IV. Krøge mig? Nei før knække!

356Sent om Natten kom de ind igjen nord i Sundet, hvor de havde Stænget.

Han sad i Søvnørsken over Aaren og kjendte neppe, at Baaden stødte mod Støen, da han vaktes af Brøl fra to tre Hold indefra Mørket:

– om de havde hørt noget Sporlag til Silden inde ved Været?

Her var de opskræmte og gik urolige og ventede bare paa Dagen. Der var kommet en Baad roende forbi om Kvælden, og Folkene i den havde ment, at Garnsætterne ikke vilde trække mange Sild den næste Dag; de havde hørt Rygte, at Silden var gaaet nordpaa ude i Sjøen.

«Rygter! … Silden med engang sunket i Sjøen igjen! … En Baad, som roede forbi? – de skulde vide det de!» søgte han ivrig at overbevise de andre.

– «Op og ned! ned og op! Saa over, saa under!» lød det bagefter bittert i hans egne Betragtninger.

«Gad vide, hvad det var for en Dato idag? – sekstende Marts! … skulde han nogengang gjøre nogenting paa 16. Marts, saa kunde de partere ham …

Føi for en Dag. Hundrede Daler Væk! … Uhrkjeden ogsaa væk! – han faar den vel, han paa «Huset!» – at sprade med, naar han kommer ud. Deilige Greier! – danset og drevet med Kjæresten til et Tugthuslem, – hun har kanske ogsaa været der selv …

… Rygter! – lade sig skræmme af slige Rygter!» …

Han var ikke længere istand til at ty ind i den kvalme, trange Pladsestue, hvor de havde Tilhold, og vandrede oppe lige til i Graalysningen mellem dem, som gjorde sig færdige til at lægge ud. Han havde faat en Afleder fra Skuffelsen over Ganepigen.

Den næste Dag ventede alle i yderste Spænding paa Garnbaadenes Hjemkomst fra Sætterierne udenfor i Havet; de havde tre fire Timers Udror.

357Rejer var hundrede Gange henne paa Udsiden af Holmen og saa efter dem med sine lyseblaa, skarpe Maageøine. Derfra faldt Veien uvilkaarlig hen til det Sted i Sundet, hvor hans Notestæng havde staaet. Han stirrede dumpt ned paa de Flekker af olieagtig Sildeslim, som endnu svømmede ovenpaa Sjøen; endel opslengt Smaasild, Korstrold og Levninger af Storsei laa stivfrosset mellem Tangen og Maneten i Fjæren, hist og her en halvraadden Haa.

Det stemmede med hans Humør at stirre ned paa alle disse stinkende Levninger. Det blinkende, glittrende, skinnende Sølvhav, som havde spillet derinde i Noten, havde for hans optændte, fængelige Indbildningskraft strakt sig vidt udenfor dens flydende Netvæg ind i en Fremtid, hvor han bare havde at staa med Hoven og øse op Rigdom, – drive Storbrug, reise Hammernæsset med dets alle fem og treti fraskilte Gaarde og Sætergange.

Silden sunket lige i Havet! – netop som han var kommet til den? – umuligt! …

Men al den forladte Raaddenhed oppe i Fjæren sagde hele Tiden noget andet, – at det var muligt, skulde være muligt! Han kjendte det som en Ulykkesanelse, en Angst, det inderste i ham følte, at Folkene i Baaden igaaraftes ikke havde raabt de Ord uden Grund.

Kom Baadene nu igjen med Sild, han vilde blevet rasende overrasket! ligesaa overrasket som om han med ét havde set Hammernæsset staa der med nye Bygninger, ny Sjøbod og Notebrug.

– – Og Garnbaadene kom roende i lang Række indover; de laa høit i Vandet med de brune Garn opgjorte i Dynger i Forskotten og Midtrummet.

Det var en Roen af hundreder, langsom som et Ligfølge – med den tungeste Last, der kan fylde en Baad: – skuffede Forhaabninger!

