II. Juhlebaadens Kolumbusreise

Javist var der noget benauende underligt for Rejer og Aafjordingerne, da de kom saa langt ud som til Bommelhuk og fik selve Storhavet mod Æsingen, stygt, vintergraat som Bly med Dønninger til midtmasters! – især da det begyndte at skumre i den korte, mørke Vinterdag.

At tvile om Kirkebaaden til Juhl faldt ingen af Folkene ind, for den var overgaaet med Klubben og synet mod Dagen hjemme i Nøstet for Sprækkerne.

Den skulderbrede lave, krumbenede Martin Vigepladsen, der var som en Slags Doktor for alle de gamle Baade derinde paa Aafjordsanden og derfor havde Ord for at være Sjøkar, sad ved Halsen og varskoede for alle Sjøerne. Manden i Forskotten slog Kors for dem og bankede ned med Aaren.

Den gamle hardangerbyggede Kirkebaad med de usædvanlig brede, tynde, lække Bord gjorde sin Pligt; det forældede Raaseil løftede og støttede Forenden op i Sjøerne og trak som en Hest.

Den store femkjeipede Kirkebaad med hele Rækken af de nysgjerrig gabende og gloende Landbondefjæser bortover Tofterne vakte Opsigt, tilmed da de overalt lagde ind og spurgte sig for om rette Sjøleden ud til Fisket.

Der lød nok af Spot og Latter over Aafjordingen, 326som «tog til Nistebommen for hvert Næs» og «fragtede ‘Æpler og Saueskrotter’ til Byen.»

Jo længere de kom ned imod Røvær, desto tættere blev Baadstimen; det gik med Aarer under Seilene, alle havde Hast …

Skikkelser i Skindhyre, af hvem Regndrevet silede, steg op paa Toften og raabte over til hverandre om Silden og Sildesyner, – om hvor og hvormange Mil af Land Silden stod, om enkelte «Sildestraal», der havde vist sig med Seien i Udsirefjorden, men at der endnu manglede det rette Hvaljag, om hvor Indsiget nu ventedes? … og Navne som Feiø, Veavaag, Ferkindstadøerne, Brandesund, Stolmen og Udsire susede i Luften i alle Bygdedialekter mellem Stavanger og Bergen, fra store Note- og Garnbaade, som kom langveisfra, til de smaa Laderums Seksæringer.

For Rejer og hans Aafjordinger havde alt dette Liv noget fortumlende. Det var næsten, som de havde drukket Brændevin, noget midt imellem et Kirkestevne og et Marked, alt ridende paa Baarer saa høie som Haugene hjemme med skrigende Sjøfugl over Hovedet.

Altid den susende Havlarm af Brændingen paa den ene Side, hvor de fo’r frem! og Udskjærene besatte af stor svart Skarv, der sad gravitetisk i Række og tørrede Vingerne og holdt Udkig tilhavs og saa efter Sildesyner.

Ternen klagede og skreg inde ved Skjærene, en eller anden svart Havorre eller Lom strøg henover Bølgetoppene ud tilhavs. Tyvjoer og Graamaager fløi spredte og urolige i den regntunge Taageluft, – Tegn paa, at de endnu ventede. Alker og Teister svømmede hist og her i Dønningen og dukkede paa sin vare Vis, – paa en ensom Sten Havørnen vogtende ud.

Larmen af de tusinder Aaretoller tiltog, eftersom de nærmede sig Været, hvor Almuen laa og ventede paa Sildeindsiget.

Støien blev bedøvende, Farten steg, Baadene kappedes under Aarerne, – det gjaldt at komme først til 327Fortøiningspladserne, først til at sikkre sig Nattelogis i Stuerne iland, undgaa at faa Aarerne knækkede af hinanden i det trange Indløp.

Noget offentligt Opsyn var endnu ikke til, Logisfartøier næsten ukjendte, enhver slog sig frem, som han kunde, sikkrede sig Baadpladsen, som han kunde, indjog saa megen Rædsel, som han kunde.

Aafjordingen var seig paa Aarerne, og saa havde de Bevidstheden om, at de havde Juhlegutten med; han fik nok Plads!

Rejer stod høflig med Fangelinen i Haanden. Han havde saa omtrent en Følelse af det samme, – om der var aldrig saa tæt med Kirkebaade inde paa Aafjordsanden, saa, naar Juhlebaaden kom, blev der vel lagt afveien.

Havnen var tætpakket af smaa og store Master, og Stranden overalt besat af Baade i Rækker tæt i tæt, – de store for Dræg foran Fjæren, de mindre optrukne bag dem paa Skjærene.

Mellem to Notebaade og Stenbryggen, der førte op til Salteriet, opdagede han en prægtig Plads, den bedste paa hele Havnen, – det var mærkeligt, at den skulde være uoptaget.

De styrede til, og alle Aafjordingerne gjorde som Rejer, de hilsede pent efter Skikken hjemme:

«Signe Mødet! … ruskigt Veir idag!»

Ovenfor i Sjøboddøren stod en ung Ganepige med et rødt Kastetørklæde om Livet og lo.

Rejer kastede Fangelinen hen til nogle Folk paa Bryggen. De trak virkelig ogsaa meget venskabelig Baaden ind til sig; men da de fik Tag i Stevnen, skjød de pludselig til hans Forbløffelse under et raat Brøl – Baaden ud forbi Bryggen og hen mod Baadrækken udenfor. Her reiste sig som ved et Trylleslag Folk med Aarer, Stager og Stænger, der bandte og skjældte som besatte og bare skjød videre paa. Fra et Par Jagter bag dem peb og hujedes der, og Ganepigen i Pakhusdøren lo overlydt.

