknuder paa –, fordi Ungdommen aldrig fiskede, og Arten manglede Fornyelse.

I de trange Revner og Afkroge af Sæterlider, der alle led af formegen Skygge og forlidet Sol, gik Kjørene kummerlige og smaa med skarpe Hofteben, – Produktet af hundreaarig Sultefodring og luftløse Fjøs. Saagodtsom hver tredie Ko var en- eller stubhornet, – Racens Alder gjorde dem hornskjøre. Folket mente, det kom af, at de stangedes om Beitet med de underjordiskes Kjør.

Her skræmte Budeierne hverandre paa lyse Sommerdagen med, at Børn pludselig forsvandt under Dørhellen med «Tussen», eller fortalte om, hvordan det havde let og fniset ad dem fra Skogholterne, og hviskede ængstelige om Staal og Vigsel mod Troldskaben.

Endogsaa Hestene saa graa og lange og gamle ad i Hovedet; de drog sig hjulbenede frem foran Kjærrer, der gik paa knarrende, svære Træhjul, hvori Akserne sad faste og dreiede sig rundt med – ligesom paa Abrahams Tid! Ja, lige til Griseslaget syntes alt her at have lidt af Indgifte, – langbenede, langtrynede, magre og forfølgelsessyge, som de fo’r lig pilsnare Hurtigløbere omkring mellem Husene. De syntes egnede til direkte at levere de jærnhaarde, spegede, harske, 314ti–tyve Aar gamle Skinker, der hang som Klenodier paa Staburene.

I denne Bygd var Primstaven endnu intet overvundet Kalenderstadium. Man inddelte i al Ro fremdeles Aarets Gjerning efter den, baade «Haaballen» og «Vinterdag», og mange lagde Samvittighedsfuldt Baadene op nede i Fjordfjæren ved «Helgemesseleite» første November, «da Sjøfarten skulde ophøre».

Den nedre Ende af Dalen skulde egentlig, som mange af dens Brødre paa de Kanter, have endt med et stængende Ferskvand; thi en saadan Bygd har Trang til en Laas. I dets Sted havde den faaet sig tildelt en liden trang Fjordarm, der fortsatte sig ud i den store Fjord og endte i det vide Verdenshav – langt, langt udenfor Bygdens Idékreds.

Men en saadan Bygd har, som sagt, en mægtig Trang til en Laas.

Og just som en saadan gavnlig Slaa og Prop for Enden af den sad gamle Jan Rejersen Juhl paa Hammernæsset – ligesom hans Far og hans Far igjen før ham, – indtil han nu i Høst var gaaet bort.

Der gik et Suk, dumpt som indeni et hult Tøndespunds, opefter Dalen: –

«Javist var det et Tab, – han Far Juhl ja!»

Han var af Juhlernes vidtløftige Slægt, – ikke den Gren med de to u-er og Sjøhelten i; men den, som skriver sig med «h». En af Familien, en Sjømand, der havde tjent sig rig i Holland og nede paa Batavia, havde for halvandet hundrede Aar siden eller mere lagt sig til mange Gaarde i Aafjorden, – et helt Gods. Og det var mærkeligt, hvormange lange, stærke, magre Juhlefigurer med skarpe, rette Ansigter og lyst Haar og tilsvarende høie, smukke, lyshaarede Kvindfolk der var at se mellem Bygdens ellers mørke og undersætsige Befolkning.

Siden havde Familien levet paa at formere sig og dele og spinde sig fast her inde i Krogene, indtil den tilslut var forsvundet nede i den navnløse Almue igjen eller, – som de Juhler, der nu mindst siden forrige 315Aarhundrede havde holdt sig paa Hammernæs, gaaet op i menneskeligt Stargræs og Stivsind.

Han Far Juhl ja! – – Der stod den lange, graa, enetages, midt over Tagryggen af Alder indsjunkne Bjelkebygning igjen med de smaa forsømte Blyruder i de yderste Vinduer over Kaalhaven og de indsatte nye, lidt større, hvidkittede paa begge Sider af Gangdøren.

Henover den grønne Fladmark sled enkelte seige tynde Bjerkestammer sine Løvdusker i Vinden!

