XI. Venskab og Kjærlighed

447De stod henover det vide, endeløse Ocean med et Hospital under Dækket! … Febertørst og Jammer! og knap et friskt Luftdrag i den stærke Hede.

– Nu drog ogsaa Kapteinen sit sidste Suk nede i Kahytten, idet han høit paalagde Førstestyrmand at holde vel klar af Rakkebaaerne udenfor Frederiksværnsgabet. Han drømte sig ved sit Hjemsted.

Tømmermanden syede ham ind i et norsk Flag, gav ham hans Salmebog ved Brystet, og med to Balastjern ved Benene og et Fadervor over sig gik han Veien tilbunds i det indiske Ocean.

Det begyndte at blæse op, hvad Rejer saa med Bekymring. En Storm, og de vilde været totalt hjælpeløse. Men den første Følge syntes at skulle blive heldig, idet nu flere forude begyndte at krybe om paa Dækket.

Rejer havde i denne Tid kjendt underlige Følelser stige i sig. Det var en Forestilling, han ikke kunde blive kvit, – en Tanke, han ikke vilde være ved; men som altid kom igjen – altid! – som han kunde spytte sig selv i Ansigtet for! …

Førstestyrmand laa nede i sit Lukaf; der var næsten ikke mere Liv i ham …

Om han døde? – hvis han døde! …

Da kunde han atter frit slippe alle sine Tanker og Følelser løs om hende, som han ikke turde tænke paa, fordi –

Ja, hvis hans Ven døde! …

Hun var ham saa dyr som hans Hjertes inderste Blod! – skreg det som en længe bastet og bundet, men nu frigjort Tilstaaelse indeni ham. Og saa stod han stille og stirrede i den Forestilling. Der laa et helt Liv, – en hel Fremtid …

Saa paakom der ham en Selvhaan og en Selvforagt saa voldsom, at han syntes, han igrunden intet bedre havde at gjøre end at springe overbord, saa Skibet kunde være kvit en saadan nederdrægtig Hund!

448Han gik nedenunder og stellede om Styrmanden saa omhyggeligt som om et Barn, – flyttede ham ind i den luftigere Kahyt, ventilerede med Skylight og Dør …

Han saa paa det blege, udtærede Ansigt, hvorom de sorte Skjæggefiltrer hang, følte, at han holdt paa at miste sin eneste Ven paa denne Jord! – og Sorgen greb ham, saa det knugede under Hjertekulen. Der fandtes ikke hans Lige paa et norsk Dæk! …

Og –, naar han havde staaet en Stund ved Rattet igjen, – de samme Tanker i samme Kreds!

Havde ogsaa han Feber? …

Nei, men han havde det vrange vriede Vanheld over al sin Skjæbne? – nu skulde han bare slides mellem sin eneste Ven og – hende! –

– – Nogle luftige Døgn til for laber Kuling, og i Skyggen af Ruffet, under Svineryggen i Luv og paa Bakken sad der nu endel Skikkelser, – blege og udtærede, saa at Klæderne slang om dem; men der var Liv i Øinene, og de drog Veiret med et Velbehag, som om der var en delikat Herreret i hvert Luftpust.

«Nu tænker jeg, det værste er overstaaet!» sagde Tømmermanden, da han en Eftermiddag igjen hørte Gøteborgeren «spille» forud paa Bakken.

«Der var ikke luftigt nok nede i Kahytten, kanske ogsaa fugtig fra Kjølvandet,» og saa bar Rejer Lind op paa Dækket under et Solseil med Lærredsvægge.

Men det var først, da Alert laa nede ved Kap Agulhas, at Lind kunde overtage Kapteinskommandoen, og alt kom i Gjænge igjen ombord, idet han tog sin gamle Styrbordsvagt og Rejer Bagbords.

Kjølen drog i uge- og maanedsvis sin Fure efter sig, skummende om Dagen, gnistrende i Fosfor om Natten.

De havde faat det blaa Stjernekart over Mastetoppene tilbage igjen og længst taget rede paa Nordstjernen, havde peilet Azorerne og Tenerifa og ved Linds Dygtighed klaret sig vel igjennem flere Tørn uagtet deres mindskede Besætning.

– Eftersom de nærmede sig Europa, blev Rejer altid tristere. Jo længere det bar hjemover, desto mørkere 449blev det for ham. Han gik nedstemt og grublede … Hvad skulde han egentlig gjøre hjemme? Havde han noget at leve for der? … Hammernæsset og Bygden hjemme med alt det trange og forkumrede! – han tænkte tilbage paa did som paa en halvmørk Potetskjelder, hvori det havde begyndt at gro, siden hans Mor skrev, at «nogle nu saa smaat grublede paa Silden, andre paa Amerika.»

