XV. Sildekongen

I de Aar, Rejer havde været borte fra Aafjorden, havde der vistnok fra Forholdene udenfor faldt adskillige Solstreif indover hans Fædrenebygd; men nogen synderlig tændende Magt havde de ikke havt; her var for vaadt og skimlet Knusk til at tage Fyr.

Og egentlig var i al denne Tid hin Juhlebaadens eventyrlige Udfart paa Sildefisket den eneste Begivenhed, der havde sat videre Bølger i Sindene, om det end tilslut viste sig, at ogsaa det blot blev en død Dønning i Trægheden. Den havde kun afsat en og anden Grubler paa Gaardene nede ved Fjordkanten samt en vis dunkel Følelse over hele Bygden af, at Verden og Livet kanske dog andetsteds kunde være lettere og lysere 484at tage det op med, et Misnøie, som endte med, at flere drog til Amerika.

Saameget var ialfald udrettet i disse Aar, siden Rejer begyndte med sit Sjøbrug derinde, at man fra Stavanger og lige nord til Kinn vidste, at der gaves en Notebas, som hed Rejer Jansen Juhl, der saa omtrent kunde lugte Silden i Havet og gik paa som en Storhval. Altid fremme, altid paafærde, hensynsløs og uvorrent nyttende al Slags Veir og hver Chance, havde han vekslende tabt og vundet, vundet og tabt; men i det hele arbeidet sig fremover saa, at han nu, foruden to tre egne Notebrug med hver sine Baser i Spidsen, tillige drev paa Part i adskillige andre. I Fjordbygderne kaldtes han almindelig Sildekongen.

De forskjellige Sjøhuse, som efterhaanden havde reist sig henover paa Aafjordssanden, og mangt andet oppe i bygden viste, at her blandt Folket alt var tjent mere end én rund Skilling paa Silden.

Sildekongen boede ikke paa Hammernæsset; der sad nu hans Søster, som var Enke; men nede i Hammervigen i et nyt Hus med blaa Tagsten og to store, vakkre Sjøboder foran. De stod nede i Stranden hver paa sin Side af den lange Brygge. Den ene indeholdt Garn og Noter, der hang ned som Vægge oppe fra Røstet, og i den anden, et Salteri, stod Baad op i Baad, – den mindre i den større, som Skaal sættes i Skaal.

Dernede herskede stor Travlhed. Folkene eftersaa og prøvede allehaande Varp, Drægger og Trosser, der skulde bruges nu paa Vinterfisket og bringes ned i de endnu kun halvt udrustede Baade, som laa i Række ved Bryggen. Et Par Gutter paa seksten og sytten Aar fulgte ivrig med paa Arbeidet. De hed, den ene Jan, den anden Jan Conrad, og deres Far, som idag gik utaalmodig som en Tyrk oppe i Stuen og havde kjørt alt, hvad der fandtes af Folk paa Gaarden, i Vinden, – Hans Navn gjetter Læseren.

Under Jul, mod Tiden før Sildefisket, gik han rent Bersærkergang, ekserserede med Folkeleie og Baade og Eftersyn og Ekspresser, gjerne syv otte Mil ud til Hav485kanten, efter Tidender for at have dem fra første Haand og ferske.

Det var en saadan Tidende, som idag havde sat ham og med ham hele Gaarden paa Kant. Der skulde lægges ud! Notebaser og Besætninger budsendes, Proviant gjøres færdig … tusinde Ting! Og Ordrene lød barske og hastige ud til Fuldmægtige og Folk. Bruget var stort.

Med Uldskjærfet løst om Halsen, opknappet Pjekkert og Hænderne paa Ryggen, drev han frem og tilbage i Stuen. Gangen var slængende, den høie Figur lidt bagoverkastet, og i det skarpe, stærkt markerede Ansigt laa idag af Iveren en Rødme omtrent som af et Ørefigen paa hver Kind.

