V. Han skurer og skures

… «Tørn ud der! … Reve … reve … reve!» brøltes pludselig under Tramp og Spektakel ned i Folkelugaren paa Alert.

Rejer aabnede forsigtig Øinene, – og i de første Dage i Nordsjøen laa han uhyre ængstelig for mulig at overhøre et «Tørn ud!» han vidste, at han var tungsvøvnt, og tog alle Forholdsregler for at ligge med vaagent Øre. Som Kok gik han nemlig fri for de almindelige Vagtskifter og kunde sove hele Natten, undtagen naar der kom paa Rebning eller andet Allemandsarbeide.

«Rev i Mersseil! … Bramseil fast … Tørn ud der!» – gjentoges Kommandoer ovenfra, medens der larmedes i Trappen med en Blikkasserolle.

Rejer reiste sig i Køien; hans første snare, mistænkelige Blik var til Skoene om nogen kanske havde spigret dem fast til Gulvet igjen som igaarnat.

Folkene af Dagvagten sad alt nede paa Kisterne ifærd med at kaste Klæderne paa sig, andre fo’r i fuld Rig med Olieklæder og Storstøvler op ad Trappen. En 366Strime af Dagskjæret lyste nedigjennem Ruffet, Regnen slog mod Skylightet, og Fartøiet krængede stærkt.

«Tag Kokken med paa Bramraaen, – skrup Jer!» tordnede Baadsmanden ned gjennem Ruffet.

Rejer fo’r som et Lyn i Skoene.

Oppe paa Dækket var fuldt Arbeide og Kommandoer, Brøl i Brøl, gjennem Raaberten. De bakke Seil slog under Bygen med tunge voldsomme Slag og Smeld mod Masterne, medens det peb og ulede og hvinede og tvinede i Tougværket.

«Klar ved Bramfald Skjøder og Gi’etouge!»

Rejer gav sig straks ivei med at entre op ad Vævlingerne. Uagtet han havde været under Merset før, havde han endnu aldeles ikke let for at finde sig tilrette i disse bløde Tougværks Trapper. Det gik langsomt og forsigtigt til, halvt paa Maven, gribende for sig med Kløerne og skubbende sig opefter som en Hummer. Da han saa, at Jungmændene fo’r forbi ham, gjorde han et forgjæves Forsøg paa med sine lange Ben og Arme at tage to Vævlinger ad Gangen. Ved Pyttingvantet under Merset, hvor Stigen gik bagover ud i Luften, stansede han betænksomt; men opdagede i det samme Hullet indenfor op til Merset og nyttede øieblikkelig Gjennemgangen. Oppe ved Salingshornet stansede han igjen lidt, som han saa efter et nyt Frelsens Hul, og tog saa atter paa, paa Paddemanér med det ene Sæt opover i Vantet efter det andet, saa med Fødderne og saa med Armene.

Lidt efter stod han paa Pertlinen af Store-Bramraaen, medens Vinden peb i hans Seildugs Bukser, og det slingrede høit udover den mørkegraa og grønlige Sjø, saa én kunde blive svimmel og gal i Hovedet. Han var aldeles forvirret. Han hørte Kommandoer nedenfra, men blev bare mere svimmel, – gjentagen «Halimen o-ho!» lød som Toner fra en anden Verden omkap med Tutingen og Hvinet i Takellagen.

«Hvad gaar der af Dig, Kok?» spurgte Jungmanden udenfor ham paa Nokken.

«Ingenting!» svarede Rejer kort; han kom med det 367samme igjen til at se ned i Sjøen under sig, medens de svinglede udover den.

Og at der var noget som feilede ham, fik hans Nabo indenfor, Svenskeren, nu at mærke; thi han brølte rasende:

«Inte til Luv! inte til Luv, din lange Trump! … inte loffe … inte loffe! hører Du … Spolere Seilet! …»

Men Rejer viste ikke Spor af Tilbøielighed til i sine forskjellige Udgaver nedover Seilet til Krabberne at skjælne mellem Luv og Læ eller overhovedet forholde sig partisk mod nogen af dem. Her gjaldt det bare og udelukkende, det følte han, om at blive hængende over Raaen og bjerge Livet, hvad der saa ellers gik for sig.

