XIV. Huslige Erfaringer

473«Arcturus af Laurvig» stod med slidte, gule Bogstaver i Agterspeilet paa Briggen, som Rejer havde faat at føre. Den var en lovlig gammel Brye, og dertil havde den det med altid at faa slet Veir over sig. Men i tre paa fjerde Aaret havde Rejer nu ført den paa St. Ybes og op til Sildeværene og derpaa ned til Østersjøen igjen, – rundt som en Mølle! I disse tre Aar havde han lagt sig op gode Penge og derhos straks efter første Tur giftet sig.

Hans Hjem var Kanonerens gamle Hus i Staværn, og dennegang, han kom hjem fra Østersjøen, – det var ved St. Hanstid, – havde Sara en tre Maaneders gammel Gut at præsentere ham.

Det var alt Nummer to. Den ældste hed Jan. Den anden vilde han, for en Sikkerheds Skyld ogsaa skulde hede Jan; – det var derom Trætten havde staaet temmelig varmt den Dag inde i Stuen mellem dem. Og saa, da dette var løst med, at Gutten skulde hede Conrad efter Kanoneren, kom Hovedslaget!

Som den, der havde faat sit frem, var hun nu blevet saa mild og snil, hun gik med Tvistens Gjenstand paa Armen, og hun var endnu vakkrere som Kone end som Pige; det var, som hun i alt passede mere til det og nu egentlig ret var i Ligevægt.

«Men Rejer!» sagde hun, idet hun kom elskværdig nær til ham, saa nær, at den lille udøbte Conrad kunde faa gribe ham efter Næsen, «naar tænker Du nu, vi kan flytte nordpaa? Husk paa de Smaa! Det maa ikke sættes ud, til vi faar Høsten paa os.»

Hendes hemmelige Skræk var, at han atter skulde tage ud med den berygtede gamle, lække Saltdrager.

«Saa godt som jeg har tjent iaar, har jeg tænkt, det var rettest at holde ved endnu en Stund, saa flytter vi til næste Sommer.»

«Du vil til Spanien igjen!» udbrød hun.

«Sommerdag, – fint Veir!»

474«Fint Veir, det kommer Du altid hjem og siger, Rejer!»

«Ja hvad ellers, har Du kanske noget imod fint Veir?»

«Nei, men Rejer, engang maa dette dog slutte, engang maa vi dog begynde paa at tage fat der nord, synes jeg.»

«Du indser da, at jo mer Kapital jeg kan sætte i Sildefisket, desto bedre.»

«Paa det Vis kan Du holde paa til Dommedag. Og saa vakkert Du har talt for mig om alt det, Du skulde gjøre der i Aafjorden, – og saa!» hun kastede Hovedet paa det spanske Vis, omtrent som hun vilde sige, at nu blæste hun af alt det Præk.

Hun begyndte at gaa henover Gulvet: – «Til Spanien igjen … nu jeg tænkte, Du var færdig? Ikke troede jeg, Du holdt saa daarlig ved, Rejer!»

«Forstaar Du da ikke, at Penge er Penge, – at det er det Krudt, jeg skal skyde med.»

«Nu har Du over elleve hundrede Daler, Rejer! og Huset har vi Bud paa, saa at Du faar mindst to hundrede tilovers, udenfor det, der staar i det. Naa ja, vil Du bo her, saa er det en anden Ting; jeg ser det jo helst for de store Gutterne. Men saa lader vi Silden og alt det, Du har snakket om den, være for det, det er! … Ja ja, saa blir vi boende her da. Og Du kommer hid hjem fra Sjøen saadan en fjorten Dages Tid to Gange om Aaret, det blir en Maaned akkurat om Aaret det; eller i tredive Aar tredive Maaneder. Saadan lever vi ialt sammen i vort hele Liv kanske to og et halvt Aar. Saa blir vi heller ikke saa let kjede af hinanden!» Hun gik hen og lagde Gutten i Vuggen; men den raske Maade og den harmfulde Mine sagde noksom, hvad hun syntes.

