X. Rejer lodder Førstestyrmand og finder kun altfor snart Grund!

Tidligt, endnu inden Isbrydningen rigtig var begyndt, gik da Alert over til Cardiff med sin Ladning Rujern i ægte rusket, stormfuldt Nordsjøveir, – klos Bidevind og vel fuldt i Nordvesten med Hagelbyger nedover.

Baadsmanden gik og skubbede sig for Gigten og paastod, at der var Sne i Luften. Han vilde stadig anlægge en Reberbane iland, men kunde bare aldrig modstaa, naar Styrmand Lind kom ind i hans Stue og sagde:

«Naa Jakobsen, nu faar vi ud igjen og vaske.»

«Ikke jeg, Styrmand! De véd» …

433«Snik Snak, Jakobsen!»

– «De véd, det om Reberbanen» …

«Der skal Penge til.»

«Hm, – grundkoldt i Luften! … Gigten.»

«Den steger sig bort syd under Linien. Jeg skikker en Flaske Arrak med Nelliker til Dem, Jakobsen, til en Svedekur. Kom saa op til mig og sig mig, om det har hjulpet.»

«Ja vel, Styrmand! Hm, – naar skal vi saa, – jeg mener Alert» …

«Der kneb jeg Dig, din!» …

Styrmanden plirede, og Jakobsen plirede.

Jakobsen vilde være blevet en ulykkelig Enkemand, om Alert virkelig skulde stukket i Sjøen uden ham.

– Det var omtrent det samme Mandskab, næsten alt Folk fra Laurvigspollen og Staværn opefter til NyHellesund. Stewarten var kommet ind fra Hotellet i Laurvig, og Svensken, der fra først af var hyret i Gøteborg, men aldrig saa Kans til at komme hjemover om Vintrene, «spillede igjen som en Tiur der forude paa Bakken», som Tømmermanden sagde.

Enten Rejer i Olietrøien og Sydvesten slubrede langs Dækket med Kammene af Braattene i Høide med Mesanbommen, eller han tog sit betroede Rortørn i bælgmørke Natten Hundevagten udover, stod to Ting saa fast, som hans Mund var sammenknebet og Hagen hvas: først, at han ikke vilde komme hjem hyreløs som en ubehjælpelig Ko næste Gang, og dernæst, at han vilde nytte Tiden under Langfarten til at læse og gaa igjennem praktisk al den Navigation der skulde til for at tage Styrmandseksamen iland.

Bagbords Vagt var vel afløst og krøben under Dæk. De havde havt det surt nok til Midnat; nu lettede det lidt med Skurene, og første Rand af Nymaanen saaes af og til mellem Skyjaget. Det var femte Døgn, de var i Sjøen, og Rejer havde Rortørn Hundevagten udover.

Det undrede ham noget at se Styrmanden endnu oppe paa Dækket; han vandrede med Snadden lysende un434der Næsen i Mørket frem og tilbake i Luv. Af og til stod han stille ved Mesan- eller Storvantet og saa ud.

Det var vel Veiret og Maaneskiftet, han vilde tage rede paa, for han saa altid længe opefter. – Dygtig Kar! Sjømand gjennem Sjæl og Krop, – gaar ikke tilkøis, før han har faat sit Veirbestik i Orden, tænkte Rejer.

Han faldt netop af med Roret efter en Braadsjø, han havde ladet Alert løbe op igjennem, da Styrmanden stod ved Siden af ham.

«Hør, Rejer!» spurgte han lavt, idet han bankede Snadden ud paa Knæet, «var det tre og tredive eller otte og tredive Daler, jeg laante af Dig!»

«Husker De ikke, otte og» …

«Jo, jo vel! jeg holder bare paa at skrive op min Gjæld nu, skal jeg sige Dig, – mange Poster. – Men saa har jeg nu to Aar for mig at puge og pine sammen paa. Jeg vil ikke bruge en Skilling i Land mere, – vil være hængt, om jeg ikke skal gnu og gni, saa det kanger i mig. Paa den Vis skal jeg komme hjem som en holden Mand. Hør, Rejer, Du skulde ogsaa passe Dig lidt i Pengeveien nu.»

