IX. Rejer sveises i Venskabs Glød

«En kan nok faa Hesten til Bækken, men ikke til at drikke!» mumlede Rejer bittert, da han for, vi véd ikke hvilken Gang, maatte transportere sine Tanker hjem til Bogen fra Laurvig. Det nytter lidet at sidde her og gnu.

Hverdagen var begyndt igjen. Efter over halvanden Uges uafbrudte Juleturing baade inde i Laurvig og her, – det havde været en ren Kammeratrus og lidt af en anden Rus ogsaa! – skulde der nu tages fat for Alvor; men det gik kun med Pusten og Gispen og at falde i Staver over Bogen og tænke.

Saa det ene og saa det andet kom igjen for ham.

417Han røgte Shag af en Snaddepibe med et prægtigt Ravmundstykke, som en af Kammeraterne havde foræret ham. Overhovedet vilde hver især indpaa ham med det, at han skulde være netop hans bedste Ven, og det var bra nok – forsaavidt! … Men prægtige Karer var de allesammen, som gjerne vrængte Lommerne for hverandre.

Puf … puf! – han dampede – er dette at læse? …

Jo-o Sara Rørdam var virkelig efter mig med Finter der inde paa Ballet i Laurvig, – og det ikke bare engang. «Ikke hendes Folk disse, som bestandig vil være over hvad de er» – nei – puh! … Naa hun fik det glatte Lag igjen, før vi skiltes! «Men véd De, hvem der er af mine Folk, Jomfru Rørdam? Det er netop saadanne, som tør være den, de er, og før knække før de bukker sig.» – Og dansede vi ikke saa uhyre hyggeligt og muntert sammen hele Feieren bagefter!

Jeg ser godt paa hende, hun véd slet ikke, hvad det er for en fyr, hun har for sig, og undres paa, hvordan jeg kan have levet, siden jeg har blanket mig saa for Hyren. Hun er ikke dum.

Naa – haa! – det nytter ikke at røge og læse paa engang, det sætter Skodde i Ho’det. Han lagde Snadden fra sig og tog atter fat.

Men klart, «oplet» Veir blev det ikke inde i Tankegangen den Dag, og han var glad, da en af Kameraterne ud paa Eftermiddagen kom og bad ham følge med og tage en Pibe oppe hos ham. Det Ekstrapensum, som Læreren havde givet dem at klare i Navigationen under Juleferien, blev foreløbig stuvet tilside.

– Inde paa Sjømandsskolen gik det paa Nyaaret ikke længer med Gispen. Det var livligt nok; Kammerater paa alle Bænke. Feilen var blot, at de gav én formeget at tænke paa baade under og efter Undervisningstiden. Snart var der en Flaske Punsch, som skulde knækkes hos én, snart en liden Sviptur i Kompagni hid eller did, saa at det udover Januar Maaned bare blev at «skubbe fra sig» eller «stuve tilside» den ene Gang efter den anden for at tages igjen ved Leilighed. For 418Rejer faldt dette saameget lettere, som han hørte til dem, paa hvem Læreren var tryg, saa at han sjeldnere rettede Spørgsmaal til ham. Men de Huller, han paa det Vis fik, begyndte at blive betænkelig mange.

Der var nu ikke længere Tale om at vække om Natten. Han kunde ogsaa have laant sig fra Vedskjulet hos gode Venner; men det saa ud, havde én af dem sagt, «som der en Tid blev snaut for Penge over hele Jægten.» Og efter den Yttring foretrak han for det første at hugge fremfor at laane paany. Desuden, – han satte en vis Pris paa at tale med Sara Rørdam, uagtet hun havde noget ved sig, som altid æggede ham til at sætte i med store Ord, der ærgrede ham selv bagefter. Det var, som hun bestandig havde en Tvil bag Øret om ham.

Saa kjendt, som han nu var paa Stedet, var det hellerikke saa ligetil som før Jul at skille sig ved de fine blaa Klæder. Nu havde han staute Kammerater, og hos Kanonerens smagte det ham ikke at te sig rent ud som en Sjauer længere. Sara Rørdam havde en Maade at se ham an paa, som hun altid tænkte paa, hvad hun skulde tro om ham, og kom han nu ogsaa til Søndags seilende i den gamle slidte Habit, vilde hun med de Øinene sine nok grunde ud, hvor han havde gjort af de blaa, – Walla var sletikke sikker for at være sladderagtig heller!

