VII. Blaahaien

Alert havde gaaet næsten to Aar paa Middelhavet, da Kapteinen, nyttende en heldig Fragtslutning til Vera Crux, slog over i Amerikatraden. I Honduras og Rio del Norte tilbragte de Uger under stegende Glødhede og pint af Musquitos, mellem Sambos, Mestitser og Indianere, med at laste ind Mahogny og Blaatræ.

Rejer havde set sig fuldkommen lei baade paa de farvede og de mexikanske Kvæg- og Hestedrivere med deres raa, stupide, næsten kogende hede Ansigter, af at spise Peber og Bønner. Han var meget tilfreds, da 384Alert over den lyse, lerede Bahamagrund endelig laa nordover, destineret for Montreal.

Did kom han med fem Maaneders Hyre at fordre til Opgjøret. Hans Hyrekontrakt med Alert var udløbet, og han havde betinget sig otte Dages Betænkningsfrist, om han vilde mønstre paany. Til da skulde Skibskisten staa ombord.

Det, han agtede at overveie som fri Mand iland, var Valget mellem amerikansk eller norsk Trade for Alvor. Han var gaat tilsjøs for at skabe sig en Fremtid, ikke bare for at hale i nogle Tougender.

Da han fik Landjorden under Fødder, havde han en næsten ustyrlig Fornemmelse af Frihed, af at være sin egen Herre og fri Mand. Det var, som han kom ud af et Bur, hvori han havde været i to Aar.

Han saa sig om paa Skilter og Mærker. Hver Dør, han saa, kunde han gaa ind i; hver Sjap eller Restauration kunde han frit sætte sig i. Ingen at tage Hatten af for, ingen Hinder af Tiden, han kunde reise opefter Landet, om han vilde, – logere sig ind, hvor han vilde.

Han gik der saa sleip som et Toug, der er smurt med Grønsæbe, og slu for dem allesammen. Han havde med uforstyrrelig Koldblodighed tilbageslaaet den ene Runner, der løb ham paa Siden, efter den anden og ligesaa allehaande Kaprere for Boardingsmasterne. Baadsmanden havde fortalt ham nok om Snyderierne og Prellerierne iland.

Mr. Pumps Boardingshouse stod imidlertid saa indbydende i Gaden, udstafferet som en Skude med Mast og Rig, to Messingkanoner paa Lavetter ved Døren og alskens Sjønationers Flag malet paa det blaa Skilt og henover den hvide Væg.

Han nærede sine Tvil, og havde han fulgt dem! men under uvisse Omstændigheder faar Tilfældet raade; og da han opdagede ogsaa et lidet norsk Flag, tog Begeistringen ham.

Hun, den lyse, stille bag Disken, – Lizzy hed hun, – forunderlig bleg, med lyst Haar, lidt døde, melke385blaa Øine næsten uden Bryn, hvad der gav det aldeles regelmæssige Ansigt et eget mat Præg, – men nogle Hænder og nogle Tænder, og, naar hun vilde, – et Smil …

Hun sad bag Disken og førte Bøgerne og skrev Regningerne saa alvorlig og kontant som nogen Bogholder; hun saa ikke paa ham, før han kom hen for at forlange noget, og da kun saavidt.

Som hun den næste Eftermiddag gav ham Penge tilbage, bøiede hun sig imidlertid pludselig hen over Disken og hviskede:

«Jeg ser, De er af bedre Folk! – skaf Dem en Floshat og hold Dem helst i den indre Restauration; der kommer mest Skibsofficianter.» Hun vendte sig hastig fra ham, som hun følte, hun kunde blive kontrolleret.

Lidt efter kom hun selv ind til hans Bord med et Bræt med Kager og en Flaske Porter: – «Kjøb ikke Deres Klæder her, De blir blot optrukket, kun hos Simpson & Comp. i Gaden ovenfor, men betal ikke, lad ham sende mig Regningen» …

Hun forsvandt igjen; men Rejer forsømte ikke, da han gik ud af Restaurationen, at sende hende en Hilsen, som betød saameget som et varmt: Tak Jomfru!

Hos Simpson & Comp. forsynede han sig med, hvad han behøvede.

Da han den næste Dag spurgte Miss Lizzy efter Regningen, sagde hun, at den havde været meget moderat, saa at hun alt havde udbetalt og noteret ham for den; men hun havde for travlt til at udskrive den øieblikkelig – «medmindre han udtrykkelig forlangte det!» smilte hun.

