XII. Forsent Jomfru Rørdam!

Det var med halv affiret Flag for sin tabte Kaptein og de savnede af Besætningen, at Alert i Begyndelsen af Mai gled ind paa Frederiksværns Havn. Der laa en vis Høitidelighed over Fartøiet, en egen Stilhed i den hele Maade, hvorpaa det ankrede op, og paa Bryggen og Værftsvolden stod fuldt af Mennesker.

Man vidste forlængst, hvad der var hændt, og Beretningen om Dødsfaldene og Alerts Fart fra St. Mauritius havde i Vinter opfyldt Stedet. Men det havde saa sit eget spændende alligevel at se Fartøiet, naar det 456kom ind saa at sige med Fortællingen selv over sig fra Ræer, Sørgeflag og Gjøs. Slægt og Venner, Brødre og Søstre stod blandt Klyngerne derinde, endel laa vel og i Smaaprammer og Sjegter ude paa Havnen og speidede efter sine. Men det varede ualmindelig længe, før der gik Baad iland fra Alert.

Endelig skede det.

Fire Matroser roede Jollen, og Lind sad tilrors med Flor paa Hatten. Man vidste, at han skulde op til Madam Berentsen, Kapteinens Hustru, for at aflægge Beretning.

Fra sin Plads forude ombord, hvor Rejer havde nok at gjøre med at tilse Folkene, mens de beslog Seilene og skværede Ræerne, rettede han imidlertid gjentagende Kikkerten indover mod Bryggen og Volden. Han plukkede dem ud Ho’de for Ho’de derinde og slog den omsider noget mørk i Hu sammen igjen.

Udpramningen af endel Last fra Trondhjem paagik, og Lind havde travlt inde hos Rhederne saavel her som i Laurvig, saa at Rejer, fra de ankrede op, havde baade Første- og Andenstyrmands Gjerning at varetage.

Lige bag Pakboden derinde laa Kanonerens Hus, det vidste han, og han skulde givet meget til for at kunne set tvertigjennem den.

De første to tre travle Arbeidsdage var der ikke Tid til at faa sat en Fod iland, indtil Lind en Eftermiddag igjen kom ombord.

Han var temmelig utilgjængelig, der han drev frem og tilbage paa Dækket pyntet og med Floshatten paa, uden saameget som at spørge til nogen Ting. Der var noget i Maneren, den halv foragtelig flotte Slentren og den Maade, hvorpaa han stadig bed av Tobaksbussen og saa med et tvi! spyttede den ut over Rælingen, som Rejer ikke likte; den var ikke rigtig høflig, efterat han havde staat der Dag ud og Dag ind og slidt langt udover sin Pligt for ham!

Lind gik ned i Kahytten uden at nævne noget om, at Rejer nu kunde anse sig som fri for Aftenen. Da Stewarten gik ned og spurgte, om Kapteinen ikke vilde 457have noget at spise eller drikke, sprang han op med et «nei», som bragte Stewarten til at fare op Trappen som en udskudt Forladning.

Lidt efter kom Lind op igjen i sin Sjømandshue og Pjekkert:

«Kald Folkene agterud,» befalte han; men det var, som han havde Møie for Stemmen.

«Det maa være noget pine galt!» mente Baadsmanden til Rejer, «et Ansvar i Regnskaben.»

Men da de saa kom, læste han blot kort og godt op et Brev, hvori Rhederne under Paaskjønnelse af hans Dygtighed og Fortjeneste overdrog ham Kapteinsposten paa Alert.

«Og saa Grog til dem naturligvis, – og Fyrabend!» fik Rejer bagefter i en kort Tone.

«Vel, – og saa har Kapteinen kanske ikke noget imod, at jeg tar mit Glas paa den glædelige Begivenhed for mig selv iland?» mente Rejer.

«Naturligvis ikke!»

«Jeg tænkte, Du skulde pynte Dig!» sagde han siden ironisk, men øiensynlig lidt blidere, da Rejer gik fraborde.

Hvad gik af ham? … Pynte mig? – Aahaa! – han var ræd for, at jeg skulde gaa til Kanonerens!

Det var med en egen beklemt Følelse, han drev opefter Gaden i den heldende Vaardag, medens Solen endnu blinkede i et og andet Kvistvindu.

