III. Forlibelse og Sild

346Ved den Række Smaaskjær derude, som stængte for Udsigten tilhavs, var samlet en Mængde Notelag og Garnbaade.

Skjærene syntes kringsatte af bare Master, og der sortnede af Mennesker.

De ventede i feberagtig Spænding paa Landgang af Silden, – skimtede alt ude i Havbrynet Hvalsprøiten bag den og Fugleskaren over den!

Det gjaldt for Notebaserne at faa taget rigtigt Skjøn paa Retningen af Indsiget, om østen- eller vestenfor Øerne, saa de kunde være Førstemænd inde paa de rette Stengesteder under Land og itide besætte Sunde og Vaager.

Nedover i Havsletten saaes i milelang Række de skinnende Seil af over tusinde Garn- og Notebaade og derimellem Jagter og Slupper, træskolignende Galeaser, brede, undersætsige Brigger, fintskaarne, duvende Skonnerter, der alle stevnede nordover behængte med al den Dug, de kunde faa paa sig, som under en Kapseilads.

De kom ud fra Udhavnene, hvor de havde ligget for Storm. Det var som en hel hvid Seilmur over Sjøen!

Med engang saaes en lang Strime af Baadene derude at gaa over Stag og lægge paa anden Boug.

Det var paafaldende, – maatte have en Grund. Der signaliseredes ivrigt paa alle Maader. Mange Jægter vendte og lagde samme Kurs.

Det maatte være Silden! …

Og en Stund efter mødte dem et Syn, der udrettede det, som aldrig før var hændt Aafjordingen, at han rent glemte, det var Middagsleite, – hele Havstrækningen udover i ét Sprøit og Jag!

Silden var kilet op af Havrenden og søgte, – med Fuglen over sig og Hvalen efter sig – i ustyrtelige Masser indover mod Grundene for at gyde.

Langt ude bag den, saalangt Øiet kunde række, gik 347Hvalgaarden Sprøit i Sprøit med en Larm som af Dampmaskiner. Det var Storhvalen, som jog og pressede Silden under Land.

Sjøen blev mere og mere stille og som grønlig; den kogte af Luftbobler – Sildens Aandedræt! Og pludselig jog og hoppede Storseien i svære Stimer, tusinder paa tusinder omkring dem.

Baadene var med ét lige midt inde i Indsiget! hele Luften til langt ind i det graa, disige Skytag som et Sneveir af Fugl, en skrigende, øredøvende Himlens Hær, der fo’r op og ned med Sild i Næbbet, slugte den graadig i Luften, sloges, reves og joges om den, saa der regnede Sild, og Jagtemasterne drog som en Vei ind i Fugleskyen!

De slu Tyvjoer fulgte sin Natur og foretrak at bestjæle de store, forslugne Graamaager fremfor at tage Silden lige under sig i Sjøen. Ternen fulgte ogsaa sin Natur og nippede midt i Forvirringen og Vrimlen lige saa propert, net og let, som om den havde været uforstyrret paa blankt Vand, – men alle vildt, hidsigt omkap paa Hovedet ned i Sprøiten mellem et Mylder af Størje-, Spring- og Staurhval, der fossede og jog, saa Sjøen kogte hvid. Hist og her kom Graasei op, sprængt og forædt, forgjæves arbeidende i Vandskorpen for at komme under igjen og slippe at blive hugget af Maagen.

Det var den forreste Kile af Sildemassen. Den seg endnu tæt som en Mur midtfjords indover i store, sortblaa Stimer ikke en Alen under Kjølen. Der var Øieblikke, da de sad med en ængstelig Følelse af, at Baaden ligesom lettede sig paa Sildebjerget, da de fik Silden blank under Aarerne, rodede i Sild med Roret og da de kunde kjende, hvorledes Staurhvalen gled vaer og forsigtig hen under dem.

Garnbaadene forsøgte forgjæves at sætte. Hval, Størje og Sei spolerede blot Garnet.

Sildens Tog fortsatte sig under Land med Skybanker af Fugle over sig og alt, hvad Havet eier af det, som kan sluge, efter sig. Der stødte den paa Garnmuren, 348– ofte paa hundrede sammenlænkede Garn satte tvertover dens Vei i Fjordrenden, tæt i tæt bagom hinanden, saa at hele Strækningen saa ud som bare Rader af Kagger og Fløt.