Det var dog lidt efter, som Svimmelheden begyndte at gaa over, og han kunde tage fat igjen.

«Der,» sagde Svenskeren og rakte ham en rund Lommeflaske, «Du er jo saa hvid som en vaalnad!»

Rejer tog sig en Slurk og syntes, det hjalp vidunderligt.

«Bare ikke Bramstangen gaar, mens vi sidder her,» vedblev Svenskeren; den stod i Virkeligheden som en Fiolbue.

«Den er Kvistfri» mente Rejer og tog nu ind Seilbugterne i store Tag.

«Kors for Bjørn!» sagde Göteborgeren, «det er ikke Armer, det er Labber.»

Bramseilene var opgivne, Storseilet fast, Klyveren fast og Reb i Mersseilene.

– Og saa skulde Rejer gjøre Kaffe for Dagvagten.

Han gjorde op i Kabysen, skyllede den store Kobberkjedel og trev den hen paa Komfurhullet. Det skede alt med en vis forbittret Ihærdighed. Nogle af Folkene kom og fik tændt sine Snadder, andre af Vagten, der slubbrede hen over Dækket purrede utaalmodig i ét væk paa efter Kaffeen. De gjorde sig en Adspredelse i Styggeveiret af at overskjælde Kokken; men 368han slog blot, bortvendt, Kryl paa Ryggen og lagde Kul til under eller blaaste i Trækhullet.

Rejer var i fuldt Oprør og Gjæring, og Ræsonnementet gik indeni ham den hele Tid.

Det var virkelig overmaade heldigt, at han var kommet ned igjen, – overmaade heldigt, svineheldigt! Han smilede bidsk bittert: Ja-a, de skulde bare hjemme set Juhlegutten slig hundset, – set Odelsmanden til Hammernæsset, da han laa oppe paa Raaen og – – det var paa et Haar nær, han havde deiset.

Han tog hidsigt den spruttende Kaffekjedel af Kogehullet og satte den hen paa skraa for at klares; men han havde glemt at have Kluden først om Hanken og slog nu knepsende med de brændte Fingre i Luften.

«Naa Kok,» stak en krøllet Hundeskindshue sig atter ind, «er ikke Kaffeen endnu gjort?»

Rejer tog med et Ryk Laaget af, saa hedt det var, og kastede Fiskeskindet i:

«For mig kan I tage den saa grugget, I vil; der staar den!»

*

– Javist var Rejer kommen paa Farten! Nede i Kanalen havde de aget lystig Kjelkebakke, helt til de kom nedover i spanske Havet og nu udenfor Cap da Roca! – det var ikke altid saa let at staa inde i den kvalme Kabys foran Stegepanden, hvori Smørret skulde brunes over Kjødet til Kahytten og Ærterne og Flesket samtidig passes.

Men saa luftede han sig udenfor af og til, og der var Vind nok at faa.

Hi for et Hav!

I Sælerne og med de opbrættede Ærmer saa han ud som en lang, svedglinsende, sodet Smedesvend. Og den Kritik, som faldt paa hans Gjerning i Kabysen, var heller ikke skaansom. Saa var Ærterne svedne, saa Mid i Grynene, hvad han jo ikke kunde for. Saa var Svedskerne i Sødsuppen udkogte, rent væk; han havde spist dem selv hver evige én! Eller ogsaa, da 369han skulde gjøre det bedre, var Suppen raa, «Vand og Gryn! det rene Hestefoder.»

Han havde fra den første Dag af foresat sig ikke at svare, og han holdt det fast og uryggeligt. Sin Pligt som Kok at holde alt blankt og rent hos sig i Kabysen og at have Maden færdig til at øses op og leveres ud til bestemt Tid, den baade kjendte han og overholdt han, saa fik Stewarten bringe den agter i Kahytten.

Stewarten ja! – den pyntelige Spirrevip med det krøllede Haar delt i Panden, som trippede saa pent, og som de kaldte Parykmageren, han tillod sig ogsaa at være vittig over ham.

Det var den Dag udenfor Cap da Roca …

Rejer forstod godt, at det var til et Slags almindelig Forlystelse, at han midt paa Formiddagen var kommanderet tilveirs, og at Folkene havde staaet nedenunder og moret sig over hans usjømandsmæssige Adfærd, som om det kunde været en Marekat, der gjorde Kunster.

