[34]

Hvad Dagmar frygtede, var virkelig skeet. Fru Berner, der havde været sammen med Rosenius hin Dag, havde forpurret Stævnemødet. At han hvert Øieblik saa paa sit Uhr, vakte hendes Mistanke, og da han henimod Kl. 7 vilde gaa bort under et eller andet Paaskud, blev alt hende klart. Han skulde træffe Dagmar, af hvem han under hendes Sygdom havde ladet sig male og som han samtidig havde gjort Kur til – aa, hun vidste det godt, endskjønt hun ikke talte om det.

For at faa Rosenius til at glemme den fastsatte Tid, opbød hun alle Koketteriets Kunster. Hun lod «Cordelia-Øinene» spille af alle Kræfter og nedlod sig endog til at give ham ismug et af hine obligate Nakke-Kneb, der forstod at tæmme de gjenstridigste Naturer. 335Det lykkedes hende ogsaa at slette Dagmar ud af hans Erindring – en halv Timestid. Men da han saa paany vilde bryde op, greb hun til det sidste Middel. Hun blev syg, «Cordelia-Øinene» lukkede sig, hun besvimede –

Resultatet blev, at Rosenius maatte følge hende hjem den Aften.

Tidlig næste Morgen ilede han op til Dagmar for at undskylde sig – men han blev ikke modtaget. «La signorina var syg», sagde den gamle Tjenestepige. Han tilskrev hende en liden Billet; den sendtes ham straks uaabnet tilbage.

Dagmar havde nemlig erfaret, at han havde tilbragt Aftenen i Fru Berners Selskab.

Hendes Ulykke var nu beseglet, hendes gode Rygte forspildt. Thi ve den, hvis Ære skulde leve af en Fru Berners Medlidenhed!

I sin Nød betroede hun sig til Andrea, hvem hun vidste hun kunde stole paa. Andrea fik den delikate Kommission at forlange hint fatale Brev tilbage af Rosenius. I den Anledning besøgte hun ham samme Dag.

Rosenius blev forlegen og rød i Hovedet. Det havde været saa let for ham at komme med en liden Nødløgn, men han forstod ikke 336at forstille sig. Stammende bekjendte han, at Brevet ikke længer var i hans Besiddelse.

Andrea mønstrede ham fra Top til Taa.

«Er det den Ridderlighed, som Deres Landsmænd har taget Patent paa?» spurgte hun indigneret. «Eller maaske De kræver et lidet – pekuniært Vederlag for Brevets Udlevering? Jeg har læst i franske Romaner om en slig Industri, uden hidtil at ha’ mødt disse Elskovs-Spekulanter i Virkeligheden –»

«Aa, Frøken – – denne Krænkelse – –»

«Hvis Deres Fordring ikke er urimelig høi, er jeg straks rede til at honorere den. Jeg er Gudskelov saa formuende, at jeg kan betale for en kjær Venindes Daarskab. Jeg gjør det med Glæde –»

«For hvilken Usling anser De mig, Frøken? – Jeg har vel undertiden været letsindig, men tro mig, jeg er ikke – jeg er ikke –»

Dog Andrea var allerede ude af Døren. Hun sprang lige op til Fru Berner.

Her fik hun en meget kjølig Modtagelse. Fru Berner, der tidligere havde lidet tilovers for Dagmar, var nu helt fiendtligt stemt mod hende. Thi under Fruens Sygdom havde Dagmar, der dog var hendes Landsmandinde, ikke besøgt hende en eneste Gang, hvorimod hun havde havt flere deltagende Visitter af 337norske og svenske Damer, der tilhørte «Foreningen».

Men dette kunde hun aldrig tilgive Dagmar. –

Efter mange Omsvøb kom man til den egentlige Sag.

«De maa min Skam gjerne faa det Tøieri,» sagde tilslut Fru Berner og hentede Brevet, der laa skjødesløst i hendes Sykurv, mellem Garnnøster og Brodersilke, «jeg bruger det ikke mere. – Gud, hvor det er komisk skrevet! Jeg har leet derover, saa jeg er halvt syg – Dette Sted f. Ex.: ‘Jeg venter dig som Bruden den Udkaarne – ja, jeg kan ikke leve uden dig – Elskede, Dyrebare’ – Hvor det er kosteligt! Hahaha!»

«Nok!» skreg Andrea og rev Brevet fra hende. «Tør jeg spørge, hvordan dette er kommet i Deres Hænder?»

«Helt simpelt! – Jeg har laant det af Rosenius for at ta’ en Copi deraf.»

«Og denne Copi – hvortil vil De benytte den?»

«Vise den til mine Veninder, naar jeg kommer tilbage til Kjøbenhavn, for at de kan se, at dette Dydsmønster, dette udskregne Malergeni, dette Guds Ord fra Jylland, der vil se hele Verden over Hovedet, igrunden ikke 338er en Smule bedre end nogen af os Andre – Hun slaar Øinene ned som en Madonna, – den Hyklerske! – og saa skriver hun i Hemmelighed Elskovs-Epistler, der kunde faa en Dragon til at rødme.»

