VIII. Rejer er baade Vægter og Vedhugger

… Men hvorfor gik den flinke Fyr der bestandig saa søvnig og bleg? Der gisped Bæstet igjen, lige idet han gik ud af Skoledøren …

«Du!» raabte Navigationslæreren pludselig efter ham, «Du, Juhl! sig mig her under fire Øine, hvorfor gaar Du saa tyndklædt?»

«Jeg? jeg fryser aldrig!»

«Saa? – Du mangler ikke …»

Det krøb i Reiers Stolthed foran Sjøofficeren:

«Nei da, jeg har velstaaende Familie, – om jeg vilde uleilige dem.»

«Ja ja, min Ven! det var kun et Spørgsmaal – vel ment.» Han affærdiger Rejer med et lidet Nik.

Navigationslæreren havde faaet en Elev, som han undrede sig lidt over. Han kunde undertiden gispe saa frygtelig langt ud eller sidde og knække i Stilhed det ene Gisp efter det andet, saa at man skulde tro, han baade var dorsk og uinteresseret. Men var der saa noget, han ikke forstod, reiste han sig og spurgte og vedblev lavmælt, men ligesom med et misfornøiet Træk ved Næsekrogen og høist ihærdig, uden at ænse de andres Fnisen, at spørge og forfare Grunden, indtil det saa tilslut gik op ogsaa for ham. Det var noget uforstyrrelig paagaaende. Men mere og mere gik det op for Navigationslæreren, at det, han saaledes engang fik hevet ind i Lasten, laa der sikkert og bedre stu395vet end hos nogen af de andre. Det saa ud til at blive hans bedste Elev det Aar.

I de første Dage, da Rejer endnu drev raadvild om, havde han oftere strandet op foran en Kagekurv nede paa Bakkehjørnet i Hovedgaden, og eftersom han udspurgte Konen, som sad og solgte, viste det sig, at han ikke havde truffet saa ueffent til endda. Hun vidste straks Raad til at faa solgt en Overtrøie og Uhret for ham og gav ham andre gode Anvisninger. Thi Madam Wahl eller «Walla», som hun almindelig kaldtes, havde mangfoldige forgrenede Forbindelser. Særlig sad hun i vidtløftige Mellemregnskaber hidrørende fra Kagehandelen med Aspiranter og Kadetter, kjøbte deres gamle Klæder, besørgede dem og andre vækkede om Morgenen og ellers en Mængde Vidtløftigheder udover Byen, der gav Smaafortjenester.

Hos hende havde Rejer nu faaet leiet et lidet Kot af et Værelse indenfor en Kjøkkenmur, og der gik Nattearbeidet paa Uge efter Uge.

Foran ham ved Talgpraasen paa det ophakkede, grove lille Klaffebord laa en Regnetavle, hvorpaa han noterede, medens han slog op Logarithmer og afsatte allehaande Diviationer, Afstande og Kurser i Regnestykkerne.

… Han sidder i en gammel hullet og beget Pjekkert, Hue og Skjærf, thi der er intet i Ovnen. Af og til reiser han sig og slaar sig varm med Armene eller puster i de røde, valne Hænder, der ikke længere vil holde Griffelen.

Vækkeuhret paa Væggen slipper med ét Loddet larmende ned og slaar fire.

Det er nu, han skal ud at vække, først hos Portneren paa Sygehuset oppe i Barakkerne, saa hos Kanoneren, saa, Klokken et Kvart før fem, knatte paa Døren hos et halvt Dusin Sjøkadetter, der har det styrt-travelt med Læsning under Jul og maa op i Otten. Han havde afløst «Walla» i den sure vækkerforretning om Vintermorgenerne. Saa hugge Ved igjen til Klokken otte hos Kanoneren, hvor han hver Dag fik Kaffe og to Stykker Smørrebrød.

396Hvor han længtede efter Kaffeen, den varme Kaffe og de to Smørrebrød! Han kunde have Lyst til at forbande sin Mave, der begyndte at knurre og ule efter Frokost allerede Klokken fire om Morgenen.

Og Morgenstunden, saa travelt han havde udover den, var frygtelig lang. Han huggede og kløvede i Vedskjulet hos Kanoneren, saa Fliserne fløi, blot for at overdøve den indre Stemme, – ikke i sit Bryst; thi der vidste Rejer … hu! – Jansen ha! – Juhl … hatsch – der knækkede Vedtræet over! – hvad han vilde; men i Maven. Den kunde raabe efter Grovbrød, Finbrød, Hvedeboller, Kringler, kort hele Stabeler af al den Mad, han bare kom til at forestille sig.

Og naar han saa var færdig, maatte der endda undertiden ventes. De havde sletikke Hast med ham derinde de Dage, Kanoneren skulde have Frokosten baaret hen til sig paa Værftet.

Han vilde have Kaffeen paa Pletten, den Kar, enten han var hjemme eller ude, og slig skulde Folk altid være, – det var en gammel Orlogsgast, det, som forstod at eksersere Huset, og fik Rejer selv nogengang Hus, saa – ja saa vilde han se paa den, som vovede at forholde ham Kaffeen saameget som et Minutt! Han slængte Øksen i Bakken, tog den saa igjen og satte den med et haardt Hug fast i Huggestabben. Han var færdig.

Saa nu kom de fire Skoleunger endelig afsted; han hørte dem gnage paa Søsteren og Dørene slaaes op og i derinde.

Saadan en rigtig Hustraverske, – graa Hverkenskjole og blaa Øine og husferm, det er streng Vasvelling det!

Jo nu var hun ved Kjøkkenvinduet og vinkede ham ind!

Rejer kom pen og beskeden. Ah, Kanoneren var hjemme idag; det var det, han tænkte! Ja, da var hun akkurat; ellers var det ingen Ende med al den Indballeringen af Kaffeen og Frokosten i Forklædet til ham. Hun havde engang endog begyndt paa noget, som om hun vilde bede ham gaa med den først hen paa Værf397tet; men da havde han gi’t hende et saa hvast – «Har ikke Tid!» – at hun ikke kom igjen med det.