Det var to høist forskjellige Figurer, som krydsede Gulvet derinde i Stuen, vel vogtende sig for at rage i hinanden. Hans Hustru lod sig ikke saa let rokke fra sine Koncepter; – hun havde set mangt saadant stormpludseligt Opbrud før og gik nu der bred og solid og fast paa Foden uden at lade sig forstyrre i sin huslige Gjerning.

«Kjære Rejer, – om Du venter, til Julen er over, er jeg vis paa, Du endda er blandt de allerførste. Ekspressen hørte jo intet til Sild!»

«Hørt om Silden? … hørt om Silden; har jeg hørt sligt! Da roede nok alle andre ogsaa ud! Nei, ser Du, men det, han sagde, lugtede af Sild, det skjønner jeg det!»

«Aa Du lugter altid Sild, Rejer! Lad nu Folkene faa Julehelgen i Fred; andet passer lidet for Aafjordingen, véd Du.»

«Passer lidet for Aafjordingen! Nei, men at lade Guds Gaver gaa i Havet uden at estimere dem saameget som at række Haanden ud og tage imod dem, det passer for Aafjordingen, det. Ture Jul først ja, og saa, naar de er færdige med Øltønden, saa er det deres magelige Tid, det passer for dem det! Men nu kommer tilfældigvis Silden først og venter slet ikke. Jo, jeg skal lære dem jeg! Jeg skal bænke dem, om de gjør 486sig mere krogede, end de alt er. De skal faa kjende Slæggen paa Spigeren!»

«Naa ja, Du raa’r selv, Rejer! og fra min Side er Provianten færdig. I har bare at tage imod.»

«Færdig, – alt?» han saa lidt forbløffet og næsten tvilende paa hende.

«Aa, saameget har jeg nu skjønnet paa Dig i disse Dage, at Du vilde ud tilhavs, enten Ekspressen sa’ saa eller saa.»

Inderlig fornøiet dreiede han sig rundt paa Hælen og gned sig i Hænderne:

«Det var prægtigt, Sara! … prægtigt! siger jeg Dig, – mindst tre Dage sparet. Det er Husmor for sig sjøl det! Du kunde været Bas ude paa Fiske, om det havde krævets. Prægtig, – prægtig!»

«Ja, nu har jeg og alle Kjærringerne baget og brygget og stelt for Dig og ladet hele Julestasen herhjemme staa til, og saa er Du fornøiet.»

«Ja vel, fornøiet!»

«Men ser Du, Rejer! nu skal Du ogsaa lyde mig i ét.»

«Naa da?»

«Jeg vil ikke ha’ Jan Conrad med paa Fiske iaar, som Du har snakket om.»

«Saa? – netop han skal med!»

«Husk, til næste Aar blir han først de sytten; Gutten har vokset sig næsten tre Alen lang og er ikke stærk.»

«Aa han er stærk nok, en ren Plug, naar han bare ikke faar drive herhjemme og skjæmmes bort.»

«Jeg trænger ham vel til Hjælp med Bestyret; her er nok at gjøre, véd Du!»

«Jan Conrad – skal – med», udtalte Rejer med langsom Vægt. «Jeg forlanger ikke strengt Arbeide af ham; men med skal han! Han maa begynde at se og lære, saa der ikke kommer en saadan Grønskolling ud herfra, om noget skulde times mig, som jeg selv var.»

Sara gik hen til ham, lagde Haanden paa hans Skulder og strøg ham over Kinden.

487«Du skal gi’ mig Gutten endnu dette Aar, Rejer! Til næste kan Du tage ham.»

«Vidste jeg det ikke? vidste jeg det ikke, – vidste jeg det ikke! Altid har Du noget under, altid er det Kjøb og Salg med Dig, Sara! Jeg tror, Du er nærig lige indtil Hjerteroden! Saa det var derfor, Du lagde saa glatte Ruller under Baaden for mig? jeg skulde betale det, – naturligvis!»

