[13]

Dagmar sad alene, uændset midt i dette store Selskab. Hendes Skjønhed var af denne finere, sjælfulde Art, der mere maa søges i Udtrykket end i Trækkene, en Skjønhed, der vil opdages. Hendes sorte, strenge Dragt med den hvide Linkrave bidrog heller ikke til at fremhæve hende.

Hvergang Rosenius og Fru Berner dansede forbi hendes Plads, sænkede hun de store, bedrøvede Øine, og hendes Hænder famlede krampagtigt om Lorgnetbaandet.

Et Par Herrer nærmede sig med skjønne Ord om det store Billede, hun i disse Dage havde udstillet, og som Kritiken havde rost saa meget. Derpaa gik de med et Buk, uden at bede hende om en Dans, overladende hende paany til hendes traurige Betragtninger.

135Hun vidste, at hun var den mest begavede, den mest berømte af alle disse unge Kvinder, som iaften glimrede her – og dog var hun den mindst bemærkede af dem alle … Hvor Skjønheden, særlig den grovere, der aabenbarer sig i blomstrende Hudfarve og fyldige Former, virker bestikkende paa en Mand! Ligeoverfor den spiller sjælelig Begavelse, den være saa høi den vil, Stedbarnets Rolle. En Kvindes Geni virker heller afskrækkende end dragende paa Manden. Hun maa besidde en høi Grad af Ydmyghed og Ynde, for at han skal kunne tilgive hende denne Aandens Overlegenhed.

Dagmar erindrede alle de Lovtaler, Aviserne havde ydet hendes sidste Maleri, og med et bittert Smil tænkte hun paa, hvor lidet Ry kan læge det Hjerte, der vil Kjærlighed og intet andet … O, hvor gjærne byttede hun ikke al hin kolde Beundring mod et rigtigt varmt Ord af et elskende Menneskehjerte …

Og hun saa vemodigt paa den unge, vakre Svenske, der fremdeles valsede med Baldronningen.

Man havde fortalt hende, at en Kunstnerinde bør leve alene, kun ofre sig for sin skjønne Opgave. – Intet Hjem, ingen Mand, ingen Husmoderpligter … Engang havde hun 136troende lyttet til disse Ord … Nu klang de for hende som hule Fraser, Paafund af en overspændt og sygelig Romantik … Netop en Kunstnersjæl, der længes stærkere og føler dybere end Andre, trænger dobbelt til at overrisles af Følelsens varme Kilder, at leve Kjærlighedens rige, inspirerende, evigt foryngende Liv – ellers visner den som en forsømt Plante og dør …

Det gav et Stød i hende. Han stod pludselig ved hendes Side, han, som havde overseet hende hele Aftenen. Nu gjaldt det at beherske sig, at fornægte denne stakkels, ømme Følelse, som hun nys i sin Tanke havde givet saa megen Frihed og Livsret.

Hun bøjede instinktmæssig Hovedet. Hun kunde ikke forhindre, at Rødmen steg op i hendes blege Kinder, men hun kunde holde Aandedrættet tilbage, saa at Brystet ikke gik saa høit, og hun kunde skjule Blikket, saa han ikke opdagede alle dets tause, kjærlige Bebreidelser …

«Tør jeg udbede mig næste Française, Frøken Dagmar?»

Hun svarede ikke straks, ræd for at hendes dirrende Stemme skulde forraade hende. Hun førte Lommetørklædet mod sine tørre, brændende Læber.

137«Tak, jeg danser ikke».

Han gjorde et forlegent Buk og snoede sin lange Moustache.

«Ah, De vil ikke, Frøken?»

«Jo – men jeg kan ikke».

Der var kun halv Sandhed i disse Ord. Hun havde lært at danse, men hendes store, stoute Skikkelse tog sig ikke ud i en Balsal. Hun havde engang, da hun figurerede i en Kvadrille, bemærket nogle ironiske Øiekast hos de Omstaaende, og det var nok for hende til aldrig mere at sætte sin Fod paa Gulvet.

Der er intet, som en Kvinde frygter mere end at blive ugratiøs.

Han bad om at faa Lov at tage Plads ved hendes Side. Hun nikkede stumt. Hans Arm berørte hendes, idet han satte sig. Uvilkaarligt sitrede hun.

«Hvor Deres Veninde gjør Lykke iaften», sagde han, da Fru Berner hoppede forbi ved Attachéens Arm. «Hun burde altid bære rødt; det klæder hende charmant».