I sine Betragtninger herover var han nu et Øieblik, før der skulde skaffes, traadt ud af Kabysen for at lufte sig og stod og keg udover Rælingen i opknappet Uldtrøie og trak Veiret.

Her var pludselig blevet forfærdelig varmt udenfor Kysten af Portugal. Havet gik grønblaat, svært som Huse, de havde hele Atlanteren væltende paa Siden og gik for ét Reb i Mersseilet.

Idet Stewarten saa kom med Terrinen, maalte han Rejer med Øinene efter hans hele Længde og saa derefter gjentagende prøvende op efter Reisningen:

– «Hernede kan Du snart faa se Abekatter nok, Kok! som klattrer endda vakkrere end Du.»

Rejer gjorde et Kast op med Næsen og gik ind i Kabysen igjen; men Stewarten kom lige efter under Dønningen til at faa Ærterne udleveret af ham, saa han skoldedes og fo’r brølende med tom Terrin ned i Kahytten.

Der blev Staahei. Stewarten klagede og jamrede, men mødtes af Styrmand Lind energisk med, at han 370var en Klodrian, og at det naturligvis var sket af Vanvare. Der skulde ingen faa indbildt ham, at den troskyldige Landsgut gav sig til at skolde nogen med Villie.

De satte Kurs op Baien af Cadix, hvor de tog Vand paa Rheden og kjøbte Vin, som skulde vanke i Middelhavet.

Ved Førstevagten om Kvælden stod de igjen tilsjøs, og den næste Morgen i Solrenningen løb de for en rivende Strøm ned over Gibraltarstrædet. Det var tæt af Seil fra Feluker og marokkanske Schebekker til store Linieskibe, nogle skulde op, andre ned, en Fest af Flag, Signaliseringer og Saluter mellem Krigsskibene, som mødtes og hilsedes paa alle Sprog og i alle Nationalkulører.

«Det gaar ud og ind her som af Halsen paa en Flaske!» forklarede Baadsmanden med et Skub paa sig.

Men Rejer stod der som flyttet hen i en anden Verden. Han saa Tinderne af de spanske Snefjelde, med underlige skarpe Skygger imellem, langt indover Landet gløde og rødme op imod den høie, blaa Himmel. Han blev blød om Hjertet.

Hvordan mon det saa ud paa Hammernæsset nu? – det var vel i Bjerkesprætten. Han saa som et Glimt af sin Mor i Gangdøren …

«Hu…u…aah!» gispede Baadsmanden i Morgenluften …

Duften af de hvide blomstrende Mandeltræer iland kom luftningsvis næsten bedøvende udover med Morgenbrisen, og Middelhavet laa purpurviolet lige foran dem.

«Siden,» sagde Baadsmanden, visende paa Gibraltar, «havde de at seile i bare blaa Vandfarve med Landet om Bagbord, helt til de kom isigte af Fanalen eller Fyren foran Barcelona.»

– – Og indom Landtungen, der lukker for Barcelonas Havn, gled Alert saa en speilende Formiddag for opgivende Seil.

371Den høie Fjeldkegle, Mont Juich, med det faste Slot som en Rede paa Toppen, med sine Rækker af Kanoner og Castiliens Flag paa Tinden, mødtes under Skibskjølen mod det hvide Fyrtaarn paa den anden Side af Løbet.

Her var fuldt op af Skibe inde paa den mægtige Havn, og en Mængde Luggere og Feluker med Latinseil kom indfarende med Fisk, Vinfade, Grønsager, Oranger, Nødder, Æg og Høns, stablede i Kurve til høit op paa Masterne.

«Her skal Du se en Spanierinde!» sagde Stewarten i Forbigaaende ind i Kabysen.

Rejer saa i Hast udover Rælingen. Et Par Baade med Latinseil og nogle skraalende Mennesker havde huket sig fast til Skibssiden. I den ene stod hæst skrigende en gammel solbrændt, rynket Kvinde med sorte Hestehaar og Barter og næsten Klør paa Fingrene og bød ivrig op noget kaalagtig grønt og en Kurv med kaglende Høns under Nettet.