Nei, det forlangte Rejer ikke! Hun var mærkværdig tækkelig og fin, syntes han. Siden gik han hen og takkede hende og beklagede, at han ikke kunde gjøre hende nogen Tjeneste igjen.

«Sig ikke det,» svarede hun med sit stille Smil. «Min Søster og jeg har saadan Lyst til at gaa i Theatret og se «Sørøveren Jenkins» og «den sorte Bande i 386Luisiana»; men vi har ingen til at følge os. Men med … én som De var det en anden Sag.»

Rejer var himmelfalden over at have stødt paa en saadan virkelig fin Miss paa et almindeligt Boardinghouse for Sjømænd. Men Livet har mange Forhold, det erfarer man i Udlandet, – uhyre mange skjærende Forholde.

Det blev en munter Aften, først der og siden i en Restauration, hvor de spiste tilaftens. Det er en Selvfølge, at Rejer ikke vilde lade sig fratage Æren af at betale det hele, hvilket dog holdt haardt at sætte igjennem, da Søstrene fandt det umuligt at tage imod saadant af en «igrunden saa aldeles vild fremmed».

Miss Lizzy foreslog imidlertid, at hun foreløbig skulde afgjøre Regningen; hun vilde hindre, at han blev optrukket. Fremmede var altid udsat for det, og «hun var nu engang Regnskabsfører af Profession!» spøgte hun, mildt seende ham op i Øinene, medens hun betalte og noterede i en net liden Notitsebog.

Det kildrede unægtelig Selvfølelsen, efter al den Dukken under, engang at faa sidde som Ligemand ved siden af saa fine Damer.

Det var nogle Aftener efter, at de spaserede ved Musik og kulørte Lamper paa Forlystelsesstedet «Great Hudson», da han pludselig saa Gøteborgeren, som ogsaa gik skilt fra Alert uden Hyre, og som satte op en egen pudsig Mine og signaliserede ivrig til ham:

«Aderton tusan,» hviskede han i Forbigaaende hastig paa svensk til ham: – «Lizzy Pump!» … Kut … kut Linen, Gosse!»

Rejer gav ham et gnistrende Blik og gik videre med Damerne. Men da de forlod Etablissementet, stod Goteborgeren igjen ude ved Indgangen.

«Kap Ankertouget og lad drive! Ur Gapet paa Blaahaien slipper ingen levendes … Hut! hut! … din» …

Mere hørte Rejer ikke i Farten … Men efter at have sovet paa det, forlangte han dog næste Formiddag sin Regning.

«Straks, Mr. Juhl!» svarede Miss Lizzy venligt og 387saa mat paa ham, «jeg holdt paa at skrive den ud til Dem igaar.» Hun vendte sig til Pulten og begyndte at blade i Bogen og notere.

Der blev travlere og travlere ved Disken. Boardingmasteren skulde have en Række Oplysninger og Regninger, og der kom en Del lurvede Folk ind.

Han maatte indrømme sig selv, at Miss Lizzys Beredvillighed igrunden havde afvæbnet al Tvil hos ham.

«Hør, Mr. Juhl!» smilte hun og saa resigneret hen paa alt sit Arbeide, «kunde De vente til siden, gjorde De mig en Tjeneste. Her er kommet saameget Paddy fra Cork, som maa ekspederes.»

Virkelig vrimlede der af Irlændere.

«Kan jeg faa Opgjøret til Klokken to, er jeg fornøiet, Miss!»

Til Tak fik Rejer nok et mildt, stille fortroligt Smil … «Og saa bør De passe Deres Sager, de er ikke sikkre her idag,» hviskede hun hastigt; det var umuligt at se, at hun bevægede Læberne, og hun stod straks efter urørlig og skrev ved Pulten.

Rejer havde Samvittighedsnag; han vilde yderst nødig have givet hende Indtrykket af, at han havde besvaret al hendes venlige Tillid med lumpen Mistænkelighed.

Ved Middagstid udraabtes under stor Bevægelse den Efterretning, at «Pearl of the Ocean» laa paa Havnen for Bahia, færdig til at lette, og bød uhyre Hyrer, og Boardingsmasteren, Mr. Pump, en kjæmpestor, godmodig lyshaaret Sjømandsskikkelse, kom hen og slog ham paa Skulderen med den Erklæring, at slik Leilighed blev der ikke iaar! Der var saa fint ombord som i en Dansesal. Vilde Rejer, skulde han afslutte for ham straks. Kapteinen havde alt været der og spurgt ham efter paalidelige Folk.