Det ene med det andet; – her var Forlegenheder, som satte ham ud af Læsegjængen. Naar alt kom til alt, saa laa han jo i Lommen paa hver én af sine Kammerater, og saa havde man ondt for ikke at være høflig og komme, naar de overhang ham om at være med sig.

Han grublede alvorlig paa at skrive ind til Styrmand Lind i Sandefjord. Ikke for paa nogen Maade at kræve ham, men blot høre, om han kunde skaffe Udvei til at faa en liden Klat Penge trukket paa Hyren til Vaaren. Han vilde sætte ham ind i Omstændighederne med Styrmandseksamen.

419Ligesaa godt skrive først som sidst, – og Brevet gik afsted.

Imidlertid hjalp han paa Affærerne ved at paatage sig Halvdagsarbeide ude ved Alert, som blev kjølhalet paa Isen. Paa den Maade blev han vistnok sat dygtig tilbage, just nu det kneb; men saa maatte jo Styrmand Linds Brev snart komme! Ogsaa havde han det at flyde paa, at han havde faaet Begyndelsen og Grunden i Tingen saa godt og greit ind.

I Kanonerens Vedskjul stod han om Morgenen saa prompte som et Slaguhr.

Siden Julen var Sara ikke længer saa let at faa i Tale; hun kom aldrig ud i Vedskjulet og bad ham ind, overlod ham ogsaa mest til sin Far under Frokosten, medens hun stellede ude og inde i Huset.

Idag, Kanoneren var gaaet paa Værftet, havde hun imidlertid Strygning. Fjelen laa fra en Stol tvertover mod Kjøkkenbænken, og hun stod med Ryggen halvt mod ham og strøg. Efterat have sat Kaffeen hen paa Bordet til ham, tog hun igjen ivrig fat.

Rejer forhastede sig ikke med sin Frokost, det var saa hyggeligt at sidde og se paa. Hun dynkede og strøg og glattede det ene Stykke efter det andet; det var, som han ikke var til.

Endelig syntes hun vel, han kunde have siddet længe nok.

«De har vel ikke mange Timerne at give bort nu om Dagene, Juhl! det er jo knap fem Uger til Eksamen.» – yttrede hun lidt lattermild for at give ham en Mindelse om at gaa.

«Altid Tid nok for den, som forstaar at bruge den,» svarede han overlegent; han syntes ikke om saadan at vises Vinterveien og blev siddende.

Strygejernet gik langsomt dampende fremover. Det var at se paa hendes Ansigt, at hun mente noget:

«Det maa være godt altid at kjende sig ovenpaa, selv om man har sat Hyren overstyr og maa» – hun sendte et Blik ud til Vedskjulet.

Det var et pludseligt Angreb lige i Kjernepunktet.

420«Hvem siger, jeg har gjort det?»

«Har De den kanske?»

«Nei det er sikkert, jeg ikke har.»

«Jeg skulde gjerne villet set Dem med tre Aars Hyre i Lommen, hvor høit De da satte Næsen!»

Naa hun er sandelig godt underrettet, tænkte Rejer.

… «Der er Folk, som blir kryere, jo værre det gaar, Jomfru!»

«Værre det gaar? – et voksent Mandfolk med bare snaue sig selv at sørge for!» udbrød hun.

«Da forliser der mangen Matros paa bare snaue sig selv, som De siger. Sidde der stuvet paa hverandre i Lugaren i maanedsvis ombord, – og saa med engang slippe iland med Hyren i Lommen. Han skulde kanske bare fornøie sig med at rende op i en Sparebank!»

Hun rystede op en Gutteskjorte, som skulde paa Fjelen og stryges:

«Fornøie sig? ja De har rigtig Ret, Juhl!» lo hun, «det vil vi saa gjerne allesammen, vi faar bare saa sjelden Lov!»

«Fruentimmer er nu engang anderledes, det er ingen Raad med det, Jomfru!»