«Du faar tage det, som Du vil, Sara! men, hvad jeg har sagt, staar! … Til næste Aar flytter vi.»

«Hør, Rejer!» sagde hun langsomt og saa op paa ham fra Vuggen, som hun heldede sig over. «Jeg var istand til at lade Dig faa din Villie med Gutten og 475lade ham hede noget med Jan han ogsaa, naar vi bare kom til at tage fat nordpaa straks!»

«Nei, – det gaar ikke!»

«Du vil ikke?»

«Nei!»

Hun fløi op. «Saa Du vil ikke? – heller sænke Dig ned med Saltlasten paa Havsens Bund i det skammelig raadne Fartøi. Du siger altid fint Veir! men tror Du, jeg ikke har forhørt mig hos nogen anden end Dig? Du holder paa at sætte til hver Gang, har Tømmermanden sagt; ham faar Du ikke engang med mere. Vær saa god, gaa Du under! Jeg kan selv sørge for dem allesammen jeg, – for de to der med! Men jeg skal aldrig, – aldrig glemme Dig det, Rejer, at Du kunde bære over dit Sind at udsætte mig for saa stor Sorg uden Nødvendighed. Jeg hørte nok næst sidste Gang, hvordan det havde været i spanske Sjøen udenfor Brest i alle Braattene; der var godt Spørgsmaal baade om Liv og Penge dengang. Men saalænge det maatte til, saa maatte det, tænkte jeg da. Hvad vilde Du sige, Rejer!» endte hun med lynende Øine, «om jeg og han der bare satte os i Vuggen og lagde ud til Spanien? … Det er skammeligt! – jeg har aldrig lovet mig med Dig paa sligt.»

«Tømmermanden er en livræd Hund, – glad kvit ham, den Sladdertæve! – forstaar sig ikke mere paa at dømme om en Lækage end paa at stoppe den. Det er derfor, jeg lader ham stryge fra mig, om Du vil vide Besked paa det ogsaa. Rent desperat er da ikke jeg heller; det er jo mig selv, som drukner – – og om saa uheldig skulde hænde i den Vei, som Du ikke har lovet at være med mig paa, som Du siger, saa sidder Du jo her med Penge til at faa Børnene frem for.»

«Penge? … Penge! jeg bryder mig ikke om Penge, jeg bryder mig om Dig jeg. For mig kan Du gaa, hvor Du vil i Verden, bare ikke tilbunds, siger jeg Dig! og det er det, Du gjør, af ren Pengegridskhed. Sild? Aafjorden? Sig Maanen! bare jeg havde Dig fast der og slap den Angst. Men at gaa længere med den 476stygge Briggen! – Og saa, Rejer, husk paa, husk paa, alle de Liv, Du faar at svare for, foruden dit eget, om noget hændte, – otte Mand! Er det ret, er det forsvarligt for Gud og din Samvittighed?»

«Du koger over, ser jeg, og griber saa Gryden i hvad Hank Du bare finder. Først var det jo, at jeg holdt saa daarlig ved med det nordpaa, og nu ta’r Du paa Vei om Saltskuden! Hvad skal jeg holde mig til?»

Hun svarede ikke; blot gav sig til at vugge.

«Ser Du, Sara!» sagde han efter en Smule Betænkning, «Du skal faa ret om Briggen. Jeg skal slutte op med Arcturus. Penge har jeg jo tjent, som Du siger. Men, hør nu,» – han gik hen og lagde begge Hænderne paa hendes Skuldre, der hun sad, og saa hende i Øinene:

«Vi to skriver ikke hverandre X for U eller seks for sju nogen Gang, – lirker ikke med hverandre, Sara!»

Han gjorde en Sving hen paa Gulvet, vendte sig saa braat og sagde med en Røst, saa Gutten skvat op og skreg.