Rejer betakkede sig; vilde han forhyre sig, var han Mand for at gjøre det selv.

«Naa, som De vil!» lød det lidt stødt.

Boardingsmasteren havde af en eller anden Grund vakt hans Mistanke igjen, og Klokken præcis to stod 388Rejer ved Disken; han havde sin Bylt færdig ved Haanden:

«Saa var det min Regning, Miss!»

«Aa, den havde jeg rent glemt … imorgen» …

«Nu straks, maa jeg bede, – om den skal blive betalt.»

Hun stirrede mat paa ham og ringede paa Klokkestrengen … «Sig Mr. Pump, at Mr. Juhl ønsker at afgjøre sin Regning!» – Hun vedblev at skrive.

Idet Boardingsmasteren kom ind, modtog han af hende Notaer og Regninger fra Pulten, og skrev og summerede med den omhyggeligste Nøiagtighed; han gav sig god Tid og forvissede sig gjentagende om hver enkelt Post. Endelig rettede han sin svære Person fra Disken:

«Værsaagod, Mr. Juhl! Tre og sytti Dollars fem og seksti Cent» …

«Hvad? … hvad skal det betyde – For fem Dage?»

«De har forsynet Dem med Klæder, Mr. Juhl! – en Hat til fire Dollars, Vest til fem, Halstørklæde og Snipper fire, Sko seks og her en Smule Æresgjæld for Fornøielser i Montreal. – Damernes Udlæg. Behag at læse! … Post for Post … Jeg tør forsikkre nøiagtig. De vil indrømme det selv» …

Rejer stod med Regningen … Tre og sytti Dollars! – Femten Dollars mere, end han eiede! – en Maanedshyre fløiten for hver Dag, – og endda to tre i Vasken! – Det … det … det dette maa være Snyderi, – et frygtelig Snyderi! Han sendte et forbittret Blik hen paa Miss Lizzy; men hun stod saa uanfegtet og rolig, at han ikke kunde undgaa at faa sine Tvil. Han kjendte jo ikke Priserne her! …

Han var i den pinlige Stilling, ikke at vide, enten han skulde være høflig eller rasende. Om ikke andet, saa maatte han se til at faa Regningen mindsket ned de femten Dollars …

«Det er en rent urimelig Regning, Mr. Pump! … men lad gaa! – træk af de femten Dollars, det gir akkurat otte og femti, alt hvad jeg har.»

389«Umulig, Mr. Juhl! den er ikke en Cent for høi.»

«Mr. Juhl har været saa artig at stille sig i Omkostninger for mig og min Søster, – jeg skulde gjerne ønske at faa betale min Andel,» – lagde Miss Lizzy blidt ind.

Den sidste Bemærkning lod Rejers Æresfølelse blusse voldsomt op.

«Tak Miss! men, er jeg plumpet i det, faar jeg ogsaa hale mig selv op igjen. Mr. Pump!» – vendte han sig pludselig til denne, – «jeg har kun otte og femti Dollars i Lommen; vil De hjælpe mig til at faa solgt mine nye Klæder, saa» …

Mr. Pump dreiede blot sin svære Skikkelse og nikkede hen til et Par Personer med Guldsnorer om Huen, der tog sin Fortæring lige ved Døren i det indre Værelse:

«Mr. Fearwather, Førstestyrmand paa «The Pearl», sidder just der og forhyrer; han byder, hvad det skal være, for en Mand som Dem, Mr. Juhl, – uhørte Hyrer!»

Mr. Fearwather kom ind, fulgt af sin haandfaste Trediestyrmand.

Rejer stod i Klemme baade for Æresgjæld og andet! Her var ikke længere Spørgsmaal, om han vilde eller ikke. Livet ombord i «The Pearl» var som paa en fin Restauration, sagde de, og Dollars op over Ørene.

«Pretty fellow, the Norseman! – vi maa ombord i denne Stund, my boy!»

– Nede i Gaden mødte de Gøteborgeren.

«Femti Dollars om Maaneden ombord i «The Pearl!» – raabte Rejer, – «til Bahia først … hyrer mig ikke længere!»

«Tunnar tusan! – jeg gaar med!»