«Fælt Folk!» tænkte Rejer; … men, hvad disse Baade med de afklippede trekantede Seil skjød for Fart, endda det var saa stille, næsten ikke rørte sig Vind. Han havde lagt Mærke til dem nu den hele Vei opover langs spanske Kysten.

– Som han gik paa Baviansvagten om Kvælden, de havde klaret Toldopsynet og Kapteinen var gaaet iland, – kom Styrmanden hen til ham:

«Hør!» – sagde han – «Du har hørt snakke om Spanierinderne. Ja, de er ikke alle slige som den Uglen paa Feluken idag. Jeg vil bare gi’ Dig et venskabeligt Vink om at passe Dig her, naar vi kommer ind til Moloen, der er nok af dem, som vil fiske Sjøfolk. Hold Dig i Skindet og arbeid – helst med Ryggen mod Land, det er tryggest. Jeg vil bare advare Dig, forstaar Du!» Han drev af.

De havde forhalet længer inde paa Havnen, hvor Fiskeladningen lossedes ned i Lægtere, der gik til Barcelonetta, og Arbeidet gik paa Skibssiden den lange Dag. Om Kvældene fik Mandskabet gjerne Landlov, to 372og to ad Gangen; og at der var Mærkværdigheder iland, fremgik noksom af deres Beretninger, naar de kom ombord igjen.

Det lod imidlertid til, at Turen til at faa Landlov aldrig skulde komme til Rejer. De Par Gange, han forsøgte sig, mødte han Afslag. Kokken maatte være ombord, hed det.

… «Ikke engang anse mig for jevngod med Stewarten!» udbrød han forbittret en Aften, da Jollen satte fraborde; Lanternene tændtes omkring paa Havnen, og alle de kulørte Lys blussede op iland. Han stansede oftere og oftere og saa udover i Mørket efter Morildstriben i Kjølvandet paa Baaden, blev staaende ved Brasen og fulgte Lysningen helt ind til Moloen:

Saapas Øine i Ho’det troede jeg dog, Kapteinen havde havt, at han havde opdaget, at jeg ikke netop er en af hans vanlige Rudere, at jeg ikke er som en anden Kaalrabi, der er kommet lige op af Jorden! Han véd overmaade godt, hvem jeg er Søn af. Ingen skal sige, de gjør Krus for mig her, bare praies om Kvælden og sætte de andre ombord. Nederdrægtigt! Han slog Tampen hvast i Rælingen: Benytte sig saa lumpent af, at jeg tilfældigvis gir mig til hans underordnede. Naa naa, mig gjør det ikke noget, sagde han gelassent; de kan være skraasikkre paa, at jeg ikke skal være høfligere igjen. Rejer Juhl slipper ikke den Tougende, han engang har begyndt at hale i. Ne-i … han gjør … ikke … det! …

En Eftermiddag slog saa ogsa endelig hans Tur, – Landlov til Midnat sammen med Tømmermanden og Stewarten, der pyntet i Flipper og en aflagt sort Opvarterkjole fra sin tidligere Tjeneste iland, trippede paa sine korte Ben som en Kraake hen til Faldrebet.

Af Markedet oppe paa Moloen havde de faaet nok, naar de lagde ind med Jollen om Dagene. De var kjede af de gamle Kjærringer med deres Papegøiebure, der sad og skreg og solgte sur Vin og Oranger og alskens Varekram, og saa skyndte de sig forbi og opover. Som den erfarne lodsede Stewarten dem ind i et 373halvmørkt Hul oppe i Havnegaden, hvor de satte tillivs noget Sop i harsk Olie og endel forbrændte, sorte Kjødstykker, der var tørre som Træ. Efterat have tømt en Flaske Vin uden at faa den harske Smag af Halsen, og betalt Regningen, gav de sig til at drive og glo i Gaderne.

Bagom alle de nedrullede Forhæng og Gardiner sad Spanierinderne, oplyste Stewarten, de kom først ud i Solnedgangen.

Efterat have vandret om i Skyggen under Husene i syv lange og syv brede og svalet sig for Heden med at kjøbe Is og Anisbrændevin, stod de endelig foran et stort, oplyst Hus med svære Indgange.