«Snak som Du vil, Rejer; men denne Gang raader jeg! Jeg har hørt ham sidde alene paa Guttekammeret og sukke mange Gange. Jan Conrad er svag, siger jeg Dig.»

«Saa han er blevet saa gebrækkelig med ét! … Pas bare Du paa, at han faar godt og varmt paa sig, – for med skal han!»

«Dette mener Du ikke, Rejer! Naar jeg staar og beder Dig som nu, jeg er jo Guttens Mor!» hun sagde det med dirrende Stemme.

«Ja, jeg er hans Far!» han drev hastig frem og tilbage paa Gulvet.

Sara rynkede Brynene skarpt. En skjødesløs Straale af hendes svære Haar havde forskudt sig lidt fremover Kinden; det stod ikke til at nægte, at der var Magt i Madamen.

Han stansede et Par Gange foran hende, men dreiede af igjen.

«Hvad plirer Du saa med Øienkrogen for?» udbrød hun endelig utaalmodig.

«Det undrer mig, at jeg, som bare er Guttens Far, skal se bedre end Du, som …; men hm, – det har vel sin Grund.» Han svingede bortover igjen med et lunt Smil og med Armene i Sidelommerne.

«Hvad mener Du?»

«Jeg siger bare, det har vel sin Grund. Hver slutter bedst fra sit Blod. Ser Du, Sara! Gutten har ikke forvokset sig, er ikke hverken for klæk eller syg og alt det, Du vil have det til; men han er forlibt, siger jeg Dig! He, he, jeg skulde vel kjende saadanne Karer; han har holdt paa med de Narrestreger nu i hele Høst. Det 488eneste Raad for det er bare arbeid, arbeid, arbeid! Og derfor skal han ud. Han har naturligvis bedt Dig tyndt som en Toskilling om at faa slippe?»

«Men Rejer, hvor vil Du hen med dette?»

«Hans Lyst staar naturligvis bare til at være hjemme i Julen og træffe hende, Lærerinden, den nye Frøken hos Præstens, i alle de Lag, han bare kan naa til. Tror Du, det er for ingenting, at Jan Conrad absolut har villet hen til alle de Kirker, der findes i Præstegjeldet, om Søndagene? Du har kanske troet, han var vakt, hvad?»

«Og Du skulde havt dine Øine ude paa alt det, Du! … hende, – den lange, ulænkelige, fregnede?»

«Man kan bli forlibt i mindre end det, Konen min!»

– Hun trommede i Vinduskarmen … «men kjære Rejer, Gutten er seksten Aar!»

«Ja, ser Du, Sara! Saadanne Forlibelser er nu noget, som Unggutter lidet kan gjøre for, – ialfald ikke de i min Slægt!»

«Saa-aa? – Du fører en deilig Tale!»

«Jeg taler bare af mit eget Liv jeg.»

«Og det bekjender Du saadan frisk væk.»

«Javel! Der er hundrede, man kan blive forelsket i; men Alvor af Legen blir det bare med én. Og nu gjelder det for Jan Conrad, ser Du, jeg kjender det saa vel, – især for Jan Conrad mere end for Jan, han ligner Dig! – at han ikke falder op i det første det bedste Skjørt, han maa faa saavidt Alder paa sig, at han ialfald har Øine i Hodet, – Glimt af Vet! – Naa? mener Du nu ikke som jeg, at vi skal lade ham ro den Riden af sig, eller vil Du kanske ha’ hende til Svigerdatter?»

«Ikke troede jeg, Du skjønnede Dig saa stort paa Fruentimmersager, Rejer!»

«Jeg har aldrig sagt, jeg har skjønnet mig paa dem jeg; men vel, at jeg er sluppet saare vel fra dem,» han strøg Haaret tilside fra hendes Kind og lo, «endda Du som oftest river som hede Brændnelden! – og gjerne vil jeg ogsaa holde min Haand over Jan Conrad!»