Affæren blev afgjort, medens de gik nedover til Barkassen.

Denne laa fuld af bare nyforhyret Mandskab, – underlige Gesichter allestedsfra. Paa Bunden af Baaden saaes Ryggene af et Par aldeles døddrukne, mørke Gaster i Rødskjorter.

390«Sæt af!» lød det.

De var lystige og sang i Munden paa hinanden, helt til de var under Skibssiden, hvilket tog Tid, da «The Pearl» alt havde halet et Stykke ud paa Floden.

Da de stod paa Dækket, mødte de imidlertid en aldeles uventet Modtagelse, idet de uden al Forklaring øieblikkelig blev kommanderet til Sjau. Tunge Sække og Kasser stod henover, og der var et helt Lag af Lasten igjen at stuve; det saa ud, som Arbeidet pludselig var blevet forladt.

Det var en ren æreløs Overrumpling, stik mod al amerikansk Skik, hvorefter alt skal være fuldt klart til Seilads, naar de hyrede kommer ombord, saa at de er fri for alt Sjauerarbeide. Men her saa ikke i mindste Maade ud til at være gjort seilklar; heller ikke var de endnu stort mere end halv Bemanding.

Skuffelsen og Forbittrelsen var ubeskrivelig. De var alle komne, lokkede af de herligste Løfter, og nu, kun et Øieblik efter, stod de Ansigt til Ansigt med en Række brutale Skibsofficerer, næsten lige saa mange som de selv, der truede dem til haardt Arbeide med Revolvere og tunge Stokke.

Der opstod et Øieblik en Overraskelsens Taushed. I næste fo’r de alle som én hen til Matrosruffet og satte sig fast der som i en Fæstning.

Under den Kamp, som nu opstod, lykkedes det Officererne at bryde ind og trække et Par af de nærmeste ud paa Dækket. To andre, som forfulgtes, flygtede op ad Skylightet. Modstanden blev imidlertid saa kraftig, at Anløbene paa Ruffet foreløbig indstilledes; men kun for ude paa Dækket at give Plads for et Prygleri mod de to stakkels grebne, saa grusomt og jammerfuldt, at det kunde røre en Sten.

Dette førte ogsaa til, hvad der tilsigtedes, at Matroserne kom ud, én for én, med bøiede Hoveder og uden videre undergav sig Arbeidet.

For Natten indestængtes de atter i Ruffet for at sikkre sig mod, at de rømte, før der lettedes.

391Det var mørkt derinde i det efter Solstegen kvalme, lummerhede Rum.

Alle – paa de Par døddrukne nær, – var enige om, at de vilde fraborde, koste, hvad koste vilde.

Der overlagdes i Stilhed; man undersøgte og befølte Planker og Luger og enhver Mulighed for Udveie; det gjaldt at handle straks.

Der blev skaaret et Hul i Væggen; og Klokken halv to om Natten aalede man sig én for én ind i Tømmermandens Redskabsrum og derfra ud paa det bælgmørke Dæk.

En gik paa Hoselæsten agterover, hvor de havde set en stor bidsk Hund. Den fik Hovedet kløvet uden en Lyd.

Tre blev sat til Vagt om Baadsmanden, der sov, og som i denne Fortvivlelsens Stund vilde have fristet en ulykkelig Skjæbne, om han havde vaagnet.

Alle Baadene fandtes imidlertid til deres Forfærdelse at være ophukede og faste. Officererne havde gjort Flugt umulig. Pludselig huskede én, at han havde set en liden Pram ved en Fangeline i Kjølvandet, men hvorledes komme did agterover Dækket? – umuligt! …

Da fandt Gøteborgeren paa at gaa ud Klydset og ned Ankerkjettingen og lade sig drive i Mørket med den stærke Strøm langs Skibssiden, indtil han fik Tag i Prammen. Det lykkedes med Møie.

Men nu viste det sig igjen, at Fangelinen, som holdt den, var en Jernkjetting. Hver Vei var spærret!

Atter tre Mand svømmede i stumt Mørke nedover langs Skibssiden til Hjælp med at faa knebet op Lænken.

Omsider, med usigelig Forsigtighed, fik de Prammen skudt lydløst forover under Klydset.

Idet de, Mand efter Mand, steg ned, knækkede en Tofte med en Larm, saa at Baadsmanden vaagnede.