«Godmorgen!» hilsede Rejer, idet han traadte ind i det varme Kjøkken, hvor Duften af Kaffeen slog ham imøde. «Favnen er opkløvet!»

«Godmorgen, min Ven!» Kanoneren danskede og sagde altid «min Ven» og «min rare Ven!» Han sad med den sømilitære flade Hue med Snoren paa Kjøkkenbænken og rørte i Kaffeen … «Godmorgen, min Ven! … Sid ned … Ja saa …»

Tyk og kort, med Træben, gik han under Navnet «Haubitzeren»; ialfald kaldte Walla ham saa.

Sara kom med Kaffeen og de to Smørrebrød paa en Tallerken.

«Hm, hm!» – kremtede Kanoneren af og til, mens han rørte i Kaffeen, og Rejer saa pent, han aarkede, hug Tænderne i de tykke Rugbrødskiver og beregnede Varigheden efter Cirklerne af Tandraden paa Smørret.

Hvad Slags Dyr, det var, Kanoneren lignede, som han sad der med Træbenet udstrakt foran sig, rundhovedet og graahaaret, med de spidse Øren stikkende op paa begge Sider af Huen, kunde Rejer ikke faa rigtig Has paa, – var det en gammel Ulv med den brede Næse og den store Mund, der altid ligesom sugede paa, hvad han mente, eller en klog Ræv eller en uskyldig Hare, der sad der paa Bagbenene. Han opsnappede et Par Gange et hastigt Blik hen paa sig, medens Stilheden i Kjøkkenet kun afbrødes, hvergang Kanoneren kræmtede sit Hm … hm! Han var vel staaet op sent idag og havde ikke rigtig morgnet sig endnu. – Nei, det var noget andet …

«Hm… hm!» kom det endelig. «Læse til Styrmandseksamen og hugge Ved … hm … hm … det rimer ikke!»

«Ikke synderlig!» – indrømmede Rejer.

«Lændset sig for Hyren og saa videre? … hm! hm!» frittede Kanoneren forsigtig seende paa sned hen paa ham.

398Rejer gjorde blot et lidet Kast med Hovedet. Det kommer ikke Dig ved, tænkte han.

«Og saa kommer man hjem og skal tage den belovede Styrmandseksamen!» lød det videre.

Rejer taug.

«– og saa … ja saa hugger man Ved og gjør Nat til Dag» …

Rejer følte, hvorledes Datteren, der tilsyneladende ivrig pudsede et Vaffeljern, skottede maalende op paa ham, medens Faderen inkvirerede.

– «Ikke sandt, min Ven?»

Det var hverken Hare eller Kanin, det var – med det runde Hoved og det smale Ansigt og de tyggende store egne Underkjæver – en slu Hund og det ovenikjøbet én, som lavede sig til at bide. Datteren lignede ham, det var blot den fine slikkede Hvalp mod ham. Naa ja, det kunde hænde, de fandt den for sig, som de ikke tænkte.

… «og saa tør man ikke skrive hjem, min rare Ven!»

«Tør ikke?» lød det fra Rejer.

«Foretrækker at hugge Ved og være Vægter og gjøre Nat til Dag i en fremmed By» …

«Har De ikke Brug for mig, Kanoner Rørdam! saa Adiø!» brød nu Rejer ud, idet han hastig svælgede den sidste Mundfuld. Han greb Huen og reiste sig og havde alt Tag i Kjøkkenklinken, da Kanoneren vinkede ivrig op med Haanden:

«Nei, nei, nei, min rare Ven! min rare Ven, det var ikke Meningen – ikke Meningen. Sid, sid, sid bare ned! … Tvertimod, – hvad jeg vilde sige, hm! … Det er meget net, – propert … af et ungt Menneske at tage sin Styrmandseksamen alligevel! Man kunde gjøre noget værre end det. Saa saa, sid nu ned … Værsaagod, det er gode Kringler» …

Rejer skulde aldeles ikke have.

«Byd ham Du, Sara!»

Rejer var fremdeles jernfast – var fuldstændig mæt.

«Det var noget, vi skulde tale om, min rare Ven!»

399Og nu kom Sara med en ny Kop rygende Kaffe. Da hun saa igjen skjød Tallerkenen med Hvedekringlerne hen til ham paa Bordet, sagde den gamle godsligt; «Saa saa, forsyn Dig nu … gener Dig ikke» …

Genere sig? – troede de det om ham! han greb til … store deilige Hvedekringler …

«Som Du véd, min Ven, hugger vi ikke Ved i Julen!»

Rejer svarede, at han vidste det; men, ærlig talt, var det en dyb Skuffelse; Julen igjennem gjaldt det jo ogsaa at faa Frokost!

«Det var blot det, jeg vilde sige,» bemærkede Haubitzeren.

Rejer sad en Stund og rystede Kaffekoppen rundt for at tage med det sidste af Sukkeret; han saa i Perspektiv en net Juleturing; men svarede ligegyldigt, idet han satte Koppen hen:

«Ja, ja, det faar saa være. Mange Tak for Kaffeen.» Han reiste sig igjen for at gaa.

«Nei, hør nu, min Ven! vi skal nok forliges alligevel, tænker jeg. Vil Du bare kløve væk paa Aarsveden derude før Helgen, efterhvert som vi faar kjørt til af Værftbeholdningen, saa kan Du spise din Middag her hos os i Julen. Unge Mennesker har ikke godt af at skaffe paa det løse bestandig» …

Rejer betænkte sig lidt. Han følte, at han ved en saadan velvillig Kontrakt heller kom til at kløve mere, end han vilde, end mindre …

«Du faar ikke nøde, Far! Sjøfolk har andet Vis at ture Julen paa,» sagde Sara lidt udfordrende, medens hun rask slog Melet af Haanden fra Vaffelrøren, som hun havde vispet. Det gik som Vinden med hende først med Æggene og saa Melet. Hun saa sandelig ikke gal ud der i Kjøkkenet! …

Naa ja lige fedt … Rejer slog til.

