[11]

Lyder var paa Skrams Atelier. Det mest iøinefaldende ved dette var en stor Alabaster-Kumme, fuld til Randen af Visitkort. Skram sørgede altid for, at de fineste Kort, de med Grevekronerne og Titlerne laa øverst, og han blev meget smigret, naar en naiv Besøger udraabte: «Gud, har De havt Besøg af den og den! Hvilken Ære!»

Hans Arbeider havde intet ved sig, der erindrede om Antikens simple Storhed. Det var i slet Forstand moderne Sager, Damer med Kniplinger, Smykker og store Frisurer. Ansigtets sjælfulde Udførelse var for Skram en Bisag. Hans Kunst gik ud paa at hugge Kniplingen til slig, at den «lignede de virkelige Blonder paa en Damekjole», og at gjengive nøiagtig hver Fletning i en Dame-Chignon. 111Og i denne Genre, der forresten dyrkes meget i Italien og der undertiden lader Plastiken synke ned til et Haandværk, havde han næsten bragt det til Mesterskab.

En slig Sten-Knipling blev under hans Haand ikke længer Sten. Den tabte sit solide Stof og blev som en Sneflok let og luftig.

«Du har vel havt Visit af Pehrsen?» spurgte Lyder, hvem Kammeratens Kunst var for fin og uforstaaelig, og som nu til Tidsfordriv rodede i Alabaster-Kummen.

«Nei! Er det ikke underligt, at han ikke kommer? – Det er næsten en Fornærmelse mod mig, saa længe som han nu har været i Rom. Men Ministeren var hos mig iforgaars og den tydske Legationssekretair Baron von Brück… Ministeren var saa glad i Busten der, hun med Halsbaandet. Ser det ikke ud som virkelige Perler? Saa blanke og runde! Kanske Ministeren kjøber det! Apropos, ved du, at Pehrsen har gjort en Bestilling hos Rosenmark, denne fordømte Finlænder, som kun forstaar at male Cypresser, der er ligesaa kjedelige som han selv. Men saadan er vore norske Parvenuer. Det er ikke fint nok at bestille hos Landsmænd, mener de. Pokker ta’ dem allesammen!»

Og han gav Marmorblokken, hvorpaa han 112huggede, et mere ivrigt end kunstforstandigt Stød.

Lyder fortalte, at Sverres Afhandling var bleven prisbelønnet og om den Spænding, der for Tiden herskede Søn og Far imellem, paa Grund af dennes besynderlige Opførsel, da han erfarede Nyheden. Han havde ikke sagt Sønnen et eneste anerkjendende Ord, ikke et eneste!»

«Ja, det er denne vor forbandede norske Taushed», brummede Skram, idet han vredt huggede videre, «den er et Nationalonde, ligesaa indgroet som Spedalskheden, Maalstrævet …»

«Sludder!»

«Maalstrævet, Raaheden, Bondeforgudelsen. Gives der nogen anden Plet paa Jorden, hvor man tier og fortier saa meget som hos os? Se blot hen til vor Literatur, der jo skal være et Speil af Samfundet! I de fleste Noveller og Dramaer er det Tausheden og den alene, som danner Motivet og giver Forviklingerne. «Hun taug» heder det paa det mest afgjørende Sted, «Han taug. De taug». Havde Maren eller Karen aabnet Munden i rette Tid istedetfor med falsk Anstand at snerpe den sammen, havde megen Ulykke været sparet, men saa havde jo ogsaa 113Hovedkonflikten været borte, og Novellen var sandsynligvis forbleven uskrevet».

«Nu overdriver du, Skram!»

«Det Ærgerlige ved Sagen er, at disse Stakkare, der er lam i Kjæften, indbilder sig at være aandsfornemmere end vi andre, der benytter Munden til at tale med, og giver vort Hjerteliv et tilsvarende Udtryk i Ord, i Blik, i Kjærtegn. Jeg tør sværge paa, at Hr. Grosserer Pehrsen, Trælasthandler fra Drammen –»

«Han er slet ikke født i Drammen, det ved du godt».

– «tror sig mig og dig uendelig overlegen, fordi han er saa tør og ordknap og tilbageholden. Han smigrer sig i Stilhed med at eie en Sjælens Blufærdighed, en Følelsens Finhed, en Mimosenatur, som vi andre Grovkornede mangler. Ja, du smiler, Lyder, men der er mere Sandhed i mine Ord, end du selv aner. Jeg har studeret denne din Grosserer temmelig nøie. Hans Feil er intet Hverdagsmenneskes, det maa man indrømme. Men han skulde vogte sig for, at ikke den underkuede Følelse tilslut hævner sig ved at krepere der inde i Skallen, at hele hans Personlighed tilslut blir en Forstening, en eneste; thi Følelsen vil ha’ Luft, Lys, Sympathi, i modsat Fald 114slappes og sløves den som en Muskel, der ikke øves; den dør».

