[35]

Et Par Dagsreiser fra Kristiania (eller Oslo, som Lyder haardnakket kalder vor Hovedstad) i en af Landets vakreste og skogrigeste Egne ligger, omgivet af en Grane-Lund et stort, venligt Hus, der har faaet Lov at beholde sin oprindelige Træfarve og hvis Svalgang og Gavl er udført i gammelnorsk, udskaaret Arbeide.

Det er en Folkehøiskole.

Derinde i de lyse, høie Rum, hvis lange Rad af Vinduer skinner mod Solen, bor et lykkeligt Ægtepar.

Det er Lyder og Andrea.

De er en Velsignelse for Bygden, hvor de gjør alt det Gode, de formaar. En stigende Oplysning, dermed Renlighed, Velstand, mildere 343Sæder spreder sig derfra udover i vide Kredse.

Andrea har i sit nye Hjem realiseret flere af sine Barndoms Drømme om Lighed og Broderskab. Gaardens Tjenere faar spise ved Herskabets Bord som det var Sæd i gamle Dage; naar Andrea giver et Lag nu og da, er Bygdens bedste Gutter og Jenter indbudne, blandt de oplyste Gaardmandskoner i Nærheden har hun valgt sig Veninder, og hvad hendes Dragt angaar er den, uden at være som Bøndernes, dog af et enklere, mere nationalt Tilsnit.

Lyder er af alle udpeget som et Thingmands-Emne. Snart vil han indtage sin Plads i Nationalforsamlingen og vække Landets Interesse for den Sag, Folkeoplysningens store og betydningsfulde, der stedse beskjæftiger hans varme Hjerte.

Dagmar er de Nygiftes Gjæst. Efter den endelige Afgjørelse med Rosenius faldt hun i en haard Feber. Hun er nu legemlig og aandelig frisk. Hendes Kinder har i Norges Fjeldluft faaet en Rosenfarve, som de aldrig før eiede, hendes Øie straaler. Hun ser ironisk tilbage paa hin ulyksalige Forliebelse i Æsthetikeren, som paa en overvunden «Børnesygdom». Hele Dagen streifer hun om i Mark og Skog, 344hun maler af Budeierne og Buskapen og hele Landskabet og hver Søndag synger hun grundtvigianske Sange med Bygdens Ungdom, der forguder hende. Lyders Nabo og Ven, en ung, elskværdig Sagfører viser Dagmar en paafaldende Opmærksomhed – og man vil vide, at Dagmar ikke er ufølsom for denne Hyldest. Andrea taler allerede skjæmtende om Giftermaal og udmaler hvor hyggeligt det vilde være for Veninderne hele Livet at bo i hinandens Nærhed.

Ofte snakker de sammen om Rom og deres Bekjendte der.

Fru Pehrsen har endelig fundet den Fred, hun her forgjæves søgte. Hendes Død var mild som hendes Liv havde været det. – Pehrsen, denne Mand, som hele Verden og Sønnen med, troede «uden Hjerte», tog sig tilslut Sønnens Død saa nær, at han mistede Forstanden. Han befinder sig nu i et af vort Lands første Sindssyge-Asyler. Lægerne tvivler om hans Helbredelse.

Skram, hvis Kunst mere og mere blir haandværksmæssig, har giftet sig med en svensk, fattig Baronesse, som istedetfor Medgift har bragt ham en Række Ahner, der naar lige op til Sturerne.Sturerne] svensk adelsslekt som hadde en viktig politisk posisjon frem til 1500-tallet Skram er meget stolt af sin Frues 345Herkomst og er det hans Hensigt at føie hendes klingende Navn til sit og lade sig kalde: «Skram-Gyldenklo til Gyldenlund».

Fru Berner, der har narret saa mange, er endelig selv løbet i Fælden. Under sit Ophold i Sorrent, forladt af sin Attaché, stiftede hun Bekjendtskab med en ung, neapolitansk Greve, hvis Adel, ikke mindre end hans fine Ydre og Manerer, ganske bestak hende. De blev forlovede. I sidste Øieblik – Ægteskabet var allerede aftalt – viste det sig, at hendes elegante Greve var en gemen Bedrager, en forløben Opvarter fra et Hotel, som Politiet allerede længe havde søgt efter. Nogle større Pengelaan, hvormed hun i sin Henrykthed havde forstrakt «Greven», fik hun naturligvis aldrig tilbage.

Rosenius, der ved sin Hjemkomst til Sverige, fik en Stilling som Docent, opsøgte straks sin forglemte «fästmö», og blev af den lille Præstedatter atter tagen til Naade, men paa én Betingelse: han faar aldrig mere reise udenlands – alene. «Fästmöen», nu hans glade, myndige Hustru, ledsager ham overalt og sørger for at han i sin æsthetiske Trang ikke gjør «gale Streger». –

– En yndig, stille Sommerkvæld sad de 346Nygifte og Dagmar i Svalgangen og saa ud over Landskabet. De sidste Solstraaler spillede rødligt mellem Granerne, hvis stærke Duft blandede sig med Konvallernes fine Vellugt nede fra Haven. I det Fjerne blaanede Aaserne mildt længselsdragende, mens Lyden af en Siljefløite vemodigt fyldte Luften, og Kjørenes Bjælder klang længere borte i Udmarken.

Lyder lukkede i Sekundet Øinene og saa et andet Billede: En mørk Pyramide, ved den en Kirkegaard med sorte Cypresser …

«Hvor Synd, at Sverre skulde gaa bort saa tidligt,» sagde han omsider sukkende. «Jeg tror nu, at der var bleven noget Stort af ham.»

«Jeg tænker anderledes,» sagde Andrea mildt, mens hun lyttede til Siljefløiten dernede, «det var bedst for ham, at det gik som det gik. Sverre havde en stor, en sygelig Ærgjerrighed, en Art Stormandsgalskab, Livet vilde aldrig indfriet alle hans overspændte Forventninger til det – og dette Misforhold vilde gjort ham ulykkelig.»

«Men han var da meget begavet,» indvendte Lyder.

«Ja, men han vilde dog alligevel aldrig 347drevet det til noget Betydeligt, ikke i vort lille Samfund. Sverre havde mange Kundskaber, men ingen Energi, ingen Foretagelses-Aand. Han var, kort sagt, et af disse Naturens upraktiske Stedbørn, der ved alt, men kan intet.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.