Og i de seks Dage før Jul stod han ufortrødent al den Tid, han havde tilovers, i Kanonerens Vedskjul og huggede og kløvede, saa Sveden randt i Kulden, og Vable paa Vable blærede sig op i Næverne.

Om Eftermiddagen kom Sara ud med Ølost og Smør400rebrød, og hun var ogsaa saa omtænksom at laane ham et Par af Kanonerens gamle Vanter; men ellers sagde hun ikke et Ord, og det samme kunde det være!

Hun var aldeles ikke af hans Art Fruentimmer, stærk og resolut, saa hun gjerne kunde slaa en Mand i Dækket. Hun kom altid hastende ud fra Julestaaket med et Seil af et melet Forklæde helt om sig.

Bestandig saa hun med Flid kun paa Veden, ikke paa ham, som om hun regnede efter, hvor meget han vel kunde have hugget op. Men han skjønte nok, hun undrede sig over ham. Der var et eget Træk ved Munden, omtrent som hun vilde sige, at hun virkelig ikke begreb, hvorledes en saadan lang Matros var kommet ind i deres Vedskjul.

Om Kvælden, naar han kom ind i Kjøkkenet og afleverede Lygten, var det netop saavidt, hun lagde Mærke til ham og nikkede, medens hun knaede og arbeidede der med Deigen. Og dygtig spansk var hun i Nakken, naar hun rettede sig fra Deigtrauget og bad ham sætte Lygten hen; hun vidste nok, hun holdt god Figur!

Han havde alt tændt Lys hjemme og sat sig til at læse inde paa sit kolde lille Kot, da han hørte Walla komme tungt inddragende i Gangen med sine Kurve. Han gik ud for at laase op Slaaen og lyse hende ind.

«Tak og Tak! – De er rigtig et høfligt og fint Menneske; det siger jeg til alle og enhver, og det er en Gudsens Sandhed. Aa luk Gangdøren, Juhl … Rimen ligger saa tykt, at den ikke vil igjen. Kulden biter aldrig slig som i Maaneskin.»

Han bar den ene Kurv ind for hende og ventede med Lysestumpen, til hun fik tændt op i Ovnen. Hun lugtede lidt af Brændevin, som hun pleiede, naar hun kom hjem om Aftenerne.

«Ja ja,» snakkede hun, mens hun taklede af sig noget af Embalagen, «og saa siger jeg, at Deres ganske Opdragelse er mere end som vanligt af en Matros. Jeg kunde nok fortælle, hvem som kom hen til gamle Mor 401Wahl idag. Det var ingen ringere end selve Løitnanten oppe i Styrmandsskolen. Nei mæn var det ei nei!»

Rejer begyndte at spidse Øren.

«Naa gamle Walla! faar I solgt brav af Kagerne under Jul? sagde han.

Aa ja saamæn, Hr. Løitnant! Tak og Ære som spør, sagde jeg. Der gaar en og anden. Jabra’ gjør det saa!

Pas Jer naa, Walla! sagde han, – han er nu saa spøgsom, maa vide. Nu kommer vi og undersøger Regnskaberne Jeres. I ruinerer Ungdommen, siger de. Jeg vil gi’e min Hals paa, de skylder Jer hver Kart af dem, akkurat som i gamle Dage, Walla, sagde han og plirede. Ja mæn sagde han akkurat saa. For De maa vide,» bemærkede hun polisk med de smaa graa Øine – «han har havt Aarsregninger hos mig, lige til han blev Kadetunderofficer; han var en af de sværeste paa Kager, – men, ikke husker han det og ikke husker jeg det. Vi bare saadan spøger, forstaar sig. Han vil nok allersidst være den, som sætter gamle Madam Wahl fra Næringen. Med engang stak han Stokken i Sneen. Hør nu, Walla! sagde han, – hvad er det for en underlig Pilot, I har faat stuvet ind til Jer? og – forlad mig! han er nu saa spøgsom, – maa han betale særskilt for Næsen. Naa ja, I faar stelle pent med Fyren, Walla! for, blir han ved, som han har begyndt saa gisper han sig nok frem til Styrmandseksamen, den Kar! Ja mæn sa’e han saa!

Gamle Mor Wahl vil nok ikke spolere sit Rygte med at tage andet end gentile Folk i Huset, og jeg har ikke set ham saa meget som drikke en Snaps, sagde jeg, – bare Kaffe, Hr. Løitnant! – og da kan ingen sige et ungt Menneske noget paa.

Men jamæn sagde han ordlydende saa: gaar han frem, som han har begyndt, – sagde han, – saa gisper han sig nok frem til Styrmandseksamen, den Kar! Men Kontanten kan vel være knap, sagde han; og dermed saa lo han og gik.»

Walla var opstemt i Anledning af den Opmærksomhed, hendes logerende havde vakt: Praten gik fortvæk, 402mens hun gjorde op Ild og af Kurven med Hø, hvori hun sad med Fødderne om Dagen, drog op alskens Forviklinger af gamle Gulvfiller, som hun placerede op over Ovnsmuren til Tørring.

«Gamle Mor Wahl har nok set bedre Dage, min kjære Juhl! – dengang jeg tjente som Fruenspige hos Konsulens Far oppe paa Kjækstad, og klædte begge Frøkenerne til Bals, saa fine som Dukker i baade Silke og Flor, og naar de kom hjem om Morgenen fra Ballerne i Byen med Hestene skumkjørte og de kom op paa Kammerset og Frøken Nella aldrig vilde lægge sig, men sad oppe udpaa Storsalen og bare saa ud i Graalysningen og graad og graad. Men Anne Wahl vidste nok, hvad hun graad for – Aa jø, aa jø …

Det var nu denne vakkre Løitnant Engelskjøn, som hun var hemmelig forlovet med. Men den anden, hun, som laa og sov derinde, hun behøvede ikke at græde hun, for hun sno’de sig nu saa fult og fint i alle Vendinger, saa, da det led paa, saa reiste Frøken Nella til Kjøbenhavn, mens Løitnanten og Søsteren holdt Bryllup paa Kjækstad! … Aa ja, Frøken Nella husker nok endda Anne Wahl, da hun pakkede hende ned i Slæden og gav hende Hofmansdraaber! … Hun græd, saa hun ikke sansede sig. Aa jamæn græd Anne med, saa hun kunde faat Theskeen fuld af Taarer, men hun matte tælle Draaberne hun som en retskaffen Tjener, – tredive Stykker. Frøken Nella tog dem med lukkede Øine. Farvel Anne! sagde hun, – fortæl ingen, hvad Du véd.