«Har saa tænkt, Styrmand!»

«Naa, det skal bli to Gjerrigpinder, saa tørre, at de kan gnide fyr i os.

Sig mig, Rejer! Du var jo ogsaa kjendt hos Kanonerens?»

«Hvorfor spør De om det?» lød det hvast.

«Tror Du, der var nogen paa Stedet, som gjorde Haneben for – for Datteren?»

«Kan jeg vide det, Styrmand!» – han hev idetsamme hardt i Rattet, – «hun er luvgjerrig, det Svin!»

– Styrmanden blev staaende i Tanker ved Hakkebrættet, indtil en ny Tykke-Byge drev ham under Dæk.

For Rejer kom imidlertid Hagel-Ilingen saa akkurat tilpas. Medens han stod der, og Isnaalene ligesom drev sig ind i Kinderne og de betændte Øienlaag, var der raget op et ikke mindre Uveir indeni ham.

435Hvorfor spurgte Styrmanden om det? – Hvad havde Styrmanden med at spionere om hende? …

Naa saa! han vilde gjøre Orden i sine Regnskaber … gnikke og gnu. Naa saa! – naa saa …

Det var en Følelse, han aldrig før havde kjendt i sit Liv. Det begyndte at bli’ hedt at danse.

Han saa hende for sig med det gulskjollede Haar, saa staut og vakker, og det egne Udtryk, slig som hun tog Farvel med ham.

En Sjømand? – ne-i! det vilde hun da ikke ha’! – haanlo han. Men stakkar! hun kan vel heller ikke staa imod en vakker Styrmand, som fænger, hvor han bare viser sig.

Mand for hende! det skal noget til det, min kjære Lind. – – Saa saa, … det er der, én har Dig!

Det var en svær Braadsjø, Rejer fik over sig paa den Vagt! – en Opdagelse, der var saameget tungere, som han egentlig lige lidet kunde se over den som over Havet udenbords. Det stod lige uklart for ham, hvad han selv følte, som hvad Sara Rørdam kunde mene. Kun ét saa han, at Lind havde faat Øie paa hende.

Rejer begyndte at holde skarp Udkig med Styrmanden; han lignede virkelig slet ikke sig selv. Folkene hørte ikke et hyggeligt Ord af ham. Og det var ellers han, som altid havde en Lystighed at hive ind mellem dem, naar det blev for surt; han vilde, det skulde gaa som en Dans. Det var derfor, han kunde gjøre med Folkene, hvad han vilde, sno dem som sit Silketørklæde! fin og flot i alting baade iland og ombord, – som født for Kommandobrættet! – det var noget, Rejer havde Øie for.

– Ganske rigtig, Styrmand gik ikke fraborde i Cardiff! – ellers var han ikke den, som pleiede at lade Moroen iland gaa fra sig.

Yderligere bestyrket i sin Mistanke blev han en af de sidste Dage, de laa der, da Understyrmanden kom ombord med Posten fra Konsulatet og deriblandt et Brev til Rejer.

«Hør,» sagde Styrmand Lind til ham om Aftenen, da 436de var færdige med Losningen, «jeg har forsynet mig med en ekstra fin Shagtobak iland; der ligger afgjemt et halvt Pund til Dig; det kommer vel med paa Turen nedover.»

«Mange Tak, Styrmand!»

«Du fik Brev idag! Jeg saa, der var paaskrevet Fredriksværn. Det var vel fra nogen af Kammeraterne? – er der noget nyt? … forlover de sig bra?»

Haa haa, tænkte Rejer …

«Nei, det var hjemmefra, sendt til Rhederiet.»