«Aa jeg véd ikke, om de er saa rent anderledes jeg!» sagde hun og blev staaende lidt grundende. «Jeg har altid kjendt det saa tungt for Brystet, naar Skibene gik ud om Vaaren. Nei aa nei! den, som kunde faat være med bare én Gang og set andetsteds, om de stryger og bager og feier og skurer der ogsaa, fra de staar op til de lægger sig …

Alle vi Smaapigerne, naar vi kom flyvende med Tavlerne fra Skolen og vidste, at Ringdals «Gyda» skulde gaa ud, eller Røds «Alida», eller at «Mindet» lettede ude paa Havnen, saa fik vi vel Benene med os, skulde jeg tro, – det er saa eget med at høre Ankerkjettingen! Vi slængte Bøger og Tavler og Penaler ihob ved Grøften, og saa bar det Veien opover til Udkikene eller ned til Bryggen og ud paa Værftsvolden eftersom Fartøierne laa til. Saa laa Matroserne der som Fugle over Ræerne og gav ud Seilene og saa ud hver og én 421som de alt kunde kige udover til Udlandet! … Huf ja, – gi’ mig en Skilling for hver Gang, jeg syntes det snørede sig sammen for Brystet, fordi jeg var Pige og bare skulde være hjemme. Det var slig Opsang og sligt Liv med dem alle derude. Matrosen fik en anden Røst, naar han først var ombord …

Naar de var langt udenom baade Gabene og Staværnsodden, maatte vi lakke hjemover saa fattige, som om halve Verden var reist!»

Hun greb hastig Strygejernet, som hun havde glemt at flytte, saa der stod en brun Triangel igjen paa Skjorten.

Rejer havde reist sig i hele sin Længde:

«Ja, naar Fruentimmerne var slige! De skulde gifte Dem med en galant Sjømand, Jomfru Rørdam, – saa slap De at gaa her og brase og kokkerere.»

Sara lod Jernet gaa fast og med Eftertryk henover Halslinningen:

«De skal ha’ Tak for godt Raad, Juhl! Sjøen er usikker Grund og Sjøfolk ikke likere. Jeg har set mange komme hjem og være høie i Huset med tomme Lommer.» Hun saa noget hvast paa ham.

Han vidste godt, hvad det var for Tanker, hun gav Luft!

«Hvad véd De om mig, og hvordan jeg er bleven kvit min Hyre, Jomfru? Men vil De gjøre mig en Tjeneste, som jeg forresten ikke tror saa synderlig paa, saa bed Deres Far skaffe mig noget bedre end denne sløve, hakkede Kjødøkse at kløve Veden med, jeg maa banke den over Stabben som Tørfisk.»

Hun stod og saa noget rød paa ham, da han med disse Ord tog Huen og gik.

Høist uforskammet! – tænkte Rejer. Hvad kommer min Hyre hende ved?

… Svært indbildsk, … frygtelig indbildsk! … Jo, hun skulde komme til Barcelona eller Malaga og se sig om paa Fruentimmerne der! – jeg tænker hun skulde dukke Ho’det lidt ned, naar hun saa, hvad Slags Øine de fyrer op med. Skjønt – – jeg tror slet ikke, hun vørdede dem engang! – og de vilde vist synes, hun 422var rigtig vakker dernede med det svære, spraglede gule Haaret og den kry Reisning, – rigtig en Gallionsfigur.

Den næste Dag fandt han Øksen liggende blanksleben paa Stabben.

Han saa paa den og grublede en hel Del over, hvordan hun havde faat gjort det; men endnu mere grundede han over, hvorfor hun havde gjort det? … Det kunde være, fordi hun vilde gjøre det godt igjen; men ogsaa, at hun vilde vise, at hun ikke agtede at taale nogetslags Tiltale for deres Sager af ham.

Da han satte Øksen i Stabben og gik ind til Frokosten, var hun spansk, og han ikke mindre stram igjen. Hun saa ham næsten ikke, og lod, som hun aldeles ikke lagde Bræt paa, enten han kom eller gik.

Men han havde andre Ting at tænke paa end det. Der kom intet Brev fra Styrmand Lind, og Dagene gik fra ham med Eftermiddagsarbeide nede paa Alert, den ene efter den anden. Var det end saa, at han kunde tage det igjen ved at læse om Natten og gjøre tre Uger til seks, saa var det ialfald for Øieblikket en nederdrægtig skammelig Klemme, han var sat i. Det strenge Eftermiddagsarbeide slog Natten ihjel for ham. Det var umuligt at holde Øinene oppe efter det.