– Men paa Kjækstad blev der aldrig en glad Dag mere, for han var ikke saa sød, som han saa ud til, Løitnanten. Aa ja en gammel Tjener kunde fortælle meget fra sin Tilværelse, og gode Dage havde jeg, jeg skal ikke sige dem andet paa. Jaden havde jeg saa! Men saa vil én jo gjerne forandre Forfatning og sætte Fod under eget Bord. Fruentimmerne er ikke anderledes, og saa fly’r én i det, maatru … Wahl, han havde nu Brændevinshandel og Borenskab til Byen, og ikke drak han stort heller dengang, og han sad godt i det. 403Men saa blev det nu værre alt med Tiden, og da han døde, var alting rent og skrabet, saa Anne maatte tage Sælgekurven fat …

Og nede paa Bakkehjørnet har jeg siddet tretten Aar nu til Marts Maaned. Men jeg takker Gud for en god Seng! … Og nu maa De vente og drikke en Kop Kaffe med gamle Madam Wahl!»

Eftersom hun snakkede, blev Walla mere og mere overstrømmende. Hendes runde, bleggraa Ansigt med de graa Haartotter om, den lille fede Knop af en Næse, den større runde Knop af en Hage og de to endnu større Rundinger af Kinder lyste, medens hun med den enestaaende Hugtand i hver Side af Munden ligesom hug i til Bekræftelse, naar hun talte, og nikkede som en Hvalros.

… «Og saa hørte jeg, at De blev saa forstandigen forligt med Kanoneren, min kjære Juhl!

Gamle Haubitzeren og jeg vi er Byens Børn begge to. Ja som Tiden gaar, Eiamei! nu gaar han der saa stursk og bidsk paa ét Ben, – men han havde da to, og det to rigtig friske engang i Verden; for der stormede ingen over Salene som han … Eiamei! da han første Gang kom fra Kongens Kjøbenhavn, – han var Jungmand da. Da kan det hænde, Anne Ludvigsen ikke behøvede at se sig om to Gange, før hun havde ham i Hælene paa sig. Høit satte han Ho’det, og Datteren er ikke mindre stiv i Nakken. Vi var ærbare i min Ungdom og, min kjære Juhl! – men saa stramme som Sara Rørdam! …

Mandfolkene liker aldrig den Selvraadigheden uden paa li’som da, før de blir gifte. De vil ikke trække Tornebuske i Huset, – for, om der er aldrig saa mange Roser paa dem i Ungdommen, blir der tilslut bare Riset og Hakketjørnen igjen, med Respekt at sige!»

Gamle Walla sad der med Tørklædet om Hovedet i Hosesokker og varmede Fødderne foran den durende Ovn. Hun havde tændt paa Kridtpiben, og nu dampede hun og nød Tilværelsen ovenpaa den surt og 404seigt gjennemslæbte Vinterdag. Den Varme, som lyste og spillede der i Ovnsmundingen, medens hun sad og dampede og smaatænkte, var hendes Smule Sol i Livet.

Da Rejer efter endt Kaffetraktement takkede og gik ind igjen, smaaplystrede han lidt, før han satte sig til Bogen …

Mærkelig saa galant Walla var ikvæld! det havde nok bidt paa, at Løitnant Albrechtsen snakkede med hende.

… Saa hun var saa stolt den Sara Rørdam! … Det var det, han havde set …

Naa, for ham kunde hun sætte Næsen i Sky af Hjertens Lyst … hvad kom det ham ved? han havde bare at hakke og hugge sin Ved …

*

– Og hvor Rejer sov i Juledagene! – han kunde gjerne snuet Døgnet rundt, især da Walla i sin overstrømmende Venlighed havde fundet paa at laane ham sin gamle brune Kaabe som Tillæg til det tynde Overbrædsel, hvorunder han laa og huttrede og frøs i det kolde Værelse.

Ved Kanonerens rødmalede Klaffebord var der uroligt nok om Middagen. Tre viltre, graadige Gutter og en liden Pige, Børn efter Kanonerens andet Ægteskab paa hans gamle Dage, gav sin voksne Halvsøster nok at bestille, og Kanoneren var ikke den, som var mindst fordringsfuld.

De havde Kaalsuppe og fersk Kjød anden Juledag, og Kanoneren nødte selv med den ene Forsyning efter den anden. Han vilde ikke vide af nogen Slinger i Valsen, – sagde han, – eller udlevere blinde Portioner for skikkeligt Arbeide; og han vidste nok, hvad unge Folk mente foran et Madfad … «Da jeg var paa din Alder, min rare Ven, havde jeg alt faret fra Kjøbenhavn i tre Aar, før jeg blev fast Gast ombord i Briggen Lolland; men dengang ønskede jeg altid, at jeg kunde sætte hele Madfadet lige ind i Maven med 405engang som i en Stegeovn. Det var i Krigens Tid. Værst var det i Prisonen over i England, da vi maatte sidde tørmundede og lugte til, hvorledes de brunede Beafstegen med Løg paa.»

– Om Eftermiddagen kom der Julebesøg af Saras Veninder, der trakteredes med Mjød og Kager paa Bræt. Det var pene, vakkre Jomfruer, syntes Rejer; men de trak sig altid hen i det ene Hjørne og hviskede og tiskede, saa at han, muret fast, som han sad ved Siden af Haubitzerens Sofaplads, ikke rigtig kunde komme til at se. Han holdt dog Øie med dem! Der nødtes om igjen og om igjen til alle for hver ny indtrædende, Haubitzeren var ikke spar, – og saa maatte de hver Gang op hvor Julebrættet stod.