489Utaalmodigheden tog ham igjen, og han drev hen til Vinduet: – «Se der … se der … se bare! der gaar han, som skulde give Besked, endnu og drager Bagbenene efter sig oppe i Bakken som en Gamp. Den, som havde en lang Stok at friske paa ham med! Jeg skulde været hos Smed-Lars og tilbage igjen nu to Gange.»

– – Anden Dagen derefter var der paa Formiddagsleite en stor Tummel nede paa Bryggen. Husets Folk, Børn og Tyende fo’r frem og tilbage og fra Nabogaardene havde Tilskuere samlet sig. Det var et Notelag paa tyve, tredive Mand, som skulde afsted.

Notebaaden laa alt med Letfæringen efter sig og den store Dræg ophuket i Stevnen paa sine fire Par Aarer færdig til at ro af. Et og andet vaadt Snefnug faldt i den graa, stille Vinterdag let som et Fugledun ned paa de brune, barkede Master i Stornoten, der laa opgreiet i Rummet i høi Sætning, klar til at gaa over Rullen. Længere inde holdt Spilbaaden med Mellemnoten endnu paa at løse Landefæstet, medens Kaggebaaden med Lillenoten alt var skudt udpaa et Stykke.

Paa Agtertoften i den store Notebaad sad Rejer i Sydvest ved Styrvollen; hans Ansigt var for første Gang i disse brændende travle Dage igjen opklaret og talte om, at han nu befandt sig i sit Es, der han sad. Hans Hustru stod nede i Bryggetrappen og lod til Farvel deres mindste fire Aars gamle Datter langes henover Tofterne til ham af de skindklædte Rorskarer.

Og nu satte de af.

Baadene gled under Aarerne rask udover Vaagen, som laa i mat Blyglans, medens Rejers Hustru med en Klynge Gutter og Piger, den mindste holdende hende ved Haanden og Skjørtet, stod ved Bryggegelænderet og saa efter dem. De forsvandt bag Næsset; men hun stod der endnu, saalænge hun i den stille Vinterdag kunde høre Lyden af Roningen i Hamlebaandene.

Den Kone var nu blevet noget for Bygden! Den Feil, at hun ikke var født der og ikke havde staat med Brudekronen paa i Aafjordskirken, havde hun fuldelig oprettet ved – foruden de to Janer, hun kom med, at 490kunne fremvise syv Sønner og Døttre, rette Aafjordinger allesammen, Børnebørn af gamle Jan Juhl, og ellers rettelig født og døbt der i Bygden. Staut og gjæv var hun, «rigtig saa det var Synd, at ikke gamle Madam Juhl fik se hende!» …

– I Sjøbruget ekserserede Rejer Aafjordingen med voldsom Hensynsløshed mod alle tilvænnede Sæder og Skikke. God Kost, faa Maaltider og «skrup Dig!» var hans Hovedsætninger, der forholdt sig til det gamle, de havde i Blodet, det seige, træge Tempo og de otte Maaltider om Dagen, omtrent saa stik imod som Nordenvinden til Søndenveiret.

Og at her var Eksersering, det fik de da ogsaa føle nu denne Gang, mens de laa i Juledagene ude i Havskjærene ved Teistholmene.

Ro og færdes uafladelig, – ligge der firti femti Mand, begge hans Notelag, udover alle Holmene og kige efter Silden, det var deilig Helg!

Men Julen var nu Jul! mente Aafjordingerne, og Rejer saa dem slænge ravende omkring paa Skjærene den ene Gang efter den anden.

Selv gik han deroppe paa Holmen som en utaalmodig Brand og slog sig paa Laaret med Kikkerten og snusede mod Graaveiret med den store, vilde Næsen, omtrent som han mente, Silden var i Luften.

