XIII. Rejer sætter Kurs mod Hammernæsset!

Det var paa Opturen fra Danzig til Bergen en tre fire Ugers Tid efter. Rejer gik med en Flis i Munden og grundede over Fremtidsplaner, – noget at slaa sig paa …

Lind var helt fra Danzig af igjen kommet i sit gamle flotte, gode Humør.

«Hør Juhl!» sagde han pludselig, idet han stansede en frisk Melodi, som han plystrede, «jeg tror, jeg har undgaat at bli’ en gift og bunden Mand! … Dette var tredie Gang, jeg har gaaet hen og friet, og naar det ikke gik nu sidst hjemme, saa er Hans Lind patent, – patent!» – gjentog han og slog sig paa Benet med Piberøret.

«Saa! – Ja da er jeg blevet det jeg! … Det er første Gang, jeg har friet.»

«Saa-aa? – Naa saa den!» … han snude sig rasende rundt.

«Forresten» – tog han infamt i, – «er det anden Gang ialfald, Du er ude. Den første spenderede Du en Sølvkjede paa, husker Du; – men hun var desværre forlovet før med – Doktor Fredriksen!»

«Naa, naa!»

Lind gik ganske mørkerød helt forud til Bakken.

«Snik Snak, Juhl!» sagde han pludselig, da han kom igjen. «Jeg har jo gaat her og været spilrende glad, fordi jeg ikke blev gift Mand og sligt, som jeg ikke duer til! og saa faar Du mig gal igjen. Tag hende Du, Gutten min, – der er real Ankerbund i Dig!» –

De sad paa Bænken ved Hytten med hver sit Glas Grog mellem sig i Anledning af den for dem begge, 465om end paa forskjellig Vis, interessante Begivenhed. Langt nede i Læ i sydvest havde de over Kimmingen Arkonas Fyr paa Rügen …

«Det simpleste er naturligvis,» mente Lind, «at vente et Par Aar paa Avance til at bli’ Kaptein, – f. Eks. Alert efter mig, naar jeg søger andet Fartøi.»

«Nei Tak» …

«Du skjønner da vel, at alt andet er længere afveien!»

«Nei Tak!»

… «og nu, Du har tjent Dig frem paa Sjøen i alle de Aar» …

«Nei Tak, siger jeg!»

«Hvorfor?»

«Fordi – jeg … jeg ikke vil! Leve og dø som Skibskaptein nu, jeg gifter mig! Bare klemme en Skude Aar for Aar gjennem Sjøen for andres Regning! Nei Tak! Tager jeg Fartøi, er det for at slaa og fægte mig igjennem og spekulere ved Siden af. Jeg maa bli’ det, som jeg kan gjøre noget udaf sjøl.» Han stak Glasset helt ud.

– En Dag svaiede de op paa Bergens Vaag blandt en Skog af Master, og her fandt Rejer paa Posthuset et tykt Brev til sig fra Sara. Da han aabnede det, fandt han to Breve indlagte fra Aafjorden.

Det ene var fra hans Moder:

Kjære min Gut!

Om din Forlovelse med Sara Rørdam, saa véd Du nok, at din gamle Moder, som har baaret Dig under Hjertet, ikke lægger andet end de bedste Forhaabninger til, at Du nu fæster din Stadighed indenlands, om jeg end ikke forstaar saa godt, hvordan Du kan paatage Dig det alt. Haarstaden ialfald, – jeg véd ikke om Ottilie i dette Stykke, hun siger ingenting, – mener naturligvis, at de fire Børn er umulige! Men, som Du er skabt, og som Du fortæller om hende og alting, kom der som et stort Fortrøstningens Haab over mig, endda jeg ikke venter at faa se hendes Ansigt; thi om at Du vil til Hammernæsset, hører jeg aldrig desværre 466af Dig. Det ligger nu der som det værste Underbrug, og det er nok flere end mig her i Huset, som synes det; jeg mener Ottilie. Stakkar, hun har det ikke godt. Haarstaden er ondskabsfuld, som før beskrevet; men da han nu ogsaa ærgrede hende med, at han tænkte paa at ville hugge Hammernæsfuruen overende, saa lod hun ham nok forstaa Juhlekraften. Thi fra en vis Dag har han tiet ganske muk derom, og jeg tror, han er ræd for, at den kanhænde kunde blive Ligkisten hans; – men sligt er ikke for det gode mellem dem. Rejer, min Gut, din Moders eneste Haab! Se det var det, jeg vilde sige Dig, at mine Øine af mange Tegn, ikke mindst ved Ottilie stakkar, er opladt for, at Du forhaabentlig af os alle har frelst dit sande Liv og din rette Mandskraft, da Du saa tilsyneladende uforstandigen brød ud af Trangheden her. Havde jeg nu været ung, som jeg er gammel, Rejer! Det ønsker din Moder nu; hun kan ikke lade være at ønske det og mulig endnu mere, fordi hun maa tie med den Tale for sine omgivende. Men godt var det at vide engang i min Grav, at der stod en Gut oppe over Mulden, som ikke er mindre stærk end nogen af Slaaskjæmperne paa Vestlisiden eller Juhlerne til Bygdens sande bedste. Jeg vil ikke bedrøve Dig; men længe, jeg mener mange Aar, – gjør jeg det ikke. Pusten blir længere og længere borte, og det ta’r mig for Bringen. Men det er som et Tegn, naar én begynder at se og tænke saameget. Gud tilgive os alle, baade de, som ligger i sin Grav, og andre; men det kunde blive et langt Nøste at vinde op og mangen uredelig Floke at faa greiet. Unge har taget gamle og gamle unge opover i Slægten, sættende bestandig Ernæringens Betragtning over alle Ting og Guds stemme i Brystet.