Dennegang mærkede Rejer sig hende.

328Der var intet at sige til al denne Forsmædelse; men lige raadløse laa de igjen derude paa Havnen.

Her var kun ét at prøve, nemlig at ro Baaden om igjen paa Kraft op i Fjæren akkurat paa samme Sted.

Ganepigen kom nysgjerrig frem i Sjøboddøren for at se, hvordan dette spændte af.

Aafjordingerne roede paa, men tørnede op imod en Line, som var bleven kastet mellem Bryggen og Notebaadene. Angrebet blev igjen afslaaet … Hujen og Haan! Rejer hørte atter Ganepigens Latter.

Mager og spæd, saa hun kunde blæse bort, med Vinden i det grønne, lappede Skjørt, holdt hun sig fast i Heisetouget for at kunne læne sig længere ud, idet hun samtidig traadte i det med de tunge, plumpe Sko. Frem af Huen hang noget filtret sort Haar, som hun med den frie Arm søgte at stryge tilside fra et tilsmudset, smalt Ansigt, hvori Øinene spillede og Munden stod paa Jep, færdig til at nedsende sin Veltalenhed.

«Har I Smør at sælge I? – eller Gammelost der under Garnene? … Kan I ikke forstaa, at det er Handelsmandens egen Plads? … Du, – Du lange Indfjording med Næsen der! – kan I faa kjærringhakket Jer frem med Aarerne over til de graa Nøstene bak Holmen, før Notebaaden derude kommer, saa er der Dræggeplads nok endnu. – Du Næsefjording! staa ikke der paa Toften og gab … Du behøver sletikke at hilse … Ja ro! – ro paa!»

Aafjordingerne havde alt vendt Baaden. De tog Spændtag i Tiljerne og roede af al Magt tvertover Vaagen, saa at de næsten strøg i Forstevnen paa den tunge Notebaad, der kom indsigende for faldende Seil.

At Rejer havde staaet en Smule og maabet, kom af, at den tynde, blege Ganejente i det lappede Skjørt var saa mærkværdig at se paa; det var noget ganske andet end de tunge, træge Bondejenter inde i Aafjorden.

Landingspladsen fik de og tillige Rum i en Logisstue oppe paa Land.

329Og nu laa de i Vrimlen derude paa Sildeværet, fuldstuvet som det var af Baade i hundredevis, af Jagter, Slupper, Galeaser og Brigger, der kom med Salt og med Haab om at kjøbe fersk Sild, – alt skvulpende og plaskende og vuggende mellem hinanden i Væde og urolig graa Sjø, saa tæt, at man mangesteds paa Havnen gik over Baade og Fartøier som en Bro.

Hvergang det letnede lidt op i Disigheden fra Sydvestbygerne, stod alle Holmer fulde af Folk, som keg udover. – Blygraat Hav, regnraa himmel, stengraa, snebare Skjær … …

Enkelte Sjøfugle gjorde Sving ind i Brændingerne og satte saa ret ud, som de agtede at kløve selve Havtaagen, der tilmurede Horisonten, for at speide efter Silden.

Alt fra det begyndte at skumre, hørte Rejer af og til i Vinden Musik oppe fra Sjøboden derover, og da det blev mørkere, stod der en graa taaget Lysning over en Vrimmel af Hoveder helt ud paa Plattingen foran den.

Her paa Salteriet gik Kommersen for sig med Drik og Svir og Slagsmaal og Dans med Ganejenterne paa Sjøbodgulvet.

Alle vilde ind.

Rejers lange, ungdommelige Skikkelse var alt langt fremme i Døren. Han trængte sig frem i Stimlen med det skarpe Ansigt ud for sig ligesom for at kløve Vei og en vis født kry Mine, som et Øieblik virkelig ogsaa skaffede ham Plads.

Det varede imidlertid ikke længe, før en stærk, knoget Næve hug Krog i Nakken paa hans Trøie og drog ham bagover igjen. Rejers Forargelse over dette høist uforskammede Angreb paa en Juhl var usigelig. Men her var ingen Tid til at svælge Krængelsen; der vankede Dunk, Knubs, Skyven og Puf paa alle Kanter.

Nu gik Trøielommen! Det hævnedes med et Spark, hvem der nu fik kjende hans Hæljern. Men Følgen var et Nakkedrag og saa et Par tunge Spænd, der befordrede ham langt fremover hen mod en sorthaaret 330ung Sjømand, der stod inde i Lygteskjæret og tog mod ham med et:

«Saa … saa, lad ham i Fred. Ser I ikke, det er bare Gutungen! … Hvad skal Du her, din Hvalp?»

Det sidste Udraab bed mere end al den forsmædelige Medfart derude i den mørke Gang. Var der noget, Rejer ikke vilde være, ikke se ud som, saa var det vel som en Gutunge, han, som var over atten og et halvt Aar og ikraft af sin Hjemmemyndighed anførte et helt Baadlag.

Han sneg saa hastigt undaf den hjælpsomme Sjømand, som om han kunde have brændt sig paa ham, og gled mest mulig ubemærket ind langs Væggen bag den mørke Række af Folk, som stod der og trakterede hverandre af sine Flasker.

Fremme paa Sjøbodgulvet gik Dansen for sig uafbrudt.