«Hm … hm!» – kremtede Kanoneren pludselig og puffede til Rejer, – han blinkede hen mod de snakkende unge Piger … «Pas nu paa! Nu kommer det an paa for en gammel Sjømand at klare sig – at tage Stød.»

«Far!» kom Sara op til Bordet; hun undgik den Side, hvor Rejer sad – «de vil gjøre Bal oppe i Sjømandsforeningen anden Nytaarsdag!»

«Dans alt det I aarker for mig, – jeg har Træben!»

Hun stod og støttede Haanden paa Bordet, og det undgik ikke Rejers Kritik, at den var rud helt opover Haandledet af Julevasken. Det var en rigtig liden rund, rød Arbeidshaand, – slet ikke styg ellers.

… «De kommer lige fra Høibaadsmandens» – vedblev hun – «og deroppe har de sagt, at han ikke sætter sit Navn paa, før han véd, om Du ogsaa kommer paa Listen!»

«I min Tid var det blot Mandfolkene, som betalte, Fruentimmerne gik frit!» – bed Kanoneren af.

«Jeg forstaar sletikke, hvordan Fruentimmerne kan have været paa din Tid, Far! – Takke mig til at faa betale for sig!»

Den gamle murrede …

«Naanaa da, Far! Du véd jo, jeg ikke gaar ulovendes. Det koster to Mark.»

406«For hver … for hver!» hvinede Kanoneren, – «to Mark ogsaa for mit Træben! – Fire … fire Mark! … Lagde jeg sammen alt det, jeg har udlagt og betalt for den Slags Plasér nu i femti Aar!»

Efter det, han havde hørt af Walla, tvilte Rejer ikke et Øieblik paa, at han talte sandt; men – kun faldt kanske det meste før Datterens Tid.

Sara havde vist ventet et andet Svar af sin Far; thi hun stod lidt forlegen og saa fra ham ned paa Bordet og saa igjen op paa ham, medens der fo’r et uvilligt Skjær over hendes Ansigt.

«En kan da imellem faa Lyst til at prøve noget andet end at traske i Kjøkkenet, – og jeg har jo ikke Træben, Far!» yttrede hun.

«Ja, ja, ja» – slog han til Retirade – «jeg véd ikke, hvorfor Du kommer og spør’ mig, naar jeg saa alligevel skal danse efter din Pibe.»

«Det er nok os allesammen, som gjerne vil danse, Overkanoner!» – stormede Fruentimmerne nu omkring ham, og én af dem, en tynd, lys en, kom lidt rød i Hovedet frem med Listen. «Naar Kanoneren bare skriver paa, saa faar vi straks Høibaadsmanden med.»

Han fik endelig malet op sit svære: «C. Rørdam med Datter» og strøet det med Tobaksaske: – «Nu, min rare Ven, Juhl! blir her Anledning for en Sjøgast til at svinge sig. Det koster bare at skrive paa; – ja ogsaa to Mark!» tilføiede han tørt – «men det finder Ungdommen altid ud af!»

De unge Piger keg nysgjerrige hen paa Rejer; de stod der om Bordet, færdige til at tage Listen.

«Vi har ikke saadan Hast med at faa alle tegnet paa, Far! Juhl skal faa betænke sig!» yttrede Sara.

Rejer blev hed. Han følte godt, at det var Vedskjulsgasten. Han havde nu alle Øine paa sig.

«Jeg bruger saa lidt at betænke mig, Jomfru Rørdam! Kommer Listen til mig, skal der staa Rejer Jansen Juhl!» sagde han hvast.

Sara studsede; der laa en stærk Selvfølelse i hans Ord og Mine, og han skarrede stærkt paa «Rejer».

407«Vi hjælper os med Juhl alene,» mente hun leende. Hun mysede saadan lidt med Øinene, mens hun saa paa ham og tog Listen; – «sætter De de andre Navne til, kan De komme til at betale for tre!» …

Spansk var hun, det var ikke til at tage feil af; men var hun kry, saa var han kry igjen. Det skadede ikke, at hun havde faat høre hans Navn!

«Hun der kaprer de mig ikke saa let!» hviskede Kanoneren; han pegte med Piben efter Sara, som just drog ud af Døren med Veninderne – «Jeg skal sige Dem, min Ven! – Hm! hm! her kommer andet Veir, det kjender jeg i Træbenet» – afbrød han med en Grimace – «jeg har gi’t hende en Smule Kikkert ind i Kahytsruffet at se sig for med og observere sin Mand. Det er ikke nok der at komme strygende i vide Bukser og Hat med lange Silkebaand nedover Snuden! Hun kjender dem, skulde jeg mene, – en Kjæreste i hver Havn! … Jo jeg har sat hende ind i Omstændighederne, ganske og aldeles. Jeg er vant til at snakke ende ud, skal Du vide, kalde Tingen ved sit rette Navn, eftersom hun har sine fire Søskende at forsørge, om jeg falder fra. Enten en gjældfri Kaptein, Sara! har jeg sagt, eller en Styrmand, en Kar, som Du ser, der er rigtig Kjærnetag i, – eller ingenting, spunds, punds nichts! Kommer en Matros, – om han er saa vakker som Guld, er det at holde stiv Kurs uden at se ham. Og for Sjøofficerer er det bare at luffe op straks, og saa helt overstag og paa anden Boug, – helt ud af Farvandet, Sara! siger jeg; de Folk er det totale Havari.

Ser Du, min rare Ven, jeg gir hende blot to Øine i Ho’det, og derfor … hi, hi, hi, kji, kji, kji,» – han puffede Rejer i Armen, «krydser der mange efter hende! Me-n … hi, hi, hi, kji, kji, kji» – han peb og hvinede og hostede i Stemmen, – «hun véd, hvad hun skal tænke» …

Rejer sad imidlertid og tænkte paa, hvilket Held det var, at han endnu ikke havde skilt sig ved sine fine blaa Sjømandsklæder. Det havde spillet nær om, at 408Jakken var sprunget før Juleaften; han havde alt ymtet om det til Walla; men saa kom det paa, at han skulde spise hos Kanoneren i Julen, og saa havde han opsat det til over Nytaar. Men nogen Kredit maatte han aabne hos Walla, det nyttede ikke at staa pengeløs til Ballet. Og egentlig havde han jo sine egne Penge at trække paa hos Styrmand Lind. Den Sag maatte ordnes endnu iaften; det var bedst at smede, mens Walla var i godt Humør.

