[25]

Dagmar havde travlt med at forskjønne sit Atelier. Hun havde af Skram kjøbt et gammelt Gobelinstapet, som denne i sin momentane Pengeforlegenhed vilde skille sig ved, den gamle Portière erstattede hun med en ny af rød Damask, og de luvslidte Stole overtrak hun med Silke af samme Farve som Portieren. Af sin Værtinde laante hun et lidet, antikt Bord, indlagt med Mosaik (det vilde tage sig godt ud, mente hun) og saa anbragte hun her og der friske Buketter af Roser og Camelier.

Næsten alle hendes rede Penge gik med til disse Udgifter.

Atelieret lignede tilslut et festligt, duftende Brudekammer; men det var jo ogsaa en Prins, en Elsket, hun ventede, sin Hjerteprins, vor svenske Æsthetiker.

251TitaniaTitania] alvedronningen i En midtsommernattsdrøm av Shakespeare. Puck forhekser henne slik at hun forelsker seg i en vever som han har gitt et esels hode. favnede et Æsel, Dagmar gjorde Stads paa en Herr Rosenius.

Endelig kom han …

«Nei, hvor vakkert!» var hans første Udraab, og det belønnede hende kongeligt for al hendes Møie. «Her skulde jeg ha’ Lyst til at digte – Inspirationen vilde i disse Omgivelser komme af sig selv –»

De begyndte Arbeidet. Han tog Plads i Stolen paa Forhøiningen, hvor Lyset fra Vinduet faldt saa godt ind, og hun stod ved Staffeliet. Han spurgte, hvorhen han skulde vende sit Blik, og hun svarede, at han skulde se hende lige ind i Øiet. En skjøn, men farlig Opgave! – Undertiden faldt han ud af sin bestemte Stilling, og hun glemte at male, mens deres Øine, spørgende og undvigende, et stumt Ømhedens Sprog, sænkede sig i hinanden … Nu og da smilte de smaat til hinanden som om de gjættede hinandens Tanker … eller var det blot Situationen med dens nødtvungne Ro, som uvilkaarlig fik et Skjær af Komik? …

Rosenius sad meget urolig, snart dreiede han sig hid, snart did, altid med Øiet paa hende. Dagmar maatte anmode ham om stadig at beholde samme Positur, hvis Portraitet skulde blive ligt. Han bad hende spøgende om at «corrigere» ham. Leende føiede hun 252ham deri. Hans Haand, som hun havde placeret paa Stolens fremspringende Arm, men som efterhaanden var dalet ned paa hans Knæ, uden at han vidste det, lagde hun tilbage paa dens oprindelige Plads. Hendes lange, bløde Haar, der duftede som af Violer, kom derved i Berørelse med hans Kind.

Begge fór sammen som om de havde brændt sig, og han syntes, at Duften af hendes Haar aldrig forlod ham …

Lykkelige Timer! Stille og glansfulde gled de hen som Bølgerne paa en Solskinsdag glider over i hverandre …

Hver Morgen Kl. 9 kom han og blev der lige til Middagstid, undertiden endnu længere – Tiden fik for disse To Vinger …

Han «sad» saa gjerne, han kjendte intet til denne dræbende Kjedsommelighed, som ellers følger med en saadan lang, ørkesløs Stillesidden. For at adsprede ham, fortalte Dagmar ham Historier, mens hun flittigt brugte Penslen. En Dag fortalte hun ham ogsaa sin egen Historie, simpelt og usmykket som kun en ærlig Natur kan det. Hun lagde ikke Dølgsmaal paa noget, hun fortalte saavel om sin fattige Bonde-Herkomst som om al den Hjælp, hun havde faaet af «gode Mennesker» – «Mine Landsmænd er Hjærtefolket, ved De,» 253sagde hun og viste ham tilslut, meget bevæget, Portraitet af sin fornemme Velgjørerinde, «min anden Mor».

«Men det er jo som et Eventyr af Andersen,» raabte Rosenius. «Slige Ting burde man skrive ned.»

«De kan jo gjøre det,» sagde hun drillende, «det er jo Deres Fag at digte.»

Hendes hvide Angorakat strøg sig imidlertid kjærtegnende op ad Rosenius, og Dagmar saa med Glæde dette. Et godt Varsel! – Katten var saa klog, den havde rigtige Instinkter. Fru Berner kunde den saaledes slet ikke like, men hvæsede ad hende.

Dagmar havde for Vane at nynne ved Arbeidet, naar dette lykkedes for hende. Hendes Stemme var frisk og blød, uden at være høi. Rosenius blev opmærksom paa Stemmens Skjønhed, og bad hende dog endelig at synge ud af fuldt Bryst. Hun gav efter, og fremdeles malende, sang hun for ham mange af disse yndige Folkeviser, hvorpaa Danmark er saa rig, det var om Roselille og hendes Mor, om Agnete og Havmanden, om Hr. Villemand og «hans Mø saa pur», om Marsk Stigs Døtre, om Ridder Hr. Oluf og Elvermøerne, om Prinsessen og Gangerpilten, og hundrede andre. Han fik aldrig nok af dem, og hun 254sang saa gjerne, ikke alene fordi saamange skjønne Barndomserindringer knyttede sig til disse Viser, men hun slog ogsaa ham sammen med Visernes Helte, han var hendes Hr. Olaf, Hr. Villemand, Havmanden, altsammen.

