[12]

86Margit Erle hadde hat det ene aaret ved musikkonservatoriet til at spille i, utenom det hendes mor hadde lært hende; til videre utdannelse blev der ikke raad. Men bli hjemme paa prestegaarden og kues av sorg for næring sammen med forældrene, det var som at sænkes levende i grav. Hun tok ut, først som selskapsdame hos en ældre frue, siden søkte hun guvernantepost. Hun hadde udmerket middelskoleeksamen og udmerket anbefaling fra spillelærerinden ved musikkonservatoriet, og der vantet hende ikke paa arbeide.

Men mer end snaue aaret stanste hun ikke nogensteds. Født til kunstnerinde var hun, det visste hun, og ikke til at være guvernante, og det var hjælpen til videre utdannelse hun lette efter. For engang maatte det jo falde i hendes lod at træffe et menneske, som baade forstod hendes sjeldne evner for musik og hadde 87hjertelag og raad til at koste paa hende de faa tusener, hun trængte for at naa frem.

Og med det haap hadde hun flakket om. – Et aar hos en lensmand, derfra til en sakfører og saa til en provst. Og lønnen var knap og ungerne brysom; med husfædrene var hun ven og vel forlikt, men fruerne blev snart ækle og misundte hende den stakkars opmerksomheten, mændene deres viste hende.

Og saa var hun havnet paa Vestoplandene hos en rik gaardbruker, og vilkaarene var svært gode mot det hun var vant til. Hun skulde undervise en tiaars pike og spille litt for fruen, som var syk og sengeliggende. Men det var ingen smitsom sygdom, hun led av, skrev manden, og jentungen var lærenem og meget musikalsk.

En halvvoksen gut hentet Margit Erle paa stationen, og i fire samfulde timer og vel saa det varte kjøreturen opefter dalen. Skog saa hun overalt, dér øiet rakk. Den gjemte dalbund, den dækket li, den dækket aasernes lange rad, og de spredte gaarder med aker og eng blev som snauklipte flekker i skogtykket.

Det var alt sen kveld, da de svingte ind paa tunet paa Ingberg. Svindende dagskjær laa lik tyndt slør paa himlen og 88dæmpet for stjernerne; men over aasen bak gaarden hang fuldmaanen og granskogen der oppe bar skin av hvitt sølv over top og øverste grener.

Træt, sulten og dygtig frossen efter den druge kjøretur steg hun ut av karjolen og stanste uviss om, hvor hun skulde gaa hen. Det lyste fra drengestuen og fra et par vinduer i fjøset; foran indgangen til hovedbygningen straalte et elektrisk bluss, ellers var huset mørkt. Hun likte sig ikke, der hun stod, de kunde da gjerne ha synt hende at hun var ventet.

Da gik gangdøren op, og ut paa trammen kom en trivelig, godslig kvinde og bød hende velkommen til gaards. Det var Ragnhild Ingberg, som styrte huset for broren, siden konen hans var blet sengeliggende. Knut selv var borte paa skogtakst og vesle Johanne hadde alt lagt sig, saa hende fik frøkenen ikke hilse paa før i morgen, pratet Ragnhild, og hun hjalp Margit av med tøiet og førte hende ind paa spisestuen. – Der var det lunt og lyst, og døren til det rummelige kjøkken stod aapen. Ragnhild bar frem varm mat og kold mat og nykokt kaffe og bakkels og alt det som godt var for en sulten krok. Og hun satte sig hos hende, mens hun spiste, og fulgte hende saa 89til værelset ovenpaa, som Margit skulde ha, skrudde paa lyset og klappet hende venlig paa skulderen, da hun sa godnat.

Værelset var stort. Der var en sofa og et rundt bord og tre kommoder og et skap, og saa var der stoler og vaskevandsstol og en vældig seng. Møblerne var stillet indtil væggen og gulvet var ryddig – men huf saa vidt og tomt her var likevel!

