XVI. Gaa paa!

Et halvt Snes Aar videre udover Livet! … Hammernæsfuruen, der havde staat saamangen Kuling og set saamange af Juhleslægten komme og gaa, havde mistet den ene vældige Gren. Den stod nu deroppe paa Haugen med en Revne og et svart ædende Hul oppe i Stammen – den ene Arm udstrakt saa vreden, knudret og trodsig som nogensinde! – og saa ned paa de blanke blaa Tagsten i Hammernæsvigen. Der var alt i Vækst, Liv og Rørelse om end lidt ensomt nu, Mandfolkene igjen i Vintertiden laa ude paa Sildefisket.

I Bakken laa der paa kryds og tvers Spor af Ski og Kjelker, store Fødder og smaa Fødder fra Gutternes og Smaapigernes daglige Ærinder og Besøg dernedefra op til Tante Ottilie, der sad paa Hammernæsset og «slet ikke brød sig om, at det spøgte i Bygningen.»

Ude i Teistholmene var Sjøboden vokset op til et helt lidet Salteri med Platting foran. Rejer Juhl havde lagt mange Penge ned der, men ogsaa trukket mangen god Skilling ud af det.

Og nu – midt i Vinteren, Tirsdagen den 18de Februar, laa han derude i et forfærdeligt Veir. Vinden rev med Stormstød paa Stormstød i Sjøboden, medens han gik derinde, og nedenfor i den lille knappe Havn laa hans Jagtefartøi for to Ankere og Varp og sled sig og duvede, saa at Sprøiten stod over Bougen.

Han gik i Sjøstøvlerne frem og tilbage paa Gulvet i 495den graatykke Morgenstund, medens endel Sjøkarer stod klinte op ved de halvmørke Vægge og ventede paa Besked. Han vandrede med Hænderne paa Ryggen, og de saa, at det bryggede stærkt i ham. Det furede, skarpe Ansigt med de graasprængte Skjæggetotter var sammenknebet ved Munden og haardt som Ben.

Han kræmtede og kræmtede …

«Jagten staar sig!» bemærkede hans Søn Jan.

Rejer Juhl svarede ikke, gik blot frem og tilbage.

«Naa Anders!» – udbrød han, da denne kom ind. Det var hans bedste Notebas, «Gammelbasen», som havde været paa Udkig oppe paa Holmen, «mener Du, han gaar mere om paa syd?»

«Bent sydvest næsten! Det skal spøge for Stængerne dernord. Tre Notekast lige foran Havsjøen, – den sparer ikke den! Det er mange tusinder Tønder Sild det, som ryger … kan bli’ en tung Dag for Aafjordingen! Der maatte nok baade Trosser og Varp til, skulde det holde.»

«Mest kniber det jo for Martin Sørhagens store Stæng,» yttrede én.

Stormen tog paany i Røstet.

«Det er godt, vi bare har Part i det ene, Far!»

Rejer vendte sig braat: – «Godt! … godt!» – oprippede han. Han gik hen til den aabne Dør og saa ud. «Veiret er nu ikke værre, end at med nogle gode Karer, saa seilede vi didop med Trosser og sligt, – vi har Dagen for os!»

Ingen svarede.

Rejer vendte dem bidsk Ryggen. «Hm! Hm!» …

Veiret rev igjen oppe under Tagspærrene. Atter keg han ud; – det røg over Holmen …

«Al den Sild spildt ud i Havet igjen … jeg mener, vi gaar paa jeg!» udbrød han afgjørende. «Det var Skam, om vi skulde ligge her med al fornøden Redskab og saa lade den store Velsignelse for Bygden gaa ud i Sjøen igjen. Naa Anders?»

Anders var villig.

«Jeg gaar med Dig, Far!» sagde Jan.

«Du blir her!» var det korte Svar.

496To andre bød sig til, og Folkene begyndte straks at gjøre alt klart.

Jan gik i Uro nede ved Fjæren og vovede et Par Ymt til Faderen om, at det kunde komme til at knibe stygt for Havn der nord ved Landet.

Det kostede adskillig Anstrengelse at faa Touge, Trosser og Notevarp ombordbragte i Dragsuget.

«Idag vil jeg gaa med Dig, Far!»

Han var alt ifærd med at sætte Foden ind paa Baadripen, da hans Far, som stod paa Toften, pludselig vendte sig om og gav sin seks, syv og tyveaarige gifte Søn et Nakkedrag, som uventet drev ham indover den glatte Tang mellem Fjærestenene.

Idetsamme satte de af – – og med Rejer selv og tre Mand ombord lænsede Jagten snart med Søndenveiret i Ryggen opover gjennem Rok og Sprøit. De fik vasket sig!

Men ved Middagstide naaede de ogsaa op til Stængene, og det viste sig at være aldeles paa høie Tid. Især stod det store yderste farlig udsat, og det gjaldt i Jagtens vanskelige Stilling midt under Sjøgangen at faa sat an allehaande smekkre Trosser og Varp. Vandtønder forvandledes til Kagge for at holde Noten bedre flot, og det lille Reserveanker udleveredes, da Noten holdt paa at slide sig ud for sine Drægge.

Her spilledes om store Værdier; men alt syntes dog nu nogenlunde sikkret; – kun laa Rejers Jagt der havneløs til Natten og maatte i Skumringen igjen staa udover for at søge under Øerne paa den anden Side af Fjordgabet.