Og havde den kun været jaget og drevet af alle Havets og Himmelens Rovfugle, – den havde vendt om her!

Men det gjaldt Billioner Silds Kjærlighedssag, – en Naturmagt, stærk som Stormen og Strømmen, vældig som Ebbe og Flod.

Og drevet af den ubøielige Eros i Naturen, gik Sildetyngden paa Nettene, fyldende dem, saa de stod som Perlemors Vægge i Sjøen! – og over dem ind paa de grovsandede, tangbevoksede Flak og Gydegrunde.

– Stæng sattes paa Stæng i de to tre Dage indover Fjordsiden ved Vige, Bugter og Sunde.

Langs Landet udenfor Løbene lod Notebaserne sig ro i deres smaa Færinger som Generaler hver foran sit Baadlag. De undersøgte med Vandkikkert og Lod, medens andre stod oppe paa Skjærene og kommanderede, hver med sine aftalte Tegn. Saasnart Lodlinens sittrende Bevægelse angav Sildeindsig, gik Baadlagene paa i de trange Løb under hensynsløs Kappen, Stevn mod Stevn i Sjøgangen, saa Kjeiper og Æsinger knækkedes. Seilbommer og Aarer løftedes til Slag, Skjeldsord hvinede i Luften, Notebaserne raabte sig hæse mellem Sjøfuglenes Skrig, før de fik Touget iland, Notearmen belagt og Fangsten sikkret.

Livet gik i vildt Sus, Garnvaser kappedes, Noter overseiledes og sprængtes, Snesevis af Kast kom i Floke og tændte Lidenskab og Slagsmaal.

Det var Dage som i en Rus, mens de øste op Silden med Hoven, saa tæt, at Aaren kunde staa i den. Den gik lige fra Sjøen op i Kjøbejagten, hvor Maaltønden styrtedes i Lasten.

– – Nogle Døgn efter saa Juhls Husmænd paa Hammernæsset Sølvet i Haanden, – svømmede i Sølv, – fem og tyve Daler pr. Mand! udbetalte ombord i Kjøbejagten!

349Juhlegutten maatte skikke Pengene hjem for dem fra Postaabneriet oppe paa Været i Bankobreve med røde Segl for. Og Rejer sendte dertil for egen Regning hundrede Daler af de to hundrede og tolv, der udgjorde hans halve Lod. De nød Triumfen i Bygden, naar Pengebrevene kom didind, og følte sig som hele store Foregangsmænd og Opdagere. Og dette var endnu kun Begyndelsen paa Fisket! – Der sad ikke én paa Toften, som ikke havde sine ærgjerrige Planer, ikke mindst Rejer. Han havde faaet en overordentlig Følelse af sin egen Gløghed og Hændighed, siden han saa sit Snit til at indgaa som Parthaver med et stort Notelag.

– Ja, der var mange Drømme om Hammernæsset den Aften, Rejer reiste indover til Været for at sende Pengene i Posten! Naar han fik udløst sin Odelsgaard, vilde han oprette et stort Notebrug hjemme og gaa ud paa Sildefisket hvert Aar, og saa kjøbe igjen Gaard efter Gaard af Juhlernes gamle Eiendomme, tage kanske én ind ved hvert Notekast! – Han kjendte uafladelig paa Lommebogen inde paa Brystet … Havde han ikke alt nu en hel Kapital i Lommen? Hvad vidste de i Aafjorden om alt det store, mærkværdige Liv herude? … en Sølvfireskilling var jo som en Helligdom, en ren Skat, derhjemme, og her! – man tænkte ikke mere paa den end det Sildesjæl, som sad udenpaa Lommebogen! Herude var hans rette Felt, derom skinnede hans Øine fulde af Overbevisning.

Hidtil havde han bare levet som en Ko indestængt i et Fjøs. Huf ja! – det blev trangt for ham at gaa derinde paa Hammernæsset alle de ni Maaneder om Aaret og drive paa i den daglige Ensformighed der med Hestene og Pløiningen og Gnikkingen paa Skillingen og Kosten, kjedt og ensomt og dødt! – efter alt det, han nu havde oplevet og været med paa af Liv og Moro og Prat og Dans.