Og angsten for at være alene kom over Margit, som da hun var liten og mørkræd og gjemte sig hos mor. Hun bævret, da hun hegtet klærne av, og laa længe og hutret og hakket tænder i den altfor brede seng og tænkte paa forældrene, hun ikke hadde været hos i ferien. Mor hadde visst saknet hende svært efter brevene at dømme. – Stakkars mor, hun hadde det trist og strævsomt og var evig bundet av at være sykepleierske for far. – Men reisen hjem var sørgelig dyr, og saa var hun bedt bort hele ferien til nogen kjendte og hadde hat det svært gildt. – Aaja, hun burde kanske heller ha glædet mor med at komme hjem.

Ikke for det, at det var nogen særlig fryd at komme hjem, saan far pistret og bar sig for alle de sygdommene, han trodde han led av.

90Nu var det kræft, skrev mor, aldeles avgjort og sikkert kræft i leveren. Ifjorsommer hun var hjemme, var det bendelorm og aaret derfor sukkersyke. Saa var lungerne angrepet, saa nyrerne; hjerte og rygrad og hjerne var længesiden herjet av lumskelige mikrober. Men værst var det dengang, han kjendte trikinerne bore sig ut gjennem tarmvæggen og krype ind i musklerne. Da vandt mor ikke andet i ottedagsdag end at koke varme grøtomslag til maven hans.

Minderne om hjemmet døivde angsten; hun slukket lyset, snudde sig mot væggen og dyttet dunteppet godt om sig. Og ikke vaaknet hun før næste morgen, Ragnhild Ingberg kom med kaffebrettet. Vesle Johanne var blet med op for at hilse paa lærerinden; det var en lys, fin liten unge, lavmælt og blyg. Hun gik og holdt fasteren i stakken og vilde med, da hun gik.

Efter dugurd stedtes Margit Erle for fru Julie Ingberg.

Fruen laa i hjørneværelset indenfor dagligstuen. Der var brunroset sirses omhæng rundt sengen; men det var trukket fra. Og støttet op med hvite puter mere sat end laa hun, og hænderne holdt hun foldet paa det broderte 91overlaken, som var brettet bredt nedover dynen med det rødt og graat stripede hjemmeværkens vár. Ansigtet var graalig og næsen tynd og sammenklemt ved begge vinger; hun hadde blaa, stikkende øine og lyst haar lagt i tykke fletter om hodet.

«Godmorgen frue,» hilste Margit og rakte frem haanden, men skottet samtidig mot vinduet, for der var indestængt luft i værelset.

Den syke fulgte retningen av hendes blik.

«Jeg taaler ikke formeget frisk luft, den er farlig for nerverne,» sa fruen med høi, skinger stemme og rørte let den fremrakte haand.

Den vanlige type, fastslog Margit og gjorde sit besste for at synes blid og medfølende.

«Her ser De, hvordan jeg maa ligge», klaget fru Ingberg og de blaa, stikkende øine løp fuld av ynk. «Jeg har nervesjuken, jeg damaatta. – Jeg har hat den nu paa tredje aaret og kan ikke staa paa beina.»

Knut vilde, hun skulde friste at komme sig op, og doktoren vilde ha hende til Modum – Men frøken Erle kunde vel skjønne, at én som var saa syk ikke kunde reise til bad. Det blev døden det – og det var det kanske, 92de stundet efter baade den ene og den andre.

Og svak av bedrøvelse snurpet den syke munden spisst sammen, fortrak underansigtet til et grimt grin, og i ét blunk blev panden borte under lyst hodehaar.

Margit glante fælen. Av alle farens tusen plager – den grimasen hadde hun aldrig set før.

«Stakkars Dem, frue,» sa hun mildt og la sin haand over hendes magre, foldede hænder, for saan gjorde mor med far, naar han var som værst nedfor.

Fru Ingberg klamret sig begjærlig til de friske, kjølige fingrer.

Nervesjuken den var frygtelig, pep hun næsten paa graaten. – Ikke noget levende menneske, som ikke selv hadde prøvd det, ante, hvor grusomt hun hadde det.