Det var det store Theater paa la Rambla. Der myldrede af Mennesker og Vogne, og de var pludselig midt inde i Strømmen.

Tømmermanden blev betænkelig. Stewarten ivrede for, at de skulde reise ind til Barcelonetta; han havde alt været der to Gange, og der var Moro over en lav Sko, baade Linedans og Theatre.

Men Rejer var nu ikke længere til at rokke af Flekken. Der stak ham noget for Brystet ved alle de pyntede Omgivelser. Saalænge han blot var ombord, gik det an at være Hund og Kok, det var noget, han nu engang havde bestemt sig til; men her, – iland? … Hun, Fruentimmeret, som stod der saa stolt med Kniplingsmantillen om Haaret og Skuldrene, hun saa nok, han var af godt Folk. Om hun havde vidst, at han stod som en sodet Kok om Dagene, havde hun nok ikke spenderet de Øine paa ham …

Han skammede sig pludselig ved sit Følge og lod, som han ikke hørte til dem. Da Tømmermanden nu beskedent tvilende mente, at her kanske var for fint for dem, satte han trodsig Hagen til:

«For fint? … For mig?» og uden at høre paa de andres Forestillinger trængte han frem did, hvor han saa der kjøbtes Billetter. Ind vilde han; de havde Valget mellem at skille Lag eller følge.

Billetter fik de, og siden lod de sig, stadig fremvi374sende dem, bugsere af Strømmen, helt til de var under Loftet lige ved Lanternerne i Lugehullet.

Nedenunder i Lasten var der stuvende fuldt af Mennesker. At der ikke var lagt Tyskendæksbjelker og Planker over Mellemrummet, mente Tømmermanden, kom af, at de maatte have fri Plads der til at danse paa Line. Hu! – det var som en Forvirring at se derned i Gryden.

«Hys!» sagde Rejer; han likte ikke det Udtryk, og hældede sig udover Rækværket for at se paa egen Haand.

Musiken begyndte med engang, saa der gik et Sæt igjennem dem, – og saa gaves Storseilet op.

Der stod en Ridder med Sabel ved Siden og Haanden paa Brystet, som satte paa med et forfærdeligt høit og langt Bo’linehal, og siden kom en hvidklædt Donna med udslagent Haar, som vred Hænderne og faldt paa Knæ og stod op igjen.

De sang Varp om Varp, og det var, som de aldrig skulde blive færdige.

Tømmermanden gispede den ene Gang værre end den anden, saa at Folk vendte sig og gloede vildt paa ham.

Med ét strømmede og myldrede der Donnaer ind, der hoppede og dreiede sig rundt som en Top; de ry’de frem som af en Sæk!

Tømmermanden sad en Stund meget betænkt; men pludselig rystede han paa Hovedet og reiste sig resolut og sagde, han vilde gaa. Det passede sig ikke for en gift Mand at sidde og se paa, at Fruentimmerne dansede barbente og for saagodtsom opgivne Underseil. Stewarten havde lovet at lodse ham ind nogetsteds, hvor der var Brandy og Gin, og nu gik han.

Noget modvillig fulgte Stewarten efter.

Ogsaa Rejer følte sig underlig ved det uvante Syn; men da hele Huset raabte og klappede, forstod han, at det vel maatte være paa noget Vis i Orden, skjønt et lummert Syn blev det.

Med en vis Lettelse ved at være bleven kvit sit Sel375skab sad han nu friere og saa sig om ind paa Scenen og ud paa Publikum; det var alt lige nyt, gik igrunden alt i et for ham.

Ja, nu var han da jumpet ud i Verden, ensom og ukjendt af alle midt i Myretuen. … Naar han før havde forestillet sig, hvordan der var der langt ude, havde han altid tænkt paa Batavia, – seilet did med «Generalgouvernør Swardecroon», den gamle Skude hjemme paa Væggen med det høie Agterkastel og de svulmende Seil paa Ræerne, – ligesom sin Stamfader! Monstro, hvordan han havde havt Verden foran sig? – Han var seig og vilde frem den Karen! Og det var kanske en og anden Juhl efter ham ogsaa. Men fattigere end han nu kunde han neppe have været, ikke to Daler paa Bunden af Lommen.