I Bakken kom Groen stikkende frisk grøn frem af Fugtigheden, og Løvetanden sprat skinnende gul som Smaasole i Værftsvolden. Klynger af Gutter larmede, hujede og løb i Gaden, medens Smaapigerne hoppede og legte «Paradis». De sorte, fugtige Streger, de havde opridset i Jorden, viste, hvor nylig Isen var smeltet …

Ombord havde de imorges hørt Gjøgen gale over paa Øen i sydvest, og Tømmermanden havde snakket om alle Skinkerne, som nu havde «gjort sig» paa Staburene i Norge. Der var fuld Hjemstemning, de kjendte sig i sit eget Land.

458Han dreiede et Stykke indover for at se en Snip af Kanonerens Hus.

Der gik et Sæt i ham. Jo der stod det! – med alle de smaa Vinduer raskt vendte paa Udkik mod Sjøen. Der var mangengang set udover fra dem, men hvem efter? …

Det spillede og lyste fra Ilden paa Skorstenen inde i Kjøkkenet, og over Gaardsrummet hang Vask til Tørring lige ind i Vedskjulet; – han skulde vel kjende det!

Han gik ikke forbi; han vilde ikke blive set, og det var endnu ikke saa mørkt …

Sin Kurs styrede han saa lige til Walla paa Bakkehjørnet. Var der nogen, som kunde give Besked om alt, saa var det hun.

Han saa godt, at hun opdagede ham allerede oppe i Gaden, men vendte blot Hovedet lidt. Slemt Mærke! opgjorde han sig. Skulde Vinden blæse saa bent stik imod mig nu?

Da han kom nærmere, stak hun Kroppen frem igjen og lod forundret. Hun sad som før med Fødderne nede i en Kurv, men havde nu ved en heldig Invention mod Veiret taget Bolig i en stor, fortil indslaaet, opreist Tønde; derinde sad hun paa en Krak som i en Lænestol, gjemt mod al Fare, og i Regn var det blot at slaa den store, blaa Paraply op som Tag.

Rejers Hilsen besvarede hun venligt; men det saa han nok, at det var uden nogensomhelst Følelsens Overvældelse. Det var heller lidt forsigtigt og saa ligegyldigt, som de sidst kunde have sets igaar og nok skulde ses imorgen igjen.

«Godaften, Madam Wahl! – prægtig Skal, De har faaet at sidde i.»

«Aa ja saamæn, – takker min Gud og Kjøbmand Eberhardt, som gav mig Tønden.»

«Saa nu har De paa en Maade Hus, Madam Wahl!»

«Aa nei!» – hun hostede – «og nu er det ogsaa saa, at jeg» – hun hostede – «jeg blir gammel nu, ser De, – vel behøver mine to stakkars elendige Kot selv. Ja 459De kjender dem jo, – og Pladsen til Kurvene om Natten véd De» …

«Javist! javist, Madam Wahl.»

«Men ellers, – er der noget De igjen vil ha’ solgt, saa véd De, gamle Madam Wahl nok» – hun hugede sig fremover i den kjendte brune Kaaben for at faa tændt op i Lygten ved Kagekurven, – «ikke slaar Haanden af en Kjending heller, som ialfald har redelig betalt for sig, – til mig da! det tør jeg nok sige for Sandheden til hvem, som spør.»

Oho! – hun har nok faat Vinden fra to Kanter og véd ikke, hvad hun skal tænke om mig.

«Lad mig hjælpe Dem, Madam Wahl! – Denne Gang skal jeg hverken sælge eller borge.» Han slog paa Lommen; han følte, det gjaldt at hæve sin Kredit.

Ansigtet opklaredes næsten til det undselige. Hagens, Kindernes og Næseknoppens Rundinger formede sig i et smilende, velvillig overrasket Udtryk, hvorved Hugtænderne vistes stærkt:

– «Aa nei da!»

«Og saa har jeg nu en Tid været Styrmand – har taget Eksamen oppe i Trondhjem.»

«Ja er det ikke det, jeg siger, De er en velsig …» hun tog sig igjen.

«Agte Dem for at tage Munden for fuld, Madam Wahl! – Nu, gaar her mange iaar paa Navigationen hos Løitnant Albrechtsen. Og ellers, hvordan staar til i Byen?»

«Aa, der sker nu altid Forandringer hvert Aar. En gammel Kone, som sidder paa et Hjørne, ser baade hvem som kommer til, og hvem som gaar væk.»

«Hvordan har de det hos Kanonerens?»

«Gu’ bære os! det er nok ikke saa rart. Hun faar lægge lidt af Stormodigheden ned nu, skal hun klare alle de Munde. Som vi alle faar lære, naar vi kommer et Stykke frem i Verden, Juhl!»