Men ellers var der kun kroget Vegetation, kroget Older og Bjerk paa begge Sider opefter Bækkene i Fjeldet, krogede Bjerkelunde, der ligesom sad paa Hug bort over de vindhaarde Hauger. En Strækning nedenfor Husene, der engang var emnet til en herremæssig stor Frugthave, stod nu med krogede sure Træer, smaa Ribs, daarlige Stikkelsbær og Levninger af Lysthuse, overgroede med Humle og Nelder, hvor Hønsene kaglede og værpede.

Paa Haugen stod en svær, knudret Kubbefuru og strakte sine vredne Arme og Grene imod Vinden med en gammel Rundbænk om Foden … Der sad han Far Juhl timevis og røg Tobak og flyttede sig og saa efter Bygdens Baade, som roede og seilede ud til Landhandleren ved Næsset tvertover og derpaa med forrettet Ærinde indover igjen.

Og Folket vidste, at han sad der og kjendte dem, hver og en, og passede paa og altid fik vide, hvordan det stod med Regnskabet derover.

Der gik nok ikke meget for sig i Bygden uden Far Juhls Raad og Lov!

Deroppe stod Bygningen som før; men Manden, Bygdens Laas, var borte. Og Bygden roede forbi og undrede sig og ventede paa, hvad der nu skulde ske.

Begravelsen var holdt med stor Ære, – et Gravøl, som spurgtes vidt om i Fjorden som altid, naar der var Gravøl over en Juhl! Bagefter var der blevet saa stille … og at Hammernæs ikke mere skulde eies af gamle Jan Rejersen Juhl men af unge Rejer Jansen 316Juhl, det var derom Tankerne dreiede sig baade paa Gaarden og nede i Bygden …

Man var alt helt indunder Jul. Veiret derude havde med ét fra Østenkulde og Frost vendt sig til sydvest med Tøveir, saa mildt, at det dryppede fra Tagene, og man satte Træballier under Renderne for at samle Regnvandet til Vasken og Ludefisken.

Den gamle Gaard fik den egne vastrukne Tøveirskulør i Bjelkeværket med svulne Vindueskarme. Hist og her stod Bjerkelundene med sine krogede, hvide, vredne Stammer i den kramme Sne med Grene saa sorte og triste som Sopelimer eller Skolemesterens Ris.

Budeien, gamle Jørun fra Opbygden, kaldte dette Veiromslag før Jul for «Lefsetøiren».

Og Lefser kjevledes og bagtes der nu i Bryggerhuset af Husmandskjærringen nede fra Vigepladsen med stor Flid; Lys var støbt, Julefisken fisket og Juleøllet, om end kanske lidt mindre stærkt end vanligt, som Enkeøl rettelig bør være, baade brygget og havt paa Tønden.

Derinde i Stuen sad Enken og nøstede af Garnvinden henne ved Kakkelovnen, af hvis røde, sprukne Mund det begyndte at lyse og spille i Skumringen.

Det var en statelig Skikkelse, der viste, at hun havde Blod af de stærke, urolige Ramstadfolk øverst oppe i Dalen – et Ansikt, stort i Trækkene som af Træ, med et Tørklæde om det graa Hoved; hun var en Tremenning, han af Slægtsinstinkt havde giftet sig med.

Det store, halvmørke, lave Værelse med de af Væggen krummede Langbjelker under Loftet havde en Skindsofa med et lidet Speil over, et Slaguhr i en Trækasse henne i det ene Hjørne, hvor Tobakspiberne hang med de efterladte forbidte Mundstykker, og en brun Skjenk med malede roser af Bygdens Sort i det andet. Mellem Vinduerne stod det nedslaaede brune Klaffebord med Systen og Søm paa, medens simple Grantræs Stole, og deriblandt nogle høiryggede med Skindbetræk, var stillet i Soldaterrækker rundt om Væggene, ladende hele det umalede Gulv med de brede, kvistede Planker at Fjeldfuruen og de lange, sand317fyldte, mørke Sprækker frit som en Ekserserplads. Fra Væggen saa nogle udblegede arvede Skilderier ned paa den, – et af Fluer sortprikket, gulnet Kobberstik af et Krigsskib, hvorunder stod «Generalgouvernør Swardecroon, Batavia 1720», – samt et af Carl Johan ved Dennewitz.

Den store Kvindeskikkelse, som nøstede henne ved Ovnen, sad sammensunken i Ryggen lig en af de tunge Arbeidsheste, der et Pust hviler den ene Side og det ene Ben for Læsset i Bakken.

