[18]

Tre Mennesker var samlet i Dagligstuen – og taug. At tie var forresten deres sædvanlige Beskjæftigelse, særlig over Middagen. Fruen laa paa Sofaen og krøllede en Avis mellem de magre Fingre, Sverre rullede sig en Cigaret, og Pehrsen gik med den krøgede Holdning, der var ham egen, og med Hænderne paa Ryggen, op og ned. Det bløde Gulvtæppe dæmpede Lyden af hans Skridt.

Fem Minutter varede denne Taushed; imidlertid hørte man Udraaberne paa Gaden skrigende falbyde Blomster og Frugter.

Endelig sagde Fruen efter en skjult Gaben:

«Mon vi ikke snart burde g’ie et Selskab, Pehrsen?»

Mandens Svar bestod i en uhøflig Brummen.

186«Vi har allerede modtaget saa mange Visitter – se, Brikken der er jo næsten fuld af Kort – og desuden har vi flere Gange været udbudne. Det er nu paa Tide, tænkte jeg, at vi gjør Gjengjæld – eller, hvad mener du, Pehrsen?»

«Lad mig dog engang være i Ro. Disse kjedelige, huslige Sager! – Du ved desuden, over Middagen – min Fordøielse. Ja, altid plager du mig».

Sverre kastede det gamle, fiendtlige Blik paa Faderen. Naar Pehrsen var i ondt Humør, maatte Hustruen vogte sig og være Diplomat. Han fiskede ordentlig efter et uvenligt Udtryk, en uafhængig Meningsytring, hvorved han kunde hænge sig, og som kunde tjene til Afløb for hans Galde.

«Men du maa huske paa din Stilling, Pehrsen», sagde Fruen, som kjendte hans svage Side, «du er i vor skandinaviske Kreds her en af de Første, de Rigeste, du omgaaes med Ministrene og Attachéerne – ja, du har som sagt en Stilling, du maa repræsentere».

Træt af evig at bekjæmpe og modsige den stride Mand, snakkede hun ham undertiden efter Munden – og kjøbte sig ved disse feige Indrømmelser et Øiebliks Ro, denne Hvile, som hun, Patienten, høilig trængte.

187«Det var ikke saa dumt sagt – igrunden har du Ret. Jeg maa repræsentere. Men hvad Selskab skulde vi saa give?»

«En liden Middag, havde jeg tænkt mig».

«Nei, det er baade for kostbart og heller ikke fint mere. Det kan due hjemme i Kristiania, al denne Opdækning af Mad, ikke her i Rom. Ministrene og de Fornemme her by’r kun til The, ved du – og saa et Glas Vin senere hen paa Aftenen».

«Maaske det blir bedst», svarede Fruen og indtog en mageligere Stilling i Sofaen. Hun syntes, hun havde anstrengt sig nok.

Naar Pehrsen vilde dadle noget eller nogen, sagde han altid: «Det er ikke fornemt», eller: «Han er ikke fin nok», indbildende sig selv at være et Mønster paa en Verdensmand, en Aandens Aristokrat, mens Sandheden var, at hans mangelfulde Opdragelse, hans plebeiiske Manerer gjorde ham til stadig Skive for hans Omgivelsers Spot.

Skram kaldte ham «Parvenu», vistnok ikke uden Grund. I samme Stund Pehrsen blev den rige Mand, søgte han ogsaa at blive «den fine Mand», «Jentelmanden», som han selv udtrykte sig. Dette «gentleman-like» bestod dog hovedsagelig deri, at han klædte sig rigere og smagløsere end Andre (han bar saaledes altid 188nogle kjæmpestore Lommetørklæder af gul og rød Silke), at han skrev sine Breve paa tykt, engelsk Papir med sit Navne-Ciffer over (havde han korresponderet med Rangspersoner, vilde han have lært, at disse bruger ganske almindeligt Papir til sin Brevveksling), at han bukkede sig til Jorden for en Overordnet, mens han neppe gad røre ved Hattebremmen, naar en ringere Stillet hilste paa ham.

Skinnet gjaldt ham overhovedet mere end Virkeligheden. Af denne Grund likte han ret godt Skram, hvis elegante Dragt og adelige Bekjendtskaber høilig imponerede ham, hvorimod han havde lidet tilovers for den jævne Lyder, der i Pehrsens øine foruden sin «Bondskhed» og sin Uvillie til at bære Handsker ogsaa havde den Feil, at han befattede sig med at skrive Vers.

Pehrsen foragtede Poesien af hele sin Bourgeois-Sjæl. En «Digter» var i hans Mund et Skjældsord, som han undertiden gav Sønnen, naar denne kom med en Ytring, der svævede ud over Trælast og Smørtønder. –

Lyder kom samme Dag for at tale med Sverre. De var ene paa dennes Kammer. Det viste sig her, at Lyder, trods al Faderens Tro derpaa, vilde afgivet en meget slet Diplomat. Uden al Indledning, harm og rød, greb 189han Sverre i Skulderen og skjændte ham Huden fuld, fordi han saa grovt havde villet narre Andrea. «Men Falskhed slaar sin egen Herre paa Halsen», sagde han. «Du, der spotter over alt Norsk, du, der kalder Folket for en tankeløs Flok af Kjør, der følger blindt Bjeldekoen, du, der sætter en udlevet Adelsmand over den dygtigste Borger, du gaar hen og indbilder Andrea Storm, at du er Maalmand og Frihedsven. – Du maatte skamme dig som en Hund, maatte du».

Sverre søgte ikke engang at forsvare sig, men gned blot den høire Haand nervøst ned ad Siden. Det forknyt Hjælpeløse, der undertiden faldt over ham, mærkede atter hans Holdning. Nu forstod han, hvorfor Andrea hin Aften havde passeret ham uden at ville gjengjælde hans Hilsen.

Lyders Harme svandt straks. Han havde ventet Grovheder, og han fandt en Svaghed, ligeoverfor hvilken hans gode Hjerte var modstandsløs.

«Hvordan kunde du dog gjøre dette, Sverre?» sagde han endelig i en mildere Tone. «Jeg tror, du maa være bleven rispende gal».

«Er Andrea – jeg mener Frøken Storm – meget sint paa mig?» spurgte tilslut Sverre.

190«Ja, det kan du vel vide – Tosk som du er! Hun vil ikke se dig mere».

«Bah! – Jeg skriver et Brev – jeg undskylder mig – en fatal Misforstaaelse».

«Naa, det blir din Sag», svarede Lyder og gik sin Vei. Sverre stod igjen og bed grublende paa sine lange, velsoignerede Negle.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.