«Hvad mulrer De der, Madam Wahl? Er Kanoneren syg eller – død kanske?»

«Ja De har vel ikke hørt det, som borte har været. 460Men en brav og anseelig Mand var han og Strengheden selv paa al Værftets Gjerning, det fik han paa sin Grav. Nei, gamle Haubitzeren humper nok ikke mere hverken til eller fra Værftet, – plirer heller ikke over til mig og Kurvene, som han gjorde, naar han var i det Humør, det skulde sige saa meget som, at han nok huskede paa Anne Ludvigsen; men at nu var det blevet en anden Dans, nu gik han paa Træben og jeg sad hen. Aa ja! – en fattig Stakkar sidder her alene igjen og ser den ene gaa ud af Verden efter den anden! … Tankerne blir tit saa store, Juhl, for en gammel Kone i Ensomheden.» Hun tørrede Øinene.

… «Men det var den næst sidste i Augusti, at han maatte gaa ind til sin Skaber. Jaden var det saa! Det var Gigten, som slog op; og saa nyttede det ikke at stampe imod Braadden, – afsted maatte han fra alle de uforsørgede Munde og lade Træbenet ligge igjen. Huset er nok ikke formeget værdt. Og siden har Datteren taget Finvasken for Officererne, maa vide. Gutterne gaar i Skolen, ser jeg. Men saa er der Forskjel paa før og nu for hende. Haubitzeren var som en høit anset Politi her i Byen, baade ude i Gaden og andensteds, hvor de brugte Myndighed; og som Fløien stod paa Taget hos Haubitzeren, saa mente de nu næsten alle nedover i Staværn» …

Han hørte ikke længer paa hende.

«Godaften, Madam Wahl!» – sagde han pludselig, og hun saa ham styre nedover Gaden den samme Vei, som han var kommet.

Igjen dreiede han indover mod Kanonerens Hus, og nu strøg han lige paa. Koste, hvad koste vilde, han gik ikke ombord uden at have set Sara og skaffet sig Klarhed over, hvordan han stod hos hende.

Inde paa Gaardsrummet saa han et Par af Snorene rykke og bevæge sig, og fra Vedskjulet lyste det fra en Lygte.

Han vidste, hvem der var derinde, før han nærmede sig.

461Hun stod med Ryggen til ham og tog ned for Aftenen Resten af den ophængte Vask.

«God Aften, Jomfru Rørdam!» sagde han.

Hun vendte sig saa rask, at Snoren faldt ned. Der laa den med Vasken udover.

«Aa, hvor De skræmte mig!» udbrød hun og bøiede sig hastig forover for at tage op Snoren; men han saa godt, at hun var ganske rød af Overraskelsen.

«Nei, nei, Jomfru Rørdam! Jeg skal heise den op igjen. Han greb i Hastigheden Snoren næsten ud af Hænderne paa hende og begyndte at se sig om efter Spigeren, hvor den skulde gjøres fast.

«Der er den!» sagde hun leende og pegte paa et lidet Spigerhoved i Væggen.

Han prøvede forgjæves paa at gjøre Snoren fast.

Nok en Gang alle de hvide Klæder paa Jorden.

«Nei, Jomfru! den Knob, som passer her, den gaar over min Kunst!»

«Saa skal jeg kanske lære Dem en ny. Jeg gjør saa!» – hun kjækkede blot Bugten af Snoren paa Spigerho’det.

Hun havde imidlertid sin Møie med at faa den tørrede Del af Vasken hastig nok op i Kurven; det gik lidt befippet for sig.

Rolig blev hun først, da Rejer begyndte at tale om, at han havde hørt, de havde Sorg i Huset, og at det var derfor, han havde villet høre herop, straks han kom iland.

Hun vilde ikke lade ham bære Kurven, og han vilde ikke lade sig afdisputere at bære en Fange Ved ind i Kjøkkenet til hende.

«De har jo ikke andet end Barnehjælp nu, Jomfru Rørdam! skulde gjerne hugge Ved for Dem hver evige Dag.»

«Aa Tak, jeg kan ta’ saameget Hjælp, jeg behøver, – jeg har god Raad,» – spøgte hun afværgende.

I Kjøkkenet tog hun Vispen og begyndte under Samtalen at dynke en Del Tøi.