Hun sukkede af og til, og det svarede henne ved Vinduet, hvor den seks syv og tyveaarige Datter, lang og smal som et Straa, sad med Hovedet indkilet i Vindueskarmen og syede ved den sidste Lysning af Dagen.

De vekslede ikke et Ord, medens Garnvinden tog i med fornyet Hast; – de to Fruentimmer sad blot og ventede ligesom hele Bygden paa, at noget skulde ske.

De maatte vel snart høre fra Sorenskriveren om Boet; det skulde komme før Jul … De havde sine Tvil hver for sig. Det var to forstandig anlagte Naturer, som kun ikke havde vovet at tænke, saalænge deres Husbond og Far levede og tænkte for dem, og nu sad de fremdeles og taug for hinanden. Men de kunde ikke længere værge sig for at tænke.

Post fo’r kun engang om Ugen indigjennem Fjorden paa denne Aarsens Tid, og dette var sidste Postdag før Jul …

Gamle Jan Juhl hentede rigtignok aldrig Posten før et Par Dage efter, naar de med det samme havde Bud til Landhandleren; men de to Fruentimmer var ikke saa taalmodige, som de var sat der paa egen Haand. De tællede Timerne.

Slaguhret henne fra Krogen derinde drog sig med en forberedende Lyd og slog halv tre.

Hvad var det?

Den Uro, Løben og Raaben nede mellem Husene sagde tydelig nok, at der maatte være noget paafærde. Skomager Jo keg ud af Baarstuen med Sylen i Munden og Brættet ved Laaret. Gamle Jørun Budeie kom 318frem i Fjøsdøren; et Par Jenter i røde, lappede Livstykker gløttede ud af Bislaget ved Kjøkkenet, og ud fra et sodet Brædeskjul, hvorfra der havde lydt Hammerklinken, kom en sytten–attenaarig lang, sværlemmet, lyshaaret Gut ud i Skjorteærmerne og saa sig om. Han var kullet i Ansigtet og opover de nøgne Arme af et Geværløb, som han holdt paa at reparere og bore med Olje.

At det var Husets Søn, var noksom kjendeligt paa det skarpe, retskaarne Familieansigt under den uredige Lug og en Næse, der saa ud i Verden med et vist født Overmod. Den syntes, ligesom selve Hammernæsset, at være en Udspringenhed, som Folk ikke saa let kom forbi, uden at maatte give Besked; der var noget vist naturbaaret, høit opsadlet, spørgende ved den, ligesom ved hele Fysiognomiet.

Postbaaden var netop nu blevet synlig over Træerne nede paa Odden. Det var en Sekstring med tre Mand, der roede, saa de laa langflade henefter Tofterne, medens Stevnen formelig grov sig gjennem Skummet. I Forenden stod opreist en Stang med en Klud eller et Stykke Lærred ligesom en Vimpel. Kursen laa skraas over til Postaabneriet …

«Syner! … Sildesyner!» – brølede Skomageren; han kastede pludselig Brættet og sprang udenfor i Uldtrøien og Fangskindet. «Saa tidligt før Jul … Naa, nu faar nogen og hver ude i Fjorden Fart paa sig … Nu faar Nedrevaagen greie Nøterne og Garnene sine, før han tænker … Ja nu faar nok Budeierne derude være med og bøde Garn og binde paa alt det, de kan, Jørun! … slippe Buskapen i Fjæren.»

Og saadan havde Baaden med den mærkelige Stang i Forskotten nu i de sidste to og et halvt Døgn vakt Røre og Liv paa alle Steder indover Fjorden.

Paa Gaarde og Pladse kom Folk ud af Husene og stod og keg med Haanden over Øinene efter den …

Der var ingen Tvil … «Syner … Sildesyner!»

Og Beskeden kom slig, som Postbaaden førte den, 319det vil sige, Rygter og sandt om hinanden og alt sat i Stil og udstyret af de eksalterede Fantasier:

«Syv otte Mil ude i Havet nordvest af Udsire havde en Jægteskipper set Søen aldeles grøn og faret over det ene Sildebjerg efter det andet; de stod – hele og halve Fjerdinger lange – udenfor hverandre i Sjøen som Sølvvægge! … En Brig fra Stavanger havde om Natten faaet en Bræksjø over sig og dermed Storbaaden og Kahytten fuld af fed, sleip, stor Sild! … Om Kvældene var der fuld «Silde-Røde» ude ved Havkanten, – hele Himlen at se til som en Brand» …

Udstødt i korte Tilraab fra Postbaaden tændte det, Sætning for Sætning, som Ild ind gjennem Bygderne.