«Tør jeg gi’e Dem et Raad, Frue?» sagde Andrea med denne isnende Ro, hvorunder Harmen skjælver.

«Nu?»

«De burde gifte Dem med Herr Rosenius.»

«Saa? – Hahaha! – Hvorfor?»

«Jeg tror, at I To vil passe udmærket sammen. – Adieu!» –

– Kort efter kom det til fuldstændigt Brud mellem Fru Berner og hendes Tilbeder. Opildnet af Enkens Imødekommenhed havde Rosenius en Aften været mere nærgaaende end det sømmer sig for en platonisk Æsthetiker, med Hovedet fuldt af BostrømsBostrøms] Christopher Jacob Boström (1797–1866), svensk filosof og professor. Hans filosofiske system karakteriseres som rasjonell idealisme. Filosofi. Han havde samme Aften drukket en Smule, men Fruen var slet ikke tilbøielig til at skrive hans Forsyndelse paa den romerske Vins Regning, ligesaa lidt som hun vilde indrømme, at hans krigeriske Fornavn «Gustav Adolf» gav ham nogensomhelst Forret til at være dristig mod hende. Hin svenske Heltekonge angreb Mænd, sagde hun, ikke værgeløse Kvinder.

339Hun var rasende, hævede sig stolt paa Kothurnerne og den samme krænkede Dyds-Scene, hun tidligere havde spillet for saamange Mænd, gaves nu ogsaa for Rosenius. Han fik tilslut sin Afsked i Unaade. Aldrig mere maatte han vise sig for Dianas fortørnede Øie. Han burde takke Guderne for, at han slap for saa godt Kjøb, og ikke fik Aktæons Skjæbne.Aktæons Skjæbne] Den mytiske skikkelsen Aktaion ble spist av sine egne hunder etter at Diana (gr. Artemis) hadde forvandlet ham til en hjort.

Karnevalet var nu forbi. Fru Berner drog med hele Fremmed-Sværmen til Neapel. Den unge Attaché reiste did samme Dag, og Rygtet satte deres Reise i Forbindelse med hinanden.

Stakkels Rosenius var nu alene i Rom, men at være alene, likte han, som sagt, ikke. Han kjedede sig, kjedede sig gudsjammerligt. Denne hans indre Tomhed maatte fyldes – men af hvem?

Dagmar dukkede pludselig op i hans Erindring. De var dog yndige alle disse stille Timer, han engang havde tilbragt paa hendes Studie! – Og hun elskede ham –

Om ikke Kvinden vilde modtage ham, havde han dog Ret til at faa Kunstnerinden itale. Han havde jo givet hende en Bestilling, han vilde paaskynde Portraitets Udførelse. Det Hele vilde faa Karakteren af en Forretnings-Visit.

340En vakker Dag stod han uanmeldt i hendes Atelier. Hun tabte Penslen af Haanden og saa stolt paa ham.

Hvad vilde han nu? Ydmyge hende mere?

En Strøm af Undskyldninger, Bønner og Spørgsmaal lod hende ikke komme til Orde. I det ene Øieblik talte han om Portraitet, som han ønskede færdigt, i det andet om sin Elskov, som intet havde kunnet slukke –

Maalløs hørte hun paa ham. Tilslut forstod hun ham. «Er jeg nu god nok?» tænkte hun bittert, «nu, da Fru Berner har forsmaaet ham – nu, da han ingen anden har –har –] rettet fra: har –» (trykkfeil) Han forlangte altsaa af hende, at hun skulde bøie sig ned i Støvet og tage op hans vragede, tilsmudsede Hjerte som en Kludesamler tager op af Gaden en gammel, bortslængt Handske – Aldrig!»

Ud af sin dybe Foragt for ham, hentede hun Kraft nok til selv at dræbe sin stakkels, mishandlede, forhaanede Kjærlighed. Hun stødte ham bort fra sig – for bestandig …

Med en sand Dronning-Mine pegte hun paa Døren.

Som en afstraffet Hund, der lusker afsted med Halen mellem Benene, sneg Rosenius sig ud.

Hun ønskede aldrig at møde ham mere – og dog skulde hun gjense ham endnu engang.

341Det var Sverres Begravelsesdag. Alle Skandinaver, Damer og Herrer, havde indfundet sig paa den protestantiske Kirkegaard for at vise Sverre den sidste Ære.

Han blev jordet ved Cestius-Pyramiden, mellem Cypresser og Roser, ikke langt fra den Plet, hvor Keats hviler. Dog med større Sandhed end paa hin unge, engelske Digters Gravsten kunde man skrevet paa Sverres: «Her slumrer En, hvis Navn er skrevet paa Bølgen.»

Hele Verden læser og begeistres nu for Keats udødelige Sange, Poesiens «Adonis», men hvem erindrer vel Sverre Pehrsen trods alle hans titanske Planer og Drømme?

Han er glemt som de Smaasten, Børn morer sig med at kaste i Vandet.

En Pladsken, en Boble – og Vandet lukker sig paany.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.