Det var et Par spillende sorte Øine i et brunt Ansigt, som hele Tiden kom frem mellem hans Betragtninger, – der var Ild og Kvikhed i dem for hele Aafjorden! …

350Haah – ja! han stønnede og kjendte gruelig ondt for Brystet.

Det var ikke første Gang, Rejer stred Offerets Strid for sin høie Slægt. Han sad, uagtet alle de Penge, han havde i Lommen, og alle sine Storplaner, melankolsk og høist ulykkelig der i Maaneskinnet, fordi han maatte skilles fra hende.

Hun og Sildefisket, det var to nye Ting, som var hændt i hans Liv.

– – Her paa det nye Vær var nu alt anstrengt, feberagtigt Arbeide.

Baade, Brygger, Fartøier og Mennesker havde et Overdrag af bare Sildeskjæl. «Silderisp» blinkede ned igjennem Sjøen som et tæt Sølvstøv, Silderisp hang ved alt, hvad man saa og rørte ved.

Jenter og Kjærringer, unge og gamle, stod hele Fjæren indover og ganede Silden, der bares i Stamper op til Plattingen udenfor Boden, hvor den saltedes midt imellem en Stabel af tomme Tønder paa den ene Side og fulde pakkede paa den anden.

Rejers første Ærinde var op til Landhandleren, hvor Bankobrevene ekspederedes. Det var med en vis selvbevidst dissende Gang, at hans kantede, høie Skikkelse banede sig Vei imellem Folkeklyngerne. Han følte sig nu selv som en af Notebaserne og gik med en vis omsigtlig, kyndig Mine dampende sin karvede og saucede Bladtobak af en kort Porcelænspibe. Folkestimlen var tæt, lutter Sjøkarer med Skjæg og Sydvester, hvis Ansigter det var for mørkt til at skjelne. Man sagde, her var saa overfyldt nu paa Været, at Folk om Natten stod og sov bortover i Stuerne og mange Mandskaber maatte tage Nattehvile under et Par Ryer og Seilet nede i Baadhalmen. Men hvem brød sig om det nu, her sov og drømte man i bare Sildefeber, havde gjerne holdt ud paa nøgne Toften!

Rejer bevægede sig med urolig Hast. Hans Blik speidede spændt snart her snart der for at overbevise sig om, at hun virkelig var fulgt med.

Dernede paa Plattingen foran Sjøboden gik Arbeidet 351endnu for sig. Sildetønder rulledes og stuvedes ombord i en Slup, og endel Fruetimmer ganede Silden ved Lys og Lygte omkap med Mandfolkene, som pakkede og saltede i Tønderne; der manglede endnu kun nogle faa Tønder paa Lasten.

Mellem dem skimtede han en smal, høi Skikkelse med et Tørklæde om Hoved og Liv. Den bøiede sig og reiste sig og bevægede sig livligere end de andre.

Rejer stod med ét stille, urørlig som et Lys med alle Sanser skjærpede. Der stred noget indeni ham, noget beklemt, næsten som en advarende Røst, – som der var Spørgsmaal om at gaa over et Rubikon …

Hun var snart inde i, snart ude af Lygteskjæret … Det kunde dog ikke skade at se!

Han nærmede sig mere og mere …

Hvor flot og hændig hun ganede! … kastede mindst to Sild op i Stampen, naar hver af de andre klarede én, og endda snakkede hun til og drev Moroen! Nu bar hun og en anden bort en fuld Stamp og kom igjen med en ny. Det var som bare ingenting for hende! hun satte den fra sig med et Kast og slængte den første Sild op i den. Hun var vist uhyre myg! Og meget, meget stærkere, end hun saa ud til, der var ikke én af de andre, som kunde tage hende i nogen Ting, det var han vis paa!

En Sild glap idetsamme ud af Haanden paa hende og henover Bryggen ind i Mørket, hvor han stod. Han tog den snar som et Lyn og puttede den i Sidelommen, saa vaad og sleip og skjællet den var.

Om lidt stod han nærmere, næsten ved Siden af hende, og han holdt just paa som i Ligegyldighed at aabne en Passiar, da en Person, der stod ved Tøndestablen med en Glød for Munden, som maatte komme af en Cigar, begyndte:

«Du har det travlt ikveld, Stina. Hei hvor Silden springer! En kan forstaa, Du har Hastværk – at Klokken slaar danse. Gik det saa hele Dagen, tænker jeg, Du klarede Sluppen alene!»