Nogle Ting vil Du da se jeg har gjemt af for Dig, og de hundrede Daler, Du engang skikkede hjem fra Fisket, ligger, som de var, i Bankobrevet for Dig hos Præsten, for at ikke andre skulde faa Fingre i dem …

Det andet Brev, dateret fjorten Dage efter, var fra hans Søster Ottilie og meldte, at hans Moder pludselig var død.

467En Dag, som hun begyndte at gaa ivrig op og ned i Stuen, som hun pleiede, naar hun mærkede et Anfald, havde hun pludselig klemt Haanden til Brystet og sagt: – «Nu dør jeg, Ottilie! … Hils Rejer!» –

Han blev siddende over Brevene. At hans stærke, kjæmpebyggede Mor kunde dø, havde aldrig faldt ham ind saa meget som med en Tanke. Og at det nu virkelig var sket, kom saa uventet, at han havde ondt for at samle sig paa det.

Han havde elsket sin Mor heftigt, inderligt! Han havde drømt om at føre hende fra den gammeldags Rede inde i Aafjorden ud til det, han skulde faa istand. Hun skulde se det; – altid tænkte han sig hendes store, mægtige Skikkelse inde i Stuen, medens han stadig forbløffede hende med nye Foretagender.

Og nu – var hun ikke mere!

Hele Dagen under hans Gjerning ombord skimrede hans Mor for ham, og undertiden kom der over ham nogle konvulsiviske Pres for Brystet, der ligesom sprængte til Øinene.

Langt udover Natten gav Sorgen sig endelig Luft. Han græd længe og voldsomt saadan, som han ikke havde gjort, siden han var Gut.

Han laa og tænkte paa Hammernæsfuruen der oppe paa Haugen med dens strakte, knudrende, røde Grene, og hvordan han altid fra Barn af havde sammenblandet dens triste Knagen i Vinden med sin Mors tunge Suk.

Hun havde igrunden ogsaa ført et helt Liv i Suk.

… Det at krøge, bøie og bugte sig om Mand og Forholde, stærk og bred som hun var skabt, var vokset næsten til en Samvittighedstro indeni hende; men hendes Øine, hendes store Ansigt med den tungsindige Mine og de dybe, tunge Støn fra Brystet havde sagt ham, at det skede med en mægtig født Stammes Knagen. Kanske ikke mindst den Dag, Ottilie lagde sig i Haarstadsnavset og gjorde sig til Myrklop for ham og Familien igjen over til Hammernæsset.

Han havde følt det og lidt ved det i dunkel Trods fra liden af uden egentlig at vide det! – det havde samlet 468sig til en Magt i ham, saa han med ét kunde slide sig fra det og bryde ud.

Og bent skulde det gaa – eller under, – det svor han sig ved sin Mors Minde!

*

Medens Alert lossede ud Østersjørugen og tog ind Fisk til Italien for at komme ud i Langfarten igjen, nyttede Rejer virig hver Stund i Bergen til at finde noget at slaa sig paa. Han satte alle Seil til, undersøgte og stak sin Smørstikker ind allevegne, saa her og saa der. De to Sild, som havde hilset paa ham ivinter i Sjøen udenfor Buknfjorden, var ikke gaat sporløse over hans Sind! – de havde sagt ham, at han var en Dumrian, som løb Verden rundt for at slide sig til Fortjenesten, mens Pengene ryede hjemme i Havet, saagodtsom udenfor Stuedøren.