«Godaften, Hr. Overkanoner!» sagde han pludselig.

«Naa-aa!» saa denne op – «skal Du afsted saasnart? – Uf det værker i Benet … Godaften, godaften, min rare Ven!»

– – Da Rejer anden Nytaarsdag børstede sine fine blaa Sjømandsklæder og delte sit Haar og pyntede sig som bedst til Ballet foran det lille Stykke Speilglas, brummede han og var i ærgerligt Humør:

… Næsten ikke rørt ved Læsningen hele Julen bare for dette, jeg hev mig saa tosket op i.

For at være Kar for Fruentimmerne! Hvad har jeg med deres Dansemoro? Jeg ligger ikke her for at more mig eller spille Sprætjunker for dem; – aldeles ikke – tvert, stik imod …

Og saa siger de, det koster bare to Mark! Naar det kommer til Stykket, saa skal én jo ha’ hele Riggen færdig til Parade fra Masteknappen til Kjølsvinet. Det er af Mynten det hænger, om jeg skal komme i Afdrift med det hele! – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Men, skulde han did, saa vilde han ogsaa bringe ud af det, hvad han kunde, og more sig.

– Dansesalen var pyntet med grønt og Bliklampetter henefter Væggene samt midt paa et Par Flag med krydsede Marinesabler under.

Der gik nu Dansen paa efter Hornmusiken.

Rejer havde faaet Bomuldsvanterne paa og et Fruentimmer under Armen, som han omtrent maatte løfte, hvergang han dansede med hende; hun var næsten ikke til at flytte, saa tung og smaatrippende var hun.

409Saa gaar det den, som ikke er kjendt. Han maatte til sin Ærgrelse erkjende, at han fo’r med en Trælastbrye, medens alle de andre duvede i Dansen med Fuldriggere og smekkre lette Skonnerter eller Brigger og her og der kanske en lidt rundgattet bredere Galeas, der vel var af de gifte …

Her gik lidt stivt for sig. En hel Del var Marineunderofficerer eller af de fast ansatte ved Værftet, og de havde sine Tommemaal paa Graderne mellem sig; det hørte han af Passiaren tilhøire og tilvenstre. Hver førte nok sine i Dansen, ialfald fik han ingen. Men troede de, han var til for at feie Gulvet med alle de Fruentimmer, de andre lod sidde, saa tog de feil!

Hans Øine løb om i Salen; han følte, det gjaldt at arbeide sig ind i det en Smule hændigt.

Engelsdansen gjorde han i al Lunhed med en Galeas, som var havnet paa Bænken bag ham, og som tog Styret, da han ikke var kjendt med Dansen.

Men saa kom Skotsken, og nu vidste han, hvad han vilde. Han havde set en liden sortøiet rask én med kulsort flettet Haar og lys Sirtses Kjole, som ikke kunde være saa høit oppe i Fiffen. Ansigtet var grovt, – lidt negernæset var det –; men danse kunde hun, det havde han set. Hun stod der i Rækken og trippede ordentlig af Utaalmodighed og vuggede i Hofterne; men høiere end til at danse med en af Matroslærlingene naaede hun ikke.

Rejer var i et Nu ved Siden af hende og tog hende op til Skotsken først og derefter til Svenskevalsen.

Han vidste, hvad han gjorde, og det varede ikke mange Omgange, før den stærkvoksede, høie, fremmede Matros i de fine blaa Klæder og med det rolige skarpskaarne Ansigt gjorde Opsigt. Han følte det selv, og der kom over ham, – en Virkning af det anstrengte unaturlig afholdende Liv, han saa længe havde ført, – en vis stille vild Rus. Han kunde danset saa længe, det skulde være, Benene bevægede sig som gjennem Luft, de Vekslæders Støvler, han havde kjøbt i Malaga, havde et saa passe lidet Knirk, 410han følte sig som en Fugl; og Tømmermandsdatteren gav ikke tabt … Det var en behændig Manøvreren mellem alle Slags Par, sene og snare, klodsede og snublende, uden et Øieblik at støde an, altid raskere og hændigere end nogen af dem. Og da han endelig satte hende ned, var det ikke af Mangel paa Villie til at fortsætte, – han var noget af en løbsk Hest, der var kommet i Rend, men fordi Musiken med ét stansede.

Da han gik fra hende tvertover Salen, følte han sig Herre paa Pladsen; der tvilte ingen nu paa hans Ret til Gulvet.

Se saa, – nu begyndte den kjedelige Engelsdans igjen, som han ikke kunde. Han var slet ikke længere i Humør til at lade sig slæbe igjennem den som sidst for Bugsertrosse sat an i en eller anden Madam.

Han var i sit Mod anvanceret fra Forsvaret til Angrebet og begyndte at se en Smule paa de andre. Turen kunde nu være kommet til ham at dømme og mønstre.

Han sad der i en temmelig flot Stilling med Benene overkors paa Bænken, mens han iagttog Engelsdansen, og han følte godt, der var mange, som saa hen paa ham. Imellem de dansende heftede hans Blik sig mere og mere ved en Skikkelse i blaa kjole – saadan, hvad han vilde kalde rigtig frisk middelhavsblaat med en Bris! – det var Fart med hende, – og hvide Strømper og Sko. Det var Sara Rørdam, som altid dansede blandt de øverste. Det stod ikke til at nægte, at det var Figur og Reisning! – af disse stærke, myge Master, som kan bære svære Seil uden at Stængerne gaar. Jo, Ret skal være Ret, det er en stolt Skikkelse, prægtigt Haar; gult og mørkt om hinanden, lidt af Zebraen i Menageriet i Triest; – men vakkert nok! kun skulde hun ikke yderligere forspanske sin Nakkereisning med at sætte Haaret saadan i Knude, hun er kry nok før. Munter var hun, saa det lyste af hende, ikvæld; han hørte hende le deroppe, og nu kom hun nærmere og nærmere nedover. Der er mangeslags 411Fruentimmer i Verden, tænkte han, nogle man liker og andre man ikke liker; men ingen kan gi’ Grunden for det.