En hel Uge gik endnu. Men saa kom da ogsaa Styrmanden selv. Han var buden ind til det store Bal, som skulde være hos Skibsreder Singdalsen for hjemmeværende Styrmænd og Kapteiner.

Han stod just og barberede sig til Ballet, da Rejer kom ind til ham nede i Madam Stenersens Herberge. Fra den oppakkede Kuffert laa og hang der Klædningsstykker, stivet Linned, hvid Vest og Alunskindshandsker, nye og brugte, udover Stolene. Han havde stillet Barberspeilet paa Kommoden med et Talglys paa hver Side:

– «Turet noget forskrækkeligt i Sandefjord! … Jeg tænkte, Du døde nu vel ikke paa en Uge eller to, Juhl! indtil jeg kunde komme ind og tale med Kapteinen om Forskud for Dig. Ja, for Du havde nu vel ikke dysset 423din Sjæl i Blund med, at der fandtes Penge hos mig vel?» vendte han sig jovialt om til ham fra Speilet. «Af talen var jo, at det skulde staa paa Afregning, til vi gaar tilsjøs igjen.»

«Nei», lo Rejer – «ikke har der været Tanke hos mig om at klemme Dem, Styrmand! – det saa De jo i Brevet.»

«Javist!» – han tog atter fat paa Barberingen «Kommer nok til at tale til Kapteinen baade for Dig og mig, – for en saadan Vinter iland er rent til at blive Fattiglem paa.

… Jeg vil slaa paa det til ham ikvæld, naar vi haler ind til Punschebordet.»

Han trak paa sig og trampede i de lakerede Støvler.

«Saa!» – han rettede sig – «nu tror jeg, jeg er klar.»

Og fin var han fra Top til Taa, det lod sig ikke nægte.

For Rejer var der altid noget vist betagende ved den djærve, flotte Sjømandsskikkelse; den havde nu engang fanget hans Skjønhedsfølelse.

Da de skiltes oppe i Gaden, yttrede Lind:

«Saameget forstaar jeg mig paa Veirfortoningen, at fra Singdalsen kommer ingen før lyse Dagen, og saa er det vel ikke værdt, Du spør’ ned til mig efter Mynten før imorgen Eftermiddag engang, – saadan Klokken fire fem.»

Rejer gjorde høire om. Nu skulde der for Alvor gaaes Seil med Eksamenslæsningen, og paa høie Tid var det!

Han slog efter og regnede og læste, saa det durede udover Natten. Det var Sager, han skulde havt inde for over en Maaned siden, og nu holdt det haardt, det stod mangesteds fast for ham, saa han maatte læse efter fra Grunden. Han stillede Vækkeuhret og sov et Par Timer i Armene ved Bordet; tog saa paa igjen.

Nei, skulde det gaa saa, blev det sene Varp. Om det og det og det fik han spørge nogen af dem, som havde læst det. Knuden var, at vinde ind paa Tiden. Kanonerens Vedskjul vilde han ikke mere vide af, det skulde være sidste Gang idag, saa han fik aldeles fri til 424Læsning. Tolv Timer Dag, – og Natten, naar han kun sov fire Timer, det gav et Døgn paa nitten tyve Timer.

Han gik ganske tidlig hen i Vedskjulet den Morgen med Lygte for at faa ryddet det sidste afveien og være færdig til Dagen.

Han havde alt den behagelige Følelse af at have hugget og kløvet sig varm, da der om Hushjørnet naaede ham et Par Stemmer, som gjorde, at han blev staaende urørlig med Øksen.

… «Aldrig moret Dem som iaften? – det har De sagt mange Gange før, Styrmand Lind!» – lød en munter Fruentimmerstemme.

«En kan aldrig vide, hvad der gror op paa Stedet, mens én er ude paa Reis! De løb om som Smaapige, husker jeg, da jeg blev konfirmeret. Splitte min Bramstang, om jeg har danset slig før med nogen! … Min ringe Mening er nu, naar jeg faar Lov til at sige den ende ud, at De skar som en Klipper mellem bare Trælastskuder, høit til Luvart af dem allesammen! … skvæt afveien, her kommer én, som er for sig selv!»