Stor Fred gav ham dem ikke. Saa Ekspresser, saa ud at søge med Vandkikkert og Lod baade her og der …

«Der er ikke Sildeskjæl uden Sild!» brummede han, da han sidste Gang lod sig ro afsted med Letbaaden. Da havde han sendt det ene Notelag den ene Vei, det andet den anden, og selv fo’r han den tredie for at forfare. Det eneste, som var sporet saa langt nord ved Værene endnu, var to tre Hvaler og noget Sei.

Da Rejer om Kvælden vendte tilbage, hørte han Hyl og Skraal og fuld Jubileren oppe i Logisboden og rundt om den. Aafjordingen turede og holdt Jul, og Fuselen stinkede paa lang Vei.

Han stak Hodet braat ind af Døren:

«I Baadene, Karer! – det tør hænde, vi finder Sild 491østover ved Skjærene.» «Og ialfald skal jeg spæde lidt Sjøvand i Brændevinet jert!» mumlede han for sig selv.

Det var ikke netop med lystige Miner, Aafjordingen samlede sig nedover i Mørket efter Aarerne; de kjendte det i Hjertet som et helt Helgebrud. Men roet blev der! – roet og roet den udslagne Nat med Rejer foran i Letbaaden. Da de saa vendte paa Morgenkvisten, lød det lunt:

– «Dette kan gaa for Juledansen, baade Halling og Springer!» De havde roet til Straffedom.

Trætte og udasede kom de saa ind til Teistholmene, og der fik Rejer igjen en Afkjøling i sit Blod,og Aafjordingen til en Forandring Opreisning. Der havde gaat en Sildeindsig tvert imellem Holmene saa tæt, at «den havde gaat tør», og at der laa Sild paa begge Sider oppe i Stenene. Jan Conrad havde med en Notestump stængt tredive Tønder; men Nabolagene paa Indsiden sat Stæng paa Stæng, det ene større end det andet.

Der kom som et Raseri paa Baserne; men Rejer gik stille op paa Holmen og betragtede de andres Fangst.

«Man faar tage Verden humoristisk!» smaahumrede han.

Ved Middagsleite slog han imidlertid med ét Kikkerten sammen. Der gik Fugl og Hval indover Fjorden …

«Gaa paa igjen, Gutter! … Efter Silden!» lød det, og nu lagdes der ud, som der ikke skulde være rørt ved Aarerne den Nat.

Ordet var elektrisk. Not blev sat … sprængt af Hval! … en ny sat i en ny Vaag.

Atter under et nyt Indsig en Mængde Notelag paa engang liggende og vogtende ved et Sund. Her dirrer alt i høieste Lidenskab, – et Minut eller to for sent, og Chancen er tabt. Notebaserne kommanderer, medens Underbaserne ligger i Letbaade udover og undersøger Sildeindsiget med Vandkikkert og Lod.

I Agterskotten paa en af Færingerne staar en høi 492Mand i Sydvest, hvis Færd alle vogter paa. Manden stikker Haanden rolig i Lommen og tager en Skraa, det aftalte hemmelige Tegn, – og ud gaar Juhlenoten over Rullen, medens Sildesiget suser og skvalper helt op i Vandskorpen … Spilbaaden med Varpet ind til Stranden … Smaabaadene haler i Kavlebaadene, efter som de flyder op udover. Men i Sjøen stikker nu ogsaa samtidig fjorten femten andre Stornoter, Aarer knækkes, en Baad roes i Suset tvertover ved Hamlebaandet, et Par Mand falder i Sjøen og faar krabbe sig op igjen, ingen ænser det … Noter sættes paa kryds og tvers, her kappes paa Livet om Værdier af Tusinder.

– Men ude i Marts, naar det sidste Stæng var bjerget og Silden vel afhandlet, fløi den samme andelette Færing, som saa mangen Gang havde roet og seilet sig fuld i den svære Sjø paa Fisket, indover Fjorden med de to stærkeste Karer ved Aarerne og Rejer Juhl selv andøvende til med den ene Haand og Styrvollen i den anden. Nu længtede han hjem, og saa gik det indover, saa Fossen stod.

