[31]

Den næste Dag havde Sverre baade en legemlig og moralsk Katzenjammer.Katzenjammer] bakrus Han var askegraa i Ansigtet og saa i den Grad angreben ud, at Moderen hovedrystende betragtede ham.

«Er du syg, Sverre?»

«Nej, Mama. – Jeg har kun lidt ondt i Hovedet.»

«Du var længe ude igaar, Barn, for længe. Jeg hørte, naar du kom hjem. Kl. slog tre.»

«Vær nu ikke smaalig, Mama! – Overlad til ham (han pegte paa Pehrsens Værelse) at skjænde paa mig ved hver Leilighed. – Jeg var igaar i et ligesaa behageligt som anstændigt Selskab, hos en ung Italiener, der er Doktor fil. (han kjendte Moderens Respekt for Titler). Jeg morede mig … Misunder du 306mig en slig liden Fornøjelse, Mama? – Ellers lever jeg da stille nok» –

Fruen kastede et bedrøvet Blik paa ham uden at svare. Hun førte hostende Lommetørklædet mod Munden og saa tænkte hun: «Det lader ikke til, at hverken Mand eller Søn erindrer, at jeg er en Døende, at de snart mister mig – maaske allerede til Høsten …»

Men hun elskede ikke Høsten med dens kolde Regn og visne Blade. Hun vilde helst leve til næste Vaar … Aa, Vaaren var dog saa deilig …

Sverre sad imidlertid og reflekterede over, hvor han skulde faa Penge fra til Mulkten. Maaske denne blev større end han tænkte. Marini havde ingen Oplysning kunnet give ham i den Henseende.

Sine maanedlige Lommeskillinger havde han længst brugt op og sit Gulduhr havde han i Hemmelighed pantsat (han bar nu Gadedørs-Nøglen i Kjeden i Uhrets Sted). Han maatte ty til Moderen og faa laane af hendes Husholdningspenge; men den Sum blev ikke stor, thi Pehrsen holdt Fruen, trods al sin Rigdom, meget knapt.

Fruen gav ham sukkende alt, hvad hun havde i Portemonnaien. Det var 30 Lirer.

Over Middag gik Sverre hen i Politi-Bureauet, 307men fandt det lukket, ialfald den Afdeling, som han havde at bestille med. Den vilde først aabne Kl. 3. Han vendte urolig tilbage til sit Hjem. Faderen var ikke tilstede. Moderen laa paa Sofaen og græd.

«Aa, I dræber mig allesammen – du ogsaa, Sverre – – En slig Skandale! – Var det ikke bedre og smukkere, om I havde forskjønnet en Smule den lille Levetid, jeg har tilbage, – istedetfor at – –».

En Hostebyge afbrød hende og var nær ved at kvæle hende.

Tilslut erfarede den opskræmte Sverre, at en Politimand havde været der under hans Fraværelse og stævnet ham til at møde paa Raadhuset den følgende Dag Kl. 10. Pehrsen havde uheldigvis selv modtaget Stævningen, havde erfaret Grunden til samme, og været ude af sig selv af Forbitrelse. Han var straks ilet ned til Politibureauet for personlig at faa Bekræftelse paa, at det virkelig var sandt. Endnu tvivlede han, og mente det kunde være en Misforstaaelse. Sverre stod som lynslaaet.

Han tog sin Hat og stormede ud paa Gaden, uden at ændse Moderens Kalden, af Frygt for at træffe Faderen, der hvert Minut kunde ventes tilbage.

308Dette tilgav Faderen ham aldrig, det følte han. Faderen, der i sædelig Henseende selv var saa ren, kunde aldrig forstaa slige Udskeielser.

Han streifede hvileløs omkring i Gaderne, flere Timer gik saaledes hen. Tilsidst besøgte han Dr. Marini, men fandt ikke denne værdige Ven. Aftenen kom, det var Spisetid, men Sverre vovede ikke at gaa hjem, saa ræd var han Faderen. Han vidste jo forud, hvordan han vilde blive modtagen. Med et Fodspark, ialfald med en tordnende Straffepræken. Havde ikke Faderen nys truet med at «jage ham væk som en Hund»?Hund»?] rettet fra: Hund.»? (trykkfeil) Og han var Mand for at gjøre Alvor af sin Trudsel. –