«Der er ingen som Sjøfolk til at have det i Munden og Benene. Danse og snakke for sig, det kan de alle, men ellers» … Fandt Du Dørnøglen. Far?» afbrød hun. De var stanset foran Gangdøren.

«Javist, javist! – Tak, min rare Ven, som hjælper en gammel benløs Mand op af Trapperne … Adiø, adiø, Hr. Styrmand!»

Gangdøren smeldtes et Par Gange i, før Kanoneren fik den lukket.

Rejer var rask fremme i Aabningen til Vedskjulet; hans Ansigt havde et hvast Udtryk. Han stod længe og saa i Graalysningen, hvorledes Styrmand Lind gik opefter Gaden med det sortkrøllede Hoved kastet bagover. Han var farlig vakker, saadan som han stod der og snakkede med Sara Rørdam om Klippere, og hvad det var for Slags Sukkertøi altsammen, han strøede for hende.

Han brød sig ikke om at spise Frokost derinde den 425Dag; hun gik der naturligvis søvnig efterat have moret sig hele Natten og tænkte paa sit.

Han slængte øksen hen paa Veden og skyndte sig hjem til Walla for at faa Kaffe der, før hun gik ud.

«Om jeg vil skaffe Dem Kaffe, Juhl? – Javist, og det den, som er baade ægte og stærk, – en Ungdom saa anset i Byen, som De er baade af høi og lav! Om jeg saa skulde miste Fortjenesten baade paa Institutet og Aspirantskolen, – for der har Morgenstund Guld i Mund for en gammel Kone, som passer paa sit … De skal faa to Theskeer paa Kjedlen af Eberhards til tredive; det faar De ikke hos Kanoneren.»

Hun snakkede og snakkede; men Rejer var ikke oplagt til at høre efter og glad, da han saa Ryggen af hendes gamle, brune Kaabe ud igjennem Gangen.

Et græsseligt Snakketøi! – hun satte mig paa saa mange Ting, at det nu er mig plat umuligt at læse, før jeg faar gaa’t det af mig.

Om Eftermiddagen var han inde hos Styrmand Lind, der sprang op af Sengen i Vest og Skjorteærmer:

«Har sovet til over Middag; men Forskuddet er ordnet. Tyve Daler at hente, naar Du vil! … Aa, i – aah» – han strakte sin slanke Person, «hvor jeg har danset inat! … Skal ud iaften igjen i Selskab. Men Du kan tro, jeg traf en vakker Pige! Vi dansede, ja vi dansede, – og det skulde netop træffe til, at det var en god Bekjendt af mig, fra jeg slængte her som Gut.»

«Nu har jeg ikke været paa én Plads, hvor ikke De har havt Slægtninge eller Bekjendte, Styrmand!» busede Rejer ud – «men Sara Rørdam» …

«Hvad? – har Du alt hørt, at jeg dansede med Jomfru Rørdam?»

«Her er et Sladderhul, – et frygtelig Sladderhul!» – forsvarede Rejer sig flau.

«Det er en omframt Pige, – jeg faar ned og hilse paa gamle Haubitzeren.»

– Disse Ord kom Rejer tilbage til under Læsningen den Nat; de holdt ham i stadig Grubleri …

– Han hævede Penge den følgende Dag og var oppe 426hos Styrmanden for at sige ham det, og – for at komme efter, om han havde været nede hos Kanonerens. Han kunde ikke lade være at holde Udkik i Gaden efter ham.

Wallas Overflødighed af Ord var stor som hendes Glæde, da han viste sig som en prompte Betaler; «hun havde bestandig tænkt og vidst, at han vilde betale baade, hvad han havde laant og ellers skyldte hende. Det var en Guds Gjerning at bie et saa agtværdigt ungt Menneske, – hun skulde nok udbrede ham, hvad han var for én i alle Maader» …

Han afgjorde endnu en liden nødvendig Klat oppe hos en Kammerat og tog saa fat paa Læsningen for første Gang med den beroligende Bevidsthed, at han havde den fornødne Drifts-Kapital i Lommen, men tillige med Følelsen af, at det nu ogsaa gjaldt den yderste Anspændelse.

Han læste, sprang op i Gaden for at faa gjennemgaa hos en Kammerat, naar det kneb, saa hjem igjen som en Pil. Han saa egentlig først nu, hvor frygtelig han laa agterud. Det værste var straks naturligvis, før det kom paa Glid igjen. Han talte Dagene.