Naa naa, jeg er ialfald Kok! – faar se til at sætte Sleven ind nogetsteds, – ikke bryde mig saa farlig, om nogen brænder sig paa Snuden!

Som hans Blik halvt i Tanker streifede opefter og nedefter, syntes han med ét, han skulde kjende et sortkrøllet Hoved i Raden lige nedenunder …

… Styrmanden! – Javist er det Styrmand Lind!

Hele Huset blev pludselig et andet for hans Øine; nu var der ogsaa nogen, han kjendte.

Teppet gik op, men han maatte under Akten hele Tiden se paa Styrmanden. Silkelommetørklædet stak flot frem af Brystet paa hans fine Jakke, og Huen laa paa Knæet. Med ét bøiede han sig mod en Dame, som sad foran ham. Hun var bleg og havde en Nellik i det sorte Haar. Han sagde noget, hvoraf hun lo, og saa viftede hun sig. Nu skrællede han en Appelsin og rakte hende. Han var svært høflig, og talte og snakkede i ét væk. Ingen af dem brød sig videre om, hvad der foregik paa Scenen.

Styrmanden og den smukke Dame optog Rejers Opmærksomhed, lige til Stykket endte. Til hans Forundring gik de ud sammen, og han saa endnu et Glimt af dem mellem Mængden udenfor Indgangsportalen.

En Stund efter gik han ved Lygteskjæret nede paa 376Havnemoloen og ventede paa de andre, før han praiede Alert.

Det var lidt ensomt dernede ved Havnen, skulde være fuldt af Pak, – og saa havde de disse lange katalonske Knive. Men – han følte ofte til Slidren, han gik med under Trøien, – saa havde han ogsaa en Aafjords Tollekniv, og det var hans Fars egen.

Det var en Lettelse, da Styrmand Lind kom nedover; han var i opstemt Humør og nynnede.

«God Kvæld Rejer!»

Hvor kjæk og sjømandsmæssig han var. Bare den Maade, hvorpaa han satte Haanden for Munden og gjentagende praiede, indtil et Halloi langt ude svarede ham. Rejer var varm for Styrmanden.

«Hør Styrmand!» spurgte han pludselig, «hvad var det for en spansk Dame, De sad med oppe i Theatret?»

Styrmanden saa noget overrasket ud:

– «Saa? Var Du der? … Hun naa! – Aa det var … en Slags Slægtning af mig» …

«Her i Barcelona?»

«Ja, hun er kommet hid – tilfældigvis … egentlig et Slags Søskendebarn … langt ude» …

«Forstaar hun norsk?»

«N-ja, saa smaat … saadan lidt … Men det er ikke værdt, Du snakker om, at Du har set os sammen. – ikke til en Kjæft ombord! Du forstaar.» Han smaaplystrede lidt.

«Saa Du hende med det smale Liv og Øinene som dansede Cachucha? det var andet end hvad Du har set i Norge det! Saadanne Kastagnetter, det er, som de slaar og klirrer med Ild og Fyr, saa det spruder af dem, og Sjælen dreier sig i én. De er af Træ, ser Du, – hardt, glat steinhardt Træ. Men en saadan svartøiet én sætter Fyr i dem, og saa klirrer … klirrer … klirrer de, min Gut;» han plystrede Melodien. – «Hm! – Du har meget igjen at se, Rejer! og godt er det, Du ingenting véd, – jeg vilde gjerne bevare Dig, men lidt Vet maa jeg sætte i Dig, ellers kan Du ikke vide at agte Dig.»

377Han gik smaasyngende frem og tilbage paa Moloen …

«Men hør nu, Gutten min! Jeg véd jo, Du har adskillig Begribelse stuvet op i din øverste Etage. Du husker vel paa aldrig at give nogen Greie paa, at Du har Kjendskab til mig, fra før Du kom ombord. Det er den bene Vei til at blive lagt for Had af hver en af Folkene forude. Tag heller alle Skuringer, de gaar over tilslut, og jeg skal gjøre mit bedste, hvor jeg kan. Nu tænker jeg, jeg skal faa det saaledes til, at Stewarten gaar halvt med Dig om Kabysen.»

«Sei der Manne! skrup Jer lidt,» raabte han op til Tømmermanden og Stewarten, der kom høit snakkende ovenfra, idet Jollen lagde til ved Bryggen.