– «Jeg véd det ja, Jomfru Rørdam! Men den, som 462ikke har noget at sørge for, blir tilslut nummen i Næverne. De véd, naar én har «bare snaue sig selv» …

«Det kan De sige, men jeg, Juhl!» – hun holdt inde med at bruge Vispen og vendte sig alvorlig mod ham, og nu saa hun godt spansk ud! – «jeg har fire Børn derinde at forsvare.» – Hun nikkede ind imod Stuen, hvor der hørtes Leg og Larm.

Rejer følte godt, at dette betød et venligt Afslag; det var, som Dækket sank under ham.

Børn var det morsomste, han vidste, – udbrød han uhyre ivrigt forsikkrende. Men hun lo og slog Samtalen hen paa hans Reise.

Rejer var imidlertid blevet ordknap og betænkt, medens hun underholdt Passiaren.

«Jeg har hørt, De har ta’t Styrmandseksamen, Juhl!»

«Af hvem? – hvem har?» …

Hun blev lidt forvirret – «Jeg husker det virkelig ikke» …

Som et Lys steg Linds Ansigt op for ham.

… «hvis det ikke skulde være hos … Baadsmand Torgersens» – tilføiede hun nu.

Det lettede, – men sikkrede ikke totalt.

«Vi hørte saameget i Vinter om alt det sørgelige paa St. Mauritius og om, hvordan De seilede med Feberen ombord,» vedblev hun; hun saa han var aldeles forstemt og bleg.

«Ja det var en styg Reise!»

«Hos Torgersen havde de Brev om det altsammen.

Der stod store Ting om Dem, – men det tvilte jeg nu heller ikke om, at, naar noget ordentlig kom paa, vilde Rejer Jansen Juhl ikke blive unævnt.» Hun forsøgte at spøge, men Udtrykket var varmt, og det var næsten, som Stemmen dirrede. «Tænkte De ikke paa, at De kunde blive syg selv da?»

«Nei! – udbrød han pludselig – «men jeg skal sige Dem, hvad jeg tænkte paa, mens jeg stod der … Det var paa en staut, deilig Jomfru oppe i Norge, som jeg aldrig siden har kunnet faa ud af mit Ho’de! – og jeg tænkte paa hende slig, at jeg bare bad den, som 463havde skabt mig, lade mig kjende mig selv igjen, for den, som stod der ved Rattet, var baade en Ulv og en Manddraber! … og saa ikke seigpine mig, men lade mig faa hende – med alle de Barn, hun bare har!» føiede han glubsk til og saa ind i Stuen. «Den Jomfruen har jeg altid tænkt mig som en Gallionsfigur i en tredobbelt Egestevn, duvende op og ned til Livet i Skum med et sligt høit Bryst og slig Mine som Deres, – ja netop slig Reisning i Ho’de og Nakke som Deres, Jomfru Rørdam! Det er, som hun ser over hele Havet og siger til Sjøerne: «Jeg skal knække jer!» Her er lidt af én, som kunde gaa paa i Verden, Jomfru! naar han bare fik den, han vilde seile med. Ja, Jomfru Sara Rørdam! – jeg er ikke blevet Kaptein idag, jeg er ikke pyntet, ikke flot og galant! jeg er styg, har en lang Næse … staar tilbage i meget! Men, giv De Rejer Jansen Juhl Deres Tro, og svigtet skal De ikke blive, ikke for fremmede Kvinder, – ikke for noget paa Jorden, saalænge der er Liv i mig!»

Han havde nærmet sig Dynkebrættet og stod nu lige over for og saa hende ind i Øinene.

Hun var høi, han endnu høiere … Hun stod dødbleg med Vispen sænket ned i Dynkefadet og halvaaben Mund …

«Men Juhl! – De maa da bruge Forstand! – Fire … fire Børn» …

«Bare Fornøielse, siger jeg! – og naar jeg er ude paa Reis, blir de jo rent nødvendige at ha’ i Huset!»

Hun stod lidt stille!

«Paa Dansen oppe i Barakken ifjor, da De sad der paa Bænken som én for Dem selv og saa saa kryt paa mig og os allesammen, – dengang tænkte jeg, at med nogen mindre Mand giftede jeg mig aldrig! … Siden paa Kvælden vidste jeg ogsaa, at det ikke kunde blive med nogen anden, – om jeg havde havt det som andre og staat uden dem, jeg skulde forsørge. Derfor tænkte jeg, at ham skal Du ikke gi’ den Slags Tanker fra først af, som han kanske kunde tage for tungt, naar 464jeg maatte sige nei! Jeg gjorde, hvad jeg kunde, Juhl!» …

«Ja nu er det rent spændt for sent, Jomfru Rørdam!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.