Som han kom hjem en Eftermiddag fra en af sine Udflugter med Bogen, fandt han Jens Nordberg – han, som havde foræret ham Snadden, siddende henne paa Skibskisten.

Han var Kammeraternes Yndling, en liden rund rask én med melk- og blodfarvet rundt Ansigt og lyseblaa Øine, altid lystig, altid klar paa Udveie, naar det gjaldt at opdrive Omkostninger til lidt Kommers. Men han saa ikke lystig ud idag. Han sad og kneppede med Hænderne og saa ned i Gulvet. Han var «kommen for at faa et Raad hos Rejer,» og blev igjen siddende stille og stum.

«Har ikke en Skilling!» – slap det endelig ud af ham. «Ikke en Skilling at faa hos nogen, – og jeg, – jeg faar ingen Styrmandseksamen jeg!» – endte han og saa resigneret op, som om han selv alt havde opgivet det. Han var rød i Øinene; det saa næsten ud, 427som han havde grædt. «Det er ikke for mig, men de gamle hjemme paa Nordberg vil bli’ rent fortvilet, ser Du. Jeg lovede dem den Eksamen ifjor ogsaa.»

Det gik hedt i Rejer: han skyldte ham Penge, men rigtignok først paa Hyren til Vaaren.

Han gik lidt frem og tilbage:

«Ja, ja, ja … hvad er der at gjøre ved det?» det begyndte at koge i ham. Der sad det Kreatur der paa Kisten! – «Jeg syntes det var netop Dig, som sagde mig, at der laa Penge at faa tillaans rundt om i alle Lommer.»

«Det saa ud saa dengang; og jeg har da leveret, saa langt jeg kunde.»

Det var en Bebreidelse, og Rejer fik en pludselig Lyst til at kaste ham den fine Snadde i Ho’det.

«Anton Holm mente, at der kanske kunde være nogen Raad oppe hos Dig, siden Du havde faat Penge i Mandags. Men hvor intet er, er Keiserens Ret forloren, véd Du!» – endte han sørgmodigt, idet han reiste sig. «Min Styrmandseksamen er væk den. Men om jeg kunde forskrive mig til hundrede Daler for de syv nu, jeg skulde» …

«Der er dine syv, Nordberg! … men saa skal Du gjøre mig en Tjeneste: – at tage den Snadden din igjen, – jeg kjører den ellers ud af Vinduet og ned paa Gaden!»

«Hvad? – kjør den hvor Du vil for mig!» sagde Jens Nordberg pludselig kry, han holdt Pengene i Haanden; «det er somme Folk, som takker paa den Maade, naar de har faat en Haandsrækning. Ikke vidste jeg, Du var slig! – Naa, Adiø» …

*

– Prøveeksamen skulde holdes. Rejer havde i det sidste arbeidet, sultet sig og sprænglæst og lod staa til. Vistnok var her Fare for Uheld baade paa det ene og det andet Spørgsmaal, men han stolede paa lykken, sin Kredit hos Læreren og sin egen Koldblodighed.

Eksaminator begyndte dog, svineuheldig nok, at for428fare ham netop i det, der var læst efter Jul, og da han straks traf lige i et stort Hul i hans Kundskabskiste, satte han i Opgaverne med en Sikkerhed, som han kunde have gjættet ham, Stokken ned i det ene Tomrum efter det andet udover, – aldrig andetsteds end netop i Hullerne!

For Kammeraterne saa det ikke ud som det gik ind paa ham, da han gik fra det.

Men om Kvælden, da Rejer sad alene med Albuen paa det flisede Bord og de sammenlagte Bøger og Regnetavlen foran sig, viste hans Ansigt andre Følelser. Han stirrede stivt, urørlig hen for sig. Praasen stod med en lang Tanne i Stagen; dens trevne Skjær skimrede saavidt hen paa Brandtmuren med dens tilstoppede Stump af et Ovnsrør …

Han havde igrunden strævet umenneskelig, – som en Hest! – for den Eksamen, – slidt i dette Kot som aldrig før i sit Liv.