Rosdrengen, som kjørte Tømmer oppe i Hammernæsmarken, havde set det usædvanlige og drev paa «Blæssen» for at naa tilgaards. Hjulbenet, lav med korte Forben, af Bygdens ægte Race, svømmede eller gled den sig frem paa Bugen halvt som en Aal over Tuer og Buskeholt i den uveisomme Skogsmark med Tømmerstokken efter sig, medens den spændte i med de uformelig svære Bagben.

I den haale Hammernæsbrækken stod et Basketag, da den var sløvskod; og, da Rosdrengen kom ind paa Gaarden med den kjørt skumsved, var Færingen alt gjort flot i Sjøen, og Jenterne stod nede i Isveien med Søndagstrøien til ham, for at han straks kunde ro over til Postaabneriet efter Posten til Madamen.

Lidt efter saa de to Kvinder inde fra Stuevinduerne Baaden skyde ud af Vigen med to Aarer, der bøiede sig som Siljukviste.

Det var ikke Silden og Sildesyner, de tænkte paa; det var Brevet, hvoraf deres Velfærd afhang …

Dette skulde i Virkeligheden ogsaa blive en Afgjørelsens Dag paa Hammernæsset!

– Gaves der nogen Eiendom, der kunde opstilles som en Mønstergaard – for den overleverede Vanskjøtsel og for alt det, som heder Vanstel i Jordbruget derinde i Fjordene, saa var det vistnok gamle Jan Juhls. Der laa Gjødselen ved Stald og Fjøs aaben for 320Luften i Solstegen og al Slags Veir Aaret rundt. Efter det samme naturlige System bredtes den klattevis udover Marken, idet man overlod Resten til Vorherres Regn og Overrislingen af de Bække, som fra Fjeldet forsvandt nede i Engen og gjorde den sid og sumpig nedover.

«Luft og Lys i Fjøsene.» … «Rent? – Tilslut skal vel Svinene ogsaa have Vask!» – brummede Jan Juhl.

Mange sultefodrede Kjør og mange ditto Husmænd var i hans Øine ensbetydende med en glup Velstandsgaard. At Mad ogsaa skulde være Penge, og at Husmændene aad ham op, hvor slet de saa fødtes, var Ting, han blot rystede paa Hovedet af; thi, – «var det saa, maatte Gaarden alt være opspist i hans Farfars Tid.»

Og, hvorfor den ikke var det, var heller ikke saa let at indse, medmindre det skulde være dækket ved de stadige Laan eller Frasalg af Underbrugene, som skaffede gamle Lensmand Haarstad saa mangen klækkelig Profit. Kjøbmandsvarerne fra Bergen og hos Landhandleren i Hammervigen dækkedes ogsaa ved stødvise Opgjør gjennem Lensmand Haarstad.

I de Par sidste Aar havde Jan Juhl imidlertid oplevet Ærgrelser, idet hans Kjøbmand i Bergen ikke længere vilde lade sit Sikkerhedsbrev vige Prioritet for et nyt nødvendigt Laan.

Det var midt under disse Forhandlinger, at gamle Jan Juhl døde. Og det var dette Tryk, der som en dunkel knugende Angst hvilte over dem, som sad igjen efter ham.

Det Brev, hvormed Rosdrengen den Dag kom tilbage fra Postaabneriet, blev læst af Moder og Datter for tillaaset Kammer. Det var stille og halvmørkt, der de sad hver paa sin Seng i Soveværelset, – de havde efter Dødsfaldet flyttet sammen.

Det var, som Sorgen nu først viste dem sit virkelige Ansigt. Boet havde betydelig Underbalance. Hammernæsset vilde paa Vaarsiden komme til Auktion og de selv til at maatte fratræde Gaarden til næste Høst. 321En af de betydeligste Kreditorer var deres Nabo, Lensmanden paa Haarstad.

Otilie gik nedenunder med det forgrædte Ansigt og de betændte Øine, som Tjenestefolkene ikke maatte se, for at hente Rejer op.

Siden sad de alle tre oppe paa Kammeret langt udover Aftenen, indtil Lysepraasen pludselig sluknede ned i Stagen, og Rejer listede sig ind i sit eget Soveværelse, hvor han med Voldsomhed overlod sig til hele den Sorg, han før ikke fuldt havde turdet vise.