«Fru Berner er ikke min Veninde», svarte Dagmar koldt.

«Ah – saa? –» Rosenius snoede atter sin ulykkelige Knebelsbart.

«Det er et almindeligt Bekjendtskab. Jeg har aldrig i mit Liv seet hende før hun kom 138hid til Rom. Hun nærmede sig mig først, hun aflagde en Visit paa mit Atelier».

«Maa jeg takke Dem for Deres herlige Billed», sagde han for at vende Samtalen, «jeg blev ganske begejstret over det… Der er en Stemning deri, saa dyb og fin, som kun en Kvinde magter det, og samtidig en Sikkerhed, en Kraft, som man ellers blot finder hos Mænd».

Hun kastede et Sideblik paa ham. Hin særlig mandlige Egenskab var just ikke den, som gav hans Ansigt Præget. Det var saa vegt, Brynene saa blødt tegnede – men mon det ikke var netop paa Grund af denne Svaghed, at hun elskede ham? Hun var jo stærk nok for dem begge…

«De bærer med Rette en Dronnings Navn, Frøken Dagmar… Den Krone, som smykker Dem, er Geniets – den eneste Krone, som har Værd, fordi den er uforgjængelig. – Tillader De, at jeg drikker med Dem?»

Den fadeste Kompliment, sagt i dette klingende svenske Sprog, hvori de «stora minnen» ligesom majestætisk ruller, fik for hende en vidunderlig Vellyd. Hvem bryder sig om Teksten, naar blot Musiken er deilig? Hun syntes, det svenske Sprog var det Fagreste, hun vidste. Det havde det italienskes 139Blødhed og Vokalrigdom tilligemed den malmfulde Styrke, eiendommelig for den nordiske Tunge.

Hun lyttede mere til hans Stemmes Klang end til selve Ordene … Det sang og summede for hendes Øren … En behagelig, næsten vellystig Træthed faldt gradvis over hende… Det var, som man en hed Sommerdag lader sig synke tilbage i den kjølige Sjøes Dybder – man føres af Strømmen … Al hendes Villie slappedes … den blev borte paa denne bløde Fart … Kun én Tanke holdt hun fast paa midt i Drømmens søde Voldtag: han var i Nærheden, hun indaandede samme Luft som han …

Han havde reist sig og kom nu tilbage med to fyldte Glas. Hun saa paa ham og af den forhøiede Glans i hans smukke, graa Øine, af hans elskværdig dumme Smil mærkede hun, at han allerede havde smagt paa den stærke Romervin.

«Ja, leve Kunstens Dagmar!» raabte han pathetisk. «En Skaal for Deres yndige Fødeland, for det lille, ved sin Intelligents store Danmark».

Hun rødmede og nippede til Glasset. Han var saa alvorlig, saa ydmyg ridderlig just i dette Øieblik. Endelig gik han. Fru Berner 140vinkede ham til sig med en Bevægelse af sin Vifte.

Men af denne lille Skaaltale levede Dagmar Resten af Aftenen. I Sekundet var hun lykkelig …

Fru Pehrsen, der hele Tiden havde klaget over «Hovedpine» (saa kaldte hun sine Brystsmerter) brød først op. Sverre maatte gjøre Følge og var meget lei derover. Det Sidste, han saa, var Andrea, der smilende hørte paa en vestlandsk «Regla», som Lyder fortalte.

Der boblede noget, som ikke var af det Gode, op i Sverre, idet han betragtede Parret. Det samme Smil havde Andrea nylig givet ham, netop paa denne Vis havde hun bøiet Hovedet, velvilligt lyttende, en Smule tilside.

«Den Bonde-Tamp Lyder!» mumlede han og gik med Moderen. «Uf!» –

Andrea havde stor Lyst til at sige Lyder, hvilke Fremskridt Sverre havde gjort i Norsk, men saa huskede hun sit Løfte og taug.

Kort efter gik Ministrene med Gemalinder, hvad der for «den fornemme Del» af Selskabet var Signalet til Opbrud. Skram forsvandt (han skulde have den Ære at ledsage en svensk Baronesse til Hotellet), og Pehrsen, der ogsaa vilde regnes til «la crème 141de la crème» (som Skram kaldte det), fulgte Exemplet.

Men Andrea tilligemed Moderen og Lyder blev i «Foreningen» lige til over Midnat, og de tillod at more sig – uden Ministrene og «den fornemme Del».

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.