Han havde sat saa uhyre meget paa dette Kort, ment at faa gjort en hel ny Begyndelse til at slaa sig op og komme sig frem i Verden, – et helt Sæt fremover! …

Det sittrede i hans Ansigtsmuskler; han havde en skjærende Fornemmelse af Fortvilelse.

… Ikke havde han levet paa det løse i alle disse Aar, naar han ikke havde stolet paa, at han skulde tage Eksamen saa let som en Fjær, straks han kom hjem, – svinge sig op med ét Kast til en rigtig betroet Styrmand, der med sit paalidelige praktiske Sjømandsskab nok snart skulde staa med den ene Fod i Stigen til at blive Fartøifører.

Han havde tænkt at kunne skrive saa stort hjem nu! –

«Aa,» udbrød han bittert, «igrunden er det jo lige fedt, hvad der blir af slig én som jeg, som gaar der alene i Verden som en ensom Sild, der er kommet væk i Havet! … Up and down … eller tilbunds! – det er ikke saa nøie paa Sjøen!» … han klemte Knoerne ind i Tindingen …

429For Sara Rørdam havde han da skrydt nok, og nu stod han der! … Og hvis var Skylden?

Han saa Styrmand Linds smukke Ansigt for sig, og ikke med blide Følelser. «Skylden? – haa, haa, haa» – han lo høit, – «naturligvis din egen, din indmarge Dumrian! – som la’r Dig æde op baade af Kammerater og Venner, som ikke engang lægger Mærke til, at de putter din hele Styrmandseksamen i Lommen … haa haa haa, dit Kvæg!»

«Kjære Dem, Juhl, hvad er det?» stak Walla Hovedet ind, forskrækket ved den uhyggelige Latter.

«Ingenting, Madam Wahl! jeg tænkte bare paa noget morsomt, og saa vil jeg gaa mig en god lang Tur» …

«Og hvordan er det gaat Dem da, Juhl, – til Eksamen idag? Jeg skulde vel titulere for Styrmand» …

Han var alt ude af Døren.

Han gik langt udover Veien i Sludnatten og lagde just ikke Mærke til Snebløden, hvori han stampede til op over Støvleskafterne. Hans Hoved blev klarere, og eftersom han gik, blev det et saa skarpstevnet Juhleansigt, som Slægten nogensinde havde produceret.

«Enten vil du være med i dansen,» gjorde han sig op «eller vil du ikke! og vil du, saa skal det ialfald bli’ mig, som skal danse med de andre, og ikke de andre, som skal haandtere og svinge med mig. De skal faa kjende den Vidie, som er seig!

Gaa paa igjen! Næste Høst Eksamen. Passe Skillingen! – og da kan de være blanke, hvem som vil, for mig – Rejer Jansen Juhl skal ikke være hverken blank eller opædt! …

Ho-ho! – jeg tror, jeg nu har Greie paa, hvor Haiene gaar!»

I de Uger, siden han dumpede til Styrmandseksamen, paatog han sig strengt Arbeide ude paa Havnen for at faa klaret af, hvad han skyldte. Han vilde have rent Dæk, før han reiste.

Det var nu Dagen, før Alert skulde ud i Langfarten igjen. Indom Rørdams havde han ikke set, siden 430han gav op Vedskjulet. At Styrmand Lind af og til kom der, havde ikke undgaaet ham; men hvad kom det ham ved? …

Han havde dog været meget i Beraad med sig selv, om han skulde gaa derind og sige Farvel og takke for sig, inden han fo’r. Haubitzeren havde været ham en god Mand og det kunde ogsaa være løierlig at se, hvordan Datteren vilde té sig nu, han var dumpet til Styrmandseksamen. En faar Visdom! – Walla, stakkar, vendte bare den gamle brune Kaaben sin, efter som Vinden blæste og de snakkede oppe i Byen. Hun var blevet rent sky og mistænkelig mod ham bagefter, ymtede om Betaling længe før Tiden og slog endog paa Forskud. Det var nu hendes Natur, stakkar! Det er paa de lette Fjær, én skal se, hvad Vei Vinden blæser.

Han var glad over, at han nu havde gjort op med hende og beroliget hendes Sjæl.

Ind til Rørdams gik han om Formiddagen og blev af en af Gutterne vist op til Kanoneren, der laa syg.