I sin ophidsede Fantasi hørte han allerede Faderen deklamere: «Vanæret mit Navn – Politiet – Alt, hvad jeg har bygget op, river du ned ved din sjofle Opførsel – Knægt! – Du ruinerer dig selv – sjæleligt og legemligt – og din stakkels Mor lægger du i Graven før Tiden af Sorg – Sorg over dig. – Din Usling! – Jeg tør ikke mere reise hjem, ikke mere vise mig paa Børsen, paa Gaderne – Man vil overalt pege Fingre ad mig og sige: ‘Hans Søn blev jo engang arresteret udenlands. Var det for Tyveri eller –’ – Ja, man vil tro det Værste om dig – Tilslut oplever 309vi, at Skandalen kommer i ‘Morgenbladet’, spredes ud over hele Norge – Skam dig, din Knægt, at give dine ærlige Forældre, vi som kun har arbeidet og strævet for dig, slig Sorg og Skam paa vore gamle Dage – Tvi dig! – Du har ingen Ære i Livet – Gut – det er Feilen – Tvi!»

Aa, hvor han kjendte vel alle disse Tirader, der som en Syndflod vilde udøse sig over hans skyldige Hoved!

Nei, hjem vilde han ikke, ikke for alt i Verden!

Han spiste i Café degli Artisti, skjult i det lille Kabinet, ved Siden af Disken. Saa spadserede han paany omkring i de maanelyse Gader. Han pønsede et Øieblik paa at opsøge Lyder og betro sig til ham, men opgav straks denne Plan.

Tilslut gik han ind i et Osteri og forlangte en Flaske Orvieto, hans Yndlingsvin. I disse gyldne Strømme vilde han søge at drukne alle Bekymringer.

Da han forlod Osteriet, var det næsten Midnat. Hans Holdning var ustø, hans Pande brændte. Hvor skulde han sove inat? Han vidste det ikke. Venetianerinden? Hendes Arme var bløde nok … Nei, han turde ikke udsætte sig for nye Eventyr! Imidlertid vandrede 310han om i den stille, øde, af Maanen forsølvede Stad.

Natten var fugtig og stemningsrig. Der blæste Scirocco, en lummer, aandedræts-betagende Vind, der fører med sig Millioner Sand-Atomer fra Afrikas Ørkener. Det forekom Sverre, som om usynlige Sandskorn trængte sig pirrende og æggende som Naalestik ind i alle Hudens Porer, og jog Blodet i Bølgegang, vildt attraaende op. Den søde Duft af Orangerne fra enkelte Haver kildrede ogsaa hans Sandser, den var dobbelt berusende nu om Natten! … Her og der, over høie Mure, reiste sig dunkle, vaiende Cypresser mod den maaneblege Himmel … Cypresserne klagede, sang, brusede … Det mindede om ømme, dæmpede Sukke, om den svage Raslen af en Damekjole … Holdt man Stævnemøder derinde?

Sverres Blod brændte som hans Kinder og Pande – Alt var i Glød – Hans Sorger glemtes nu, de fortæredes i denne Flamme.

Hvergang en tilsløret Kvinde passerede, stod han aandeløs stille. Var det ikke Elskovens Lykke, den eneste, der er værd at leve for, som i denne hemmelighedsfulde Skikkelse drog forbi? Men Lykken vil gribes 311og holdes fast – ellers forsvinder den Flygtige.

Han vovede at tiltale en af disse tilslørede Skjønne, men med en theatralsk Værdighed, som kun en Romerinde kan besidde, afviste hun hans Tilbud. En anden Nattevandrerske var mindre streng. Paa Sverres Fløiten standsede hun. Han nærmede sig og løftede skjælvende paa Sløret, men det Ansigt, som nu kom tilsyne, havde desværre en afskrækkende Hæslighed.

Som en Medusa havde aabenbaret sig for ham, stod han en Stund forstenet. Saa flygtede han, pidsket videre af Driften, den mest sviende, mest ubarmhjertige Svøbe, som findes.

«O, romerske Maanenætter,» tænkte han paa sin vilde Jagt, «hvortil er I vel bestemt uden til Elskov!» – Og han speidede ud efter nye Kvindeskikkelser.