Det maatte kunne gaa an paa noget Vis at faa boret sig ind i Sildetrafiken. Men der skulde Kapital til, især for én, som ikke kunde med at følge andet end sit eget Hoved.

Hans Næse stak sig mere end nogensinde snusende og veirende ind overalt, Minen spurgte og forhørte og frittede Folk paa lang Vei.

En Dag hørte han, at der skulde være kommet endel Aafjordinger ud til Emigrantskibet «Kong Sverre», der laa udenfor paa Rheden for at gaa til Amerika, og han bestemte sig straks til at lade sig ro derud.

Det var en stille, blank Sommeraften, at han alt fra Baaden speidede efter kjendte Skikkelser; men med Undtagelse af nogle af Mandskabet saa han ingen paa Dækket. Ombord vistes han nedenunder.

Ved Trappen, som førte ned til Mellemdækket, stansede han pludselig med en Følelse som om Brystet snørede sig sammen. Han gjenkjendte Aafjordsdialekten!

Det var et Kvindfolk med en grov Stemme, som holdt paa at lære en liden Gut et Regnveirsvers om Peter Piper:

469han sidder bag Flyerne
og piper til Skyerne,
og saa kommer de som Sauerne
over alle Haugerne!

Det var lige ind i hans tidligste Barndomsminder hjemmefra.

Der var ingen, som kjendte den stærke, høibyggede Sjømand, der steg nedenunder, uagtet der stirrede adskillige halvt undrende Øine paa ham; de tænkte vel, at det var en af de befalende ombord.

Han stod med Følelsen af med ét ligesom at være bjergtaget i en anden tidligere Verden, hvor han før havde levet.

Den med Luggen nedover Panden, som sad der foroverbøiet med Begklatten klinet paa Brættet og Sylen i Munden, medens han skar til en Saalelap under en Kvindfolkesko, var ingen anden end selve hans gamle Ven Skomager-Jo; rynket og skaldet nu øverst i Kronen, men ikke mindre bidsk og ivrig, naar han arbeidede, saa det ud til! Mundlaget var, som naar han i gamle Dage truede med Skomagerpuffet; men kanske kom det knebne ved Læben nu af, at han havde mistet nogle Tænder …

Han drog saa omtrent Kjendsel paa dem alle.

Den der borte, som sad paa sin Sæk og trommede paa Knæet og smaarørte Foden, var Spillemands-Knut, liden og gebræklig med smaa, røde Øine, medens han kastede paa Hovedet, naar han sank for dybt sammen, som om han igjen vilde mande sig op til en ny Slaat; – ja, en Skilling for hvert Bryllup, han havde spillet i …

Den Familie dér maatte være fra Opgaardene. Og hun, den tykke gamle Jente, som lærte Gutten, – han maatte smile, – var ingen anden end Søsterdatter til Jørun Budeie; hende, han havde været saa forelsket i og saa ulykkelig for, da hun tjente paa Haarstad. Hun var en Forfærdelse at se til, stor og grovlemmet, Maaneskinsansigtet gaaet ned i lutter karslige Furer … 470De to, som sad og stellede den gamle Mundladningsrifle med Flintelaaset, kjendte han ogsaa; de hørte til oppe i Annekset i Nordsetgrænden. De var neppe tredive Aar nogen af dem; men hvor hugede og tunge alt i Kroppen! – – og Kvindfolk som Karfolk, ja lige ned til Smaagutterne og Veslejenterne, hvilke gamle, forvoksede, træagtige Ansigter.

Dette var Bygden hjemme, saa dværgkroget saa den ud, ligesom med Spindelvæv over alle Kisterne!

De havde alt indrettet sig omkring paa Mellemdækket med sine malede og blommede Bommer og Skrin og Skindfæller og Sengklæder og Rokke og en rasende Masse upraktisk Skrab. Det var sandelig endda godt, at de ikke havde taget sine Slibestene med, for ud af en Sæk stak en gammel Lja’ og en Brynesten.

Skomager-Jo saa ikke op, bare skar bidsk væk paa Brættet.

«Du syr endda Sko, ser jeg!» sagde Rejer.

Jo saa halvt sky op paa den formentlige Styrmand eller Befalingsmand ombord:

«Ja-a, – Skomagerkjærringen og Smedemærren, ved Du, har aldrig sko paa Benene!»

«Skomager-Jo!» udbrød Rejer i Aafjords Dialekt.

Skomager-Jo saa op med Kniven i Haanden og gabte.

«Jeg kommer for at høre, hvordan det gik med de Støvlerne, jeg reiste fra den Jul!»

Skomager-Jo sprat op.

«Er ikke det han Rejer, saa kjør mig rat under Opdalsskredet!» raabte han paa sin livlige Vis.