Polsk med Hænderne i hverandres Side, Vals og Hamburgerskotsk. Violinerne kappedes med Trampen af Sjøstøvlerne. Tranlamper blaffede og røg i Lufttrækket ved Stolperne, medens et Par Hornlygter med Hyssing i hang fra Bjelkerne ned i den osende Dunst og lyste paa røde Ansigter, hvori Sveden silede under Huerne.

Brændevinsgeist og Tobaksdamp, Raadunst af vaade klæder og gammel Sildelugt, Fugtigheden af det Salt, de traadte under Fødderne i en Lage af vaad Smuds, satte alt i en hed, tung Brændevinstaage, hvorigjennem der kun mat lod sig skjelne. Støien og Snakket svirrede rundt om Ørene. Indenfor i Mørket skimtedes Saltbinger og tomme Tønder.

Nogle Handelsfuldmægtige og Notebaser sad med Punscheflasker og spillede paa en Tøndebund om den Sild, som endnu stod langt ude i Havet. Af og til forfriskede de sig med at gaa ind med i Dansen.

Rejer havde en haard Strid med sin Generethed, da det gjaldt at passere saa tæt forbi de fine, flotte Handelsbetjente, som sad der. Han led af en høist saarbar Ømfindtlighed, havde sin ulænkelige Slyngelalder331figur og Stemme at drages med og følte sig overalt for høi og synbar. Derfor ludede han saa godt han kunde og holdt en Mine saa fast og urokkelig som en Toldinspektør.

Det var muligt den sidste Omstændighed, som gjorde ham bemærket netop af de Øine, han gjerne vilde undgaaet. Da han drog sig forbi Pladsen ved Tønderne, hørte han bag sig:

«Han med Næsen og Strikkeskjærfet, hvad er det for en Halvkauring?»

Der trængte sig netop saa tykt af Folk sammen, at Rejer ikke kunde røre sig; han hørte eller troede at høre gjennem Surret: – «Jan Juhls Søn i Aafjorden» … «gaaet rent ud med ham!»

Rejers Kinder brændte, og Tindingerne bankede. Han var ikke fuldt vis paa, om han virkelig havde hørt det sidste, eller om han i sin Samvittighed havde sat det til selv. Rygtet kunde dog ikke alt være naaet hidud.

Han turde ikke se sig om mere end det Øieblik, han behøvede til at drage Mærke paa den fede, tykke Person med Spillekortene, som leverede Oplysningen; det var en Notebas fra Fjorden to tre Mile udenfor Hammernæs.

Dette «rent gaaet ud med ham» sad ham for Brystet. Han gjorde trodsig et Forsøg paa at kneise med Nakken.

Om det var sandt, at det var gaaet ud med Juhlerne paa Hammernæsset, derom skulde der nu først staa et Spil! – men her blev alligevel lummert … trykkende …

Han havde alt besluttet at forlade Boden igjen, da en pludselig Bevægelse i Folkestimlen lod ham se lige ind i den trange Ring, hvor de dansende fo’r rundt.

En Jente hang lang og smal over Armen paa en rask, lav firskaaren Sildebas i Pjekkert og Blankhat … Haaret var forpjusket, Øinene kulsorte, – han gjenkjendte straks Ganepigen fra Sjøboddøren. Hun dansede smidigt, men, bøiet og bleg, som hun lænede sig udover ham, saa hun hele Tiden ud som en lurende 332Kat paa Sprang. Udtrykket var paafaldende, og Rejer trængte sig uvilkaarlig nærmere.

Det var ikke godt at vide, hvad den høie, fine Handelsbetjent havde gjort hende; men, da han med en sikker Mine kom og vilde tage hende op i Dansen, slog hun op en uforskammet Latter og vendte ham Ryggen for at danse med Dikselmanden paa Boden.

At en saadan lurvet klædt Sildejente med et Par Tyveøine turde te sig saa dristigt, det, sandt at sige, forargede ham. Hjemme overholdt Bygdeskikken ganske anderledes Forskjellen paa Folk.

Panden var lav, bred og kaffebrun; det spottende Minespil gjorde Ansigtet næsten modbydeligt, – spidse Albuer og Skuldre, Ryggen, neddukket som hun holdt sig med Nakken, halv hul. Figuren smal og mager! Og dog var hun saadan, at hun pirrede hans Nysgjerrighed mere og mere, at han bare maatte se paa hende.

Han flyttede sig uvilkaarlig hen til det Sted, hvor hun hver Gang maatte stanse, og vedblev at følge hende Omgang efter Omgang, Dans efter Dans.

Her var altfor meget stormende nyt!

Ja, Skotsk kunde hun, og han ogsaa, den svarte Styrmand ude fra Gangen, som hun nu dansede med. Det gik saa flot, saa glat og let. Livstykket var gledet op i Linningen … hun var smal og hofteløs ligesom Aalen.

Hellerikke hun syntes uopmærksom for hans udholdende Betragtning og Stirren paa hende. Et gjenkjendende Blik, som hun sendte ham, gjorde ham ganske rød, og som hun kom forbi, nikkede hun til ham.

Rejers tillavede gravitetiske Mine var væk; de bittre Tanker, han nylig havde havt Hjertet fuldt af, forsvundne som Røg.

Under en Stans i Dansen saa han Parret pludselig komme i Nærheden af den fornærmede Handelsbetjent. Tilsyneladende uforvarende blæste denne sin Snade ud, saa at Tobaksasken fo’r lige i Ansigtet og Brystet paa Styrmanden, der prustede og spyttede og 333holdt paa at blive rasende, men ikke fik Tid for sig, da deres Tur begyndte og hun drog ham med ind i Dansen.