Sara Rørdam kom netop i Turen lige overfor hans Plads, og det kun flygtige Blik, hun gav ham, satte ligesom Seilet paa Tanken. Det var ledsaget af et Træk, som antagelig skulde sige saameget som, at hun fandt, han sad der midt paa Bænken og satte Næsen vel høit i Sky for kun en Matros at være og dertil Vedhugger i deres Skjul.

Han lagde yderligere Foden over Knæet og heldede sig bagover, medens han ligegyldig vuggede den.

Han saa hen paa hende med den mønstrende Uforskammethed, hvortil hans hele Ansigt var saa vel indrettet, saa hun havde Følelsen af at danse foran et Speil, der netop ikke satte hende i Rosenlys. Men desto trodsigere og ligegyldigere – og hvad Rejer ikke turde negte for sig selv, – stautere blev hun. Hun lo og snakkede med den, hun dansede med, men blev altid spanskere i Nakken, og saa fik han tilslut, da det gik videre nedover i Turen, en Hilsen til Afsked med Øjnene, som fuldstændig takkede for havt Umage med hende.

Man skal bare ærte Fruentimmerne, saa blir de vakkre, – tænkte Rejer, før kommer der ikke Fyr i fiskeblodet her nordpaa, – nei i Middelhavet! … Og hermed fo’r han, da Engelsdansen var ude atter over til den lille brednæsede Tømmermandsdatter. Men det, han nu saa for sig over hendes lave, flettede Hoved, var Sara Rørdams blaa Skikkelse og lysende Øine.

Det led udover Aftenen, og han havde nu alt danset baade med ugifte og gifte. Begge Hjørnevinduerne stod aabne ud til Stjernenatten, og under Taget hang Trælysekronen med Talglysene dryppende af Heden og flagrede i Trækken.

Han var kommen i Vinden, det var utvivlsomt; og nu klemte han ogsaa saa haardt op i den, som han bare kunde. Meningen med de to sidste Danse med 412Madamerne var at vise Sara Rørdam, at han kanske baade var hendes Ligemand og vel saa det.

Og nu gik han paa for at tage hende op. Han saa hende staa ganske oplivet efter den netop endte Dans i Samtale med nogle andre unge Piger.

Da det ikke var til at tage feil af, mod hvem han stevnede, veg de uvilkaarlig tilside.

«Det er vel ikke saa let at faa en Dans med Jomfru Rørdam?» hilsede han spøgende –

«Jeg har lovet mig bort til denne Dans, saa jeg maa sige Tak!» svarede hun. Hun mødte ham lidt trodsig maalende; hun havde ikke glemt hans Manér mod hende fra Engelsdansen.

… «Og næste?»

«Tak, den er ogsaa bortlovet!»

Rejer blev rød, og hans Næse begyndte at stige tilveirs med en Ansats til Haan; men han tog sig hastig. Han vilde vise, at Afslaget aldeles ikke bed paa ham, og at det nærmest kun var, fordi han havde været hos dem i Julen, at han nu kom. Hun tog ogsaa feil af ham, om hun tænkte, han agtede at fine paa sig for hende her mere end hjemme!

«De bruger vel adskillig Ved i Huset nu?» begyndte han som ligegyldig at spase.

«Hvorfor det?»

«Jo saa har De mig igjen i Vedskjulet om Morgenerne!» lo han.

Hun værdigedes ikke at svare noget til den Munterhed, trak blot lidt haanlig paa Munden.

Sandt at sige havde det, at Rejer optraadte saa fin i blaa Klæder og dansede saa godt, ikke lidt overrasket hende; og nu, han stod saa nær, saa hun oppe i Skjortelinningen over Knuden paa Silkehalstørklædet paa Bondevis en Søljeknap.

«De er vist fra Vestlandet?» spurgte hun.

«Hvorfor det?» lød det fra Rejers Side.

«Fordi De ikke bryder Dem om Skik og Brug her!» – kom det kort og kontant.

Rejer smilte udfordrende.

413… «ikke mere kanske, end om det var i Rio?»

Hans Mine tirrede yderligere.

«Det undrer mig blot, at De ikke ogsaa gi’r Dem af med at feie Skorstenspiberne her,» kom det saa med et Kast med Nakken.

Rejer saa paa hende.

«Det forsikkrer jeg Dem, Jomfru!» udbrød han med dæmpet Stemme, der skjulte et helt Udbrud, «at kan De bare skaffe mig en Feierpost, skal Rejer Jansen Juhl gaa Piben, det er saa sikkert, som at han skal ta’ Styrmandseksamen uden at ha’ en Skilling i Lommen. Jo, jeg er fra Vestlandet, Jomfru! – fra et Sted der, som heder «Gaa paa!» – og det, enten det skal gaa igjennem Vedskjul eller Byens Skorstenspiber.» Han nikkede og gik fra hende.

I de to Værelser indenfor vrimlede der af unge Sjøfolk, som lod Restaurationsvarerne komme til sin Ret, og som nu under et Ophold i Musiken udsendte en sand Skodde fra Snadder og Cigarer. Idet Rejer traadte ind, omringedes han straks af en Flok Kammerater fra Sjømandsskolen.

«Gisperen» havde overrasket ved at optræde som Støver mellem Fruentimmerne paa Gulvet og var pludselig forvandlet til Løve ogsaa i deres Øine. At han stod og huggede Ved hos Kanoneren for at klare Eksamen, hviskedes nu med Interesse, medens det før høist kun havde vakt en tvilsom Opmærksomhed hos de Par, som vidste af det. Nu saa de alle som én, at «det var en Kar det!»