Under det usikkre Lanternelys kastede Fartøierne dybe sorte Skygger paa Bunden af Havnen, og Fæstningen Mont Juich saa ud som en dunkel Jætteskikkelse i Natten, mens de roede ombord.

Der blinkede store, glansfulde Stjerner mellem de utallige Ræer og Master, og Rejer sad og huskede op igjen hende, som havde danset Cachucha, og som han saa aldeles ikke havde forstaaet sig paa. Nu saa han hende igjen i Tanken i hver Bevægelse, hørte Kastagnetterne. Nei, hvor han havde moret sig iland!

«Vel roet!» lød det fra Styrmanden, idet de lagde til Skibssiden.

*

De laa inde ved Moloen og lastede med hele Trafiken af Markedsbaade omkring sig om Morgenerne.

Det var et Styr, Raab og Sjau, saa én ikke kunde høre sin egen Stemme, og de behøvede bare at stikke Kroppen over Rælingen for at blive kvit sine Penge. De samme Baade lagde til omtrent paa samme Sted; Rejer begyndte alt at drage Kjendskab paa dem.

Medens han i Morgendisingen stod og hang udover Rælingen og gjenkjendte den gamle Hubro af en Sælgekone, som sad til Halsen og skreg oppe i sin egen 378Grønske, var der idag under Solseilet agterud et andet Syn.

En ung Pige med hvide Strømper og lette Sko sad med opbrættede Ærmer og et snehvidt Haandklæde over Fanget og vaskede og kjæmmede sin lille Broder, til de skulde op paa Bryggen. Hun brødes med ham i ét væk, naar han var gjenstridig; hun beundrede øiensynlig sin lille sortkrøllede, egenraadige Prins af en Broder. Med ét vred han sig fra hende. Hun sprang efter og greb ham, som han holdt paa at smudse sig til ved en Tjærepøs, og den gamle Hubro henne i Kaalen skjændte.

Det var som for at kræve til Vidne og faa Ret, at hun pludselig saa sig om. Hendes Øine mødte Rejers. Hun rødmede lidt, medens hun samtidig leende svarede den gamle og drog Gutten tilbage.

Men, for Smil! – for Øine …

Han saa paa hende; han stjal sig til at se paa hende, lod, som han vendte Nakken til, medens han satte sig overskrævs paa Rækken og surrede en Hyssing om en Jernbolt. Han steg ned af Leiteren udenbords og op igjen, som om han havde Skibsarbeide der og noget at efterse, alt for ikke at miste et Glimt af hende, helt til hun og Broderen endelig stod oppe paa Moloen. De skulde vist til Kirke eller Besøg, saa pyntede var de; hendes Linned saa hvidt som Sne, Fødderne saa fine.

Han havde altid troet, at der ingensteds fandtes saa gjilde Stadsdragter som hjemme i Aafjorden; men hvad var Skautet og den tunge Hue der mod slig en Hat, sat saa kjækt paa Hovedet, og saa den tykke Vadmelsvalk, Jenterne derhjemme bar om Livet, mod den Maade, hvorpaa hendes Kjole faldt om Hofterne. Og, da hun saa nikkede Farvel ned til den gamle, var Rejer ikke rigtig vis paa, om de mørke Øine, der var saa store som spanske Nødder, ikke ogsaa et Øieblik gled hen paa ham med et lidet skjelmsk Smil, som hun nok havde lagt Mærke til ham.

Rejer gik i en Sus hele Dagen og passede paa, men 379de to kom ikke tilbage igjen, og Feluken seilede afsted uden dem.

Den lagde til igjen den næste Morgen, og han handlede Rid i Rid det ene Maal med Nødder efter det andet af den svartbuskede gamle, før de halede ud fra Bryggen.

– De havde netop hevet Ankeret ude paa Havnen om Eftermiddagen, og Rejer strævet sig sved i Solstegen med at hale Kjættingen bort fra Spillet, – de var for udgaaende med en Fragt af Huder og Silkevarer over til Civitavecchia, – da de et Øieblik igjen fik Feluken paa Siden. De to Søskende stod sammen henne ved Kurvene og snakkede med den gamle Kone, aflagde formodentlig sit Regnskab.