Styrmandens Fødder og Ben skotskede ikke mindre livfuldt end før; men Minen, hvormed han den ene Gang efter den anden saa sig om paa Handelsbetjenten, viste et andet Humør. Han var fuldstændig opsat paa at betale Opmærksomheden, og det saa stadig ud til, at de skulde rage sammen, noget, hun imidlertid søgte at forhindre. Hendes sorte Katteøine sprudede af Harme over Styrmandens Arm, hvergang de feiede forbi.

Pludselig kylede Handelsbetjenten sin Hue i Benene paa Styrmanden. Han gled og søgte forgjæves at reise sig; Handelsbetjenten var over ham … Støi, Skraal, Stampen og tæt Sammenstimlen.

Det viste sig, at Handelsbetjenten havde Hjælpere; her var nu tre om én og midt i Tumulten Ganejenten arbeidende behændig som en Gadegut for at fri Styrmanden.

Den, som kom hende tilhjælp, var Rejer. Han slog et Tag i Nakken paa den tumlende Styrmands Pjekkert lig det, denne før havde trakteret ham selv med i Gangen, og fik sat et Sving i ham, der med en vis Fart lod ham bryde ud igjennem den folketætte Ring omkring dem. Den lukkede sig efter ham, og Slagsmaalet kvaltes.

Af Latteren og Fornøielsen forstod Rejer, at han pludselig stod der som Gjenstanden for Bifald, – som en Art Seierherre!

Han saa Ganejenten presse sig ud af Stimlen med Tørklædet skudt helt bagover Hovedet, saa at Haaret ligesom fræsede frem, idet hun af og til saa sig tilbage mod Handelsbetjenten; Øinene skjød blaasorte Glimt. I Døren nikkede hun til Rejer, som stod igjen i en ophidset Stemning og endel fortumlet over saa pludselig at være kommet midt ind i det. Han havde jo næsten taget Parti som en Kar!

Henne paa den kridtede Tønde solgte de Drammer. 334Omkring den skraalede endel røde Ansigter med Tobaksbusser i Kjæverne.

Han trak op sin Kobbertoskilling, tog karslig en tillivs og skyndte sig ud, – hjem til sit trange Hul af en Logisstue, hvor han nyttede sin Trediepart af Sengerummet til at overtænke Aftenens Begivenheder; han var altfor høistemt til at sove.

*

At slentre om paa Skjærene mellem alle de Skindhyrer, som gik der paa Udkig i Vind og Slud, blev i Længden kjedeligt. Han holdt unægtelig ogsaa mere Øie med Sjøboden over paa den anden Side af Havnen end med Silden derude. Han havde opdaget, at Ganejenten oftere stod oppe paa Sjøbodloftet og saa over til Baadstøen, hvor de laa. Hun undrede og opholdt sig vist adskillig over ham! … Saadant noget, som det, han havde gjort med Styrmanden, havde hun nok ikke tænkt sig … men saa havde hun nu heller ikke det rette Begreb om Aafjordingerne, hvad det var for et Folkefærd! …

Endnu ingen Sild, – ingenting at bestille!

Og saa stod de, Sildejenter og andre Fruentimmer, unge og gamle, der udenfor paa Plattingen eller i Læ langs Sjøbodvæggen og hang og snakkede, mens endel Folk nede fra Fartøierne ved Bryggen, som trængte til at røre paa Benene, gik og trampede og trakkede og kjøbte Kaffe. Rejer kunde ikke lade være af og til at gjøre sig et Ærende didhen; men at komme for nær viste sig at være det samme som at løbe Spidsrod mellem en Syndflod af Bemærkninger over «Indfjordingen» af mere eller mindre vittig Sort.

Omkring de i mange Lag af Overklæder indballerede Handelskjærringer, der sad med valne Fingre og solgte Kaffe, stod stadig Flokke af unge Sjømænd og Sildebønder, og midt inde blandt dem saa han Ganejenten snakkende og jønende, eller hun sad med de 335lange Ben og hang paa en af de tomme Sildetønder og bankede med Hælen for Kulden. Altid var der Latter og Lystighed omkring hende.

Veiret var med ét blevet opklarnende med ligesom sølvskinnende Bomuldstaage og enkelte brudte dype Aabninger i Skyerne ind til den blaa, dybe Himmelbund. Det saa ud til Kulde, og Vinden trak fra Øst.

Den pludselige Veirforandring satte nyt Liv og Røre, nyt Haab.

Det myldrede af Liv paa Skjærene, paa Fartøierne og overalt iland. Man stod klyngevis og snakkede og trakterede hverandre nede ved Baadene i Fjæren som oppe ved Boder og Huse. Brændevinsflasken og Tobaksrullen langedes rundt. Det var Nyheden om Veiret, de Udsigter, det gav, dets Indflydelse paa Retningen af Sildens Indsigen og hundrede Muligheder og Sandsynligheder, der skulde omventileres … Først med dette Veir vilde Silden komme!

Vindstille og Eftermiddagssol over de vaade Skjær, ikke længere en Regndraabe. Det var som en pludselig indbrudt Festdag!