Det høieste, han havde vidst i denne Verden, var Hammernæsset, det fødte Odelsgods! Det var paa det, hans Selvfølelse havde samlet sig. Det var som Odelsmanden til det, han var bleven behandlet og smigret, saa langt tilbage som han blot kunde huske, baade af Bygdens og Gaardens Folk. Det var som «Juhlegutten», Prinsen og Tronarvingen til Hammernæsset, han var bleven opdraget og feteret baade blandt jevnaldrende, og hvor han ellers kom i Bryllupper og andensteds.

Og nu var der ikke saa meget som en Spik af det hele igjen, – ikke en Flis af hele Gaarden var hans! Furuen og Bygningerne, Husmændene og Kjørene, Nøstene og Faarene – hver enkelt Ting, hvorpaa der for hans inderste Syn altid havde staaet indbrændt Rejer Jansen Juhl, – alt det havde han nu blot at liste sig forbi og fra som en uvedkommende …

Et Par Somre havde han været i Skole hos Kapellanen sammen med Præstens Børn, og denne havde erklæret, at Rejer havde et Nemme saa ualmindelig godt, at han vist burde sendes i Skole i Bergen og studere.

Men Rejer vilde ikke! Og deri gav Faderen ham Ret, som han overhovedet altid fik sin Villie, – af Faderen brummende, af Moderen til det yderste forkjælet. Derimod fandt den gamle ud, at det maatte være en god Plan at faa Sønnen paa Kontoret hos sin Nabo, Lensmand Haarstad, saa han kunde blive selvskrevet til Ombudet efter ham og engang sidde som Lensmand paa Hammernæsset. Men Rejer vilde heller ikke det! Og 322saa var der i de sidste Par Aar opkommet et vanskeligt Forhold mellem dem. Faderen talte aldrig til ham om det; men han var bestemt paa at bringe sit ferm, og Rejer var med al Slægtens Stivsind ligesaa bestemt paa det modsatte.

Nu saa det alligevel ud, som han maatte gaa den Vei, han ikke vilde, – som han hadede. Istedetfor Odelsmand til Hammernæsset ride Kontorbukken paa Haarstad!

Skinnet kunde holdes oppe udover til Auktionen; men saa var Hammernæsset for ham og hans som sunket i Fjorden. – «Gid han bare havde sunket med, – bort fra al Skammen» …

– Sydvesten brummede og peb i Skorstensmuren, rev i den gamle gisne Bygning, saa den gav sig, skyllede, vaskede og slog med tungt Regnslud mod Ruderne, – tog saa igjen i med nyt Hvin og Tvin.

Den stakkels Gut laa og tænkte og grublede, indtil han sov ind. Og ind i Drømmen skinnede lidt efter lidt tydeligere, mere farverig og glansfuld, rød, blaa og sølvblank, med Skjæl som bare Otteskillinger, en underlig Fisk. Den var straalende som en stor Sølvkveite og smaasvømmede frem og tilbage i Hammernæsvigen; tilsidst stod den ret mod Nøstet og keg ind paa de smaa Garnvaadene, som hang derinde …

Rejer sov længe udover Morgenen. Men da han vaagnede, havde hans Ansigt et eget Udtryk. Det var den Juhlske Maade at sætte Munden i Positur paa, – lidt knebent og presset, saa Hagen yderligere hjalp til, at det retskaarne Ansigt saa ud som en skarp Forstevn.

Han var en Stund oppe paa Loftet og besaa og valgte ud blandt en Hob Skindklæder. Derpaa nede i Baarstuen, hvor Skomager Jo i Anledning af alle Silderygterne snakkede og syede i fuldt Julepres med Begkoppen med Svinebusten i ved Siden af sig i Vinduesmuren.

«Kan Du gjøre et Par Sjøstøvler ud af de store Fars, Skomager! – disse her?»

Lidt efter formørkede hans lange Skikkelse Døren 323til Staburet, hvor hans Mor stod og udleverede af det middede Mel, Smør og Sild til Kjøkkenjenten. Han sagde intet, medens hun øste op af Melkisten; gik blot om og smaaplystrede og keg i de forskjellige Tønder og Kister og tællede Spegebogerne op under Loftet.