Han kom altid to tre Dage tidligere, end Notefolkene, og i de tre Dage, til han igjen maatte tage fat, var der stærk Sol i Huset.

Han mente altid at komme uventet; men de kjendte ham og holdt forsvarligt Udkig, saa han havde baade Sara og Børneflokken myldrende om sig paa Bryggen. Men da fik hun ogsaa kjende Bjørnelabben. Hans Hilsen var gjerne at halv løfte, halv svinge hendes solide Skikkelse rundt paa Bryggen i en Glædens Ubændighed. – «Lige vakker! … lige spansk! … det er Kone det!»

«Og hvordan er det gaat?» sprugte hun, da de gik opover.

«Brav med mit, men usselt med dem, jeg har havt Part med. Altid for sent! … altid den ene bare i Kjølvandet paa den anden akkurat som Silden! det er Aafjordings Vis det. De kræker og kryber omkring saa seige som Padder, naar de ingen har over sig.»

«Har Du tabt meget paa dem, Rejer?»

493«Aa for det saa, – jeg har nu altid gaat frem to tre tusinder alligevel.»

Og ind svant Flokken af Gadedøren til det store Hus, over hvis blaa Tagstene og Vinduer Martssolen blinkede med sit egne stikkende Vaarlys.

Inde i Stuen havde hans sædvanlige Kunststykke, at vandre omkring med fem seks af Børnene paa engang løftet op paa Arme, Hals, Skuldre og Ryg, nydt sin fulde Paaskjønnelse, og de var dernæst prøvet med Maalstregene paa Dørkarnissen, – Hoved efter Hoved spraglende i alle Haarfarver fra de lyse efter Moderen til Rejers stride rødbrune.

Nu sad han hyggelig bænket i Sofaen, medens Sara, ivrig og opstemt, satte ham ind i alt, hvad der var passeret, siden han reiste.

… «Og nu kan Inger helt til det ny Testamente i Bibelhistorien … og Theodor Norge, Sverige og Danmark i Geografien til Dig.»

«Javel, javel!»

«Og saa skal Du høre, hvad jeg har tænkt med Haven, – vide den ud til det firedobbelte mindst! Jeg vil lægge mig paa Moreller og Kirsebær, kanske Æbler med, – det skal blive mit Brug.»

«Vel, Sara, – gaa bare paa med det! Sæt Folk i Drift! naar jeg tænker paa alle disse Stakkarne heromkring, – det er jo igrunden mig, som har faat dem ud i dette med Silden! Og naar det saa gaar galt, er det ligesom det er mig, som har at svare for det ogsaa. Skjønt jeg nok tør sige,» fo’r han op, «at jeg har gjort mit bedste for at bænke dem. Skulde de have Baade efter deres Natur, blev det med kroget Kjøl, kroget Stevn, krumt Ror og vri’d Mast og Seilet i Nakken! skakro’de og sent sigende. Det er den gamle Landkrabben i dem, som vil gaa slig paa skjøns og vente, til alt kommer dem lige i Næsen, istedetfor at ryge bent paa. Men véd Du, hvad jeg nu pønser paa, Sara? Kjøbe smaa Skoglapper og bygge Jægter af Virket til Salg; – det kunde lønne sig!»

«Og saa kunde Du ogsaa faa nok at gjøre om Som494meren, Rejer, for da véd Du, Du kan bli’ besværlig!» – lo hun.

«Ja vel! – men Humlen ved det var nu, at Aafjordingen kanske kunde drives bedre over i Sjøbruget, for de behøver sin rummelige Tid, de Karer.»

Det varme beundrende Blik, der opfangede Idéen, viste, at hun var den Kone, som forstod ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.