352«Var det Storsei eller Tosk ja, – saa, store som Handelsbetjente! – men dette er nu bare Smaasild.»

Rejer lo høit. Han var endnu i Stemmeskiftningen og fik det betalt med et: – «Hvad er det for en Væder, som bræger der?» sendt paa Maafaa til ham indover i Mørket.

«Stina er nok ikke naadig ikveld,» vedblev Handelsbetjenten at ægle, «hun véd, at Styrmanden sidder deroppe og venter.»

«Styrmanden!» – hun slog med Skaftet af Kniven mod Stampen, «han kan gaa paa Hænderne og endda danse omkap med de to tykke Sjøbodstolper, I har at stampe Gulvet med!»

«Og saa trakterer han saa flot baade med Peberkager og Kaffe!» mente Handelsbetjenten.

«Aa ja, – – naar én har arbeidet hele Dagen fra Klokken fire om morgenen, aarker én ikke at bugsere paa en Melsæk i Dansen om Kvelden!»

«Hvad mener Du, Stina! han vil sige, han Doktor Frederiksen, – han Fanten, – Tateren – Hestedoktoren! … han, som ikke bare flaar Heste, men ogsaa stikker Folk? Jeg tænker, baade Du og Understyrmanden faar passe jer.»

Fra den bundne Stilling, hvori hun stod og skar Silden, reiste hun sig pludselig snar og spændstig som en Staalfjær og slængte ham den blodige Sildekværk lige i Ansigtet.

«Sig det nok engang, og Du skal faa mere!» raabte hun rasende.

«Det skal Du faa bøde for!» udbrød han og gjorde en Tilnærmelse, den hun behændig undgik ved at svinge sig om paa den anden Side af Stampen. Han holdt paa at gribe hende bagfra om Livet, da hun med ét, grædende af Forbittrelse, raabte: – «Prøv, om Du tør!» – og løftede Ganekniven med en vild Gebærde.

Han stansede raadvild.

«Ja prøv, om De tør!» brølte Rejer og trængte sig med et Sæt haardt ind imellem dem.

Handelsbetjenten saa ham tæt ind i Øinene:

353«Saa-aa, Rejer Juhl! Den Fallitenspiller! Det var bedre, Du betalte det, Du skylder, end blande Dig ind her.»

Der stimlede straks Folk om dem. Det saa jo ud til Slagsmaal og Handelsbetjenten tordnede videre:

«Jo-o det er syv og niti Daler med Renter, vi har anmeldt i din Fars Bo, – for Klædesvarer. Jeg tænker, det er de Klæder, Du staar i der!» – Han haanlo, og Rejer følte, at Folk ligesom nysgjerrige saa ham nær op i Ansigtet for at mærke sig Fallitenspilleren.

Han var dødelig krænket. Hans Stolthed reiste sig i hele sin Juhlevælde. Slaa han mellem begge Øinene nyttede her ikke! …

Han trak rask Lommebogen op og spurgte overlydt, om han kunde faa betale? … nu straks, – her paa Flekken!

«Tak, som byder, vi har Disk overalt, hvor vi faar Penge!» – svarede Handelsbetjenten studsende, han fik med ét sin Koldblodighed igjen.

Rejer holdt med dirrende Haand den røde Hundrededalerseddel hen til Lygten, og Betjentene kaldte to af Dikselmændene hen som Vidner, – han følte, at han ikke længere havde Stemningen for sig, og trak sig bort.

Det svimlede for Rejer, – han leverede ud sin sidste Hundrededalerseddel! – men det stivede ham op, at der var saa mange, som saa paa, og han hørte Ganepigen yttre høit beundrende:

«Kontantere Kar har jeg endnu ikke set!»

… Fallitenspiller! … Fallitenspiller!» – tog han haanlig op igjen for sig selv, medens han gik der frem og tilbage inde i Mørket. «Fallitenspiller!» … Han lagde en Tidaler, hans sidste og eneste, om i det Rum, hvor Hundrededalerseddelen havde ligget, og gik nærmere frem i Lyset, medens han gjorde det; det skadede ikke, om Folk troede, der var flere Hundrededalersedler, hvor den første kom fra. Og – – var han ikke kontant, skulde han snart vise dem, at han skulde blive det! – han rettede Nakken som en Løve.