Da Jenten var borte, udbrød han:

«Kagemel har Du ialfald nok af! … og Poteter … og Fladbrød … og Spegekjød … men Gryn og Flesk, – det er skammeligt, hvor de har lænset Dig for alle Skinkerne, Mor!»

«Du kan have Ret, Gutten min!» – hun vedblev at øse op Mel til en yderligere Portion.

Nu undersøgte han Saltkjødtønden …

«Det er svært, hvor det er sunket i Ballien, Mor! De har rent ædt Dig op … Og nu det kunde trænges saa vel.»

Hans Mor taalte næsten ikke at høre de Ord. Hun havde hele Tiden set lidt forundret paa hans Adfærd; hendes store Skikkelse reiste sig og satte sig overgivet hen paa Kanten af Melkisten:

«Ja, Du har kun altfor megen Ret, Rejer … Jeg har aldrig set dette Stabur anderledes end fuldt; men nu blir her andre Tider for os.» Hun sukkede, saa Staburet kunde briste.

«Aa, bryd Dig ikke om det, Mor! Der skal endnu staa en Dyst om Hammernæsset, før den gamle Kjæltring over paa Haarstad faar Tag i Gaarden; lad saa Staburet snaues lige til de fire bare Væggene! Jeg gaar ud paa Sildefisket med den store Husbaaden og kanske Sekstringen med. Vi faar ruste Folkene ud. Not kan jeg faa mot Penge eller Part; de hundrede Daler efter Faster skal faa danse!»

Madam Juhl saa aldeles forbløffet paa Sønnen. Det træagtige, store, magre Ansigt med Knyttetørklædet over Kappen behøvede Tid for at fatte, og hun greb et Øieblik bagom sig med den tunge Arm ligesom for at støtte sig paa Kisten, der hun sad.

Endelig, skjønt langsomt, gik Meningen af hans Tale op for hende, og langsomt, med et vist forundret Blik 324paa ham, rystede hun paa Hovedet, forundret over, at en saadan sværmerisk Idé havde kunnet opkomme hos en Juhl.

Uden at ville indlade sig paa den Slags løsslupne Planer stønnede hun paany, – hendes Suk mindede om en gammel Træbygning, som gav sig:

«Gutten min, Du er ung … saa ung!»

«Jeg! – jeg er høiere end Far, og jeg vil se paa den, som ror mig rundt! – her paa Gaarden da … Du mener kanske Anders Rosdreng?»

«Jeg mener, Du er et smalt Rør endnu, Gutten min!»

«– men seig, Mor, – seig som en Bjerkevidie.»

«Rejer, Rejer, din Far ser herned! Hvad mener Du, han nu vilde sagt?»

«– at det var forfærdelig dumt, at han al sin Levetid lod Baadene staa og raadne op i Nøstet.»

… «Og folk i Bygden? – naar de ser Dig, hans eneste Søn, gaa hen og bryde Skikken. Du véd ikke, hvad Du selv siger, Rejer! Du, en ung, uerfaren, Indfjordinsgut, – tilhavs paa Vinters Tid … i saadant Veir! –»

Og Vinden rev netop i Stabursdøren med et helt Slask af Regnslud som for at illustrere hendes Tale.

«Jeg véd bare, at Hammernæsset ellers gaar fra os.»

«Du kommer da ikke saa rent paa bare Bakken for det, Rejer.»

«Du vil have mig op paa Kontorbukken hos Lensmanden!»

«At blive Lensmand i Aafjorden engang efter Haarstaden er nok værdt at bukke sig for.»

«Bukke mig? – Nei, ikke før Ryggen gaar i tre Biter!» – udbrast han pludselig bleg og ude af sig, «og saa kan I kalde den ene Rejer, den anden Jansen og den tredie Juhl … og se efter, om der er Bøi paa nogen af dem.»

Det klak igjennem Madam Juhl; hun kjendte igjen Draget ved munden og den høit opsatte Næse, kun blev den hos hendes Mand altid rød øverst over Brillepartiet og ned mod Kinderne. Det sagde, at hendes 325unge smale Rør agtede at gaa paa, til det knak, og at hun bare havde at føie ham.

Den svære, krogede Skikkelse, som sad der paa Melkisten, sukkede for tredie Gang, medens Staburet stønnede under Veiret, og Hammernæsfuruen udenfor arbeidede og knagede med de vredne Grene i Sydveststormen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.