[16]

Da Andrea aabnede Konvolutten, som Sverre i «Foreningen» havde givet hende, fandt hun istedetfor det ventede, et af Vinjes mest bekjendte Digte.

Lyder kom i det samme, hun stod grublende med Konvolutten i Haanden – og i sin første Harme fortalte hun ham alt.

«Han har villet pynte sig med laante Fjær», sagde Lyder, men han har desværre baaret sig meget dumt ad. – Han har altsaa ikke engang læst Vinje, hvis Værker De laante ham, og som han roste saa overordentligt? Ellers kunde han umuligt villet indbilde Dem, at Versene er af ham selv».

Andrea tænkte paa den halvopskaarne Bog. Hendes tidligere Anelse om Sverres Usandfærdighed var nu Vished.

159Hendes Tillid til ham var borte.

Lyder saa nøiere paa Sangen. Det var Vinjes yndige «Ei Gjenta eg saag», og han erindrede nu sin egen savnede Afskrift af dette Digt, bestemt for en svensk Komponist, som havde bedet ham om nogle gode norske Tekster.

Sverre havde hin Dag stjaalet Afskriften fra ham i den Tro, at det var en selvstændig Digtning af Lyder, han havde kopieret den med sin smukkeste Haandskrift og givet den til Andrea, hvem han saa gjerne vilde behage.

Men Lyder fortalte ikke Andrea Sammenhængen. Det vilde være at nedsætte Sverre for meget i hendes Øine. «Den Skurk!»«Den Skurk!»] se forordet om «Skurk»-brevkortet Henrik Ibsen skal ha sendt John Paulsen som reaksjon på Familien Pehrsen kunde han dog ikke afholde sig fra at mumle.

«Lad os ikke dømme ham for haardt», bad Andrea, mildt dømmende som alle fine Kvinder. «Han er endnu saa ung – og desuden – ja, maaske finder han noget til sin Undskyldning. Det har været en eller anden Misforstaaelse».

Solen sken imidlertid ind mellem de smale Ruder, man saa den solblaa Himmel derude og Blomsterne paa Andreas Balkon.

«Hvor Veiret er vakkert!» tilføiede hun. Se mine Roser derude! Hvor de trives!»

«Skulle vi ikke ta’ en Tur til en af Villaerne?» 160spurgte Lyder. «Idag er de fleste aabne».

«Jo, jeg vilde saa gjerne gaa i Doria PamfiliDoria Pamfili] Doria Pamphili, stort parkanlegg vest for bydelen Trastevere for at plukke Violer. Men desværre kan Mor ikke gaa med. Hun har været i Peterskirken i Formiddag og er nu meget træt».

«Jeg foretrækker at hvile her paa Sofaen», lød Fruens venlige Røst fra Sideværelset, hvortil Døren stod aaben; «men I kan jo gaa uden mig … Jeg vil det saa … Drea har saa godt af den friske Luft … Mor Eder saa vel, og hav rigtig mange Blomster med, naar I kommer tilbage … Jeg elsker Blomster …»

Andrea lagede Limonade til Moderen, syslede ømt om hende, tog saa sin Hat med det blaa Slør, og ved Siden af Lyder vandrede hun derpaa afsted gjennem de solskinnende Gader til Villaen «for at plukke Violer».

De var lykkelige som Skolebørn, der har en Fridag.

De gik gjennem de mindst befærdede Smaastræder, om det var af Frygt for at møde Skandinaver eller Trang til at være ganske alene, gjorde de ikke sig selv Regnskab for. Andrea gav bort alle sine Smaapenge til Fattigbørn, som, lokket af hendes gode Smil, opholdt hende med et indsmigrende:

161«Un soldo, bella signora, muoro di fame».Un soldo, bella signora, muoro di fame] (it.) en slant, pene dame, jeg er sulten (eg. «muoio di fame», Paulsen kan ha prøvd å etterligne samtidens lokale romerske dialekt) Lyder maatte tilslut laane hende sin Portemonnaie, idet han spøgende bebreidede hende den overdrevne Godgjørenhed.

«Jeg er saa glad», var hendes Svar, et Svar, der i sin Simpelhed dog gav ham meget at tænke paa.

De naaede Ponte Sisto, der fører over til Trastevere, passerede Paladset Corsini, hvor Dronning KristinaDronning Kristina] Kristina av Sverige (1626–89) sa fra seg tronen i 1654. Hun konverterte til katolisismen og flyttet til Roma like etter. boede og døde, og fór videre mod St. Pietro in Montorio, hvorfra man har en storartet Udsigt over Rom.