Garnene havde staaet derude tomme som Sold! – Ikke Sei, ikke Hval eller Fugl nogetsteds udover at se. Havet øde og svart for Liv! – hvad de havde havt under 358Land, var bare et af Seien fra den store Masse i Havet afjaget Sildestraal.

Silden var væk! – kanske gaaet nordpaa til Kinn …

Det var midt under dette, at han med en af Baadene inde fra Været fik Brev fra sin Mor. Det havde gaaet lange Veie rundt og været i mange Hænder før det, fedtet, smudset og med Silderisp paa, nu naaede frem. Blodet gik for høit i ham, til at han kunde læse med videre Opmærksomhed:

«Ser jeg Dig nogengang mere igjen i Verden, Rejer!» – stod der i Brevet med et af Moderens store Suk.

«Se mig igjen? – tidsnok!» udstødte han og faldt over i sin egen Pønsen, medens hans Blik gik sløvt og uopmærksomt nedover Linierne. Pludselig blev det hængende ved; – hans Søster havde forlovet sig med Haarstaden! Han læste det op igjen og op igjen og derpaa nøiagtigt videre: «Det var et Offer af Ottilie, for han er jo en gammel, mindre vel udseende Mand; men saa véd Du jo, han har friet til hende før, efter sin anden Kones Død, og saa blir hun jo rigelig forsørget, da han ingen Børn har, – baade hun og jeg! – og Du hjulpet til at beholde Hammernæsset. Jeg synes, vi maa være din forstandige Søster evig taknemlige, Rejer! hun har frelst Gaarden.»

Han lagde Brevet langsomt i Lommen.

«Med Haarstaden! … den gamle skjelvbente Aagerkar,» – raste han – «som har suget ud Bygden hele sin Tid. Saa længe og fult har han aagret paa Hammernæsset, til han kunde kjøbe hende – – – og saa, jeg atpaa i Handelen!»

Han laa vaagen udover Natten med heftig Uro i Blodet. Det havde været en saadan Række af knusende Skuffelser.

Han laa kun og stirrede ind i den ene Tanke, at nu skulde han hjem! Det bares ham for, at det var saa aldeles umuligt, – han kunde ligesaa godt gaa tvært af …

Endelig øvede Naturen sin Ret, og han sov ind.

Ud paa Morgensiden blev det uroligt i Stuen. Fol359kene havde Ank for Hjemreisen, stod tidligt op, keg efter Veiret og lagde sig igjen.

Han hørte i Halvsøvne, hvorledes de snakkede om, at det saa ud til Østenveir og tung Roning indover. De trampede og traakkede med Nistebommer og Tiner, gik ind og ud, og hvergang mørknede det svage Dagsskjær fra det lille smudsige Hul af en Rude. Han følte det i Drømme …

Med ét blev det til noget stort, bøiet, dunkelt med brede, svære, krogede Arme strakte ud foran sig … Han kjendte Hammernæsfuruen med Graalyset over de snevaade, veirslagne Grene, – den stirrede knugende vredent paa ham med al sin troldvoksede, knuddrede Mægtighed.

Jo mere han saa paa den, des mere blev det til hans Mors svære Skikkelse, som sad der kroget og bøiet paa Bænken med Armene foran sig ned paa Fanget. Hun saa strengt og tungt paa ham og sagde:

– «Vi maa være Ottilie evig taknemlige! … Ser Du, Rejer! vi maa alle bøie og krøge paa os og bugte os frem, som vi kan bedst.»

«Krøge mig? – nei, før knække!» sprang han op.

Og med de samme Ord begyndte han ogsaa den korte Blyantsseddel, hvori han skrev til sin Mor, at hjem kom han ikke, før han af egen Pung kunde indløse Hammernæsset, og at han nu agtede at prøve sig frem i Verden. Naar han vidste noget mere, skulde hun faa Underretning fra sin taknemlige og hengivne Søn, Rejer J. Juhl. –

Stor og uudsigelig var Anders Rosmands og de andres Forbløffelse, da han, med det samme de ud paa Morgenen skulde bære Seilet ned i Baaden, kort og bestemt meddelte dem, at han havde besluttet at reise op til Bergen istedetfor at følge med dem hjemover. Han havde overveiet det om Natten, – mumlede noget om sin Fars Bo og om nogen at sælge Silden til næste Aar. Han vilde sættes af i Skudesnæs og se til at komme med et af Fartøierne, som gik nordover.

