[22]

Det var Aften, efter Spisetid. Pehrsens sad alene i sine leiede, romerske Værelser, hvis Præg af Tomhed, af personlighedsløs Hotel-Smag mindede om deres triste Hjem i Homansbyen. Her var som der ydre Elegance, uden Spor af at kjærlige Hænder havde ledet og ordnet. Hvad vi kalder Hygge, denne Blanding af Comfort og Gemyt, manglede.

Pehrsen, Frue og Søn holdt paa med sin gamle Sysselsættelse: at tie. Fruen havde en Art rød Turban om Hovedet (det betød, at hun var lidende, og at hun ønskede denne Lidelse respekteret af Pehrsen ved større Hensynsfuldhed), Pehrsen røg med bevidst Nydelse af en lang Pibe, Sverre sad og dreiede de lange, smekre Fingre ind i hverandre, betragtende sine blegrøde, velsoignerede Negle. 228Han saa bleg, næsten sygelig ud. Nu og da kastede Moderen et bekymret Blik paa ham.

Stilheden i Stuen var saa stor, at man hørte de Forbigaaendes Fodtrin ude paa Gaden og Kobberkarrenes Raslen ude i Kjøkkenet. Pigerne var beskjæftiget med at vaske dem ren.

Pludselig ringede det. Alle Tre skvat op.

Fruen førte Haanden med et klagende Udtryk mod sin Pande, og saa hostede hun. Hvad kunde denne Ringen betyde? Saa silde? – Og det var heller ingen sædvanlig beskeden Ringen, der melder et Besøg, denne var forretningsmæssig brutal, som naar Postbudet trækker i Klokkestrengen.

Paa et Vink af Faderen reiste Sverre sig og gik ud for at lukke op. Han kom tilbage med et Telegram i Haanden. I Taushed rakte han det til Faderen.

Pehrsen var som Handelsmand, der sad i stor Forretningsførelse, vant til ofte at modtage telegrafiske Depescher, og han aabnede den derfor med stor Sindsro.

Han læste den, skarpt iagttaget af Hustruen og Sønnen, læste den endnu engang, foldede den saa omhyggeligt sammen og stak den roligt i sin Lommebog. Fruen havde dog mærket, at Pehrsens forgræmmede Mundvig i 229Sekundet havde bøiet sig dybere nedad – og dette vakte hendes Nysgjerrighed.

Pehrsen stak atter sin Pibe i Munden, den var udbrændt, han stoppede og tændte den – alt saa vanemæssig langsomt – og gik op og ned ad Gulvet, en Smule stilfærdigere, mere krøget end han pleiede.

Spørgende saa Hustruen og Sønnen paa ham; de anede, at der var sket noget, men vovede ikke at fritte ham ud.

«Far er død», sagde Pehrsen omsider, og pustede ud en lang, kruset Røgsky.

Fruen gjorde en Bevægelse, som om hun vilde ytre noget, maaske hun havde en eller anden konventionel Condolance-Frase paa Tungen, men saa mødte hun Mandens Blik – og taug.

Men Sverre holdt op med at dreie Fingrene om hverandre. Han saa ligesom bestyrtet paa Faderen, der fortsatte sin rolige, besindige Gang over Gulvet, uden at mæle et Ord videre. Der blev heller ikke fra nogen af Siderne talt mere om den Sag.

Tausheden blev tilslut trykkende, det var, som om den fortættede sig og kvælende som tykke Taager fyldte Værelset.

Sverre trak Pusten, som om hans Hals snørtes sammen.

230En Stund efter gabede Pehrsen. Man kjendte Signalet og gik tilsengs.

Det blev Nat. Alt var stille i Huset. Kun En vaagede. I et lidet, tarveligt møbleret Kammer som en Skoleguts, fuldt af Bøger og Papirer, sad en bleg, forlæst Yngling, halv paaklædt ved Skrivebordet, og undrede sig over, hvilke ugranskelige Dybder, der kan findes i et Menneskehjerte, hvad det kan dølge af Ondt og Godt, og drømte samtidig med Vemod om den Bedstefar, han aldrig havde kjendt, men af hvem han vidste sig høit elsket, denne gamle, skrøbelige Bedstefar, hvem hele Familien havde fornægtet, som man fornægter et forlorent Subject.

«Med hvilken oprørende Flegma Papa modtog Sørgebudskabet! … Ak, om jeg døde imorgen, vilde han sikkerlig ta’ sig det lige let … Denne Mand er uden Hjerte – og denne Hjerteløse er min Far – men derover er det just, at jeg bryder mit Hoved itu».

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.