«Saa, naa! – Men saa kan det vel træffe, at nogen af Kammeraterne i Fredriksværn skriver?»

«Kanhænde!»

«Du maa fortelle mig, om Du faar noget nyt, hvad det er. – Kjedt paa Reisen, véd Du, … og jeg er barnefødt der, det er derfor, jeg har Morro af det.»

– – De havde peilet Dungeness og Sydvestpointen af England med Kurs for at finde Passaten og laa nu med en Fragt af Stykgods til Kapstaden og Port Elisabeth alt paa tredie Uge nedover for alle Seil, som trække kunde, lige til Køieklæder og Vask, der hang til Tørring. De løb ni Knob med stadig klar Himmel, stadig tiltagende Hede og paa – hvad Observationen hver Middag viste, – stadig mindskende Bredde.

Lidt efter lidt havde de faat et Stykke Solseil agterud, saa et ditto forude.

Paa Dækket gik Hønsene og sparkede i Tømmermandens Høvlespaan, medens han arbeidede. Hunden og Katten havde indstillet sin Krig; de gad ikke længere i Heden. Den ene laa med Snuden mellem Labberne i en Stump Skygge af Stormasten, den anden gik og strakte sig og keg paa Hønsene. Under Bakken lappedes der Sko og Støvler, andre skræddererede.

Der var Værksteder baade hist og her; og Baadsmanden, der nu ogsaa fik nok af Heden, havde indrettet sig for de to prægtige nye Blokkestjerter, han lavede, under et særskilt lidet Telt ved Forrøstet.

Gøteborgeren var agterud; han var en Tusindkunstner og havde nu faat det Hverv at tatovere Styrmand 437Lind paa Brystet. Et Anker, – lød Befalingen; men, da det kom til Stykket, forlangte han et Ankertoug efter egen Tegning, der saa ud som et stort S.

«Inte var det likt til nogen Ankertrosse!» – havde Gøteborgeren sneset forude.

Rejer stod i egne Grublerier nede i Læ … «Et Ankertoug som et S … he he!» – han fandt, her var svinagtig hedt.

Vinden var saagodtsom løiet af udover Dagen, indtil Skjøder og Touge hang slappe, og Blokkene slog.

… De laa nu saa omtrent under Linien, og det var ualmindeligt disigt og lummert udover mod Solnedgang.

Der begyndte at rulle ligesom Skyer henne i den. De fik mere og mere en skarp Guldrand. Det var ikke længere Disighed men hastig væltende Smaaskyer, der antog en mørkere Tone med fjerne Glimt i.

Og Kapteinen og Førstestyrmand, der stod sammen paa Hakkebrættet og holdt Raad, erkjendte dem ogsaa straks for, hvad de var, – en af de pludselig overgaaende orkanagtige Regnbyger, der kan træffe til paa disse Bredder.

Her var ingen Tid at spilde; det gjaldt at faa Barkskibet afklædt for Seil: Læseil og Overseil og Solseil og alt, hvad Seil nævnes kunde, indtil de blot laa for Stumperne!

Fra Hytten brølte Raaberen, og Vinden begyndte at pibe med allehaande skjærende Lyd, medens Aftensolen i Nedgangen glimtede og flammede truende under de jagende dunkle Skyer ligesom med lange, mørkerøde Blodflager henover Bølgetopperne, der kastede ravnsorte Skygger.

Fartøiet, der var dreiet op i Vinden for levende Seil, begyndte at duve med Næsen i Dønningen og tage en og anden Sprøit i Luv.

Solen gik ned og efterlod kun en mørkerød Glød under Skybanken, og lige efter laa de for piskende og smeldende Seil i et vildt Mørke, hvori Lynene glimtede og jog og krydsede sine Zigzager – tyve, tredive i 438Minuttet, og Himlen kjørte med bragende Vogne over dem, og Stormen skingrede og skreg i Tougene.