Men Andrea optoges ikke af dette, hun havde kun Øie for en liden, rødlig Villa, omgivet af en rig Have. Villaen saa ud, som om den fortryllede Prinsesse sov sin tusindaarige Søvn derinde. Alle Vinduer var hermetisk lukkede, Have-Murene høie, uigjennemtrængelige, og Ukrudtet derinde fik Lov at vokse ganske som det vilde, kvæle Roserne og klatre knugende opad Cypres-Stammerne.

«Ved De, hvad man fortæller om Landstedet der?» sagde Andrea. «Det eies af en ung, russisk Dame, som, istedetfor at leve her mellem disse Cypresser og Roser, har foretrukket at leve i sit triste Fædreland og der kjæmpe og lide for en Ide, som hun ansaa for ædel og samfundsreddende. Som en af de 162farligste Nihilistinder vansmægter den unge Pige nu i Sibirien, mens hendes skjønne Marmorvilla der staar ligesom uddød og sørger over sin Herskerindes Skjæbne».

Lyder saa med vemodig Interesse paa Huset.

Saa fortsatte de Turen, men deres Stemning var nu en anden, saa meget Alvor var der kommet ind i den. De talte bevægede om Menneskehjertets Uransagelighed, om de Ædles vidunderlige Trang til at ofre sig for ukjendte Fremtidsslægters Lykke, de mindedes de første, kristne Martyrer og sluttede denne Samtale med at berøre Socialismen, hvortil Andreas Læsning i Lassalle havde givet Stødet.

Uventet var de ved Maalet for sin Vandring.

Doria Pamfili er en af Roms største og yndigste Villaer. Her findes brede Alleer med Kjøreveie for den elegante Verden, men ogsaa stille, grønne Enge, hvor Barnepigerne og deres Uadskillelige, Soldaterne, holder til med Smaabørnene, og dertil hemmelige, mosbløde Stier under Pinier og Stenege, hvor de Elskende kunne smutte ind og uforstyrret sværme. – Det smukke Slot ligger nær ved Indgangen. Det er prydet med antikke Reliefer 163og Statuer, og omgivet af en Have, fuld af Camelier. En enkelt Palme staar her og der og tænker paa Orienten, hvor den egentlig hører hjemme. Fontainerne slynger sine plaskende Sølvneg op mod den blaa Luft, der i Sekundet fyldes af blinkende Diamanter, i Dammen svømmer Svanerne langsomt omkring paa sine egne Billeder, Marmorstatuerne nikker majestætisk mellem det Grønne, nu og da aabner sig mellem Bosquetterne henrivende Udsigter til Albanerbjergene, til Kampagnen, til den nærliggende Peterskirke, med Monte Soracte fjernt i Baggrunden.

Planløs strejfede Lyder og Andrea om mellem alle disse Herligheder. Efter at have beundret de fine Ekvipager, hvori Roms pudrede Skjønheder strakte sig, forlod de Alfarveien og smøg ind paa afsidesliggende Enge, hvor Violerne skulde findes. De brød sig Vei mellem en Skog af Pinier, en grønlig Dunkelhed herskede derinde, en Duft af Jord, af vild Natur, de traadte paa Kongler, Barnaale, raadne Blade, Mos, nedfaldne Kviste, og undertiden maatte Lyder hjælpe Andrea, naar hendes blaa Kjoleslæb hang fast i en knudret Trærod.

Paa Engene sad allerede pyntede Smaa, 164medens deres Ammer, prægtige, sunde Kvinder fra Sabinerne, smykket med Sølvpile i Haaret, Koraller om Halsen, og røde, flagrende Silkebaand ned ad Nakken, lod sig kurtisere af Bersagliererne, brune, sortøiede Soldater med kjæmpestore Fjærduske paa Hatten. Hist og her gik nogle unge, med røde Bædeker forsynede Fremmede, hvis søgende Stilling fortalte, at de var kommet til Villaen i samme Hensigt som Lyder og Andrea.

Men at finde Violer er ingen let Sag.

Andrea ledte længe, før hun fandt en, og hun maatte huske paa det forslidte Digterbillede om Blomsten, «der blygt skjuler sig, men hvis Duft forraader den».