Det var en Stund bare tause, gabende Munde og saa, 360– da de begyndte at forstaa, – lange Ansigter, Øinene ledende ved Jorden, en Tobaksspytten paa kryds og tværs og en betænkelig Kløen bag Ørene …

Han Martin og han Tosten og han Jo og han Vidkun – det var Husmændene paa selve Indgjordet, gik sammen med Anders Rosmand om, at dette var umuligt. De havde at ansvare ham for Mad. Juhl!

«Komme hjem til Aafjorden uden Juhlegutten, med den Skam for al Mennesken!»

Det var ikke frit for, at et Par af dem tørkede Øinene med Vaatten, da de saa den for al Overtalelse utilgjængelige Mine, hvormed Rejer stod fast paa sit.

Der var ingen Raad for! – Juhlegutten maatte føies, og de fik lide paa Brevet til Madamen; – men det blev at ro hjem med et svært Tryk for Brystet.

– – «Hør Anders! Du ansvarer mig Blæssen, at de ikke bruger den til at kjøre Kværnsten der over paa Haarstad. Hils bare Mor, at jeg har sagt det.»

Det var det sidste, hviskende Paalæg fra Rejer til Anders Rosmand, da han sattes iland paa Bryggen i Skudesnæshavn.

Og, hvad Rejer der kunde have betroet ham, blev gjennem Aarene Gjenstand for mange Formodninger blandt Husmændene paa Hammernæsset; thi Anders Rosmand skulde blot sige det til Madam Juhl.

*

Fjorddistrikterne havde spillet ved Havets grønne Spillebord … vovet sit yderste der igjen et Aar – og tabt!

Det var den anden Side af Lykketærningen, Vrangsiden: – tom Baad, tomt Hus, en knugende Mangel paa Livsophold … Sygdom og Elendighed.

Nogle Uaar til paa den Maade og de samme Øer og Holmer og Skjær i Seilleden, som nu laa strøede med Huse, Havne, Bebyggelser og Begyndelser, fulde af muntert Fremtidsliv og Virksomhed, vilde ligge ligesaa skaldede, svarte og forladte, som før Silden kom, kun med det gamle Sjøfugleskrig om sig, – triste og øde.

361Nogle Uaar til paa den Maade, og Sparebankerne indover Fjordene, der havde reist sig af Sildefortjenesten, de større Huse, det bedre Stel, den udvidede Jorddyrkning, som var bleven til i den gode Tid, den bedre Skolelærdom, det større Lys, som var faldt ind i de trange Bygder, – vilde alt gaa tilbage igjen, dø ud og slukkes, og de gamle Spindelvæve af Uvidenhed og Fordom og Overtro igjen trække sine graa Slør over Krogene.

Her var spillet om mere end Skillingen direkte, mere end Menneskeliv, – selv om Sjøen havde krævet dem efter stor Skala, – det gjaldt selve Folkemodet, Bygdernes Tro paa sin Fremtid, – og nu frøs det lige inde ved Hjerteroden.

Ind i hvert Hus, hvert Hjem, til Husmand og Bonde, havde Havets Tærning for tredie Gang sendt Niten: – et huløiet, Armod, Sygdom og den kolde Nød bringende «nei!»

Bygderne havde sendt hele sit varme Blod af Fortrøstning og Mod paa Tilværelsens Eventyr, hvori den, som vaager, vinder, Askepot altid faar Prinsessen, den kjække altid Lykken! – og Strømmen havde drevet Tiggerstave tilbage igjen …

Her var spillet og tabt!