Læseilbommene var skudte ind, Bram- og Topseil bjergede, Underseilene opgivne ved at lade dem gnissende og ulende i sine Blokke og Tallier gaa lige i Dæk. Mesanen svigtet, og nu gik Arbeidet løs paa Merseræerne, – «klos Rev!» – her spartes ikke en Haand.

«Los Mersebugliner! … hal op i Luv Mersebras! lad løbe Mersseil!»

Idet Mandskabet i Mørket entrede ud over StoreMerseraaen, slog Seilet pludselig bak. Fartøiet var jaget for høit op i Vinden, det fangede en Ugle! Seilet bragede og slog dem om Ørene med Magten af en halv Orkan i sig, indtil det simpelthen revede sig selv ved at revne og piskes i Stumper og Filler fra Ligene.

Et Par Mand sloges overende, men fik grebet for sig deroppe. Nok én fandt sig igjen nede i Vævlingerne. Fartøiet krængede haardt over.

Det saa ud, som ingen Ulykke var hændt. Regnen begyndte at øse, og Arbeidet gik paa; man maatte kovende.

Det var først noget efter da han savnedes ved Forebraserne, at der blev Spørgsmaal om Understyrmand Nilsen. Han fandtes intetsteds, og skjønt ingen vilde være den første til at udtale Ordet, forstod det sig af sig selv for alle, at han var gaat overbord. Det sidste, Stewarten havde set af ham, var, at han tog fat i en luv Stikbaut og skulde anlægge Nokbændslet; – det var netop, som Seilet slog bak, og han selv tumlede fra Raaen og blev hængende efter Hænderne i Pertlinen.

Ved Midnat var den egentlige Stormbyge over; men Natten vedblev at være tæt mørk, og Regnen silede til Klokken fire om Morgenen, mens Alert løb undaf for Vinden.

Ved den guldklare, straalende Solopgang befandt de sig mangfoldige Mile fra Understyrmandens Grav.

Hans Snadde fandtes endnu liggende henslængt under Bænken udenfor Kahytsruffet ved Siden af den util439knyttede Tobakspung; hans Tøfler stod nede i Kahytstrappen, og inde i hans Lukaf, hvor hans Klæder og Halmhat laa, som han netop havde forladt dem, hang hans Uhr endnu ved Køien og pikkede …

Det sidste Faktum fortalte Stewarten forud paa Bakken, og det vakte Tømmermandens dybe Eftertanke. «Saalænge Uhret gaar, er der Liv i ham!» – mumlede han sagte hovedrystende.

Og det kom som en hel Lettelse i den tunge Stemning, da det endelig udpaa Morgenen meldtes, at Uhret var stanset Klokken halv ni!

Lidt efter lidt fik Alert igjen sit gamle Overtræk af Seildug, – hver Kvadratfod Vindfang nyttet, – og Farten fortsattes paa samme Vis, uden at et Seil ændredes eller en Brase rørtes i ugevis nedover det sagte dønnende, uendelige blaa Havspeil. Morgenfriskhed i den herlige glødende Solopgang, tiltagende Steghede Dagen udover, indtil det lettede i Solnedgangen, og Himlen pludselig stod som en høihvælvet sort Kuppel over dem med store glansfulde Stjerner: Argo, Oktanten, Eridanus og Hvalfisken samt det mere og mere opdukkende, blinkende Sydkors.

Der var hengaat nogle Dage, uden at der tilsyneladende var taget anden Bestemmelse i Anledning af Understyrmanden end, at Lind havde paalagt Rejer at overtage hans Gjerning paa Styrbordsvagt samt holde Nathuslamperne og Lanternerne iorden.

Der foregik imidlertid Overveielser agterud i Kahytten.