Hovederne rundt om dreiede sig en Smule og Ansigterne blev ligesom længere; men der var ikke en Mine af Overraskelse at se, før det ved Rejers Erklæring og Skomager-Jo’s Raaben hen til dem fuldt ud havde stadfæstet sig, at Tidenden var fuldkommen sikker. Da lød det bortover, mens de reiste sig, og han gik hen og haandtoges med dem: «Nei han Rejer! … End saa da! … Juhlegutten!» …

Men, hvad Rejer saa over de knappe Ord, var, at det skalv baade her og der i Ansigterne. Det var om471trent, som de kunde mene i Bebreidelse: – netop, som vi reiser, saa kommer Du!

Rejer spurgte dem om, hvorledes de var kommet paa Tanke om Amerika?

«Frostaar og Skatter og trang for Levemaaden» …

… «Og saa naar Bygden kommer ud af sin gamle Forsorg,» lagde en Kone skjærende ind.

… «Og saa var det nu saa, at da Folket engang fik Smag for Silden,» mente Jo – «saa blev nogen og hver tænkende inde paa Aafjordssanden. Men saa er de nu smaat til Sjøkarer, og saa hørte vi om Amerika. Nogle mente, at naar de bare roede langs Stranden hele Veien, saa maatte de vel naa frem; men saa vanted’ det vel paa Provianten. Og saa kom Agenten indover Fjorden og greiede ud, at det maatte gaa med Skib.»

Der blev en Samsnakken og Udspørgen, hvorunder Rejer tog rede paa saagodtsom hele Bygden, – paa sin Moders sidste Levetid … paa Hammernæsset, paa «Blæssen», som var skudt! Madam Juhl gav sig ikke paa det, da Lensmanden vilde have den over til Haarstad.

Der taltes under en egen, sorgbrudt Stemning og med en for Aafjordbonden uvant Aabenhed, omtrent som foran Døden …

Som de saadan sad og snakkede halvdæmpet nede paa Mellemdækket udover den sene Sommerkvæld, kunde der imellem blive Pauser saa tunge og stille, at de hørte Sjøen skvulpe udenfor mod Skibssiden.

Rejer vilde høre en Laat paa Hardangerfelen, og saa tog Spillemands-Knut paa at spille den ene Slaat efter den anden; men der var en egen gjemt, vild Graat i Understrengene og det, enten han spillede «Luraasen» eller «Guldhaugen» eller han tog i for Mod og Lystighed med «Kværnslaatten» og «Hverven». Af og til lød et lidet Snufs af Graad eller et klemt Suk fra en eller anden af Kvindfolkene, som om de sad og tænkte paa, at de nok aldrig havde troet, de nogensinde skulde gaa den Dans, de nu gik, efter Knuts Spillemandsfele.

472Rejer sad en Stund og dreiede Hænderne, saa det knagede i Fingerledderne; men saa var det, som Ansigtet lysnede op, blev skarpt, bestemt, Øinene faste. Hans Fremtidsvei laa pludselig som i et Lys for ham! – Hammernæsset stak ikke lige ud i store Fjorden for ingenting, bene Veien til Havet, – og han var kanske ikke heller kommet til at drage ud for ingenting.

Silden … Silden! skulde gjøre det for hele Aafjorden. Hammernæsset bygges, om end paa andet Vis, end hans Mor og hans Søster havde tænkt, og Bygden kanhænde endda faa en Juhl!

Rejer lagde den Kvæld sin Livsplan.

*

– «Og saa blir det Slut med mig og Alert!» sagde Rejer en Dag, han havde sat Lind ind i sine Sildeplaner. «Men uden Kapital gaar det ikke. Faar begynde smaat, se til at faa Part i en Slup for mine to tre hundrede Daler. Det blir at gaa paa Spanien efter Salt om Sommeren, sælge det ude paa Sildeværene om Vinteren og saa derfra gaa Fragt til Østersjøen med Sild og Tran. Det maa gi’ Fortjeneste, – blev som et Uhrværk Aaret rundt» …

Lind skjød Sjømandshuen bagover paa sit sortkrøllede Hoved, der han sad paa Kahytssofaen:

«Min Farbror, gamle Lind i Laurvig, har en Brig, som han ikke længere kan faa Fører til uden paa Trælast; den gik før efter Salt paa St. Ybes. Gaa i Part med ham; det kan hænde, den flyder. Han vil ingenting heller, for han tjente paa den Trafik. Men Du fik nok forfare Skuden først, det lønner sig ikke at gaa tilbunds!»

«Javel, javel, Lind! Skriv til Gamlen og sig, at nu kan han faa den, som vil drive Briggen.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.