– «Laane min Snadde, Juhl? – ypperlig Shag … «Birdseye», kjøbt i Liverpool!» … «En Cigar, Juhl!» – man stak dem fra to Sider hen til ham.

«Nu sætter vi os, Gutter! – og saa spleiser vi sammen til en Mugge Punsch! – Hvad Juhl? … Sei Du der borte i Ruffen! – en Mugge! – men kommer Du med Thevand, skal Du selv faa spule Halsen med det! … Stærkt, hører Du! – en ordentlig tre Marks Mugge, – saa Barkassen kan flyde!»

Det var svært hyggelige Gutter, og Rejer kunde ikke 414andet end føle sig smigret ved, at de alle var saa ivrige paa at faa ham mellem sig.

Kammerater og Venner havde han aldrig vidst af. Paa Skolen gik han sin egen Vei; han holdt sig fra dem og de fra ham saa han lidet var kommet til at kjende dem. Og nu sad han pludselig vel fortøiet og røgende paa en Maade som selvgivet Bedstemand, i et helt Lag med Venskab over en lav Sko! Det saa næsten ud, som hver eneste én havde kjendt ham i ti Aar, og det var tydelig pene Mennesker allesammen, Sønner af Smaakjøbmænd og Bestillingsmænd.

Man drak og man dansede, og hele Tiden holdt der sig som en fast Stok om Rejer. Hans stø Væsen og stærke Person tiltrak ved en vis overlegen, solid Sikkerhed, medens Virkeligheden egentlig var den, at Rejer med den ulige større Udvikling, han i mange Stykker besad, med tørstig Videbegjærlighed udfyldte et stærkt Hul i sin egen Erfaringskreds. Han havde i sin Opvækst bare levet med ældgamle, forstandige Mennesker, havde aldrig vidst, hvad Ungdom var, og nu speidede og gløttede han i al Skjulthed bag Øienlaagene efter, hvorledes de unge Folk i hans egen Alder bar sig ad. De drak forfærdelig, det var vist, blev muntrere og muntrere.

Og saa lod det, saa underlig desperat det var, til, at de alle bare holdt én Pung. Den, som havde, spenderede paa den, som ikke havde; der var ikke Tale om fornuftig Regnskab eller Opgjør. Den, som blev blank slog bare lystig paa Lommen, og sagde det.

Rejer kunde ogsaa saa noget nær slaat paa Lommen, men følte slet ingen Lyst til at raabe det ud.

Det var den tredie Bolle, og Venskabet knyttede sig stedse varmere. Mindst fem forsikkrede, at de havde set eller gjættet, hvad Kar han var, straks de saa ham paa Sjømandsskolen, men at han havde set saa uforskammet kry ud. En vilde blive hans Første-Styrmand, naar han fik Skude og blev Kaptein. En kaldte ham hele Tiden «Nils Juel». En satte sig op til ham og yttrede i Fortrolighed:

415«Hør nu, Juhl, – hvad skal den Vedhuggen til hos Haubitzeren? Du véd jo, vi altid kan laane Dig Penge. Snak bare til mig, for om jeg ikke har selv, saa véd jeg tre for en af os, som kan punge ud. Slig en Sjøgut staa og hugge Ved!»

Nu kom én i Døren og kastede ind den Bemærkning, at der imorgenaften skulde være Sjømandsbal inde i Laurvig.

«Vil Du gaa med, Juhl, saa gaar jeg.»

«Jeg og!»

«Jeg og!»

Rejer trak paa det, han havde sin Gjenhage i Lommen.

«Der er alt flere af Fruentimmerne budne,» vedblev Beretteren, «De har været hos Bergs, – Marie Berg skal did, og Høibaadsmandens to. Ja ogsaa Sara Rørdam» …

«Forstaar sig, de plukker ud de bedste af vore. Hende skulde Du danse med, Juhl!»

Rejers Næse steg igjen op i det høie, som om han bare vragede; han brød sig ikke med at fortælle, at han havde været der.

… «Hun sender baade den ene og den anden ned efter Falderebstrappen, maa Du vide; men danse kan hun.»

«Og saa er hun saa kvik at snakke med,» lagde en anden ind. «Jeg saa, hun stod og saa paa Dig, Juhl, isted.»

«Naar?» – vendte han sig raskt.

«Da Du dansede vel, – med den lille sorte Tømmermandspjusken.»

«Hun har en Skabelon, som er ubegribelig. Og saa har hun saa vakkre Tænder, at Du kan bli hugæl’n af at tælle dem, naar hun ler. Hun er som en Bølge» …

… en blaa Bølge!» – lagde én til pathetisk.

… «Havde hun blaa eller graa Øine? … graa eller blaa?» – Rejer kunde aldeles ikke huske det, uagtet han saa baade dem og Ansigtet for sig. Han maatte ind i Salen og faa klaret den Sag.

416Der kom Vals, og der kom Skotsk, og i begge strøg han oftere ganske nær hende i Dansen. Men om Øinene var graa eller blaa, var han alligevel ikke paa det rene, da han igjen kom tilbage til Kammeraterne, endda hun et Par Gange havde set lige paa ham.

Lidt taaget og svævende stillede jo Omgivelserne sig for hans Øine; men saa var han ganske rolig for, at der intet vistes udenpaa ham.

Graa eller blaa … blaa eller graa? – tænkte han. Havde det været saa, at jeg huggede Ved der imorgen, skulde jeg straks set den Ting …

… «Nu har vi holdt Skibsraad, Juhl!» lød det ham imøde, den ene over den anden, – «stemt for Dig. Til Laurvig gaar vi imorgen alle som én! Penge har vi. Ingen behøver at betale igjen før af første Hyre, Juhl!»

Ja lad gaa! – han tænkte endnu paa graa eller blaa … blaa eller graa …

Paa Morgensiden vandrede de saa Arm i Arm syngende i Maaneskinnet nedover til Walla. Hun vækkedes ved en uvant Larm, Støi og mange Stemmer foran Gadedøren …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.