Der skal Hjerter af Staal til for paa den Vis at slaa Tærning med Tilintetgjørelsen! mere end haardsmi’d Mandsvillie, – eller, – og det var det, som gjorde, at disse Bygder alligevel ikke gav tabt, men paa Stumperne af sit Mod, Stumperne af sin Kraft, Stumperne af sin Armod slæbte og sled sig igjennem Aar for Aar, indtil Tærningen igjen faldt op, og de har Dampskibe udenfor Stuedøren, – den dybe Trang i Nationalkarakteren, som just forlanger Eventyret, Legen med Chancen og det uventede, Legen med Faren. Som den har gjort Eventyrdigtningen i de stille uvirksomme Tider, saa sender den nu Folket ud i Handling ikke mindre paa Sildens og Havets end paa Kunstens og Digtningens Omraade!

362«Rejer Juhl! – hoi – ohoi! – hoi!» …

Det var i Skudesnæshavn; – hans Ven Understyrmanden stod og raabte mellem Hænderne fra Hækken paa «Resolut». Rejer havde alt set den grønmalede, smudsige Brig ligge inde ved en af Pakboderne, som det lod endnu halvladet med Salt.

«Hvad gjør Du her?» spurgte han da han fik Rejer nærmere. «Beslaat med Sølv? Du har jo gjort et Notestæng. Hør Gut! – spekuler bare ikke i Salt nu, Silden er fløiten. – Aa bi lidt, vi har straks Middagshvil!»

Understyrmand Lind var en ualmindelig vakker Fyr, høi og ledig i Figuren, mørkøiet og sorthaaret.

«Her er Ærter i Kabysen og Flesk,» sagde han, da Rejer kom ombord, – «Du kan vist trænge lidt at varme Dig paa.» –

Rejer syntes, det var længe, siden han havde gjort et saadant Maaltid som det, han indtog inde paa Kahytsbordet sammen med Understyrmanden.

«Bondestel … Bondeskipper … Bondeskute! … men nu er jeg ogsaa snart kvit den!» – mumlede Styrmanden – «Hundeliv paa det Fiske!»

«Naa ja, Rejer Juhl! ikke for det, jeg likte det Pokker saa godt. Fyr maa der være i Karen. Gaa paa, gaa paa tværtover alt! men lidt – lidt – lidt Forstand faar der være med, ellers blir Du gift, før Du véd Ordet af det, min Gut! – og saa stopper den Moroen. – Hun … Sildejenten … Svarte-Stina, fortalte mig det altsammen samme Kvæld, hun havde Kniven sin i den vakkre Kjeden din! Men var Du da rygende, splittende fra Forstanden? en Kar, som sidder med en hel Gaard og af sligt Folk som Du, springe lige lukt paa og fri! – – Naa ja, nu skal Du vel op og ture i Bergen. Jeg gaar ogsaa did. Det var derfor, jeg raabte Dig an» …

Reier skjød Ærteskaalen ind paa Bordet.

Styrmanden maalte ham.

– «Du ser mig ikke ud til at tænke paa at hale ud paa Salene. Du er da vel ikke pinegal nok til endnu 363at gaa der forlibt og sørge? For det er der bare én Kur, – at forlibe sig i en ny. Hvor gammel er Du?»

«Snart nitten.»

«Ja, da jeg var i din Alder for en fire fem Aar siden, tog det mig ogsaa slig.»

«Ne … hæ … hæ» – lo Rejer overlegent forsikkrende. «Det Sludder roede jeg af mig samme Natten. – Ne … hæ … hæ … men» – han grublede stærkt paa, om han skulde betro sig til Styrmanden; han havde noget saa godmodigt ved sig, saadan ægte, prægtig troværdigt Væsen.

«Du ser ud, som Du sidder i nogetslags Suppedas og ikke vil ud med det. Véd Du ikke, hvor Du skal gjøre af alle Pengene dine?»

Rejer tog frem Lommebogen, hvori der laa en gul Tidalerseddel:

«Det er, hvad jeg eier!»