Og hun var ikke alene om at lide av plagen. Paa Berg hadde ene datteren hat den. I Holtet laa Ola, ældste sønnen, nedfor, og manden og kjærringen paa en gaard indpaa skauen hadde den begge to for tre aar siden. Og skolemesteren, store, sterke kroppen, han var blet spike gælen, han damaatta.

Knut sa hun var syten og unau. Han 93kunde snakke han, som aldrig i sit liv hadde været sjuk. Han negtet hende Johanne at ligge i seng med mor sin, han var ræd baanet kunde bli smittet. Og selv var han flyttet ind i kammerset ved siden av og laa der om natten, naar han var hemme, endda doktoren sa, at sjuken ikke var smitsom.

I ét blunk var haargaren ved øienbrynene igjen, og nu opdaget Margit, at hodehuden var bevægelig fra nakken av.

«Skal jeg spille litt for Dem?» foreslog hun og trak lempelig haanden sin ut av fruens. Den var blet klam, og hun tørket den i smug paa kjoleskjørtet, mens hun saa sig om i værelset.

Det ene vindu vendte mot aasen og hadde morgensol, fra det andet saa en vidt utover dalen. Men foran begge var der stillet store, kluntede blomsterbord, fulde av vantrevne planter, som stod og stængte for lyset.

Hun vilde by sig til at stelle med de planterne og se at faa skibbet ut nogen av de styggeste, saa der kunde komme sol og luft ind. Værelset var ellers trivelig nok med de gulmalte vægger og hvite dører. – En bjørketræs sofabænk stod ved samme væggen som sengen og foran den var et firkantet klaffebord; der var ogsaa piedestal, et par slitte 94kurvstoler og et stort konsolspeil og gyngestolen, hun selv sat i, og bordet ved sengen og en gammel diger kiste.

Foruten dobbeltdøren til dagligstuen var der en til kammerset, hvor Knut brukte ligge. Og der hang nogen opbyggelige skilderier av Morten Luther og hans husliv.

Den syke hadde ikke svart, hun laa og døste med halvlukte øielaak, og Margit turde ikke røre paa sig for ikke at vække hende. Men ute skinnet solen, og den endeløse skog hadde brede streif av guld. Den, som kunde aapne et vindu og lufte ut den kvalme sengkammerslugt! – Eller den, som fik gaa op i aasen og sitte bortgjemt under de høie graner og drømme om det, én helst vilde drømme om –

… Det knirket seigt i en dør ensteds i den store bygning, og fru Julie vaaknet med et ryk og satte sig overende i sengen. «Jadden døste jeg ikke, jeg som aldrig sover,» sa hun og plukket ved blonderne paa nattrøien.

Men Margit, som bare længtet efter at slippe fra, gjentok forslaget om at spille.

Jo tak, hun vilde saa gjerne høre frøkenen spille, og doktoren hadde sagt, hun vilde ha godt av litt musik. Pianoet var blet stemt i 95forrige uken; det var adskillige aar gammelt, hun fik det vaaren før hun giftet sig, og det blev tolv aar til jul.

«Knut spiller fiolin, og vi spilte meget sammen det første vi var gift. – Siden er det ikke blet stunder til det; men blir jeg nu frisk, vil jeg begynde at spille igjen.»

Margit reiste sig lettet, gik ind paa dagligstuen og slog op døren ut til altanen, saa solen kunde strømme ind, for her som paa hjørneværelset var vinduerne fyldt med vantrevne planter. Saa krysset hun sig frem mellem svære plyssmøbler hen til pianoet. Hun var ikke glad og ikke bedrøvet, bare saa usigelig fremmed for alt og alle. Og i den stemning spilte hun det, som faldt hende ind, til hun glemte tid og sted og ikke sanset, at døren til gangen blev lukket op av en høi, skjegløs, brunbarket mand og en liten, blek pike. De satte sig i en av de store stolene og hørte paa spillet med blanke øine, og i døraapningen bak dem stod Ragnhild og totre av jenterne og glemte rent at ta sig nyttig gjerning fore.

Men fru Julie laa med haand under kind, og taare fulgte taare i ustanselig siller. Det var blet saa velsignet godt at faa graate.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.