Hvordan Stormen stedse øgede, og hvilket Hav der var udenfor, det gik Jan ængstelig og dømte om henne i Teistholmene om Natten, indtil Veiret tog til, saa at Taghellerne begyndte at ryge af, og de fik nok at bestille med at forsikkre Boden med Trosser. Hans Haab var jo, at Faderen skulde faat smidt sig ind i et eller andet Sund og taget Landefæste. Hans Hjertesmening var, at han havde en uvittig Far, som der maatte Kapsun paa en anden Gang.

497Men udenfor i Havet laa Rejer Juhl med sin Jagt for saa store Stumper Seil, han blot kunde føre, og pressede Sjøen, saa Spanterne knagede og Stevntræet dirrede! Vinden var gaaet vestligere, saa at han havde maattet søge rum Sjø for Natten. Fyret havde de hele Tiden nede i Læ; men saa det, gjorde de kun, naar de laa høiere end midt i Sjøerne …

«Her er alvorlig Vask, Karer! … for den, som ikke er vant til at seile med Jagt,» sagde han, da de ud paa Natten havde taget en forfærdelig Bræksjø, – «men saa har vi godt Lys i Stagen der inde ved Land … did vil vi ikke for god Betaling nu.»

Men did viste det sig snart, at de maatte.

Det blev mere end Storm, og Vinden sprang helt til vest, – bén paalands Vind og Hav! Her var ingen Raad for, og i hvidt Hav og sorte Natten bar det saa indover …

«Det er bare lige lukt paa Fyret det, Gutter!» sagde han tørt. «Han kjendes saa blid nu, vi har ham efter os. For den Rakker véd, hvad vi har foran os,» tilføiede han mumlende for sig selv med et Nik mod Kysten.

… «Forresten, Du Anders!» – yttrede han med en vis Lunhed til Gamlebasen, som stod surret ved Siden af ham ved Rorstangen – «Vestveiret hjalp godt paa Aafjordingens Notestæng … de klarer sig nu fint!»

«Ja-a, … de klarer sig!» – mente Anders med en egen Betoning.

Sort Nat, et Himmelhav, Sjørøg og Hvin om Ørene og foran – som en opdukkende dunkel, angstfuld Anelse, – Randen af noget gliset, hvidtandet, kantet, mørkt …

«Ser bedre ud paaskjøns, – lidt Vask til eller fra gjør ikke noget nu!» Og med ændret Kurs stod de videre indover, af og til fulgt af et skyvende Braat henad Dækket.

Nærmere og nærmere kom det sorte, glisende … takkede! Det var Døden, som grinede mod dem …

Hver Braat, der glistede inde i Mørket, stak med Rædsel i Hjertet …

498«Skal det gaa frem for Vorherre inat, saa er det godt, jeg har saa lidet for egen Regning i Stængene!» yttrede Rejer til Gamlebasen.

– Som det begyndte at se ud nu, blev hver tavs for sig.

Tankerne gik tunge og blege i Rejer. Det var en uventet Stans paa et stærkt Liv! … Fuldskurendes Karer til at tage det op efter mig, baade Jan og Jan Conrad! … Og Sara, – skal hun ikke møde mig mere paa Bryggen? … Det blir tidligere Slut, end jeg lystede! – det var som en Brudedans for mig, fra jeg fik hende … han lettede paa Sydvesten for at faa Luft!

Hans hele Liv laa med ét som et Speil for ham!

De havde nu de susende Brændinger til begge Sider …

Pludselig lyste det skarpt op lige foran Bougen …

«Nei dette gaar som med Far min, da han stod paa Kirkebakken hjemme i Aafjorden og prækede mod Silden, – det nytter ikke, Anders!»

I næste Øieblik huggede de. Luften blev hvid … Braattene jog henover dem!

*

Blandt de mange Vragstumper og Rundholter, som efter den Februarnat laa og drev overalt inde mellem Skjærene, var vel og de i Grundbraattet knuste Spanter og Planker af Jagten. Men aldeles utvivlsom blev Ulykken først, da Navnebrættet en Ugestid efter fandtes inddrevet nogle Mile sydpaa.

Jan kom med den tunge Melding og søgte betænkt at berede sin Moder saa varsomt som mulig. Men hun greb straks hans Arm, og aldrig skulde han glemme de Øine, hun satte paa ham; det var, som hun kunde se igjennem ham som Glas … «Fortæl, Gutten min! … jeg begriber ikke, hvad Du siger! men jeg husker hvert Ord! … fortæl om alt, – nøiagtigt! … altsammen!» …

Hun blev blegere og blegere, medens hun hørte paa ham, – holdt paa at ville lægge Hovedet ned paa 499Bordet, men reiste sig saa pludselig … «Og det er alt, Jan! Har Du glemt noget, maa Du sige mig det.» Hun gik, og han vilde støtte hende.

«Tak nei, Gutten min, lad mig være alene.» Dermed lukkede hun sig inde.

De var i stor Ængstelse for hende, da hun hellerikke den næste Morgen kom ud, og Jan gik nu ovenpaa. Han fandt hende siddende stenrolig og bleg.

«Du faar komme ned og tage fat, Mor!» Hun sad en Stund urørlig og saa ned i Gulvet …

«Saa pas havde jeg troet, jeg holdt af din Far, at jeg ikke skulde kunne overleve ham. Men Livet er ikke slig … og vi tør ikke slippe, hvad han har begyndt her i Aafjorden, Jan!»

«Ja, jeg fik hans sidste Paamindelse, Mor! – et Nakkedrag, saa jeg laa i Fjæren … Men nu er det gaat op for mig, hvorfor det var: – han vilde ikke vaage to af os paa ét Bræt … … Det skulde sige saameget som, at vi ikke skulde sidde her og sørge, Mor, men gaa paa!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.