[23]

Næste Morgen var Fru Pehrsens Hovedpine sporløst forsvunden. Ved Frokostbordet mødte hun i en straalende Sørgedragt, alt, hvad hun eiede af Stenkulsperler, af Jet-Smykker, af sorte Kniplinger og Fløielsbaand havde hun hængt paa sig.

I disse sorte Klæder var hendes brystsvage Bleghed dobbelt paafaldende. Hendes visnede Skjønhed fik noget sælsomt rørende ved sig.

Forundret, men ikke misbilligende saa Pehrsen paa hende. Selv bar han sin sædvanlige graa Dragt med det brune Fløielsbeslag og det gule Silkelommetørklæde stikkende frem af den venstre Brystlomme. Ikke engang et Flor om Hatten vilde han bære. Fruen fandt, at dette var et stivt Stykke, vovede dog ikke at opponere, men en indirekte Bebreidelse 232søgte hun dog at give ham ved klynkende at sige til Sverre:

«Jeg har desværre kun lyse Handsker. Du maa være med mig i en Butik i Korsoen for at kjøbe mig et Par sorte. Min Sorg over stakkels Bedstefar maa være komplet».

Pehrsen brummede noget inde i sit Skjæg. Det lød som «Fruentimmer-Sludder».

«Ja, nu maa vi vel afsige Selskabet?» vovede Fruen at spørge, efter at have samlet Mod dertil et Par Minutter. «Du ved, jeg har allerede inviteret flere til næste Uge – Karnevalsdagene».

«Hvorfor?» spurgte Pehrsen koldt og forundret.

«Naturligvis – din Far – Skik og Brug», stammede Fruen, «og desuden …»

«Hvad interesserer det Skandinaverne, at – Far (han havde Møie med at faa Ordet over Tungen, det var, som om han svælgte en Portion sur Medicin) ikke er mere … Lad blot den gamle Mand faa sove i Ro! … Jeg fortæller ikke en Sjæl om hans Bortgang».

Parolen var givet, Fruen og Sønnen forstod ham og vekslede Blikke, deres Opgave blev nu ganske at ignorere den sørgelige Begivenhed.

233Men gjennem Sverre fór en let Gysen ved Faderens Bemærkning.

«Er du syg, Gut?» spurgte Pehrsen, «jeg synes du tar af Dag for Dag».

«Stakkels Sverre!» sagde Moderen, idet hun fremfor Speilet, ikke uden et Suk, tog af sig, Stykke for Stykke, den nu unødvendige Sørgepynt, Stenkulsperlerne, Jet-Smykkerne, hele Stadsen, «han læser for meget. – Ogsaa inat har du studeret, Sverre! Jeg saa paa din Lampe imorges; du har siden igaar næsten brugt op al Olien, jeg bad Pigen atter fylde den».

«Det er godt, at Gutten arbeider», sagde Pehrsen, «det skader aldrig Ungdommen. Da jeg var i hans Alder, havde jeg allerede lært saa meget, at jeg kunde forsørge mig selv. Jeg skyldte ikke et Menneske noget, hverken Far eller Mor, ikke en Skilling».

Sverre gik stille og sky ud af Værelset. Naar Pehrsen begyndte paa det Kapitel, vidste han forud Fortsættelsen. Det blev kun en Ydmygelse for ham.

Fru Pehrsen foretog om Middagen flere Visitter. Hun gik ogsaa til Storms. Andrea var ikke tilstede, sammen med sin Forlovede sværmede hun om i Villa Borghese, men Moderen var hjemme, og de to Fruer fik sig 234over et lidet Glas Likør en rigtig lun Passiar. Fru Storms Ansigt straalte af Liv og Glæde, da hun talte om Forlovelsen, der allerede for et Par Dage siden var bleven deklareret. «Lyder er den rette Mand for min Drea», sagde hun, «her kan man nok bruge det gamle Ord: to Hjerter, et Slag. Drea er ham maaske en Smule overlegen, hun vil bli’ en myndig Hustru, men det skader jo ikke». – Det var de Unges Plan, fortalte hun, at reise hjem allerede om en Maaned, og saa ud paa Vaaren at gifte sig.

Fru Pehrsen lykønskede hende hjerteligt, og bad tilslut om hun og Andrea vilde besøge dem Fredag i næste Uge. Et ganske lidet Selskab, mest Landsmænd! Fru Storm blev forlegen og nølede med Svaret. Fru Pehrsen trængte ind paa hende, og tilslut bekjendte Fru Storm Sandheden, at Andrea neppe mere vilde have den Glæde at komme til Pehrsens. Andrea havde bittert beklaget sig over Sverre, og det med Rette.

