[1]

Oktoberaftenen var usædvanlig mild. Høsten nølede iaar med at komme til Kristiania. De to Herrer, som Arm i Arm gikDe to Herrer, som Arm i Arm gik] Selv om det kan virke overraskende med to menn som går arm i arm på gaten rundt 1880, var ikke denne type intimitet blant venner ukjent blant kunstnere og forfattere på denne tiden. Maurits Hansen skriver i 1838 til Conrad Schwach: «Snart saa vandre vi Arm i Arm du elskede tids savnede, Min Aands Fortrolige! og sætte os paa et ensomt Sted.» (Sitert etter Marianne Storbergs doktoravhandling Vennskap mellom menn på 1800-tallet (2009), s. 102.) nedad Karl Johans Gade, havde dog slaaet Frakkekraven opover Ørene; men de kom jo ogsaa fra en stegende hed Selskabssal; de vare begge meget varme.

Klokken var snart tolv. Gaden var ganske øde, med Undtagelse af et Par Konstabler, der søvnigt patrouillerede paa Fortouget. Nu og da rullede en Droske forbi, det ramlede en Stund, saa døde Støjen hen i den midnatlige Stilhed. Et og andet Hyl kom fra Tivolikanten,Tivolikanten] Christiania Tivoli var på denne tiden et forlystelsesområde som strakte seg fra det som i dag er Klingenberggata til Rådhuset. Frem til grunnleggelsen av det nye rådhuset i 1931 het dette småberyktede området Pipervika. hvor der var Concert.

«Men det er virkelig for tidligt at gaa hjem, Lyder!» sagde den ældste af Herrerne, en elegant, firtiaarig, mager Mand, idet han standsede og tændte sin udslukte Cigarstump 2hos Kammeraten. «Hvad, om vi først gik til IngebrigtIngebrigt] Trolig Engebrets Café, Oslos eldste serveringssted, som har holdt til på Bankplassen 1 siden 1863. og fik os en Kaffe?»

«En god Ide!» svarede den anden, der var usædvanlig kraftig og skulderbred, og greb atter Vennens Arm.

«Ide? – Hm! – Men saa er i Maalstrævere! I kan ikke aabne Munden uden at komme med et Fremmedord.»

Den unge, storvoksne Mand smilte blot. En Række hvide, spidse Tænder kom tilsyne. Ilden fra hans Cigar kastede et grelt Glimt over hans lyse Ansigt med det rødlige Skjæg.

De gik videre i Taushed, i denne tunge Fordøjelsesstemning, der følger ovenpaa en Festmiddag med hede Vine.

«Endelig er vi der!» sagde den ældste og saa op mod de smaa, visne Træer, der som enlige Vogtere staar udenfor den bekjendte Kafé. De gik ind i Stuen og satte sig i en Krog, for ikke at generes af de øvrige Gjæster, nogle gamle Theatergjængere og et Par højrøstede, toddydrikkende Studenter.

«Morede du dig hos PehrsensPehrsens] For nøkkelromanens paralleller mellom Pehrsens og Ibsens, se forordet. iaften?» spurgte Skram – saa hed den Ældre. «Og saa en Maraschino, August!» sagde han til Opvarteren, der bragte Kaffeen. «Nu burde du dog kjende mine Vaner.»

3«Aaja! Det var en Hugnad at se paa de unge, vakre Jenterne.»Jenterne.»] rettet fra: Jenterne. (trykkfeil)

«Hugna? – Vil du være saa snil at oversætte det? Jeg er endnu ikke nok indviet i ‘Maalets’ Mysterier.»

«Nu, vil du, jeg skal tale pæredansk, saa kan jeg ogsaa det.»

Skram smilte; men dette Smil klædte ham ilde, det gav Øjnene et smægtende Udtryk. I Øjeblikket saa han ud som en gammel, forelsket Matrone.

«Nej, jeg vil kun, kjære Ven, at du skal være konsekvent. Ikke den ene Stund bruge fremmede Ord, og den anden de mest bondske Vendinger. – Hvor underligt forresten, at du, Lyder Brinkmann, du, der tilhører en af vore rigeste og mest aristokratiske Familier, skulde blive en slig ‘Folkeven’, sværme for Bønder, Fæhuse, Landsmaal og Lugt af gamle Skindbukser! Ved du, at jeg blev behageligt overrasket iaften ved at se dig komme i Snipkjole og hvidt Slips? Jeg frygtede nemlig halvt, at du vilde optræde i Vadmel, som din Yndlingsdigter, salig Wergeland, engang gjorde det.»