Kaptein Berentsen var en pen, stille, korrekt Mand af et Væsen saa vinkelret og regnskabsmæssig rigtigt, at det gjorde ham utilgjængelig for nogen nærmere personlig Tilslutning end den næsten overnaturlige Agtelse, hvori han stod hos Mandskabet. I hans forsigtige, menneskesky Karakter laa det at have en vis Frygt eller Angst i Nerverne for alt, hvad der meldte sig som usædvanligt. Og Rejers kry Næse og Opsyn var ikke korrekte for en simpel Matros at være, – den hele Mine laa to tre Toner for høit.

440Linds Forslag, at Rejer skulde antages som Understyrmand, stødte derfor paa en uventet seig Modstand, megen Trækken paa det og mange Betænkeligheder, men ikke paa en eneste virkelig Grund uden – som Styrmand Lind paa sin flotte Vis præciserede Sagen, – en stor Næse!

Førstestyrmand var igrunden hans eneste Forbindelsesled med Besætningen. Med sin Evne til at sætte sig i Respekt og samtidig gjøre sig afholdt hos Mandskabet, udøvede han en Indflydelse paa Kapteinen, som vistnok var ubevidst, men derfor maaske saa meget større. Førstestyrmandens Mening, naar han holdt paa den saa stivt som her, seirede altid tidligere eller senere.

Samme Eftermiddag blev det bekjendtgjort for det forsamlede Mandskab, at «Juhl» var indgaat i Understyrmands Hyre og Stilling ombord i Alert, og i den Anledning blev der givet Grog paa Bakken.

Det var Rejers Afskedsaften fra Matrosstanden.

«Mærkelig nok,» – sagde Baadsmand Torgersen, der holdt Talen, «der er ikke én som ikke synes, Rejer Juhl ligesom, – ligesom hører til agterud, det har jeg skjønnet, fra han kom ombord.»

«Det har vi alle skjønnet,» lød det i Kor fra Gasterne … «Hurra for Styrmand Juhl!»

«Inte jag als!» smaalo Gøteborgeren, – «då han kom ombord med bondkisten syntes jag, han var nog trumpig; men sen han skar os ut ur väggen i ruffen i Montreal, tänkte jag, han kunde bli Kaperkapten! just Kaperkapten» …

– – Havde Rejer før paa Frivagterne nyttet Tiden til at læse og regne Navigationsopgaver, saa gik dette for sig med forøget Kraft nu, da han havde sit eget Lukaf at ty til og de daglige praktiske Observationer at deltage i; han havde Trang til snarest mulig at føle sig som fuld Kar for Stillingen.

Skjønt Styrmand Lind ikke var den, som skulde spendere mange Ord paa det, saa havde Rejer dog Tæften af, at han dennegang havde taget et ordentlig 441grundigt Kammeratstag for ham hos Kapteinen. Den Slags var nu af det, som Rejer gjemte i sit inderste; den Dag turde komme, da han kunde vise ham, at han heller ikke brugte at svigte en Ven, naar det kneb.

Lind sad paa Bænken udenfor Kahytten i Skjorteærmerne og røg Tobak og keg paa Stjernerne. Rejer gik op og ned paa Dækket foran ham; det var for lummert endnu til at køie. Af og til faldt der et Ord mellem dem. Lind ræsonnerede melankolsk over, at de nu var helt paa den anden Side af Jorden, og Rejer svarede ja og ha til.

… «Tænke sig, at det ikke er tre Maaneder, siden vi gik og vadede i Sneen hjemme!» udbrød Lind.

«Ja ha – rart nok!»

«Den Morgen fra Ballet hos Singdalsen … det var koldt og klart og» …

Rejer stansede braat.

– «Vi har havt to Albatrosser flyvende efter os i Kjølvandet en Stund idag!» sagde han.