Ja, Amerika! … Han gik og drev.

Gøteborgeren sad overskrævs over Rælingen ved Storrøstet og arbeidede.

«Hvor har Du dit Odelshem, Gøteborger! – hvor bor din Far?»

«Har ingen far!»

… «Og din Mor?»

«Har ingen Mor, – og ingen Sydskende!» – tilføiede han kort.

Rejer begreb, at han var kommet ind paa et kinkigt Thema og slog over i Spøg:

«Og ingen Kjæreste heller?»

«Just saa!» – Lidt efter tilføiede han, idet han halvt saa udenbords: «Jag forestälde mig engång, jag hade en; men hon – blev gift med Patron Bromander!»

«Naa saa! – Saa er det derfor, Du aldrig ‘hinner hem’, som Du siger, om Vintrene?»

«Just saa ja!»

«Hvad siger Du om Amerika, Gøteborger!»

«Gaar Styrmand did?» han satte op et forundret Ansigt og sænkede Merlspigeren.

«Ikke fri for at have Udkik paa de Kanter, ja! uhyre meget at gjøre der.»

«Vil Styrmand varsko, saa gjør jeg Trippen over med.»

«Bestemmer mig i Hamburg.»

«Vel, Styrmand!»

*

Og saa laa de igjen og baksede i Julemaaneden med Vinterveiret oppe i Nordsjøen, – en rygende Nordvest! … de kjendte sig saa vel igjen!

450I Nattens Mørke var de saa heldige at finde Helgoland, og saa stod de, nødte som de var, nedover i Haab om Neuwark og Cuxhavens Fyre og Lodshjælp for at tage Renden ind til Hamburg.

– De store Kraner paa Kaien havde hevet tomt Lasterummet, og Alert laa nu halet ud foran Steinwärder lige overfor St. Pauli.

Der kunde de hver Aften fra Skibsborde se Lysene og høre Larmen af al Sjømandstrafiken iland. De kunde danset efter Musiken, om der ikke havde været to Forlystelsessteder paa engang, der tremulerede i Munden paa hinanden, – to Karuseller, hvori der kunde seiles under fuld Musik og kulørte Lamper paa et vildt blaat Hav med alleslags riggede Fartøier eller, – om nogen likte sig bedre paa Landjorden, – rides grassat paa Giraffer, Zebraer, Løver, Tigre, Strudse.

Efter sin engang tagne Beslutning om at spare havde Rejer knappet haardt for Lommen. Han holdt sig ombord og spekulerede paa Amerika.

En Søndags Eftermiddag, kort før de skulde lette, var han dog iland. Lind havde sat ham Stevne.

Langs «Reperbahn» og «Langereihe» myldrede en tæt Folkemængde, derimellem Orlogsgaster og Koffardifolk af alle Nationer og fra alle Klimater lige til Mulater og N****, der støvede med Floshat, gul Vest og rødt Halsetørklæde.

Stimmel paa Stimmel stansede op foran de straalende oplyste Vinduer, der foreviste nye dragende Undere for hvert Skridt: – «Den skjønneste Kvinde i Verden!» «Boa constrictor!» «Anatomisk Kabinet!» «Paa Havsens Bund!» «Spaadom og Magie i bengalsk Belysning!» «Kjæmpekvinden!», et «Vokskabinet!» i hvis Vindu der stadig dreiede sig en hvidklædt Nonne, en Bacchantinde og en ung Uskyldighed, der sad og sømmede.

Nedenunder i Kjelderne vinkede med Sangerinder og Musik indbydende Kaféer, Restaurationer og Drikkehaller, hvis Nedgangstrapper slugte og slugte af Folkestrømmen hele Skibsmandskaber, Mænd og Kvinder, 451– alleslags! uden at den synlig mindskedes, kun drog sig seig og sagte fremover som Elben nedenfor.

Et Stykke foran holdt Rejer Øie med et Par af Alerts Gaster.

… Plumps, i Kjelderen gik de! Der gaar Resten af deres Aarshyre! mumlede han. – Matrosen er en jaget Fugl! … rigtig en Spurv mellem Donerne, svømmer mellem bare Haier!

Han gjorde et Skrut paa Skulderen … Hm, hm ja! – der skal en hel Kar til bare for at faa leve! …

Han sad i Theatret sammen med Lind, der var aldeles overstrømmende enthusiastisk for Blenda Hastings; hun dansede paa Line, «Luftaanden», som hun kaldte sig paa Plakaterne.