«Spot ikke med disse Ting, Skram,» bad Lyder«Spot ikke med disse Ting, Skram,» bad Lyder] Skram og Lyder representerer verdimessige motpoler. Skram står for snobberi, adelsgalskap, danomani og stiv formalisme, mens Lyder, selv om han kommer fra en av de «høyere familier», er en forkjemper for folkelig romantikk, målsak, autentisitet og måtehold. og rynkede de lyse Bryn, «du ved, jeg taaler det ikke. – Opgaverne i Verden er forskjellige … Lad os heller snakke om Pehrsens! 4Hvorfor var du saa taus ved Bordet? Du talte næsten ikke et Ord med din Dame.»

«Den væmmelige Fru Hakedal! … Piperviks-Dialekt … Hun er ligesaa plebeiisk som hendes Navn. – Det var den Rette at give migI førsteutgaven er uthevinger markert ved sperring, i denne utgaven er dette endret til kursiv (for å gjøre teksten søkbar). til Borddame.»

«Ja, du er jo vant til at færdes i Udlandets fineste Lag, mellem Baronesserne og Komtesserne i Rom og Paris,» lo Lyder. «Det var rigtignok en Forandring.»

«Jeg kjedede mig ogsaa uafbrudt,» sagde Skram med en ugenert Gaben. «Denne Rigdom uden Gratie, denne Munterhed uden Aand! – Jeg havde hele Tiden den trykkende Fornemmelse af, at jeg var Gjæst hos Herr Pehrsen, det vil sige hos en Parvenu.»Parvenu] oppkomling, person som nylig har nådd de høyere lag i samfunnet, ofte uten å kjenne god takt og tone

«Man maa dog agte Manden; han har ved ihærdigt Arbejde –»

«Ja, han har jo falleret et Par Gange.»

«– svunget sig op fra smaa Kaar … Nu har han Møller og Skogbrug og –»

«Planke-Adel! – Fi donc!Fi donc!] (fr.) pøh! – La’ du Mærke til, at Fru Pehrsen selv bragte Desserten om? Hun formelig nødede mig til at smage paa de syltede Frugter. Istedetfor Gjæstfrihed kan man her tale om Gjæstetvang. Det minder mig om en ung Bondekone vesterpaa, der græd, fordi jeg ikke gjorde nok Ære paa 5Rømmegrøden hendes, jeg spiste kun et Par Skeer. – Gud, hvor dette er ægte norsk! Istedetfor den aandrige, belivende Værtinde, faar vi en Opvartningspige – en Rolle, der naturligvis falder en Fru Pehrsen langt lettere –»

«Fru Pehrsen er et gjildt Kvindfolk, jeg holder af hende.»

«Og saa Pehrsen, der spiste med Kniven hele Tiden! Undertiden stak han den saa langt ind, at jeg frygtede for, den skulde komme ud igjen i Nakken. – Hvor hans Lakaisjæl forraadte sig hvert Minut! Den unge, fattige Naturforsker i den luvslidte Kjole gad han neppe se paa, hvorimod han var nær ved at brække Halsen, saa dybt bukkede han sig, for denne forlorne, svenske Baron – Gud ved, hvor han har faaet fat i den Karl – og for den nybagte Statsraad Hansen. – Ja, det er mig en servil Hund, denne din gode Pehrsen!»

«Du er skarp ikvæld, Skram, ellers holder du nok paa de Fornemme. Pehrsen kunde forresten gjerne udbragt din Skaal – det glemte han. Men drik nu din Maraschino!»

«Om Husets Søn vil jeg nu slet ikke tale,» vedblev Skram, overhørende Vennens Bemærkning. «Den Sverre er et lidet Fæ! – Mødte ikke han, den unge Vært, der frem i hvide 6Glacéhandsker og med Chapeaubas i Haanden –»

«Snak ikke ondt om Sverre, for det er min Ven, det ved du.»