«Saa naa! – Og saa saadan Skara, Du véd, som ikke rigtig bærer … Kanoneren skulde naturligvis gaa midt i Veien med Træbenet, og saa havde jeg da at gaa op helt i Sneplogkanten, om jeg vilde holde mig paa Siden af Datteren» …

«Saa, naa! – Det er utrolig vakkre Fugle i Flugten! … hvide, med lange, svarte Vinger» …

«Javist! har Du ikke set dem før? vi faar snart se nok af dem! … men ser Du, saa gik jeg der og traadte igjennem Sneen og dumpede i ét væk oppe i Veikanten lige til Knæet, og hun lo! Jeg havde min Mistanke om, at hun gik Veisiden saa nær bare for at manøvrere mig om paa den anden Side af Kanoneren, saa at jeg skulde drive ned i Læ af Træbenet, skjønner Du! – men da hun saa begreb, det ikke nyttede, blev hun ogsaa rimelig og gav Vei» …

«Saa? – – Det med Albatrossen, Styrmand, betyder jo, at vi ikke har saa langt igjen til Kap?»

«Javel! skjønt de ofte gaar hundrede Mile ud tilhavs 442… Men, hvad jeg vilde sige … Du kjendte jo til Kanonerens?»

«Javel!»

«Stod i Vedskjulet der og huggede Ved! Det var ogsaa en Geschichte. Havde jeg vidst det, skulde Du straks havt dine Penge, kan Du forstaa. Men Du saa hende hver Dag paa det Vis?»

«Hvem?» lød det glubsk fra Rejer.

«Sara, Datteren vel! … Hvordan var hun? – i Huset mener jeg … og med alle disse Kanonpropper af Stedsøskende at passe paa? …

«Aa, sligt Kjøkkenvrøvl ser jeg aldrig efter, – jeg har havt nok af Kabysen.»

«Men Du saa da vel, hvad det var for en Figur? Ikke bare, som Du klipper ud en stiv Jomfru af Papir, smal om Livet og alt det, men rigtig saadan – med den Hals, Nakken og Skuldrene – til at ta’ Veiret fra én … og saa Øinene! Der var Magt, – Magt i dem … Skjønhedens Magt! – Til at stryge Hatten og fire Bramseilet for.»

«Aa Styrmand! De har strøget saa mange Hatter og Huer for Skjønhedens Magt alt, tænker jeg.»

«Vi flyr alle i Lyset, Juhl!» svarede han grundende, «men, dennegang tror jeg, Styrmand Lind er brændt for Alvor!»

Rejer gik op og ned …

Vilde Førstestyrmand ikke snart under Dæk? Vilde han ikke køie sig saa sent paa Natten! Det var jo rent kogende utaaleligt at gaa og høre paa, og skulde slarve alskens Svar til. Han kjendte, han begyndte at faa ondt for at beherske sig.

«. … Og saa skulde Du nu aldrig ha hørt et Fruentimmer i Verden svare saadan som hun, Juhl! … det viser, hvor hun er staut og stolt indenbords, – i Sjælen, mener jeg!» – begyndte Lind atter.

«Jeg gad vide om Udkiken sover, jeg! – ikke en Melding i hele Nat!» – brølte Rejer og fo’r forud paa Bakken; han kunde havt Lyst til at tage en Haandspage og slaa ned alt, hvad han bare mødte!

443– – Lind var gaat nedenunder, og Rejer gik oppe paa Dækket i den glansfulde Nat … Stjerner over Himlen hængende næsten, saa de holdt paa at dryppe ned, og Fosfor over Havet. Roret gik i en Ildmørje, og Kjølvandet lyste af Morild.

Men det var Synd at sige, at han saa noget af det!

Førstestyrmand mente altsaa for Alvor at fri til Sara Rørdam! Det gik ikke an at skuffe sig i den Sag længere. Saa! – akkurat saa stod det.

Han havde Valget mellem at kjæmpe med Lind om hende, eller at offre sig for ham! … rent ud, – og opgive hende! … forsøge at glemme hende! … komme aldeles fra det, at han nogensinde havde set og talt og taget saadan Farvel med Sara Rørdam.

Han saa hendes Skikkelse og Ansigt for sig; men han viste det fra sig.