«Ikke kroget, – bent paa skal det være her i Huset!»

– Kapteinsposten paa Arcturus blev da opsagt, og Juni og næsten hele Juli Maaned gik hen med Ordning af Flytningen fra Stedet. Det var for Saras Vedkommende en hel Oprykkelse ud af alle hendes indvoksede gamle Forholde og viste sig ogsaa at være et vidløftigere Arbeide, end nogen af dem havde tænkt.

Under alt dette levede de paa en Maade sine Hvedebrødsdage; thi saalænge havde Rejer aldrig før faat være hjemme i sin egen Stue, endda den nu stod paa Kant! Og det gjentog han med stigende Varme, at gifte sig og gaa i Langfart, det var den rene Selvmodsigelse.

Paa den anden Side var han aldeles ikke blind for, at der jo ogsaa kunde være Modsigelser hjemme. Han havde taget Tronen i den fuldblods Juhlske Tro, at en Ægtemand selvfølgelig var Selvhersker og Autokrat i Huset; men det viste sig, at Sara baade havde ment og holdt paa en endog betydelig indskrænket konstitutio477nel Forfatning. Hun drog den ene Kridtstreg efter den anden foran sin Ret og mod hans Myndighed, – blæste af ham iland.

Nu var det tillige saa uheldigt, at han maatte fire den ene Gang efter den anden; thi i alle de mange Spørgsmaal angaaende Flytningen, hvor gjøres af det, hvad sælges, hvad tages med? – var hun ubetinget den praktiske, og som den med Forholdene kjendte ogsaa den, der vidste Raad og Udvei. Han var ikke noget fint og smidigt Hoved for den Slags smaa Ting og fik ogsaa en stadig tiltagende Fornemmelse af, hvor liden Respekt hans Kløgt paa den Kant indgjød. Han trak sig da ogsaa gjerne tilbage med noget, der skulde være et Argument med Storslæggen. Han vilde ikke der skulde holdes Auktion, – indsaa ikke, hvorfor ikke én eller anden paa Stedet kunde kjøbe alt det, de ikke vilde føre med sig, – indtil Sara en Dag ganske blidt men med en gjemt Harcelas i Øienkrogen svarede: «Skaf bare Manden, Du Rejer!»

Ja, skaf Manden! Rejer kunde havt Lyst til at kjøbe hele Skrabet selv, bare for at faa Ret.

Og saa var det Maden. Aldrig havde han tænkt sig andet end, at en Kaptein afgjorde, hvad han vilde have paa sit Bord.

«Kjære Rejer! Torsdagen er Flyndren billig, Lørdag er den dyr» …

«Naa saa tar jeg den dyr.»

«For idag, naar Du vil det saa» …

«Hver Lørdag, siger jeg Dig, hver Lørdag i mit Liv!»

«Da faar Du hente Stewarten eller Kokken ombord for at styre med dit Kjøkken, for i mit blir det ikke; vort Husstel er for stort til at gaa uden Orden Ugen igjennem. Det indser Du nu ogsaa selv vel,» lo hun; «men har Du Lyst paa Flyndre idag, saa» …

«Hør, Sara! jeg har ikke Lyst paa Flyndre, men Lyst paa ikke at være nogen Flyndre selv i mit Hus.»

«Og jeg siger Dig, jeg slaar en Streg foran Kjøkkendøren; jeg kuller Næsen din, sætter Du den ind der. Tænk, her er en Husholdning for seks Børn og saa en 478Pige. Du og jeg, det er ni … Og saa Flyndre udenfor Fiskedagene! Men idag skal Du nu ha’ den, det skal jeg være Kone for. Du skal ikke sige andet end, at Du faar Ret! Naar en Mand vil noget i sit Hus, saa vil han det jo,» tilføiede hun indsmigrende.

Og vakker var hun, medens hun saadan snød ham for hans Ret.