Lyder hjalp Andrea med Plukningen. Til slut blev han saa ivrig, at han kastede sig paa Knæ, og, nærsynet som han var, stak han Næsen ned mod Græsset. Andrea lo hjerteligt af hans Klodsethed. Deres Samlerlyst blev større og større, de sprang omkring allevegne og tog intet Hensyn til, om de forstyrrede de elskovsfulde Ammer og Bersaglierer. I Ophidselsen rødmede deres Kinder, og Aandedraget gik kort. Deres Glæde blev tilslut rent overgiven. Høie Jubelskrig, som hos legende Børn, meldte hvergang de havde gjort et Fund. Engang fik de samtidig Øie 165paa samme Viol, de greb efter den i samme Øieblik, men istedetfor at faa fat i Blomsten, fik de et kraftigt Tag i hinandens Hænder. Lyder vilde ikke slippe Andreas Haand, men saa langt paa hende, hun rev sig løs, rødmede, med en halvt ærgerlig Mine, og fandt saa Violen. Nu opstod en spøgefuld Strid, om hvem der egentlig skulde være Eier af denne Skat. Lyder sagde, at han var den, som først havde grebet efter den, men Andrea paastod smilende, at hun først havde seet den. Et rigtigt Dilemma! Lyder vilde nu bringe det salamonske Domsprog i Anvendelse og snakkede om Deling, men Andrea vilde paa ingen Maade indlade sig paa et saadant Barbari. Skulde den lille, uskyldige Blomst parteres? Aldrig i Evighed! Hun vilde erstatte Lyder hans indbildte Tab ved at skjænke ham en anden Viol; hun løsnede allerede en ud af sin Samling, men Lyder vilde slet ikke høre paa det Øre. Alle Italiens Violer havde intet Værd for ham, sammenlignet med denne ene, som de begge, ved en stille, sympathisk Overensstemmelse, havde faaet Øie paa; kun den vilde han eie, den alene, og han vilde føle sig saa frydfuld rig, om hun gav ham den.

Hun kastede den i Fanget paa ham uden at se op. Han satte den triumferende i sit 166Knaphul, stoltere og taknemmeligere end en provençalsk Troubadur, som den fagre Borgfrue havde udmærket ved at give ham sine Farver at bære.

De plukkede videre, indtil Solen holdt paa at synke. Saa holdt de op. Lyder skjænkede Andrea alle de Violer, han havde fundet. Lagt sammen med hendes egne blev det en liden, pen Buket. «Mor vil bli glad», sagde Andrea, «hun holder saa af Blomster, ved De».

Andrea var træt, hun havde bøiet sig saa ofte. Lyder bød hende Armen. Atter gik de gjennem Pinjeskogen, der nu var dobbelt dunkel, og hvorigjennem en enkelt rød Straale af Aftensolen forvildede sig. Andrea lænede sig fast paa Lyders Arm, hun følte sig saa vel, saa tryg hos ham.

I Sverres Nærhed blev Atmosfæren lige som lummer, alt truede med Udbruddet af en brutal Passion. I Lyders Kjærlighed derimod slumrede endnu Begjæret, den lignede en af Hjemmets drømmende Kjærn, hvis stille Flade favner Himlens Blaa og alle Breddens hvide Lillier … Hans Følelse for hende var øm og ren som Duften af disse Violer, der nu som tause Elskovsbud svævede mellem dem …

De kom ud paa Alfarveien, i Nærheden 167af Slotshaven med Camelierne, Statuerne og Palmerne, et Billede, som den blaa, i Vest rosensprængte Himmel gav et eget, tryllende Skjær. Andreas Ansigt blev med et saa vemodigt. Lyder spurgte hende om Grunden.

«Det er maaske naragtigt uf mig – men jeg tænker endnu paa hin Nihilistinde. Hvor meget har hun ikke ofret – og jeg … hvor lidt!»

Lyder mente, at hun, hvis det krævedes, vilde have hele Nihilistindens kjæmpende Evne, offerfreidige Hengivenhed.