Var Lind hans Ven, eller var han ikke hans Ven? Havde han vist sig som en Kammerat, eller havde han ikke gjort det – i alle de Aar? Talte han ikke til ham om hende med slig Tiltro og Tillid, at den, som sveg en saadan Kammerat, maatte være en Rakker!

Jo, min kjære Rejer Jansen Juhl! – det koster paa, om Du vil gaa jevnsides med Karer, som er brede over Brystet …

*

– – «Og véd Du, hvad hun svarede mig den sidste Aften hos Kanoneren,» – optog Førstestyrmand igjen næste Kveld. «Naar jeg kommer hjem, er De gift, Jomfru!» spasede jeg.

«Jeg? hvorfor skulde jeg gifte mig? … overtage alt det Stræv! Som jeg ikke skulde have nok med alle disse her!» – hun pegte hen paa Kanonpropserne. «Tak, jeg skal ikke den Vei, Lind!»

«Havde hun ikke svaret slig – saa rent afgjort, tror jeg, jeg ikke havde forladt Huset om Kvælden uden at spørge hende, om hun vilde bli’ Madam Lind, – for at sikkre mig, forstaar Du! Men saa tænkte jeg, at saadant skal én dog overveie; jeg har været forlibt før og tænkt meget da ogsaa! Og saa sagde hun det saa rent 444staut og sikkert, saa jeg bare lo og mente: Forsvoren Ting gaar snarest kring, Jomfru! Men da kan Du tro, det lyste i Øinene hendes, saa hidsigt mente hun det.

Og jeg gaar jo undertiden og tænker paa, om jeg ikke var dum alligevel. Det kunde været afgjort nu! – Hvad synes Du?»

«Hvad i røde – kan jeg synes om det, Styrmand!»

Rejer undgik herefter, saa vidt det stod til ham, den Slags Underholdninger. Her blev ogsaa snart mere Afveksling baade i Veiret og Skibslivet, eftersom de nærmede sig Kapstaden.

*

Alert var gaat op Taffel Bai til Kapstaden, havde siden aflastet Resten af Stykgodsladningen oppe i Port Elisabeth og løb nu efter en rask Fart under klar, skyløs Himmel ind i Port Louis paa St. Mauritius. Øen med dens Fjeldformer og Vegetation, dens Plantager og Villaer samt tilslut Staden selv var steget op som et Syn af det speilende blaa Hav.

Den Baad, som bordede dem, endnu inden de naaede Rheden, indeholdt et Medlem af Sundhedskommissionen og en lang, gul, skaldet Doktor med Guldbriller, der forelagde allehaande Spørgsmaal, keg ind i Ruffet, saa ned i Kahytten og tilslut forlangte at gjennemse Medicinkisten, den han gjennemrodede og gjennemgik. Han stak Spidsen af Lillefingeren ned i de forskjellige Krukker og Flasker, smagte paa Indholdet, pakkede ud og pakkede ind, undersøgte hovedrystende og gjorde en Mængde Vidtløftigheder.

«Vil være hængt, om han ikke stak en Pakke til sig derhenne ved Kisten!» sagde Stewarten efter ham i Faldrebet. «Han saa ud som selve den gule Feber!»

«Gid vi var vel ude af Hullet igjen!» – udstødte Lind; denne overordentlige Modtagelse huede ham ikke.

Ankerkjettingen maatte pligtmæssig ved malaiiske Dykkere laases fast til en uhyre svær Kjetting paa Bunden af Havnen. Loven forbød at stole paa eget Anker. Her var netop Orkantiden, der gjerne indtræf445fer periodevis hvert tredie eller fjerde Aar, fulgt af dødelige Feberepidemier, der fremavles af Fugtigheden.

Beliggende midt i den friske Luftning af Sydvestpassaten, har St. Mauritius før eiet det herligste Klima, indtil en rovgjerrig Spekulation udhuggede Øens Herlighed, de tætte pragtfulde Skove af Ibenholdt og andre kostbare Træsorter og drev Jordbunden paa Rov, saa den blev Hjemstedet for farlige Sumpfebre.

