Gaa paa!

av Jonas Lie

VI. Betragtninger ude paa Klyverbommen

Da Rejer Jansen Juhl gav sig tilsjøs, havde han følt hos sig et helt Krudtkammer af Villie til at tage Tag og kjæmpe med Verden, hvor blot Tilfælde og Chance gaves ham. Derfor havde han taget Sjøsygen, kogt i Sved og Solsteg, ladet sig hundse og holdt fast ved Alert som en Vidie hele Tiden i disse Par Aar, de havde gaaet paa Middel- og Sortehavet.

Men hvad var der kommet ud af det? … Nei, der skulde aldrig være Havne til eller ialfald kun saadanne som oppe i Taganrog, hvor de laa tredive Werster udenfor Byen og tog ind Rugen uden saa meget som at se didind! … Men alle disse Havne med hvide Kalkhuse og Moloer i Middelhavet, de lignede hinanden paa et Haar, enten de nu hed Triest, Cattaro, Palermo eller Malaga, de kunde mulig være overordentlig fordelagtige for baade Kapteinen og Rhederne, men for én som han, der vilde se lidt af Verden, var hvert saadant Havnehul det samme som et Sold at slippe Hyren i.

Sagde nogen, at han glemte, hvem han var, og gav sig ind paa nogetslags sjofel Trafik med Drik og Svir, 382saa løi han! – men det var alle disse Tilfældigheder, som havde mødt ham, og det næsten i hver Havn undtagen oppe i Taganrog, hvor de, som sagt, havde ligget og … Ja, saa seigt og slimet og ildelugtende og grundt det assowske Havet var at fare paa, – deroppe var og blev dog den eneste Havn, han huskede at være kommet rigtig vel fra; han samlede den Gang syv Maaneders Hyre og havde Planer om Renter og at sætte ind hjemme paa Kontrabog.

– Det nytter heller ikke at nægte for, at det ikke længere bare var Spanierinden fra Feluken i Barcelona, der beskjæftigede hans Hukommelse. Tvertimod, og det maa aabent bekjendes, med al sin Fasthed ellers i Karakteren havde Rejer sine – formodentlig i hans Slægt baade opelskede og nedarvede – sentimentale Sider, der gjorde, at der saa temmelig sikkert lurede en Forlibelse paa ham i hver Havn ligesom Meslinger, og det tillige med alt andet end, hvad en Læge vilde betegne som mildt Forløb. De opstod ligesom i Barcelona paa de mest uventede og tilfældige Anledninger, straks de kom ind eller lige, idet de var for udgaaende, ved et Blik op til en Vinduesbalkon eller under en Handel i en Isbutik, lige hedt og lige let. I Odessa saa han netop den sidse Aften den høie, maaneblege Marianka flyve paa Hesteryggen i Cirkus, i Malaga nu sidst, hvor de laa med Klyverbommen, saa at sige, lige ind i Døren paa en Vinsjap, var det en liden sort krøllet én, som lige fra den første Dag af satte ham i Feber og lod ham gaa halve Dagen, saa besat dumt han selv indsaa det var, og spekulere paa at fri og kanske blive Spanier. Naa, dengang tog Styrmanden da itide Haand i Hanke med. Men for hver Gang led han af en ustyrtelig Tyngde og Melankoli mindst en Maaned; det var, som det ikke mere var værdt at leve, ingenting videre at arbeide for paa denne Jord, – graat i graat, – sort i sort; han aarkede næsten ikke at aabne Munden og svare Folk. Naar bare Fruentimmerne ikke havde havt Øine, ialfald ikke sorte som nede i Middelhavet! … Oppe i Taganrog, der 383ja der havde han fisket en Stør! – det var altid en Lettelse at tænke didhen …

Sorte Øine – sletikke de blaa, – havde altid havt en egen Magt til at gjøre ham skrullet i Hodet; det indsaa han nok, som han stod der paa Pertlinen af Klyverbommen.

Det eneste, han egentlig kunde se tilbage paa med nogen Tilfredshed, var den Ihærdighed eller det medfødte Juhlske Stivsind, hvormed han havde sat paa med at lære alt Skibsarbeide; han var nu ialfald at regne for en dygtig Matros og Mersegast saa godt som en fuldbefaren.

Han var nu ogsaa en hel anden end den, som var kommet ombord oppe ved Bergen med den rødblommede, vældig beslagne Bondekiste. Den Letmatros, som sad og ræsonnerede og red over Bommen, var lidt tynd og lang, men af et ualmindelig djærvt, endel vilde sagt, i Betragtning af den stærke Næse, et paagaaende Udseende.

Det, der idag havde sat hans Tanker igang ude paa Klyverbommen, var det sidste Brev hjemmefra … Mange, skrev hans Mor, syntes, det var ødt nu i Bygden, da ingen Juhl mere boede paa Hammernæsset.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gaa paa!

Romanen Gaa paa! ble utgitt i 1882, i en periode hvor Jonas Lies forfatterskap beveget seg mot den kritiske realismen.

Hovedpersonen i romanen er Rejer Jansen Juhl. Han vokser opp i en bygd hvor nye idéer og utvikling ikke blir tatt godt imot. I frustrasjon reiser han på en sjøreise, og etterhvert får han krefter til å kjempe for samfunnet og for framtiden.

Handlingen foregår i den fiktive vestlandsbygda Aafjorden.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.