Fru Pehrsen fik tilslut alt at vide.

Hvor hendes Moderhjerte led! Var dette den Sverre, der som Barn havde fulgt hende i Kirken og fromt sunget alle Salmer med?

Da Fru Pehrsen kom hjem, saa hun mere bleg og medtaget ud end sædvanlig. Hun 235fandt Sverre alene i Salonen, men passerede forbi uden at tiltale ham. Saa tog hun den røde Silkedug, slyngede den som en Turban rundt Panden og lagde sig paa Sofaen, med Ansigtet vendt mod Væggen. Undertiden hostede hun.

«Du er vist syg, Mama?»

«Ja».

«Er det dit gamle Brystonde – eller er det Hovedpinen?»

«Aa, det er noget andet – noget endnu slemmere».

«Hvad er det da, Mama?»

«Jeg er syg over dig. Aa, at du, Sverre, kunde gjøre mig slig Sorg og Skam! Jeg forvinder det aldrig».

«Jeg, Mama! – Hvad mener du?»

Nu fulgte en Flom af Anklager og Bebreidelser. Fruen paastod, at han maatte være bleven afsindig, siden han kunde forgribe sig paa en Dame som Frøken Storm, saa elskværdig, saa respektabel.

Pludselig hørte man en Kræmten i Sideværelset og en Lyd, som om en Stol væltede.

«Er Pehrsen hjemme?» spurgte Fruen aandeløs og sprang op i Sofaen saa heftigt, at den improviserede Turban faldt af hendes Hoved.

236«Ja, han maa være derinde», svarede Sverre forstenet, lyttende. «Jo, han er der, jeg hører ham».

«Gud, saa er vi fortabte», hviskede Fruen og vred Hænderne, «han har lyttet ved Døren, som han pleier, og hørt alt. – Stakkels Sverre!»

Pehrsens Opførsel ved Middagsbordet bestyrkede tilfulde denne Tro. Saa ordknap og gnaven havde han sjælden før været; han vekslede et Par arrige Sætninger med Fruen, hvem han beskyldte for «Brutalitet», da hun tilfeldigvis kom til at gjøre en Bevægelse med Stolen, hvorved Bordets Glas og Flasker klirrede. Senere bebreidede han hende, at hun gjorde ham «ganske nervøs». Maden var heller ikke efter hans Smag. Disse italienske Salater kunde han slet ikke fordøie, og alligevel vartede hun altid op med dem; altid gjorde hun ham imod.

Paa Sverre saa han slet ikke, men da deres Blikke engang tilfeldigvis mødtes, opdagede Sverre, at Faderen vidste alt.

Ved Aftensbordet var Pehrsen ligesaa ubehagelig. Denne forferdelige, ulykkespaaende, dræbende Taushed! Fruen var bleg som et Lig, hun var nær ved at besvime hvert Øieblik. Sverres Hænder sitrede, saa han slog 237Vin udover Bordet, hvergang han skulde fylde sit Glas.

En slig Tortur var uudholdelig. Da heller den værste Straf, den slemmeste Skjændepræken!

Sverre reiste sig for at gaa, han kunde ikke holde det ud mere. Da brød Stormen endelig løs.

«Hvor vil du hen?» spurgte Faderen og stillede sig i Veien for ham.

«Jeg havde tænkt at besøge Skram. Han er hjemme iaften, og han har bedet mig om …»

«Saa du synes, at denne skidtvigtige Skram, der altid kritiserer os, som om vi var det værste Bondepak, er en passende Omgang for dig? – Du blir hjemme! – Naar vil du da engang lære, hvad der passer sig?»

Sverre tog atter Plads. Som han sad der, stille og sammenkrøben, lignede han en Skolegut, der venter i næste Stund at smage Lærerens Spanskrør. Fruen sukkede saa dybt, som vilde hun opgive Aanden med det samme.

Men Pehrsen drev op og ned. Hans Mund havde dette tæmmede Udtryk, der røbede, at han kunde blive frygtelig, naar han slog sig løs og lod Vreden raade.