Rejer saa en Baad, der roedes af Fruentimmer, komme over til Landet, hvor hans Baadlag laa. De gik støiende og puffende hverandre over Holmen hen til Vigen paa den anden Side, hvor der laa nogle større Fartøier. Kun Ganepigen gav sig et Øieblik efter de andre og kom ned til den halvt opfjærede Husbaad, hvor Rejer stod:

«– Du Aafjording!» – begyndte hun med et raskt Snit paa sig, – «ikvæld skal vi danse Silden ind! Du kommer vel?» Hun stillede sig nær til Stavnen, og Øinene ledte rappe indover Baaden, som om hun i Hast mærkede sig alt, hvad der var i den, stansede et Øieblik ved Kisten med Nøglen i og faldt saa paa Rejer:

«Den svære Sølvkjede, Du har i Vesten, bruger Du den til at belægge Baaden med? – til Dræggekjetting?» begyndte hun jønende – «Aa lad mig faa tage i den!»

336Hun beundrede den stærkt og lod den gjentagne Gange glide mellem Fingrene, der bar et hvidt Ar over Udsiden, formodentlig efter et Snit af Ganekniven.

«Ja, naar Folk er rige», sukkede hun – «da gaar de med Kvindfolkstas; – jeg maa bære Foldekniven i en Hyssing!» – Han saa, at hun havde en saadan om Halsen, der gik ned i Kastetørklædet. Da Rejer vedligeholdt en haardnakket Taushed, brød hun pludselig af og spurgte:

«Har Du set noget til Styrmanden?»

«Nei!»

«Han er paa «Resolut» af Skudesnæs. Det var snilt af Dig, at Du hjalp ham – hændigere, end jeg troede, Du var.»

«Aa-aa, i Aafjorden saa!»

«Han heder Lind og ligger i Vaagen ved Bergen, han er Understyrmand … Saa, Du har ikke set ham?» Hun haanlo: «Det er nok for at se ham, de render bort i Matrosvigen alle Jenterne idag. – Ja ikke jeg!»

Nei, det kunde Rejer nok forstaa.

… «men saa er han nu den bedste Danser paa hele Planken i Bergen, endda der kommer Sjøfolk fra al Verden!»

Rejer medgav Rigtigheden med en vis Mine af Erfarenhed, skjønt, hvad «Planken» var, kun svævede dunkelt for hans Begreb.

Hun satte sig ned paa Baadripen, der laa over lavt ned mod Fjæren, og vedblev: – «Gaar Du hen og beder ham, saa kommer han op paa Boden ikvæld, for Du hjalp ham jo! … De var mange om ham; jeg kunde ikke saameget som lede paa Armen Dagen efter bare af at holde dem væk.» – Hun gjorde en tilsvarende Bevægelse med den magre, tynde Arm og optog igjen med et Kast med Hovedet: «For om jeg er en fattig Pige, saa har jeg saapas Ære for mig, at jeg ikke vil gjøre som de andre og gaa hen og rope ham op til os paa Dansen. For mig kan han gjøre, som han vil, jeg staar ikke efter ham. Du kan gjerne 337sige ham det med. For Handelsbetjenten kan han være tryg, jeg danser ikke en Dans med ham!»

Rejer satte op sit stødigste Ansigt; han var i høi Grad smigret i Anledning af, at hun saadan betroede sig til ham, ja igrunden ganske blød om Hjertet over, at hun kjendte ham saa godt. Han kastede nikkende et lyseblaat, polisk Blik, som betød Samtykke, hen mod Toppene af Masterne i Matrosvigen og spurgte saa i en vis fortrolig, lav Tone som den, der nu nok kunde nytte en Vens Rettighed:

«Hvorfor er Du saa harm paa Handelsbetjenten, hvad har han gjort Dig?»

«Gjort mig? Han?» – Hun fløi med ét op som Krudt – «Aa, han mener bare, at saadant et Kryb som jeg kan han trakke ned som Sildeslo! jeg ved nok, hvad han sagde til Kirsten Brisling høit, saa alle hørte det, – hende i den blaa Frynsetrøien, som danser saa atkjæk! – at jeg er paa alle de Auktioner, som findes fra Bukken og ned til Smørshavn! … Saa skulde han ogsaa, saa fin han er, holde sig for god til at danse med én som mig! og ikke tage saa haardt paavei, fordi om jeg svinger mig lidt med en Styrmand, han ikke liker.»

Der var et Minespil, et Liv og Gester med Skuldre, Krop og Arme …

Medens de raskblikkende Øine og den rappe Tunge under en Strøm af Ord stedse fandt nye Udtryk for Forbittrelsen, forbandede Rejer bare i sit Hjerte det Spørgsmaal, han havde kommet til at gjøre, som saadan skulde ødelægge den lune Samtale, de havde begyndt. Han prøvede at berolige hende med et ligesaa varmt som suffisant:

– «Aa, lad ham bare komme, naar vi er to, saa hiver vi ham!»

Men den smale Skikkelse med Tørklædet og det grønne Skjørt skjød ligesom Ryg, ved Baadripen, og idet det smudsigbrune Ansigt med de sorte Haartotter viste en hel Rad hvide Tænder, udbrød hun tungefærdigt:

338… «Og saa har han prøvet at sætte mig ud for Øgenavn her, – kaldt mig for … sagt, at jeg var af Taterfolk! Men der løi han, for jeg er født ude i Strudshavn, og min Far var en ærlig Blikkenslager fra Røraas, det har jeg Præsteattest for.»

«Stina! … Svarte Stina» – raabte og vinkede det ivrigt oppe ved Sjømærket fra et Par af hendes kvindelige Kammerater; de havde vendt om for at se efter hende … «Svarte-Stina! – ho!»

«Ja, ja, nu kommer jeg!» raabte hun hvinende klart gjennem de hule Hænder og løb uden at have Tid til at sige Rejer Farvel.

Det slog ned i Rejer som et Lyn, at det var Tater hun var, det værste, de hjemme i Aafjorden vidste at paasige et Menneske.