Naar det saa faldt til, at han kastede Frakken og alene tog et helt Skab, en fuldpakket Komode eller den store, Jernbeslagne Dragkiste og bar den ned af Trapperne, da stod det godt at læse i hendes Ansigt, at hun syntes, han var mægtig; og han var aldeles ikke ufølsom for hendes Beundring.

– «Men ét tror jeg alligevel, jeg har lært, Rejer!» spøgte hun efter et saadant Stor-Tag, «og det er, at en saa stærk Kar maa have Arbeide, skal det gaa. For det vilde blive brydsomt i Længden at have et tre Alens Mandfolk gaaende med alleslags nye Paafund og Opfindelser mellem Stolene og Bordene herhjemme og saa sætte sin Villie snart paa det og snart paa det. Det er som at slippe hele Nordenvinden ind bare for at støve Gulvet!»

Rejer lo. «Der skal Øvelse til at krydse inde i en Stue ogsaa, skjønner jeg, især for to Seilere, der hver er saa stive paa Kursen som Du og jeg, Sara!»

«Ja Du er forskrækkelig envis, Rejer, – det er ren Natur hos Dig!»

«Hm … End jeg, som synes, Du er saa føielig.»

«Du? – der lyver Du, det synes Du ikke!»

«Nei nei; men jeg skal lære mig til at synes det.»

«Ja, er det ikke det, jeg siger, det er ud Du skal, rigtig i Basketag! – herhjemme blir Du bare udskjæmt.»

– «af bare Føielighed fra din Side.»

– – – En Dag indløb der et Brev til «Kaptein Juhl, førende Brig Arcturus». Det bar en Mængde Poststempler.

«Fra Lind!» udbrød Rejer, og Sara, der holdt paa at gaa ud af Stuen, stansede midt i sin Travlhed for at høre.

479Golden Gate foran St. Francisco.

Kjære Juhl!

Det er nu en god Stund, siden jeg hørte, at Du eksisterer som gift Mand, og jeg havde da ogsaa tænkt paa at overhale Dig med et Brev i den Anledning. Men saa blev det ingenting af førend nu, ogsaa jeg har min Nyhed at fortælle Dig. Jeg haaber da, Du lever godt og vel, hvad enten dette Brev træffer Dig opover Ørene i Sild eller ombord paa Arcturus, som Du maa slippe saa snart, Du bare kan, det er mit Raad; den er ikke af Korketræ og er istand til at gjøre Ende paa sig saa ekspedit som en Møllesten der i spanske Havet.

Hvad mig angaar saa, – frisk Vind og sligt noget véd Du. Du kjender Rummelen. Rigtig vel gik det først, da jeg kom hidover og begyndte at regne Fragt i amerikanske Eagles. Har aldrig gjort det saa godt hverken i Pund, Lire eller Francs som her i det stille Ocean, især med Hvedefragter. Men «Sanningen att säga», som Gøteborgeren siger, er din Ven Lind hverken blevet rigere eller fattigere for det. Han retter sig altid efter Hyren og Kaplaken saa nøiagtig som et Barometer, – stor Fortjeneste stor Herremand i Land, og stor Herremand store Regninger, véd Du.

Ja saa faar jeg da rykke ud med Nyheden. Jeg antager, Du begynder at gjette den og forberede Dig behørigt paa noget i Smag med en rosenrød Billet og saa videre. Jo da, jeg har da virkelig gjort det store Skridt, gaat hen og fæstet mig en Brud jeg ogsaa.

Sara trak Læben op og kastede foragtelig paa Nakken; – han havde bredet sig med sine evige Følelser, da han friede til hende.