Han mødte ingen. Men pludselig befandt han sig i en Gade, han troede at kjende. Ganske rigtigt! – Det var Via di Purificazione.Via di Purificazione] Via della Purificazione «Renselses-Gaden». Han studsede i Sekundet ved Navnet. – Der, i det hvide Hus boede jo Andrea i den tredie Etage, hvor Balkonen med Blomsterne var. Der var Lys 312i hendes Vindue. En Skygge rørte sig deroppe – Mon det var hende? Var hun endnu oppe? Aa, han maatte se hende endnu engang!

Til Nabohuset, der var under Reparation, stod lænet en kjæmpestor Stige, som Malersvendene havde glemt at tage med sig eller for Bekvemmeligheds Skyld ladet staa igjen til næste Arbeidsdag. Stigen var ganske nær Andreas Balkon. Det maatte være let at komme didop. Gaden var desuden forladt, ikke en Sjæl saa ham. –

Han krøb opad Stigen, med Hovedet endnu tungt af Vinen og Blodet i Brynde. Det lykkedes ham dog ikke at svinge sig ind paa Balkonen, hvor han kunde faa sikkert Fodfæste, hvad han i sin fortumlede Tilstand dobbelt trængte til – han stod med Taaspidserne paa den kun tommebrede Rand udenfor Balkongitteret og holdt sig med begge Hænder fast i Gitterets Jernspiler.

Gardinet var ikke fore. Han saa lige ind i den unge Piges Sovekammer.

En stor Bog laa opslagen paa Bordet. Andrea havde netop læst et Kapitel i Bibelen. Nu sad hun halvnøgen fremfor Speilet og ordnede sit udslagne, gyldne Haar til Natten. 313Sverre bøiede sig frem, med de stive Øine mod Ruden, brændende, skjælvende, stakaandet.

Andrea reiste sig og gik i sin lette Negligé over Gulvet. Hun syslede med en Buket Violer, som hun havde glemt at give frisk Vand. Sverres graadige Blik slugte hende i Sekundet – for at se endnu bedre, bøiede han sig tungt og stødvis aandende, endnu længer frem, hans Pande berørte Ruden, der klirrede … Andrea vendte sig om med et Udraab af Angst.

Sverres Haand slap i det samme Gitteret. Man hørte en Lyd, som af noget tungt og blødt, der faldt mod Jorden – og saa en dæmpet Rallen.

Sverre laa bevidstløs, med knust Baghoved, paa den stenlagte Gade.

En Stund efter fandt en Gendarm ham, her og der aabnedes Døre, nysgjerrige, halvpaaklædte Skikkelser tittede ud.

Sverres Lommebog, hvori hans Visitkort med Adresse, gav Gendarmen Anvisning til at finde hans Bopæl. Den Afmægtige blev lagt i en Vogn og transporteret hjem, efter at man først havde været inde paa et Apothek, hvis raadvilde Farmaceut dog intet udrettede.

314Pehrsen og Frue havde siddet oppe og ventet paa Sverre hele Tiden. Endelig kom han – døende. Thi her var lidet Haab om Helbredelse, det saa man ved første Blik.

«Sørgesløifen!» mumlede den sønderknuste Mor, hun huskede paa hint Kirkegaardsbesøg. Men Pehrsen stod maalløs og vred Hænderne.

Sverres Bevidsthed vendte endnu ikke tilbage. Legemet laa udstrakt, fuldstændig slapt, uden Spor af Bevægelse. Ansigtet var hvidt som Kalk, aldeles blodfattigt, Øiet lukket, Aandedrættet gik yderst svagt, neppe mærkbart, af og til hørtes en sukkende Indaanding.

Lægen blev straks hentet.

«Fractura basis cranii,» mumlede han efter at have gjort en flygtig Undersøgelse. Det var et Brud paa Hjernens Grunddel.

Paa Forældrenes stumme, fortvivlede Spørgsmaal havde han til Svar kun en flegmatisk Skuldertrækning, eiendommelig for Italieneren.

«Chi lo sa? – Poveretto! – Chi lo sa?Chi lo sa? – Poveretto! – Chi lo sa?] (it.) Hvem vet? Stakkars gutt! Hvem vet?» – Og han lovte at komme igjen næste Morgen.

«Skulle vi ikke telegrafere til Paris, til 315Fredrikke?» spurgte Fruen hulkende. «Du ved, hvor hun holder af sin Bror –»

Men Pehrsen rystede kun paa Hovedet. Han havde ikke engang fattet, hvad hun spurgte ham om. Men hans Blik havde dette tomme, stirrende Udtryk, eiendommeligt for Sindssvage.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.