«Ikke saa lidt det! Akkurat ti Daler mere end jeg; – for Jammerhyren her paa Sildebriggen holder én knap overvands to Kvælder om Ugen. Jeg tog den bare for at slippe at ruinere mig mens Alert ligger og reparerer oppe i Bergen, – en dyr By, som blanker én i en Ruf! Klogest at komme undaf, tænkte jeg, før de begynder at kridte! – – Naa altsaa, Du har ti Daler, Juhl! Du mener da ikke at styrte dem ud her i Skudesnæshavn? Her er ingenting.»

«Nei-i … jeg – jeg,» tog han med ét braat i «véd ikke, hvad jeg skal tage mig for i Verden. Jeg gaar til Bergen for at bli’ til noget, ligefedt hvad det er. Jeg vil hjemmenfra,» tilføiede han med lav Stemme og saa ned i Gulvet, «Stellet i Aafjorden er gaat fra mig!»

«Saa-aa? … saa, saa!» – opgjorde Styrmanden sig noget forbløffet og flyttede sig uvilkaarlig indover paa Bænken. «Saa det er saa, det staar til! … Ja,» tog han sig raskt og sprang op – «skulde jeg ikke gi’t Sjæl og Krop paa, at der stak noget sligt i den stride Parykken din, Juhl! … og den formastelige høie Næsen! Du rømmer naturligvis hjemmefra …

364Hm!» – han indledede et Forsøg paa at plystre og spankulere paa Kahytsgulvet, men opgav det paa Grund af det trange Rum, hvori han maatte lude med Hovedet – «naturligvis … rømmer! Ja, ser Du, Juhl! det samme gjorde jeg – fra Realskolen … Naa ja, – og hvad tænker Du saa paa?»

«Bare komme ivei!»

«Sælge Gryn og Rosiner?»

Rejer taug. Tonen lød haanlig.

«Hænge over en Disk? … Saadan svær Prygl, som har været sin Fars Søn al sin Dag!» Styrmanden rystede paa Hovedet, – «ser ingen Chance for det! Saa heller hænge over en Raa da, Gut! det er anderledes luftigt! Hvad?» –

Han stak begge Tommelfingrene i Ærmehullerne paa Vesten og vuggede paa sin stærke, raske Figur … «Tilsjøs – til – sjøs! naturligvis, Gut!» …

Raadet tiltalte Rejer uhyre, – for ikke at tale om, at det smigrede ham; han havde længst beundret Styrmandens frie Sjømandsvæsen, hans flotte Udtryk og Vendinger og hans sjøfriske, lette Maade at føre sig paa. Han gryntede i Halsen noget, som dog endnu ikke var hverken ja eller nei.

«Sjøsyg?» – forhørte Styrmanden.

«Aldrig kjendt det.»

«Naa, – naturligvis endel Hundeliv i Begyndelsen» …

«Gjør aldrig en Døit!»

«. … faar lystre og stikke den store Snabelen din dygtig under de første Par Ture, – holde den i et Futteral.»

«Aa, – – skal nok passe mig.»

«Du er for lang, det er din Lykke, der vil ingen ha’ slig en Kranbjelke til Kahytsgut. Hør!» spurgte han pludselig – «mener Du, Du kan koge Ærter uden at svide dem, – og Grynsod … og gjøre Kaffe? – naar Du faar fjorten Dage at øve Dig paa oppe i Bergen?»

Rejer kremtede noget beskedent om sig selv.

«Jovist kan Du! Paa Alert skal vi ha’ ny Kok, saa 365gaar Du med os sør til Middelhavet og koger Dig frem saa godt, Du kan, første Reisen. De ti Dalerne dine faar Du bruge til at rigge Dig en Smule. For i slig en lang, stampet Vadmelsfrak med Hornknapper i Ryggen heiser de Dig op under Merseraaen til Eftersyn for hele Havnen.»

Under Udsigten til den uventede nye Bestilling havde Rejer siddet en Stund og stirret i Ærterskaalen. Det trak mere og mere op til et Juhleansigt, skarpt som en Forstævn.

Han saa pludselig op paa Styrmanden:

– «Lige fedt enten Skvalpen gaar gjennem Ærter eller Sjø, – tilsjøs vil jeg!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.