Han stod der baade harm og skamfuld.

Saa nær havde han været ved at glemme baade, hvem han var, og hvem hun var, – – at han var Rejer Jansen Juhl … og hun! – han greb pludselig til Uhrkjeden … «Nei, man fik nok passe sig en Smule, én kunde komme til at indlade sig baade med Tyv og Kjeltring!»

Paa Danseboden gik han ikke. Det var Omkvædet indeni ham, medens han vandrede oppe paa Holmen i den vakkre Eftermiddag.

Han saa Fruentimmerne ro nede paa Havnen fra det ene Fartøi til det andet. Da de kom til «Resolut» af Skudesnæs, klattrede de op ad Leiteren og sad langs Skanseklædningen og spiste eller knaskede paa noget som en Rad Kraaker, der holdt Thing …

Nu skyndte de sig op, som de var skræmte, og ned i Baaden igjen. Var det Kapteinen, som jog dem? Ganejenten stod sidst igjen med Haanden i Vantet og en Fod i Leiteren, det saa ud, som hun brugte Mund paa de andres Vegne …

Ganske rigtigt! – det var Kapteinen, som ikke vilde vide af Sludder paa Dækket, og som nu kom lige hen til Rælingen. Men hun holdt Stand, helt til hun i yderste Øieblik svang sig ned i Baaden. Det var høit 339ned til Toften; men hun kom staaende og tog for sig, saa let og raskt. Over de smale, ledeløse Hofter var noget saa flot og net og glidende.

Han parlamenterede med sig selv om Danseboden eller ikke Danseboden, helt til det længst var mørkt.

Det blev ogsaa alt andet end morsomt at gaa der i Stjernekvelden, koldt som det nu var, – omkring Logihuset femten tyve Mand høi og trakke og bultre og hakke Støvle mod Støvle for Kulden og se didover, hvor Lyset skinnede, og Musiken og Dansen gik!

I disse Timer, han gik og drev, stod der en haard Kamp i hans Hjerte i Anledning af den magre, smudsige Sildepige i Uldstrømperne og Lappeskjørtet! … Monstro Styrmanden var der? … Monstro hun dansede med ham? …

Den sidste Tanke lod ham – netop som de andre gik ind for at stuve sig sammen anfødtes i Sengekarmene som Sild, – snige sig væk nedover til Fjæren. Og nogle Minuter efter stod Rejer hæseblæsende, lang og rød i Ringen omkring de dansende!

De dansede Silden ind, saa det havde god Skik; trampede, saa Gulvet dissede.

Han saa baade Styrmanden og Ganepigen. De kom i Fart lige ud af Dansen. Styrmanden stod netop og tørrede sit svedperlede Ansigt med Lommetørklædet, da han fik Øie paa Rejer:

«Sei Du der … høi derover!» – raabte han vinkende.

Rejer svarede ikke. Idet Ganepigen snyg og smidig drog sig bort fra Styrmanden, havde hun med ét tændt i Rejer som Krudt. Han satte begge Skuldre til, skjøv, gled og pressede sig gjennem Stimlen for at komme i Forkjøbet for den store Notebas i det røde Uldskjærf, der stevnede mod hende. Han hørte efter sig Styrmandens: «Holla! – høi – oho, Du der» …

Men Rejer brød sig nu ikke om nogenting, selv om det havde været Guttehvalp, der var raabt, han havde hendes tynde Skikkelse lige foran sig, og med et pludseligt Sæt fremover udstødte han:

340– «Vil Du danse med mig, Stina?»

«Vil Du nu ogsaa prøve?» udbrød hun overrasket og fulgte ham ind i Dansen, – en rigtig Reinlænder.

Og nu gik det, saa ingen af dem vilde fra Gulvet igjen. Rejer var i en svimmel Rus; han saa blot i en Taage, at hun nikkede og lo til den unge mørkhaarede Understyrmand, hvergang de kom forbi. Han stod der saa flot i kulørt Skjorte med Silketørklædet løst om Halsen og saa efter dem.

Rejer gav sig ikke, før han fik Løfte ogsaa paa næste Reinlænder og hende selv med sig hen under Trappen, hvor der solgtes Honningkager og Tommelkringler samt Bøger, Viser og Traktater.

Længere inde i Mørket bag Garnvæggen der, hvor Folk stod saa murtæt, og hvorfra Dansen rekrutteredes med saa mange røde, støiende Ansigter, forhandledes noget, som kaldtes Punsch. Lidt efter stod de sammen oppe i Trappen, hvor han trakterede hende med denne Drik af en Spølkum.

Saadant noget som, «hvem han var, og hvem hun var!» – var nu ikke længere til …

Nederst i Trappetrinene saavidt, at der netop var Plads til at smyge forbi, sad en Handelskar, der ellers om Dagen bar hele sin Manufakturbutik paa Ryggen, med en Lysepraas indklinet i Trappesiden. Han fristede med røde Lommebøger, Speile, Tolleknive, Halstørklæder til Kjærester og Lommetørklæder med Portræter i og rakte just op en Kam med Speil.

Rejer drog frem sin Pung og kjøbte den for seksten Skilling.

Nu bød han igjen op til ham et blaat Halstørklæde … «bare to Ort og atten!» – han forstod, at Rejer var spendabel ikveld.