Imidlertid sad Rosenius som i en Drøm paa det vidunderlig stille, af Blomsterduft og Melodier fyldte Atelier, hvis tykke Mure hindrede Gade-Larmen at trænge ind. Hans æsthetiske Sans fik her saa megen Næring. Disse Purpurroser, disse alabasterhvide Camelier i de store, pompejanske Vaser, dette Bord af Mosaik med dets fine Arabesker, disse brogede Stoffer af Silke og Fløjl, alle disse rige, forskjelligartede Kunstgjenstande, der findes i en Malers Arbeidsrum! Og saa hun, Dronningen i denne Kunstverden! – Hvor morgenfrisk stod hun ikke der fremfor Staffeliet! Hvor denne lyse Robe med de røde Silkekvaster passede til hendes slanke Figur, og hvor denne røde Koral-Kam fremhævede Haarets mørke Kolorit! Han ønskede i denne Stund selv at være Maler for at kunne i Farver skildre hende.

Mens hun sang for ham og fortalte ham sine Historier, saa han uafbrudt paa hende, og opdagede tilslut, at hendes mørke Øie var «eine unergründlich süsse Nacht» (han havde 255nylig læst Lenau)Lenau] Nikolaus Lenau (1802–1850), østerriksk dikter ja han opdagede endelig, at hun var skjøn, med noget af den romerske Kvindetypes Høihed over sig – skjønnere end hans tidligere «fästmö», skjønnere end den lille, vimsede Fru Berner. Og mens hun malte videre, skrev han i Tankerne et Digt til hende, Rimene fandt han ikke i Øieblikket, men i Raastof vilde Digtet omtrent lyde saaledes:

«Yndige Dagmar – høie Kunstnerinde – du Nordens Angelica KaufmannAngelica Kaufmann] sveitsisk malerinne (1741–1807) som en tid livnærte seg som portrettmaler i Roma – Du bærer med Rette samme Navn som en af Historiens fagreste Kvinder, hin Danmarks uforglemmelige Barnedronning – thi det er mig som om al Danmarks Poesi samler sig i din fortryllende, storslagne Skikkelse. – Du er fin og blød som Bøgebladet, naar det en Vaardag aabner sit silkegrønne Hylster, – frisk og sund som den salte Bølge, Sundet vælter mod Klinten, og ligesom Lyngblomsten paa den Hede, hvor din Vugge stod, er du enkel, skjøn og beskeden – I din Gang er der en bølgende Takt, som minder om Danmarks gyldne Agre, naar de modne vaier for Vinden – o, du, min fine Lyngblomst, hvor jeg elsker dig – lad mig faa hvile i din Skygge, grønne Bøgeblad, vai for mig, du Ager af Guld, brus for mig, o, du Sundets friske Vove – ja, brus og syng for mig –»

256Hvordan han vilde bringe sine tidligere Opfatninger af Dagmar som «Sagakvinde» og «Romertype» i Samklang med dette sidste Produkt af hans Muse, blev hans egen Sag. Han var jo Æsthetiker, og Folk af hans Slags har jo Lov til at være en Smule ulogiske og vekslende.

En Dag klagede han over Tørst. Dagmar bragte Sukker, Vand, Citroner, og lagede ham den deiligste Limonade. Han fulgte henrevet hver Bevægelse af hendes hvide, lidt farvesmudsede Haand, naar hun trykkede den gule Citronskal og lod Saften sprøite ud. Han kunde ikke noksom rose Drikken.

Siden fik han hver Dag et Glas Limonade. Intet kan være ufarligere end denne Drik, og dog lod den til at virke berusende som Vin paa Rosenius. En Dag gjorde han hende, efter at have nippet til Glasset, en forblommet Kjærlighedserklæring.

Havde Dagmar, i Erindring om Kjæmpeviserne, skrevet usynlige Elskovsrunerskrevet usynlige Elskovsruner] kjent motiv fra kjempeviser (middelalderballader) paa Citronens fine Hud?

En anden Dag bragte han hende Digtet i fuldfærdig Stand. Versene var saa pompøse, Rimene saa klingende, man kunde tro, det var skrevet af Tegnér. «Til Nordens Angelica Kaufman», hed det.

257Dagmar fandt sig just ikke smigret ved denne Sammenstilling, de Billeder, hun havde seet af Tydsklands forgudede Angelica, Goethes Romer-Veninde, havde ikke tiltalt hende særdeles, men Digtet selv glædede hende meget.

At Fru Berner nys havde faaet et lignende, lod Dagmar til at ville glemme.

Hin Dame var fremdeles upasseligupasselig] uvel og nødt til at holde sig hjemme. Onde Tunger paastod, at den norsk-svenske Attaché søgte at forkorte hende denne ufrivillige Ensomhed ved at aflægge hende hyppige Besøg.

Imidlertid spiste Dagmar Aften efter Aften sammen med Rosenius i «Genio». – De To alene! – Hvilken Lyksalighed! – Hun var saa glad i Øieblikket, og vilde slet ikke tænke paa Fremtiden.

Havde han ikke paa en Vis friet til hende? Og med sin «fästmö» derhjemme havde han jo brudt forlængst – Han var fri – Hvad var der saa iveien?

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.