De havde losset ud i det deiligste Veir og holdt paa at indtage ny Last, Sukker og Ibenholt for Hamburg.

Det var en Formiddag, mens de hev ind Sukkerfustager, at de saa Vinduer og Jalousier overalt lukke sig i Byen, og pludselig Travlhed og Afrigning overalt omkring sig paa Fartøierne. Luften var blevet mere og mere lummer og trykkende opover Dagen, det var næsten, som det tunge strakte sig helt ned til Havbunden, hvor Fiskene gik matte og træge over Kjettingen. Barometret var sunket mod Nul.

Fra alle Sider lød: «Cyclon! Cyclon!»

Ombord blev alt gjort klar til at modtage Orkanen, Lugerne skalkede, Top og Bramstænger nedtagne.

Og nu kom den, sort som Natten, – med Brøl og Brag, som alt skulde forgaa.

Under Lufttrykket laa Alert over paa Siden og sled sig i Sjøen næsten til Lugerne; det saa hvert Øieblik ud som Riggen skulde gaa. Det var to tre Timer, hvori hvert Fartøi kjæmpede for at fri sig for Undergangen.

Følgen af Regnskyllene, der fulgte efter, var, at Feberen i Byen voksede til en hærjende Epidemi, og allerede inden de var færdige med Indlosningen, havde Alert fem Matroser og Skibsgutten paa Hospitalet. Nogle Dage efter var de fire af dem døde.

En Eftermiddag laa ogsaa Lind under et Solseil paa Dækket og hoppede og sprættede, som han selv flot udtrykte sig, som en Guttaperkabold; og i Køierne nedenunder atter tre angrebne.

Kapteinen vilde sende dem paa Sygehuset. Det skulde gaa regelmæssig til, saa var man fri for Ansvar. 446Han var fortvilet; han havde Skibspapirerne og alt i Orden til at lette, men ikke Mandskab længer til at komme afsted med.

Rejer havde nu set nok af Hospitalet, – did skulde de ikke faa føre Førstestyrmand, saalænge han havde Hovedet i Veiret! … det var lige i Ligkisten. – Blot bort fra Stedet og i en anden Luft! havde Hospitalslægen sagt.

Chinin var det eneste Middel. Men paa Apotheket var den ikke længere at faa under den tyvedobbelte Pris. Varen manglede, hed det, – eller var skruet op af Spekulanter. Fra Alerts Medicinkasse viste den sig at være totalt forsvundet, og de indsaa nu, at den lange, gule havde besørget den i sin egen Lomme ude paa Havnen. Det var Epidemitid, og saa skulde Skibene systematisk plyndres.

Rejer var iland med alle de Pund Sterling, han kunde opdrive, og opnaaede derved for ti Pund en Portion Chinin saa stor, som han ellers kunde faat for fem Shillings. Han belavede sig nu paa en alvorlig Dyst med Kapteinen angaaende sin Vens Ilandbringelse.

Han skulde imidlertid spares for de Scener. Da han kom ombord, laa Kapteinen og skalv og raste. Mellem de voldsornme Feberanfald forlangte han at gaa under Seil, – at ligge her var Døden!

Rejer havde ikke vandret frem og tilbage mange Vendinger, før han var klar paa, hvad han vilde gjøre: – hente de Syge fra Hospitalet endnu denne Aften og saa om Natten lette.

Nok en Mand syg! – De var nu kun fire arbeidsdygtige igjen af den seksten Mands Besætning; men ved Hjælp af nogle hinduiske Havnesjauere, der betaltes godt, gik det.

Rejer var selv oppe paa Hospitalet og bevirkede i Kapteinens Navn de syge udleverede til Bærerne. Siden, i Mørket, fik de nogle Seil tilsatte, hev ind Stumpen af Ankerkjettingen og stod sagtelig udover …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.