Ja, Sverre var ulykkelig! – Da han hin Nat flygtede bort fra Hjemmet, havde han først irret omkring i Gaderne uden Maal. Nattevinden kjølte efterhaanden hans kogende Blod. Ovenpaa Raseriet kom Reflektionen. Han satte sig modløs paa en Trappesten. Fra sin vilde Sorgs Høide steg han nødtvungen ned til den nøgterne Betragtning af Situationen.
Et slog han fast. Han vilde ikke mere vende tilbage til Faderen. Men hvor skulde han saa ty hen? Af Venner havde han desværre ingen! Med Lyder havde han brudt og han vilde ikke udsætte sig for en ringeagtende overlegen Behandling ved at opsøge Skram. Maaske denne først holdt en Moralpræken for ham og siden med Magt førte ham tilbage til 267Faderen, som en Skolegut, der er deserteret fra sine Lektier.
En Gaslygte stod i Nærheden. Han reiste sig, og ved Lygtens Skin undersøgte han sin Portemonnaies Indhold. Det var tarveligt nok! – Han regnede op igjen og op igjen, men Resultatet blev dog det samme: 13 Lirer og 5 Cent. – Med det kom man just ikke langt.
Hvorfor havde dog altid Faderen holdt ham saa knapt? Havde han nu havt Penge nok, kunde han kjøbt sig en Jernbanebillet til Wien, hvor han havde en god Bekjendt, en ung Læge, som studerede der. Denne kunde saa hjulpet ham videre.
Han erindrede, at han her i Rom havde et Par italienske Omgangsvenner, nogle unge, snusfornuftig-überschwänglicheüberschwängliche] (ty.) overveldende Studenter, men til disse Kammerater, der «tænkte i Positiv og talte i Superlativ», havde han ikke stor Tiltro. Neppe en af dem vilde give ham Husly.
Han begyndte atter sin planløse Vandring gjennem Gaderne. Uden at han vidste det, havde han passeret Tiberen, og var paa den anden Side i Trastevere. – Et lidet, elendigt Hus med en Lygte foran det prangende Dørskilt vakte hans Opmærksomhed. Han havde før engang paa sine Spaserture seet det.
268«Albergo della Luna» stod der og en gul Halvmaane var malet paa Skiltet.
Om han tog ind i dette simple Værtshus? – For sine faa Lirer kunde han leve der skjult et Par Dage, og saa se Tiden an. – At banke paa et fint Hotel, nyttede ikke. For det første vilde det være saa kostbart, desuden vilde man neppe modtage ham, der kom uden al Bagage.
Den Nat sov Sverre i «Albergo della Luna», hvis man kan kalde disse hans urolige Feberdrømme for Søvn. Hele næste Dag sad han inde som en Fange; man bragte ham Maden paa hans Værelse. I Skumringen først sneg han sig ud og søgte op en af sine romerske Bekjendte, en ung Literat, hvem han bad om at skaffe sig lidt Afskriverarbejde eller nogle Sprog-Informationer. Sverre skrev nemlig og talte de fleste moderne Sprog med samme Lethed, et Fortrin hos Sønnen, hvorover Pehrsen, der selv kun kjendte en Smule Engelsk, var meget stolt. – Ja, han vilde nu for Alvor ernære sig selv! – Heller lide Nød og Sult, men være uafhængig, end derhjemme i al Husets Overflod blive hundset af Faderen.
«Mama vil ta’ sig det mest nær,» tænkte han og saa længe paa Moderens Portrait, som han havde hos sig. «Hun vil savne mig, Stakker! – Men hvad er der at gjøre ved det?»
269En Middag hørte han, at Værten hviskende talte med en Politibetjent. «Mache,»Mache] (it., eg. «macché») nei sagde Betjenten til den bestyrtede Vært, «non é un ladro, caro Padrone, ma un Signorino, un Galantuomo – Solamente un poco pazzo.»non é un ladro, caro Padrone, ma un Signorino, un Galantuomo – Solamente un poco pazzo] (it.) Det er ikke en tjuv, min gode mann, men en herre, en gentleman. Han har bare en skrue løs.