De af dem, som endnu var oppe paa Dækket, kastede sig nu vildt ned i Baaden. To, tre faldt i Vandet og bjergede sig ved at holde sig fast i Æsingen. Resten stod stuvet som Sild!

392De havde neppe faat sat fra, før de hørte Officererne storme forud og Knækket af Revolvere, der spændtes.

Det lyste Glimt i Glimt, og de hørte Kuglerne suse; men, takket være Mørket, den raske Strøm og de saa vel opphukede Baade, – de slap iland!

– Klokken nær fire om Morgenen indstallerede Rejer og Gøteborgeren sig igjen i sine gamle, kjendte Køier ombord i Alert; – men ingen af dem sov den Nat!

Rejer syntes, han havde oplevd noget, og dertil aldeles klaret sine Amerikagriller.

Medens han under Indtrykket af Dagens skiftende Billeder laa vendt mod Køievæggen, steg et blegt, farveløst, regelmæssigt Ansigt frem for ham med lyst Haar og matte, runde, melkeblaa Øine, næsten som en udtryksløs Røg at se i! De glittrende hvide, smaa Tænder og Hagen, der ligesom trak sig under Munden …

«Jo vist var det Blaahaien!» udbrød han.

«Den Lizzy Pump?» svarte Gøteborgeren henne fra Køien … «Ja saa meget har jeg hørt oppe i Montreal, at fra Pumpen slipper ingen, før han har bortakkoderet ham paa tre Aar om Kap Horn eller til at slave i …traden paa Guinea.»

– Spillet gik; de hav Anker og varpede ud for at gaa nedover til Quebek. Opsangen hørtes dæmpet:

Saa ankred vi paa Portlands Bai
ho-i-o-hiven hal!
men Ankret slugtes af en Hai
ho-i-hiven hal!

Der varped vi paa alle Mand
ho-i-o-hiven hal!
Gin og Brandy halvt med Vand!
ho-i-hiven hal!

Og Spillet hev sig saa galant
ho-i-o-hiven hal!
til Frak og Hat blev sat i Pant,
hei din Hund betal!

Saa fik tilslut vi Smørret solgt
ho-i-o-hiven hal!
paa …trade og Ibenholt
ho-i-hiven hal!

Saa dansede vi for vor Hals
ho-i-o-hiven hal!
i fire Aar en Hyrevals:
– hei din Hund betal!

*

Det var idet Alert en Høst gik op til sit Hjemsted, Fredriksværn, at Rejer stod i triste Betragtninger. Byen laa indenfor de afblaaste øde Skjær, som dannede Indløbene eller Gabene, og i hans Lomme var der næsten lige saa øde og blaast for Hyre!

Han var for Tiden ikke godslig stemt, som han med en Gjenkjendelsens Følelse saa paa sit Hjemlands graa, fornuftige kolde Skjær. For tre Uger siden havde han nede i Bremen ladet Styrmanden faa saagodtsom den sidste Klat af sin Hyre tillaans. Styrmanden var «desværre aldeles blanket!»

Det var en Henvendelse, som Rejer følte sig meget smigret ved; thi det viste, at Styrmanden, trods deres nuværende Forhold som Over- og Underordnet, ikke glemte, paa hvad Fod de fra først af havde staaet, og i Stilhed erkjendte ham for at være af jevngodt Folk med ham selv.

En anden Side af Sagen var det imidlertid, at med denne «lille Haandsrækning» fra hans Side gik nu de Midler fløiten, hvormed han skulde tage Styrmandseksamen. Han havde just knebet sammen denne Rest for at kunne ligge nogenlunde arbeidsfri hjemme i de Vintermaaneder, da Alert lagde op og reparerede; og saa kom Styrmandens Forlegenhed saa mestersvineuheldigt ovenpaa alle de andre Uheld med Hyren.

… Uden Penge ingen Styrmandseksamen, det var mere end greit, … – – – At sige … medmindre man nu tog den alligevel! … Hm, – komme i Arbeide nogetsteds og læse om Natten? …

394Ja vist, læse om Natten!

Som han ikke nu havde sovet og snu’d fra sig overflødigt nok i Køien i de over tre Aar ombord i Alert …

Og saa lette sig for mest mulig af Godset, – sælge Uhret og Brystnaalen, – Stadsklæderne …

Ansigtet blev fast og skarpt, Hagen fremstikkende, og han plystrede mellem Tænderne.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.