«Se, dette prægtige Slot!» sagde Andrea. «Disse Camelier, disse Marmorstøtter! – Føl, hvor Luften er mild! Ikke sandt, alt er saa yppigt, saa skjønt? … Men midt i min Nydelse blander der sig Anger og Uro … Jeg synes ikke, jeg har rigtig Ret til at leve i al denne Skjønhed, mens saamange lider Nød derhjemme … Jeg fører jo nu blot et unyttigt Drømmeliv, mens Andre derhjemme arbeider for vor store Sag …»

Lyder svarede, at hun kun gav hans egne Følelser Udtryk. Ogsaa han havde ofte bebreidet sig, hvor gagnløst han levede hernede i Syden. Det blev tilslut et blødgjørende Capua.blødgjørende Capua] Trolig en referanse til en beleiring som i november 1860 førte til en viktig seier for parten som ville samle Italia. Kongedømmet Italia ble opprettet det påfølgende året. Her kan det tolkes som at Andrea overvinner Lyder med å appellere til hans kjærlighet til fedrelandet. Han vilde vende hjem allerede om en Maaned. At han ikke allerede var reist, var 168hun – og hendes Mor – Skyld i. Et sligt behageligt Selskab! Han havde netop faaet Brev fra den Kammerat, der udfyldte hans Plads paa Folkehøiskolen. Eleverne strømmede til, Skolen trængte til at udvides. Men Præsten i Bygden, en Ortodox og Danoman, gjorde alt sit for at rive ned, hvad Folkehøiskolen byggede op. Præsten havde tidligere været Bygdens Tolk paa Thinget, men nu vilde man, at Lyder skulde stille sig til Valg. Det blev det unge Norge mod det gamle; Demokratiet mod Bureaukratiet. Og Lyder vilde gjerne, thi hvordan kunde han bedre fremme Sagen end ved at holde den frem for «Landets Kaarne».

Andrea svarede, at det vilde glæde hende saa, om han blev Thingmand. Saa kunde han ogsaa fremsætte Forslag, der kunde bedre Kvindens Stilling hjemme. Endnu var Loven ofte m o d Kvinderne, de holdtes umyndige, fik som gifte ikke raade over sin Formue, stod under Mandens Værge, blev halvt lønnede etc. Tilslut fantaserede de om en Fristats Fortrin. Lyder var med Liv og Sjæl Republikaner.

Slig fortsattes Samtalen, idet de Arm i Arm slentrede ned gjennem Alléen, der førte til Udgangen.

De gik i Sydens Pragt, men drømte om 169Nordens Armod, de vandrede under Pinier og Palmer, men mindtes længtende de simple Graner, som Hjemmets Fjeld eiede, og denne deres fælles store Kjærlighed til det lille Land deroppe i Sneen forenede vidunderligt deres Hjerter …

Ak, hvormange Forbedringer de vilde udføre, hvormange Planer de lagde, hvormange Drømme – men alle gik de ud paa at befordre Fædrelandets Fremtidslykke.

Tusmørket var der, alle Ekvipager var borte, Villaen næsten øde, kun en og anden Fremmed, forsinket som Lyder og Andrea, spadserede omkring i Gangene.

De vendte tilbage, men istedetfor at vælge den korteste Vei hjem, søgte de fremdeles de bugtede Smaagader. Stjernerne kom frem paa Himlen, og Lys tændtes i Husene.

Hvilken malerisk Færdsel i en slig romersk Smaagade!

Her tripper et lidet, langøret Æsel afsted, belæsset med Grøntsager, jaget af den brune, barbenede Driver; hist kommer en Bondepige fra Kampagnen med Sølvpilen i det blaasorte Haar, en hvid Hovedbedækning af Form som vort norske Skaut, et broget, uldent Forklæde, der ligner et Tæppe, og om den brune Hals en rød Koralsnor, – saa en liden, trivelig 170Pater, hvis Ben gaar som Trommestikker, idet han skeler til de forbigaaende Skjønne; dertil lasede, syngende Børn, Udskrigere, excentrisk klædte Englændere m. m.

Foran Husenes smaa Madonnabilleder er Olie-Lamperne tændte.

Andrea henryktes over alt. Hun standsede fremfor de oplyste Madonnaer, fremfor Slagterboderne, beundrende Italienerens Sands for Dekoration, der selv her, midt i Mad-Prosaen, ikke fornægtede sig. Om de brune Skinker slyngede sig grønne Kranse, Laurbærret, DafnesDafnes] Dafne, vannymfe i gresk mytologi, forvandles til et laurbærtre for å unnslippe Apollon uforglemmelige Blad, blev her fornedret til at pryde et kogt, rødt Svinehoveds Pande. En liden Gris havde en Buket af Roser i det aabne Gab. Og her og der, mellem Fedevarerne var Lys, Zwiebler, farvet Papir effektfuldt placeret.