«Hvordan hun ser ud?» læste han videre. – «Rank og slank og med Hovedet saadan rask paa Skakke som et Fartøi, der krænger og duver … med drivende hvidt i Halslinningen og Ærmet. Brystet stolt og modigt som et bugnende Store-Mersseil! – og dertil saa smal over Vristen og fin og gratiøs. Du skulde se hende i det rette Sigte paa skjøns over Hakkebrættet, – hun svin480der som et Syn henover, det stolteste, Du kan tænke Dig, om der ellers slaar et galant Sjømandshjerte i dit Bryst!»

«Aah!» – udstødte Sara – «den Slags Mandfolk, som blir bare Smør over hele Ansigtet, straks de ser et Fruentimmer! – de lægger sit Ord og sin Saligheds Ed i hver Havn. Det er ikke Mand det!»

«Han ikke Mand! Du skulde se den Kar i en sort Nat og overhændigt Veir!»

«Jeg vil nu heller se ham paa lyse Dagen som noget at lide paa.»

Brevet fortsatte:

«Det er saa fin og stolt en Jomfru, og naar Vinden vifter hende om Kinderne, vilde selv Du bekjende, at den faldt med Ære, som faldt i hendes Garn, især da hun nu først og fremst ogsaa er et overmaade fordelagtigt Parti!»

«Synd i det stakkels Menneske, som har betroet sig til ham!» mente Sara.

Naa, naa … videre!

… «Min Arm ligger om hendes Liv, min Ven! fast og ubrødelig, saalænge Kaptein Lind pløier Bølgen» …

«Pyt!» sagde Sara haanligt, «den Vise har han sunget saa mangesteds alt.»

… «og vil Du vide hendes Navn, – det er som Musik, hvergang jeg hører nogen praier det, – saa» …

Men nu blev det formeget for Rejer. Han slængte Brevet: «Naturligvis saadan en Rullia-a-ha!» – sang han forarget henover Gulvet, «fra et eller andet Sangerhul, som har løbet af med ham … Rullia-a-ha!» gjentog han brølende med en Bas, der af bare Forargelse drev sig op i Fistel, og tog saa Brevet op igjen:

… «saa er det – «Albatros», Fuldrigger, tre hundrede og femti Kommercelæster velmaalte, ny, af bedste Materiale, Undermasterne rød Pitchpine, kjøbt for Arendalsk Regning, en og tyve Mand, hvoriblandt Baadsmand, Gøteborgeren, Tømmermand og Stewarten fra Alert, samt det bedste, – Jens Emanuel Lind som Kaptein! Ja der har Du min Kjærlighedshistorie! Til 481andenslags Giftermaal tror jeg oprigtig talt ikke, jeg har Natur» …

«Nei, nei, der siger han, som det er!» mente Sara. – – – – – – – – – – – – – – – – –

Ens Død en andens Brød! – og et Hus rykker ikke op fra et Sted, uden at der fra Mørkloftskrogene og ellers opdynger sig en Skat af halvbrugte, halvslidte, usælgelige Ting, der kan have sin baade Nytte og Salgsværdi, naar de kommer i de rette Hænder, og som ogsaa finder sine ivrige Efterstræbere.

Det var her, paa dette vistnok ikke væsentlige Punkt, at Rejer befæstede sig og med hele sin urokkelige Kraft satte sin Villie igjennem.

Walla skulde arve! – hun og ingen anden af de mangfoldige Ansøgere i Skikkelse af Skurekoner, Hjælpekoner og alle Slags Koner nedover i Stuerne. Det var kun med Nød og neppe, at Sara fik slaa Kridtstregen om Barnetøiet, som hun «rigtignok vilde faa give til dem, som kunde trænge det … Madam Wahl ialfald kunde ikke have Brug for den Slags!» – lød det spydigt.

– Sagerne var indladede paa Fragtejagten, hvormed de skulde gaa vestover, og alt paa bedste Maade ordnet lige til det vanskelige Spørgsmaal om, hvorledes Sara med de to smaa og fire store rettelig skulde indstuves; og her paa Sjøen havde hun pludselig i ét og alt givet sig for Rejers Visdom; hun var blevet saa from som et Lam og saa føielig, at han kunde vikle hende om Haanden.