Skram svang Meislen paa en Maade, der viste, at hans eget Muskel-System var i den bedste Orden.

«Ja, jeg afskyr disse Faamælte, disse tilknappede, hovmodige Daarer, der indbilder sig at være Tidens Hellenere, og dog ikke er andet end dens Barbarer – thi de forstaar ikke, at jo høiere Civilisationen stiger, jo rigere blir Følelsens Udtryk i Tale som i Digt, det blir fint nuanceret og mangfoldigt vekslende som Farveovergangene i dette Atlask (han pegte paa en Sofapude). Ved du, hvad jeg ofte grunder over, naar jeg ser Pehrsen og Sønnen sammen, Faderen stum, Sønnen høflig kold som en Fremmed? Mon ikke her i Stilhed spilles et husligt Drama, som venter paa en forfærdelig Opløsning?»

«Du ser Spøgelser ved høilys Dag».

«Ja, lever vi, Lyder, skal du sande mine Ord. – Aa, havde jeg blot literært Talent som du! Da havde jeg straks skrevet en Bog, en flammende Protest mod denne norske Taushed, denne Morder, der stille snigende udvælger sine Ofre, denne Landeplage, værre end Ægyptens Græshopper – og ved du, 115hvad jeg vilde kalde Bogen? ‘Pehrsen’ simpelthen. Det blir originalt! ‘Pehrsen’Da havde jeg straks skrevet en Bog … ‘Pehrsen’] Et klart eksempel på et (potensielt) verk i verket, et fenomen som i litteraturvitenskapen ofte går under den franske betegnelsen mise en abyme. Dette er muligens den første romanen i norsk litteratur hvor en av romanfigurene sysler med tanken på å skrive et verk med samme tittel som det omsluttende verket, eller, for å følge logikken fullt ut, skrive verket som personen selv figurerer i og som leseren holder i hånden. Det er interessant at Skram, som formulerer denne tanken, både er en ufordragelig snobb, men også den av romanfigurene som ser visse forhold, særlig karakterbrister, klarere enn andre. Disse to kvalitetene gjør ham for øvrig til den perfekte nøkkelromanforfatter. Se forord.».

«Hvor du fantaserer, Skram! – Men læg nu Meislen fra dig og tal fornuftigt et Øieblik».

«Aldrig har jeg talt fornuftigere end nu. – Pehrsens Karakter vil jeg endog søge at forklare psychologisk. Det er Arv, ser du, Nedstamning! Bedstefaderen var Bonde, fra en Gaard vesterpaa, som hed Kalvedalen – og fra disse Bønder er det, han har faaet sit tause Naturel. – Har du iagttaget vore Bønder, Lyder? Ja, du kjender dem jo bedre end jeg. – Hvor tunge, stilfærdige de omgaaes med hinanden! Hvor varsomt de flytter sig, hvor kostbar de veier hver Sætning! For dem er Ordsproget gjældende: Taushed er Guld. – Det hører endog med til god Tone blandt dem at være faamælt. En Mand, der snakker og snakker meget, taber de al Tillid til. I denne Bondens Ordknaphed er noget, som minder om Sagastilen, og denne Taushed er smuk og respektabel, saalænge den optræder som Beherskelse af en Smerte, saalænge den dækker over en Klage, der vilde være umandig – men hvor Glæden ordløst fornægtes, hvor Kjærligheden forties, hvor Tausheden fra at bli’ et Værn blir et Vaaben, der saarer 116sin egen Eier, der er jeg ikke længer med, der oprøres jeg».

«Bah! – Du kjender ikke Folket, Skram. Det er Feilen din».

«Mener du? – Lad gaa! – Men kan du Historien om Bondekonen med Rokken? Manden har været lang Tid ude paa Reise, han har som Fisker døiet meget ondt, og vender nu endelig tilbage. Uventet træder han ind i sit Hjem. Han finder Hustruen spindende. Nu skulde man tro, at hun i Gjensynets Glæde var sprunget op, havde væltet Rokken og var falden Manden om Halsen. – Jo, Tak! – Nei, Far, hun blir saamænd roligt siddende og spinder videre endnu et Par Sekunder – imidlertid gløder det i hende – saa reiser hun sig ligesaa roligt – aa, hvor det gløder i hende! – tørrer sin Haand af paa Stakken og gaar langsomt mod Manden, hvem hun endelig ligesom undvigende rækker Haanden med et sindigt: ‘Du faar være velkommen da’. – Bondens nedarvede Begreb om Anstand kræver denne Fornægtelse af Følelsen. Har du ikke her som i ét Billede hele hans barbariske Opfatning af Hjerteforholdet?»