Lind raabte til hende, fulgte hende med Bravoer … «Se nu! – dristig, saa hun gjerne kunde staa paa Taaspidsen paa Masteknappen! – let og deilig som en Kat! – Klokken ni om Kvælden stikker jeg altid herind, da er det hendes Tur at gaa tilveirs!» –

Han havde kjøbt en Buket ved Døren, som han forstod at kaste saaledes til hende, at hun takkede ham med et af sine mest dybtfølte Blikke.

Og nu skulde de hen og spise til Aftens.

Lind førte ham ned paa en Kjelderrestauration, hvor der sad Skibskapteiner og ellers Folk, der ligesom de kom fra Forlystelsesstederne og Theatrene.

Lind gik lige hen og hilsede kjendt paa en ældre Kone, der sad bag Disken, og lidt efter kom en ravnlokket Skjønhed med et raskt Væsen ind og gav ham venlig og fortrolig Haanden. Hun lod til at være Sjælen i det hele Etablissement.

«Det er sidste Aften nu,» sagde Lind, «før vi skal ud at slingre igjen. Vi letter imorgen, derfor vilde jeg gjerne hilse ind og sige Dem Farvel, Sally! … Jo det er saa, vi letter imorgen,» stadfæstede han lidt vemodig. «Det er mit sidste Krus Øl her, og det varer lenge, før det blir budt mig af saa smukke Hænder som Sally Frankfurters! – saa fin en Haand og spruttende Øine gror ikke oppe ved Nordpolen.»

452Aftensmaden blev serveret under Linds stigende varme Forsikkringer om hendes Øine og forskjellige betagende Egenskaber, – Komplimenter, som den seks syv og tyveaarige skjønlokkede Sally optog med megen Venlighed og Ro, idet hun behandlede ham som en god Kunde og hyggelig Ven.

Til hans Forsikringer og Bedyrelser under Farveltagningen vendte hun sig om til Hylden og tog ud, langt inde fra, en Bundt mørke Cigarer i gult Baand … «De er ægte,» – sagde hun, – «jeg har dem fra en kubansk Skibskaptein, – vil De tage Dem?»

«Jeg skal røge og tænke paa Dem, Sally, det kan De forlade Dem paa.»

Rejer faldt i Tanker og var paa Veien nedover faamælt, medens Lind røg sin Cigar og udbredte sig over den smukke, hyggelige Sally Frankfurter.

Ombord gav Rejer sig, sénnattes som det var, med rastløs Iver til at tælle og stuve hen endel Proviantsager, der var indsatte i Ruffet. Tankerne gik i ham.

«Hvad kiger Du efter,» – sagde han braat, han saa Gøteborgeren flere Gange i Forbigaaende bøie sig ned mod Skylightet.

«Det var som en Gnist eller et Lys dernede,» svarede denne, «men det er nok bare Kapteinen, som er oppe endnu. Han har vel sagt Farvel med nogen i Kvæld og sidder nok der i Mørke og røger det af sig. Den Knusken tænder i hver Havneort og slukner igjen ude i Sjøen!» mumlede han, «der gaar ingen flicka länge med hans hjärta i kjol-fickan!»

Rejer langede ham videre af det ankomne Smaagods. Pludselig rettede han sig og sagde:

«Hør, Gøteborger! ét eller to Basketag vil jeg prøve hjemme, før jeg tuller mig væk i Amerika. Jeg kjender et andet Veir i mig her nordpaa!»

– Den næste Dag, da de havde klaret Cuxhaven og sat Kursen, sagde Rejer pludselig ironisk til Lind:

«Saa mange Fruentimmer, som De har i Ho’det, Styrmand, saa har De vel nu glemt – hende i Frederiksværn.»

453«Sara Rørdam? Aa nei, – hun var for god til det, og nu, vi kommer hjemover» …

«Ja, jeg vil helst holde klart Farvand og rent Spil, Styrmand, – bare varsko om, at i den Slags faar Kar være Kar, og Kammeratskabet holdes undaf efter min Mening. Nu véd De, hvad Kurs jeg ligger.»

Lind saa overrasket og længe paa ham.

«Du skulde ikke slaa ind paa den Vei, Juhl! Det er bare et godt Raad, skjønner Du, for en Sjømand, som ikke har videre at byde paa endnu. Sjøfolk skulde igrunden ikke gifte sig, før de blev femti og kunde trække sig velholdne tilbage fra Sjøen. Forresten blir det din egen Sag; hver faar seile, som han har Vind til.»

Det var netop det, Rejer ogsaa tænkte; han agtede at styre sin egen Kaas og gik nu og regnede ud, at han maatte kunne faa taget sin Styrmandseksamen i de Uger, Alert kom til at ligge oppe i Trondhjem.