De skulde gaa ud af Frederiksværnsgabet om Natten, nyttende den gode Vind, uagtet den kom med Regn. Rejer tog sig nu om Aftenen en Tur op til Madam Wahl for høitidelig at indsætte hende til Arving af alt, hvad hun maatte finde i Huset efter dem.

Ganske blind havde han hellerikke været for hendes brune Kaabe. Han havde flere Gange set den i Nærheden af Kanonerens Hus, og det var kanske endogsaa gjort for, at han skulde huske paa hende og ikke glemme hendes Interesser; men saa havde hun vel lidt 482ond Samvittighed for sin Mund om Sara og en Følelse af, at Vinden ikke vilde falde ind i den gunstige Side af Kaaben fra den Kant, hvorfor hun ligesom kun havde gaat for Bidevind oppe i Gaden til hans Observation.

Dette var ialfald Rejers Gisninger, og bestyrket fik han det jo ved hendes Udbrud, da han nu indfandt sig oppe hos hende.

«Vidste jeg ikke, De kom, Kaptein!» lød det overrasket. «Aa nei, De glemmer nok ikke en gammel, skrøbelig og fattig Kone, som har kjendt Dem i Nødens Dage.»

«Kommer for at sige Farvel, Madam Wahl!»

«Aa, saa da! – aa, nei da!» …

«Jeg skal hilse fra Sara.»

«Tusend Tak.»

«De har altid været hendes Yndling, – og De paa Deres Side har nu ogsaa stadig havt saadant godt Øie til hende, véd De; De har jo talt med mig om hende saa mangen Gang» …

«Styrke min syndige Sjæl! ikke for andet end det, jeg har sagt, saa kunde hun gjerne ta’ paa sig og gaa ind i Himmerige med engang, – alt det, hun har staat for, saa ung hun er. Og som de har lagt ondt for hende og kaldt hende baade hovmodig og stolt paa det, og saa opnaaede hun alligevel en dygtig Kaptein lige for deres Næse!»

«Ja, ser De, Madam Wahl! derfor har hun ogsaa tænkt paa Dem igjen under Flytningen og ment, at hvad der saadan kan ligge efter, skal ingen anden arve end gamle Walla.

Walla fo’r hastig op og neiede den ene Gang efter den anden. «Sig Madam Juhl, at jeg er om at synke i Jorden, – lukt i Jorden! og den gamle Madam Wahl nok skal huske hende, naar hun sidder paa Hjørnet om Dagen over Kurvene, med det, hun kan gjøre til Guds Velsignelse paa Reisen og ellers i alle Maader i Livet! … Aa nei da, saa hun huskede paa en fattig Kone. Altsam-men, sa’ De?» spurgte hun pludselig.

483«Det ligger alt stuvet hen i Kjøkkenet til Dem. Hos Torgersens faar De Nøglen, og der véd de Besked paa det.»

Walla begyndte igjen at vride og bære sig i stærke Udbrud under sine Følelser af Taknemmelighed.

«Sæt Dem nu ned igjen, Madam Wahl! Se her har De jo mistet den ene Papirlap efter den anden,» sagde Rejer og plukkede op nogle Stumper med Blyantstreger og Mærker paa.

«Eia mei da, – det er Regnskaben! Jeg sad netop med den, Hr. Kaptein, saa mister én det ene og saa det andet, ud af Ho’det! Tankerne blir saa korte, skal jeg sige Dem, naar én blir gammel. Nu var det denne Anders paa Sjømilitæren. Han sagde, han skyldte bare for syv Peberkager, og saa – hisch for Ungdom i disse Tider!»

Stakkars gamle Walla! tænkte han, da han gik ned over, strengt Veir gjør krogede Trær! Hun bøier og smyger og krøger sig for at hænge ved Livet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.