Og Rejer vilde ogsaa efter lidt Hæseblæsen slaa til og kjøbe det; han tænkte paa Reinlænderen, og at hun skulde danse med det paa, da Styrmanden kom hen og kastede det op til hende med et:

«Nei, det skal Du have fra mig, Stina!» Han betalte det med Smaasølv af Vestelommen, som om en saadan 341Handel var bare ingenting for ham, og satte saa med et raskt Spring over Krammet op i Trappen til dem:

«Naa, Du fik Dig nok en rigtig Reinlænder, Stina! … Ja, jeg holdt paa at faa Juling sidst,» tillagde han med et flot Skub paa sig, der aldeles indtog Rejer for ham. Og saa takkede han med et Haandslag «fordi han saa vel havde varpet ham ud af Kravaljen dengang.»

Det var sligt ægte flot Sjømandssnit og næsten, som han havde git Juling, istedetfor at han holdt paa at faa.

Idet han tog hende med ind i Reelen, nikkede han til Rejer: «Der er Spræl i den Stina, hun passer ikke for Sjøstøvlerne herude.» Og med et Vink: – «Vi raakes igjen her om Kveldene!» satte han saa afsted med hende ind i Dansen.

Rejer stod igjen høilig hævet i sin Bevidsthed ved dette nye Bekjendtskab. Han saa fra Trappen, hun reelede med Styrmandens blaa Tørklæde om Halsen, indtil der midt i Dansen blev raabt, at Boden skulde stænges, og at det var slut.

– Med Undtagelse af i Konfirmationstiden, da han paa én Gang havde været betaget af et Slags Venskabsrus for hele den kvindelige Ungdom en masse, havde Rejer kun været haardt, forelsket en Gang før i sit Liv, og det var i Søsterdatter til Jørun Budeie, som tjente hos Lensmanden. Hun var ni og tredive Aar gammel, stor, bred og rund som en Kar, med gult Haar, hvide Tænder og et Ansigt rødt og rundt, som naar Høstmaanen gaar ned bag Bygageren.

Han havde speidet over til Haarstad efter hende, naar hun Morgen og Aften gik ind i Fjøset med Melkebøtten, og havde udgydt sine stride Taarer, fordi han aldeles ikke kunde tænke paa at gifte sig med hende, fordi Skjæbnen havde gjort ham til en Juhl, skilt dem ved en saadan umulig Skranke! Det siger sig selv, at han var for forstandig oplært til endog kun et Øieblik at vakle i Henseende til, hvad der var forsvarligt i hans Stilling; men derfor kan man nok lide og stride sin Strid.

342Og nu holdt han paa ikke at faa sove for Ganepigen! … for et brunt Ansigt med noget sort Haarfilter om og to mørke Øine, der syntes at sprude.

Paa Danseboden drev han og Understyrmanden herefter hver Aften; den smale Ganepige med Tørklædet knyttet om Livet drog ham som en Magnet. Al denne rappe Tanke og Tunge, al denne kviksølvagtige Bevægelighed, der forstod, saa, vidste, mente ti Ting i den Tid, han behøvede for at gribe én, lod ham føle sig baade klodset og underlegen, men vakte hans høieste Beundring.

Og her var ledige Timer nok, – lange Udsigter med Silden.

Ved den indtraadte Kulde laa Landet nu hver Morgen hvidt af Rim; der drog sig glatte Issvulde og Islag til overalt. Baadene var hvide indeni, Touge og Seil isede, Uldvaatter og Sjøklæder knagende stive og bragende i Tøiet, naar de droges paa. Havet laa stille udover i mat Sol med Stumper af Frosttaager paa, og under Land drev Strømmen i den klare, kolde Sjø et Utal af Maneter, lige fra de tøndestore, røde, buskede Rustmørjer til de smaa violetblaa, der har et Skjær i Vandet saa svagt gjennemsigtigt som Maanen ved Dagslys. De fyldte formelig Indløbene, hang sleipe om Anker- og Dræggetoug, og mange og inderlig mente var de Forbandelser, dette Utøi i Havet fik, naar Fiskerbonden løftede deres geléagtige Masse op paa Aarebladet og klaskede dem ind paa Fjærestenene. At Silden ikke kom nu i dette Veir, var Manetens Skyld! …

Igjen laa de der paa det nye Veir og aad sig rent indpaa for Proviant. Ikke engang Kogesild, som af enhver paaregnet!

Men at Silden stod ustyrtelig som en Mur ude i Havrenden, var endnu fuldstændig urokket, og at den vilde gaa ind, bare Strømmen fik taget Maneterne afveien, ligesaa skraasikkert! At vende hjem nu var Galskab! Det gjaldt bare at holde ud, – at vente, spinke og pine paa Melet og vente.

Det var, som en stille Angst begyndte at betage Folk, 343og den skulde dækkes over med Lystighed, tures, drikkes bort.

Livet ude paa Været artede sig vildere og vildere. Slagsmaal, Knivstik, Tyverier og Indbrud paa Fartøier var Dagens Orden, saa at Øvrigheden i den sidste Tid laa derude og holdt det ene Forhør efter det andet.

… Nok en Uge, og Provianten maatte slippe op for mangen en.

Den gik hen med den samme stivnende, stille, strenge Kulde, – og paa én Mandag roede hundrede og fem Baade hjemover!

I Bagskotten kunde man se en syg eller paa Toften en Mand med et Ansigt, der sagde, at han endnu kun hang ved Aaren.

Det var for mange at sidde paa bare Sulten, ro Modbøren, til han ikke kjendte sig mere, – bare ro til det glædeløse Hjem, hvor de havde offret det sidste for at faa ham udrustet og sad kanske med neppe Melnæven igjen i Huset og ventede og haabede paa ham.