Feluken gled for Brisen, medens Alert endnu laa stille med Ankeret ned for Bougen, og Rejer skyndte sig, glemmende alt, bare for at se, fremover langs med Skanseklædningen; han stod tilslut oppe paa Bakken. Den gamle havde formodentlig fortalt om alle de Nødder, han havde kjøbt; thi den unge Pige lo høit og muntert op til ham, mens hun først nikkede og saa vendte sig om og vinkede med en Kjede, hun havde i Haanden, som man kan gjøre det til én, man aldrig venter at se igjen i denne Verden.

Men … for skinnende hvide Tænder og Stjerneøine! – – og Juanita havde den gamle kaldt hende …

– Der skulde tages ind en Trosse, som de havde havt ude for at varpe sig klar af Naboen, en svær Sukkerfarer fra Venezuela, og Rejer sprang blindlings til.

«Naa, vil din Susing hale i Forhaanden for fuldbefarne Folk! kanske for Baadsmanden med?» lød det haanligt og barskt, «skrup Dig, agterover, hører Du!»

Rejer laante den «fuldbefarne» et Blik, som – naa ja, han forføiede sig, om end noget langsomt, agterover til Enden af Tampen, hvor han stod som Sidstemand i Halet. Men hans Hjertes inderste kogende Mening var, at enten det var Baadsmanden eller Tømmermanden eller en befaren Matros eller en let Matros eller tilslut Stewarten eller Skibshunden, saa, – der380som de bare havde anet, hvor langt under Rejer Jansen Juhls Værdighed hele deres Rangforordning laa … Grovheder af dem! det var nu engang de Søleskvæt, han havde foresat sig at gaa igjennem.

«Baut Skib!» lød det en Stund efter, da de var ude af Løbet.

Stewarten fløi elegant trippende, endnu med en Nellik i Knaphullet, hen til Storskjødet, og Rejer fo’r, slængende Jernøsen fra sig i Kabysen, hen til læ Fokkeskjøde.

«Hart i Læ!» – gik Kommandoerne videre paa.

Rejer lod gaa løs, satte derpaa over i Luv og halede ind paa det slakke af Skjødet, eftersom Forræerne brasede rundt. Idet Fokken fyldtes, tog han Tørn og holdt an som en Løve, indtil der kom Hjælp til at anhale.

Han havde faaet Øvelse nok i den Kokkens Pligt at passe læ Fokkeskjøde, og han gjorde det altid med en Hidsighed efter at fare ud af Kokkehammen og ind i Matrosarbeidet, som ikke undlod at vække de andres Lystighed.

«Se Kokken, hvor han spænder i, naar han tar Tørn, – han er kjævbenet! … Der gjør han Tougenden op som et Par Hestetømmer. Hyp hyp! ind i Stalden din igjen,» og et Smæld med Tungen lød efter ham som til en Hest.

Om Kvælden gik han imidlertid paa Vagten i ganske andre Tanker end paa Dagens Bitterheder. Solen gik ned inde paa de spanske Bjerge, Havet svulmede med en Farve udover som smeltet Jern eller dunkel Vin, – en og anden Bonit løftede sig over Vandskorpen …

Juanita, havde den gamle kaldt hende, – Juanita! Hun havde set rivende deilig ud, da hun saa op paa ham igaar. Og nu idag, da hun vinkede med Kjeden i Handen, halvt løftet med Livet og Armene, og lo til ham. Alle Jordens Kvinder skulde være sortøiede, det blev noget andet end al denne blaaøiede Melkeblande nordpaa!

381… Ja hun lo … men han lo ikke. Gid han aldrig havde set hende! Hvad brød han sig om Fruentimmerne? Men hun, Juanita … Juanita hed hun! hende vilde, maatte han møde igjen. Han vilde se til at komme til at fare paa Spanien …

Han gik frem og tilbage med den blandede Følelse af hele Tiden at se hendes Skikkelse for sig og at være saa dybt ulykkelig. Af og til gjorde han et Stans ved Rælingen og saa ud.

Gøteborgeren sad henne paa Palstøtten forud og sang:

«Jag älskad en ros i min blommiga vår» … og Rejer stod og lyttede og tænkte paa sin «Ros» …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.