«Marts Maaned! Marts Maaned, min rare Ven!» modtog han Rejer fra Sengen, «og saa farer Gigten i Træbenet, – kunde gjerne hængt det ombord som Barometer, naar gamle Conrad Rørdam saa ogsaa slap at rope «Au» til. Au! Au!» – han flyttede sig i Sengen … «Frøs det af mig, da Engellænderen tog os paa Prisen mellem Isstykkerne i Skagerak; men blev ikke kvit det alligevel. Ja ja, det gjorde en uvørren Gast til Dannebrogsmand!» …

Rejer maatte reise ham i Sengen under adskillige uf og au.

«Det blev bare til Fliser med Styrmandseksamen iaar, min rare Ven! uagtet Du fik godt Lov for Begavelsen … Ja, ja, ja, – vi forliser én her og én der …

Og nu skal Alert ud igjen! – en net, rar Mand, den Styrmand Lind! … glemmer ikke gamle Venner, fra han løb her som Dreng, – vilde komme her og sige mig Farvel iaften, – morer sig med at sidde og høre paa en gammel Lollandsgast fortælle –

Knap Tid, ser jeg!» – sagde han, da Rejer med ét 431reiste sig. – «Ja ja ja, … Farvel, min rare Ven! det vil vare et godt Stykke udover Sommeren, for der er Ende paa al den Ved, Du har kløvet hos Rørdams.»

– Nede i Stuen fandt han Sara øiensynlig overrasket ved hans Besøg.

Han satte sin brede, selvsikkre Side til. Hendes Spanskhed fik sandelig taale ham i de fem Minutter, han agtede at genere hende i Stuen; han kunde ikke for, at han ikke var Styrmand Lind!

«Jeg vilde ikke reise uden faa sagt Deres Far Farvel,» sagde han, «den gamle var pyntelig mod mig i Vinter – og Dem med, Jomfru! Alert skal nu lægge ud igjen. Her blev jeg da hængende i mit eget Skryt! men det kan jo være det samme for den som «bare har snaue sig selv og passe paa», som De siger.»

«Aa, Rejer … Jansen … Juhl ta’r vel det snart op igjen!» hun skarede lidt spøgende paa Rejer, – «han har da ikke mistet» …

– «den kry Næsen endda! mener De. Nei, den skal De faa slaa mange Gange, for den blir flad. Den har bare faa’t det, den har godt af, og burde lugtet sig til før.»

Hun saa forskende paa ham en Stund og derpaa ned for sig:

«Min tro er nu, at der netop er nogen, som har taget Dem ved Næsen, siden det glap for Dem med Eksamen, ellers forstaar jeg det ikke.»

Det var næsten som en hel Begivenhed indeni Rejer, at hun havde den Tro til ham.

Medens hun saadan saa ned for sig, havde han stirret paa det vakkre Haar, som var lysere inderst og mørkere udover. Det var derfor, det blev saa gult og mørkt vekselfarvet i Opsætningen, og hun havde havt et saa eget godt, næsten undseligt Udtryk.

«Aa, det er let at give Fanden Skylden, – hver Ryg faar bære sit! … Og nu skal De have Tak for alle de Kopper Kaffe, De har skjænket mig; jeg vilde ikke have mistet dem, om jeg saa fik hele Styrmandseksamen for det! … og lev saa vel, Jomfru Rørdam!»

432Han dristede sig til at tage hende i Haanden og gik hastig.

Men nedover Gaden saa han endnu de faste Øine rettede saa forunderlig vakkert paa sig, som om hun vilde give ham et eller andet Ønske eller Raad med paa Reisen.

– Nede ved Alert var fuld Travlhed. Vandfadene laa paa Siden, og Styrmanden stod med en Skraa i Munden, optaget af at kommandere Folkene op at smøre og løse Seisinger og faa Fisktaklet klart, til Ankeret skulde hives næste Morgen.

«Husk paa at møde mig med Jollen ved Bryggen ikvæld Klokken elleve!» nikkede han kort, da han saa Rejer.

Rejer gav sig til Arbeidet og tog i som en Bjørn.

«Haubitzeren véd nok, hvad han gjør, naar han inviterer en Styrmand til sig!» mumlede han indædt, ihukommende, hvad den gamle havde betroet ham om sine Formaninger til Datteren. Naar én slider og arbeider, slipper én for at tænke … Gaa paa!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.