Trængslen i Gaderne var stor. Men naar en hastig Fodgjænger tilfældigvis stødte Andrea, trykkede hun blot fastere Lyders Arm. Ukjendt mellem de Fremmede at vandre ved hans Side, o, hvilken Lykke! … I det Fjerne og dog hjemme! … Det forekom hende, som om alt, hvad hun saa denne Kvæld, var arrangeret saa skjønt, udelukkende til hendes Ære, for at glæde hende. Det var for hende, at Stjernerne blinkede saa venligt, at Madonnabillederne 171straalte bag sine Lamper, at den trivelige Pater teede sig saa morsom, og Butikkerne havde dekoreret sine Vinduer.

Hvad talte de To om paa den timelange Hjemvei? Hun erindrede det ikke selv siden. Det var Ubetydeligheder, smaa Suk, forklædte Spørgsmaal, undvigende Svar … Hun huskede ikke, hvordan Ordene faldt, kun Stemningen, for hvilken de var det ufuldkomne Udtryk, ligesom man husker det tilbagevendende Grundmotiv i et Musikstykke, men glemmer dets enkelte Satser … Det var disse smaa, klodsede, hjertebankende Ord, hvor man mere lytter til Stemmens vibrerende Klang end opfatter Ordets Mening, en forvirret Samtale, der faar «hele sin Fortryllelse fra det, som skal dølges, og som dog ikke kan dølges».

Andreas Lykke var fuld. Ingen Uro, ingen Angst for at tabe blandede sig skyggende deri. Hun var saa vis paa, at hun eiede hele hans Sind. Hun ønskede ingen Erklæring, men vilde fri bæres videre mellem Himmel og Jord paa sin gyngende Drømme-Stige. Ordet, selv det skjønneste, var brutalt, sammenlignet med disse tause, ubundne Harmonier, hvori deres Hjerter nu fandt hinanden …

Vort forelskede Par blev pludseligt revet ud af sin salige Fortabthed. I Korsoen,Korsoen] Via del Corso, lang og smal gate som strekker seg fra Piazza del Popolo til Piazza Venezia mens 172de passerede Café Colonna, mødte de Sverre. Han hilsede, men Hilsenen blev ikke besvaret. Andrea gjemte sit rødmende Ansigt bag Violbuketten, Lyder saa til den anden Side. Hurtigt ilede de forbi Sverre.

«Hm!» mumlede han og gned Haanden keitet ned ad Siden, hvad han pleiede at gjøre i kritiske Momenter. «Er det saaledes fat? ‘Det unge Norge’ sværmer om paa egen Haand og vil slet ikke kjendes ved min Ringhed? Lyder saa rent straalende ud. Hvad mon der kan være passeret?»

Fuld af den nagende Bitterhed, som Skinsyge og Tilsidesættelse indgiver En, saa han længe efter Parret. «Kokette!» mumlede han tilslut, og gik ind i Kaféen, for at trøste sig med en Kop sort Kaffe, hans Yndlingsdrik.

Andrea bad Lyder ved Afskeden, om han ikke vilde følge op med og være deres Gjæst den Aften. «Mor venter Dem», sagde hun, men Lyder modtog ikke Indbydelsen. Han trængte til at være alene med sig selv og sine overstrømmende, vin-gjærende Tanker …

Denne Aften gik Andrea sent tilsengs. Halvt paaklædt sad hun paa Sengen, bøiet over sine Violer, helt inde i sin unge Kjærlighedsdrøm …

Hun huskede pludselig Sverre, den Grimace, 173han havde skaaret ved at træffe hende og Lyder, men hun skjød ham straks bort fra sin Tanke, som man forskyder en ubuden Gjæst. Hvad kunde den stakkels Sverre med sin barnagtige Forfængelighed, sin usande Natur og sin Mangel paa Fædrenelandskjærlighed være for hende?

Andrea Storm kunde blot elske den Mand, der uegennyttig vilde ofre sig for en Idé, en Aandens Helt, der med hele sin begejstrede Sjæl vilde leve og virke for sit Land og Folk – og en slig Ridder troede hun at have fundet i Lyder.

Ved første Møde var hendes Sjæl fløiet mod ham som mod noget kjært Beslægtet, længe Ventet.

Og hun bøiede sig endnu dybere ned over sine Violer, erindrende Lyders kampfulde Historie. Han havde jo nys selv fortalt hende den.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.