354Raabene og den pludselig opstaaede høirøstede Snakken mellem Fruentimmerne sagde, at den sidste Forsyning til Sluppen nu endelig var afleveret og Arbeidet endt for den Dag. De skyndte sig i Flok og Følge opefter Bryggen og tog Veien henover langs Fjæren til et Nøst, hvor der blinkede Lys. Der var Kaffestation.

Rejer fulgte raskt efter og Hjertet begyndte at banke i Halsen paa ham; thi Stina gik alene for sig lige foran. Følelsen af den skammelige Overlast, hun hadde lidt, blev stor i ham. Hende havde alle Lov til at fornærme, fattig og forsvarsløs, som hun gik der og maatte tjene for sit Brød. Ingen til at forsvare sig … jo én!

I næste Øieblik stod han ved Siden af hende saa pludselig, at hun overrasket saa op paa ham. Hendes Ansigt bar endnu Spor af Ophidselsen og af, at hun havde grædt. Hvor hun var umaadelig vakker!

«Sti … Stina!» – udbrød han. «Der, der, – tag Kjeden! … Jo, jo – – hører Du – tag den bare! Sørg ikke! Jeg har tænkt paa Dig hele Tiden siden sidst – midt i Silden … bare paa, at jeg ikke havde faat taget Farvel med Dig! og saa paa, om Du var her paa Været endnu. Du kan tro, jeg var ræd for, at Du skulde være borte! – Saadan som Du er ingen anden, – intet andet Fruentimmer! – der findes ikke din Mage i Verden! Jeg skulde kjende Dig straks, om aldrig saa langt, bare paa Væksten. Og saa let, som Du gaar, ligesom Du danser! …

Jeg er Rejer Jansen Juhl, ser Du, Jan Juhl i Aafjorden, det var min Far det! Du maa tro Odelsgutten til Hammernæsset, – det er jeg det, ser Du! kan faa, hvem han vil i Bygden. Me-n, – har jeg reist paa Sildefisket, som jeg vilde, mod Skikken, saa er Rejer Juhl ogsaa kar for at tage, hvad Kone han vil, om saa hele Bygden hyler Halsen af sig! Jeg er ligeglad, om de kalder Dig for Svarte Stina og Tater! Værsaagod! … det gjør ingenting! – ikke en Døit! – bare Du vil følge med mig hjem til Hammernæs355set! for ellers bryr jeg mig ikke om det hele mere, uden Dig er det nu kjedt overalt!»

Hun havde spærret op begge Øinene og saa paa ham; – hendes hele ledeløse Skikkelse gjorde en afværgende Gestus.

«Det skal ingen sige mig paa, Juhl! hos Frederiksen, at jeg har gi’t Dem Aarsag! – hverken Dem eller Handelsbetjenten eller Understyrmanden, naar Frederiksen slipper ud igjen … Han tjener bare af et Knivstik inde paa Tugthuset. Men det er Kjæresten min for Gud og Æren! han kom paa Huset paa to Aar, fordi Knivstikket gav Lyde, og har tjent ud til Høsten» …

«Jeg vil Dem for vel, Juhl!» begyndte hun at snufse – «efter dette Tilbud … ogsaa for den vakkre Sølvkjeden til ikke at sige det og varsko; – for han er færdig med Kniven, naar han blir sint. Saa nu kan De selv forstaa, der ikke kan bli’ noget Gifteri mellem os to, nei!» hun puttede derunder Sølvkjeden omhyggelig ned i Lommen.

Rejer modtog et Slag, det følte han, om paa Hodet, for Panden eller Brystet, det vidste han ikke! Han stod blot med halvaaben Mund og stirrede paa en smal, hofteløs Pige, som snakkede og snufsede der i Mørket og holdt paa snart at svingle, snart at blive saa tynd som en Traad for hans Blik.

«Naa saa, – ja jeg forstaar!» – gjentog han mekanisk og lo dumt. Med Ydersiden af Forstanden begyndte han dog at fatte Situationen, – at stirre ligesom i et uhyre Gab af Skuffelse.

– Afsted vilde han, skreg han, da han kom ned til Baaden, og der var ingen Raad for, de maatte legge ud.

Den Nat roede han sig skjortevaad!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.