«Hm! Jeg troede, at naar man var min 238Søn, saa havde man visse Forpligtelser … Lidt almindelig Anstændighed, en Smule Moral kunde jeg vel forlange af dig – du, som jeg for mine surt fortjente Skillinger har givet den bedste Opdragelse – fine Skoler, Universitetet, Reiser. Istedetfor gjør du kun Skam paa mig. Er du en studeret Mand, maa jeg spørge, eller en drukken Kjørerslamp fra Briskeby, der om Kvælden tar fat paa skikkelige Tjenestejenter, som gaar Ærinder for sit Herskab? – Jeg har ingen Lærdom som du – jeg kan hverken Græsk eller Statsøkonomi, jeg havde heller ingen tosket Far, som kunde spytte i Børsen for mig, mens jeg dovned mig og gjorde gale Streger – men Voldtægt har jeg endnu aldrig gjort mig skyldig i».

«Gud, doven har han aldrig været, Pehrsen», klagede Fruen, «det ved du godt … Og Voldtægt –»

«Ti, Kjærring!» svarte han lynende barsk og fortsatte saa sin Monolog.

«Hvorfor har jeg strævet hele mit Liv, hvorfor har jeg slidt og kavet sent og tidligt, var det ikke udelukkende for din Skyld, Gut, for at rydde Veien for dig, for at du skulde bli’ til noget, noget større og bedre end jeg, for at du skulde komme frem i Verden og 239vinde dig en høi Stilling, Ære og Agtelse … Og saa river du med et Slag ned – alt, hvad jeg møisommelig har bygget op. Saa sjofelt og gement, at … tvi for en slig Søn!»

Han spyttede ud til alle Sider.

«Far!» kom det fra Sønnens dirrende Læber; men det lød saa sagte, saa modløst. Var det en Protest, en Bøn, en Trudsel?

«Du maa, Pinedød, erindre, Gut, at uden mig er du Skidt og Ingenting – at du selv ikke eier en Øre, men at det er mig, som til Dato – du er nu fireogtyve Aar gammeler nu fireogtyve Aar gammel] Sverre Pehrsen er altså noen år eldre enn sin levende modell Sigurd Ibsen. – føder og klæder dig og gi’er dig Lommepenge. Se først at staa paa egne Ben og ernære dig selv istedetfor at være dine Forældre til Last. Naar du saa er din egen Herre, er det tidsnok at gjøre Skandaler. Men ikke saalænge du er under mit Tag, forstaar du – Knægt!»

Pehrsen, hvis Ideal var «det Fine», havde et enkelt Punkt, et eneste, tilfælles med virkelig fintdannede Mænd. Hans Stemme blev nemlig lavere, mere og mere dæmpet, jo høiere hans Raseri steg. Tilslut lød den som en svag, uhyggelig Hvislen.

Fruen var sunken tilbage mod Sofalænet. Hendes Hoved laa i en forkert Stilling som livløst mod Lænets Kant. Man kunde tro, hun var afmægtig. Det var jo hendes Skyld 240altsammen. Hvorfor havde hun talt til Sverre uden at tage med i Beregningen Pehrsens stygge Skik at spionere ved Dørene? Og nu maatte Sverre, stakkels Sverre, lide saa frygteligt for hendes Tankeløshed …

Sverre var nu ligesaa dødbleg som Moderen. Hans lille Ansigt ligesom stivnede i Skræk, i Kulde, i Smerte. Et Par Gange førte han Haanden til Halsen, som vilde han kvæles, og han vædede de tørre Læber med Tungespidsen – Faderen havde fundet ud den ømme Side, hvor han bedst kunde saares.

Hans ungdommelige Stolthed, hans kjække Selvstændighedstrang laa knækket og blødende. – Nei, denne dødelige Krænkelse overlevede han ikke – eller der maatte blive evigt Fiendskab mellem ham og Faderen.

Sverres Taushed hidsede Pehrsen op istedetfor at berolige ham. Hvorfor knyede ikke Gutten, hvorfor forsvarede han sig ikke, hvorfor ydmygede han sig ikke? Ligeoverfor et godt angrende Ord af Sønnen, vilde al hans Harme smelte som Sne for Solen … Fandt ikke Sverre det Umagen værd at bede ham om Forladelse? Havde han saa liden Respekt for og Kjærlighed til sin Far?Far?] rettet fra: Far?» (trykkfeil)

«Men det siger jeg dig, Gut, at gjør du mig atter slige gale Streger, saa jager jeg dig 241bort». Sverre sprang op, som om et glødende Jern havde hvislet fræsende henover hans Pande. «Jeg jager dig bort som en skabbet Hund».

Fra Sofaen kom en sagte Jamren. Det var Fruen. Og saa hostede hun, som om hendes svage Bryst skulde sprænges.

«Du behøver ikke – at jage – mig», sagde Sverre med en Røst uden al Klang, hvori en tilbagetrængt Hulken.

«Naa?»

«Jeg gaar af mig selv. – Farvel!»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.