… Igjen bidskt Vestenveir i Nordsjøen med leit paalands Hav! Og jo længere de kom opimod norske Kysten, desto kjedeligere blev det, Strøm og Veir hver sin Vei, men begge fuldkommen enige i at sætte af al Magt ind paa Lister og Jæderrevet, hver Sjø saa vrang og vriet som en Prokurator.

«En kan ikke vide, enten én har den til Læ eller til Luv,» sagde Tømmermanden; «men kjender den ganske godt, naar den kommer!» – tilføiede han, da de i det samme fik en af Strømsætningen optaarnet Braadsjø, der slog ind et Stykke af Skanseklædningen forud i Læ. Det var under Bergensleden lige udenfor Gabet af Buknfjorden.

«Knap en dobbeltrebet Mersseilskuling,» mumlede Lind indædt, «og saa faa indslaaet det ene efter det andet. Det lønner sig umulig for noget Rhederi at lade et skikkeligt Fartøi gaa i Nordsjøen! … Folk siger: «saa ængstelig og va’r som en Nordsjøskipper»; han maatte være gal, om han ikke var det! Saa Rækkerne, saa Baaden, saa kanske Bougsprydet overbord, Skjær, Grundbraat, Strømsætninger, – Hundeveir! De 454kan kalde mig en gammel Kjærring, om jeg og Alert farer paa Nordsjøen mere end netop saameget, som der behøves for at slippe ud i Langfarten igjen.»

Der var blot ét, som for Alvor kunde sætte Lind ud af Humør, og det var at faa Skade paa Skibet. For de to tre Plankeender af Skanseklædningen ærgrede og bar han sig, som det kunde været et Ben paa ham selv, der var knækket.

«Hvad staar Du der og ser og glor saa paa, Juhl!»

«Se bare!»

«Hvad for noget?» hæsede Lind.

«Se, – disse to her! Jeg fandt dem klinet ind i Spilkjettingen forude efter Bræksjøen.»

«Skidt, – hiv dem overbord! … To smaa Fillefisk!»

«Sild ja, – ægte Vintersild!»

«Aa Sommer- eller Vintersild! Skanseklædningen røg, den.»

«Se, hvor blanke og fede de er, rosenrødt i Perlemor, og mørke grønbrune over Ryggen, som Metal. Jo dette er ganske rigtig Graabensild – store, grove Karer! – rigtige Nordsjøgaster. De kommer i Vinterrig ude fra Havet de! Denne her er delikat.»

«Saa lad Kokken koge dem!» – Lind gik forarget fra ham.

Men Rejer lod hente op en Pøs Sjøvand, hvori han slap Silden for at se, om der var Liv i dem. Men død var den, – død som en Sild.

Der var ingen Ende paa hans Undersøgelser af de to mærkværdige Eksemplarer af Fiskearten, indtil de om Aftenen endelig kom stegte paa Bordet i Kahytten for ham og Lind.

«Smager virkelig delikat,» indrømmede Lind; han havde forvundet det værste af Ærgrelsen over Skanseklædningen.

Men hos Rejer havde de to Sild vakt en mægtig Masse Erindringer.

Helt fra det lysnede paa Hundevagten næste Morgen, gik han og vogtede mod Landkjendingen; han stod i ét væk henne ved Rælingen med Kikkerten.

455De havde Sigte af Udsire og Karmen. Han saa Fiskerbaade og Sildefartøier indover i den graatykke Vintermorgen, – kjendte saa vel Seilformerne! Her og der skjelnede han gjennem Kikkerten Toppen af en Pakbod eller Mønningen af Huse, der stak op indenfor Skjærene, – et eller andet Salteri.

Jo-o, han kjendte Leden! Det var derinde han havde seilet med Juhlebaaden for at erobre Verden og Hammernæsset, – med Anders Rosmand og alle de andre Sjøhelte …

Underligt, vi ikke druknede som Mus i en Vandtønde, mumlede han.

Hans Ungdoms dybe Skuffelse havde efterladt en Braad i hans Sind, og hans Kjærlighed og Guttestolthed af Hjembygden havde vendt sig til Bitterhed. Men ikke destomindre fulgte han nu alt i den største Spænding og med den nøiagtigste Interesse. Han tog gjennem Kikkerten rede paa den Række smaa Udskjær, han havde ligget ved med Baaden, da Sildemassen seg ind, – opgjorde sig, hvor Sildeværene laa, ledte opover Landet mod Stolmen efter det Sted, hvor han havde havt Part i Notestænget …

Han gik opfyldt deraf hele Turen opover til Trondhjem.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.