«Hvad dog ikke forhindrer, at han mangler savoir vivre.savoir vivre] (fr.) dannet opptreden i selskapslivet Naar man er Husets unge Vært, træder man ikke op i Toilette og Manerer som var man en fremmed Gjæst. Man skal gjøre Honneurs, for Fanden! – Men hvor skulde ogsaa Gutten lært noget i et sligt Nybyggerhjem!» – Med en ærgerlig Mine tømte Skram sin Maraschino. «Han burde reise ud med os og se sig lidt om i Verden.»

«Ja, tror du ikke, Sverre har Lyst dertil. – Stakkels Gut, han har det ikke godt hjemme! Faderen er for kold, for streng mod ham – forstaar ham slet ikke. Sverre betroede mig, at det var hans inderligste Ønske at være i Rom en Vinter, Moderen vil det ogsaa gjerne – hun er klein for Brystet, ved du – men de tør ikke engang tale derom til Pehrsen.»

«Fatter vil ikke ud med Mynten? – Den gamle Gnier!»

«Nei, Pehrsen har mange Feil, men gjerrig er han ikke, kun en Smule paaholden. – Men véd du, Skram, at det er stygt af os, at snakke saa ilde om en Mand, hvis Gjæster vi netop har været. Burde vi ikke heller være 7taknemmelig og erindre, at denne Fest gaves til Ære for os – vi to Lykkelige, der imorgen faar reise afsted, til Rom, ligetil Rom –»

«Aa, neimen om vi skylder ham en Døit, Lyder! Det er tværtimod Pehrsen, som bør takke os – hvad han forresten ikke gjorde – for den Ære vi viste ham ved at tage mod Indbydelsen. Slige Parvenuer som han er jo gale efter Folk af vor Kaliber. Vi er rent ud «gefundenes Fressen». I deres selskabelige Menageri viser de os frem for de øvrige Hverdagsgjæster lig vilde Dyr, netop ankomne fra Afrika eller China, som en Art Brilleslanger eller Aber. Det er ikke hver Dag, at Pehrsen har slige Lækkerbidskener som en Maalstræver og en Billedhugger at byde paa – Ja, du, Lyder er jo ogsaa Digter og Folkehøiskolelærer –»

«Tak! – Mine ‘Fjell-Lundar’ har vel de Færreste læst her i Oslo.Oslo] Målmannen og patrioten Lyder kaller byen Oslo fordi han ikke regner navnet Kristiania som norsk. En anden Sag er det jo med dig, ‘vor bekjendte Landsmand, Billedhugger Skram,’ som dit ‘Morgenbladet’ altid skriver. – Ja, i dig faar jeg en god Cicerone,»Cicerone] guide (Ordet kommer av den romerske retorikeren Marcus Tullius Cicero (106–43 f.Kr.), som var kjent for sin veltalenhet.) – Skram saa ondskabsfuldt paa ham – «Fører, mener jeg, som kan vise mig alle Samlingerne dernede. Du kjender jo Rom ligesaagodt som jeg kjender Bergen eller Oslo. – Mens jeg husker det, mødes vi imorgen paa Dampskibet eller er du saa snil først at komme op og hente mig?»

8«Jeg henter dig, præcis Kl. 11. Du har vel nu sagt Farvel til alle Venner og – Veninder?»

«Af Veninder har jeg desværre ingen, det véd du,» lo Lyder, men en Ting maa jeg kjøbe mig imorgen, inden vi farer afsted, og det er en ægte, norsk Tollekniv. Hvem ved, hvad der kan hænde os paa Reisen? Disse romerske Banditter –»

«En bergensk Gammelost burde du ogsaa ta’ med,» svarede Skram uhyre alvorligt, «den har en egen national Lugt.»

«Du, Spottefugl! – Jeg kjøber nu Tollekniven alligevel, jeg.»

Opvarteren havde imidlertid slukket de fleste Blus, de gamle Theatergjængere og de unge Studenter var ranglet afgaarde. Opvarteren, der var søvnig og træt, saa bønfaldende paa vore to Venner.

«Vi er nok de Sidste, vi maa gaa’» sagde Lyder. «Kl. er over 1. – Og vi skal jo tidligt op imorgen.»

De betalte og tog sine Hatte.

Dagen efter strøg de med Hamburgerbaaden sørover.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.