«Hvad du kalder barbarisk, finder jeg vakkert. Der er, som du selv siger, noget Sagaligt og Mandigt deri. – Men lad os ikke 117strides om dette, Skram. Vi blir aldrig enige, det ved du af Erfaring. Men Tak for din Forelæsning! Nu gaar jeg!»

«Men du kommer vel i ‘Foreningen’ imorgen? Der vil bli morsommere end ellers. Begge Ministrene vil gjøre os den Ære at besøge os – naturligvis med deres Gemalinder».

«Ja, det vil bli noget for dig», lo Lyder og tog sin Hat. «Farvel». –

Da Lyder kom hjem, fandt han Sverre ventende paa sig. Han laa mageligt paa Sofaen og røg en Cigaret. «Jeg vilde hente dig til en Spadseretur», sagde han. «Apropos, der er kommet Brev til dig, mens du var borte. Det ligger der paa Kommoden».

Lyder saa paa det uden at læse det. «Det er blot fra Tante Karoline, jeg kjender Haandskriften».

«Hun kalder dig Lyder von Brinkmann, ser jeg af Udenpaaskriften. Er du virkelig af Adel, Lyder?»

«Ja, vi skal nok være det», svarede han halv ærgerlig, halv forlegen, «men vi har kastet von’net bort for længe siden. Det er kun Tante Karoline, som endnu holder paa det. Hun er nemlig saa gammel som alle Hougene og forfengelig som alle gamle Narre».

118«Man skulde næsten tro, at du skammer dig over at være Adelsmand», sagde Sverre og saa med hemmelig Respekt paa Vennen. Lyder steg betydeligt i hans Øine ved denne Opdagelse. «Men skal vi saa ikke gaa paa Monte Pincio? Veiret er saa skjønt – og maaske har vi det Held at træffe Frøken Storm der?»

«Du længes efter at fortælle hende om din Guldmedaille? Du vil imponere hende, hvad? – Forresten vil vi ikke træffe hende paa denne Tid. Hun gaar der kun om Eftermiddagen».

«Det la’r til, at du er meget indviet i, hvordan Frøkenen tilbringer sin Dag. Men du hører jo ogsaa til ‘Partiet’. – Apropos, er der noget sandt i de Historier, man fortæller om hende?»

«Hvilke Historier?»

«Nu, f. Ex. med den unge Digter! Hun skulde koketteret forfærdeligt med ham, han blev tilslut kjed af hendes Luner og rev sig løs, og hun tog sig dette saa nær, at hun fik Feber. Reisen hid er en Reconvalesence-Tur».

«Lutter Opspind! – Slig Sladder som i denne lille, skandinaviske Kreds her findes ikke noget andet Sted i Verden. Vi er ikke 119i Rom, men i en lille, nordisk Ravnekrog; aandelig talt, i Tromsø eller Kristiansand».

«Du kan ha’ Ret. – Platonisk har vel Forholdet ialfald været», sagde Sverre med et Smil af drillende Ondskab, «ja, det vil vi haabe».

Lyder blev purpurrød af Forbitrelse.

«Ti Gut – eller jeg slaar dig lige i Fjæset». Han tilføiede roligere: «Ja, snakker du en anden Gang slig om Frøken Storm, en Dame, som jeg og hele Norge med agter og ærer, saa maa vort Kammeratskab være slut, hører du det».

«Godt Ord igjen», sagde Sverre, «men du maa indrømme mig, at der ofte er noget sandsepirrende ved hende, noget je ne sais quoi.je ne sais quoi] (fr.) noe udefinerbart (ordrett: «jeg vet ikke hva») Eller maaske det blot kommer af Dragten, disse moderne, stramme Kjoler med Tricot-Liv, der aabenbarer og fremhæver Former, som vore Bedstemødre omhyggeligt skjulte … Har du ikke lagt Mærke til, at hendes Hofter –».

«Nok! – Jeg har intet lagt Mærke til», svarede Lyder barsk. «Lad os saa gaa! – Eller vent først et Øieblik».

Han gjennemlæste flygtigt Tantens Brev. Imidlertid stod Sverre, hvis Discretion ikke var meget udviklet, bøiet over en uddragen 120Skuffe i Lyders Skrivepult. Den var fuld af Papirer.

«Nu ser jeg alle dine Hemmeligheder, Lyder!»

«Gjør intet. Det er kun poetiske Forsøg – smaa Digte».

«Paa Maalet?»

«Naturligvis».

Benyttende et Øieblik, hvor Lyder vendte Ryggen til ham, tog Sverre et af Digtene og stak det ubemærket i sin Lomme.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.