Sverre sitrede. Var man paa Sporet efter ham? Det var jo om ham, man talte. – Nei, Gudskelov, Tyv var han endnu ikke –
En halv Time efter kom Faderen til ham. Politiet havde givet ham Underretning – og han havde maattet betale en god Douceur derfor.
Sverre sad netop og grublede over sin Portemonnaies Tomhed. Han havde betalt Værtens Regning for disse Dage, og havde nu blot et Par Soldi tilbage. Iaften maatte han desværre gaa sulten tilsengs, hvis ikke Værten gav ham Credit. Ved det uventede Syn af Faderen tabte han Portemonnaien paa Gulvet og dens faa Kobbermynter rullede udover.
«Hvad vil du?» stammede han, paa engang trodsig og bange.
Da Pehrsen mærkede, at Sønnen var i god Behold, frisk og sund, glemte han alle sine Forsætter om at vise Mildhed og Overbærenhed. Det gik ham som hine Katholiker, der narrer Madonna for alle de i Angstens Stund lovede Gaver.
270Hans Henvendelse til Sønnen lignede mere Trusler end Bønner, men hverken gode eller onde Ord gjorde nu mere Indtryk paa Sverre. Han holdt fast paa sin engang tagne Beslutning med en sløv Urokkelighed, der paa engang forbausede og imponerede Faderen, der var vant til, at Sverre viste ham blind Lydighed.
«Men hvoraf tænker du da at leve, Gut? Du kan da ikke bo her i dette Hul hele din Tid!» Han betragtede Værelset med dets værkbrudne Stole, en Jernseng som paa et Hospital og et Krucifix paa Murvæggen. «Med disse» – han pegte paa Smaaskillingerne paa Gulvet, «kommer du ikke langt, og andre Penge har du vel ikke? Din Fremtid –»
«For min Fremtid skal jeg selv sørge. – Vær rolig!»
«Se, se!»
«Jeg blir foreløbig boende her – En italiensk Ven har lovet mig noget Afskriverarbeide – Og saa vil jeg levere Oversættelser – denne Gang skal du ikke hindre mig lige som sidst i Kristiania –»
«Haha! – Ja, dermed skal du bli’ rig! – – Barn! – Kom saa! – Jeg betaler Værten. Marche!»
Sverre rørte sig ikke.
271Pehrsen gik, ved Døren standsede han som om han havde faaet en Idé.
«Din Mor la’r dig hilse.»
«Hvorfor kom hun ikke med dig?»
«Fordi hun holder Sengen – hun er syg – meget syg. – Hun vilde endelig staa op og springe herned til dig, men Lægen forbød hende det … Hun havde heller ikke havt Kræfter dertil.»
«Men hvad feiler hende da?» spurgte Sverre angst.
«Det er Brystet – hun spytter Blod – Gud ved, hvorlænge vi kommer at beholde hende.»
«Og det siger du mig først nu! – Stakkels Mor! Stakkels Mor! – Og jeg er maaske Skyld deri?»
«Hun fik et Anfald samme Nat, du forlod os.»
Sverre sank ned paa Sengen. Da han saa op, var Faderen borte. Pehrsen vidste vel, at den skjulte Bøn i Hilsenen fra hans syge Mor vilde virke mere end alle hans Overtalelser.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
John Paulsens roman Familien Pehrsen kom ut i 1882 og ble fra start oppfattet som en dårlig fordekt og fordreid framstilling av Henrik Ibsen og hans familie. Ibsen-koblingen gjør romanen så interessant at den må regnes som selve kroneksempelet på sjangeren nøkkelroman her til lands.
Familien Pehrsen består av grosserer Pehrsen, som skildres som en som gjør sitt ytterste for å nå høyere sosiale lag og som suger til seg all heder som han tror kommer hans vei, hans sønn Sverre, med «Napoleon-kompleks», og hans kone Sofie, «en liden, svagelig Dame med et Par store, mørke, forgrædte Øine i det blege, udtærede Ansigt».
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1882 (nb.no)
I sin samtid var John Paulsen en anerkjent forfatter, men i den grad han huskes i dag er det nok enten for nøkkelromanen Familien Pehrsen eller for sine nedskrevne erindringer om mange av datidens kjente personer.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