Oppe paa Holmerne stod der sort af Folk og saa efter dem med alvorlige, betænkte Miner; de fleste følte, at en af Dagene kunde Raden komme til ham.

– – Felen og Dansen gik fremdeles paa om Kvældene oppe paa Salteriet; men det var ikke længere det høilydte Raab, ikke den overgivne, vilde, larmende Lystighed, og mellem Fartøierne og Baadfolket paa Havnen ikke den høilydte Praien paa kryds og tvers, ikke den Fart i Roningen, ikke alle de overmodige Overgreb – kun tung, mørk Stilhed!

Ogsaa for Aafjordingerne var Stabursforsyningen gaaet op. Det var længe siden de havde kogt Sod paa Benet af den sidste Spegebog, og de drygede nu Melbeholdningen ud efter bedste Evne; men det var Folk, som var vant til at leve af lidet før det, – Husmændene hos Juhl! Alt det Nistekjød og Flesk, de havde havt med, var blevet betragtet som ren Helgekost, og nu, de var komne paa Vasvellingen igjen, speidede de blot desto ivrigere ud efter Spegesilden. Og den, sagde Juhlegutten, stod bare tre, fire Mil ud i Sjøen! … 344de behøvede bare at sidde og trykke paa Toften og vente.

Anders Rosdreng, som Madam Juhl havde faaet sendt med, og som egentlig var den, der stod for Ordningen, om han end havde at lystre Rejer, var derimod blevet desto mere betænkelig og krævede i de sidste Dage stedse bestemtere: enten Sild eller Hjemreise! – saa at Rejer maatte bruge al sin hjemmevante Myndighed for at stagge han.

Han fik nu høre Ord, som han ikke havde let for at modsige: – at han havde gjort Synd i at føre dem ud i dette og i at staa op imod alt, hvad gamle Juhl, hans Far, havde holdt for Ret hjemme i Bygden. Det viste sig vel nu, at Landbonden i Aafjorden ikke skulde fiske! men naar Ungdommen fik Myndigheden, saa …

Og saa jamrede og sukkede de for Kone og Børn.

Rejer svarede ikke et Ord. Han gik der alene paa Udsiden af Holmen og stirrede ned i Maneterne og grublede.

Det saa ligt ud til, at hans Far kunde havt Ret, naar han kaldte det Nyhedsmageri af dovne Urostiftere, som ikke var rædde for at drive sine Medmennesker i Ulykke. Han tænkte paa, hvordan det vilde se ud, naar Juhlegutten kom hjem igjen med Kirkebaaden fra Sildefisket til Latter og Spot for hele Bygden.

Hammernæsset tabt! – han hørte ordentlig Hestene knægge og Gjederne bræge af Haan mod sig, han havde jo intet der mere at gjøre. Kontorbukken paa Haarstad den passede lige til hans Skanker …

Det skulde altsaa blive Enden! – det dirrede af Trods i ham – «Nei før!» – han satte Hagen til paa Juhlsk; det betød, at Anders Rosdreng skulde faa vente, til det peb i Tarmene paa ham. Selv vilde han sulte sig fordærvet, om det maatte til, – de fik alle paa Ranson.

Der var imidlertid ét, Rejer ikke havde beregnet, og det var sin egen umaadelige Appetit. Han var i den Alder, da han endnu voksede, og laa vaagen og vred sig om Natten bare af Tanken paa Mad. Han havde 345aldrig anet, at det var saadan at være sulten. Han søgte at lede det bort ved at tænke paa Ganepigen, som han paa nogle Dage ikke havde set noget til. Det lykkedes ogsaa; han saa hende for sig, tyggende paa Kringler eller Honningkage. Han søgte atter og atter at vinde hende frem i andre Skikkelser; men Tanken paa Havrebrød og Smør fik snart igjen Forrangen.

Han lagde sig ned med Sult og gik om Dagene urolig rundt om paa Holmen for at faa Sulten af sig; der var ialfald de blaa Kraakesjæl mellem Tangen i Fjæren at ty til. I hans af Sulten opfindsomme Hoved rørte sig noget om at fange Maager, – der kunde være et helt Stabur af Kjød i Luften, men sine Folk kjendte han altfor godt, det nyttede ikke at byde Aafjordingen sligt urent, uspiseligt noget, før sultede de ihjel.

– Det var begyndt at trække op med graat mildt Ruskeveir igjen. Sydvesten kom med stedse stærkere Stød, Skyerne hastede graasorte i Luften, og Havet brækkede i grønt udover …

Det var i Graalysningen om Morgenen, at en Laderums Garnbaad kom fossende ind udenfra med Sjødrevet om Ørene, halv fuld af Vand og for tre Rev i Storseilet.

Lige efter blev der et stærkt Røre overalt. Der tændtes Lys i Lys paa Fartøierne, og Folket stimlede sammen oppe ved Salteriet.

Der forevistes et Fjerdinkar Sild, som var taget nord ved Stolmen. De havde Mærke over Ryggen som af en Garnmaske, – det rette Slag! Her var Syn for Sagen … Indsig! …

Dette sidste Ord fløi som en voksende elektrisk Gnist over alle Holmene!

Det betød Opbrud af hele Almuen, alle de tusinder Mennesker, nord til Stolmen, – at Sildeværet her imorgen eller iovermorgen vilde være tomt og blaast for Folk, som bagpaa en Haand!

Blandt de Baade, som gik ud rumskjøds, dybt revet i Tykket den Formiddag, var Kirkebaaden til Juhl.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.