[30]

Fru Pehrsen var i Bedring. Hun var alene. Hun laa paa Sofaen og læste i en Avis. Pludselig skalv hun og en hektisk, begrændset Rødme steg op i hendes indfaldne Kinder.

Avisen faldt paa Gulvet – og hun i dybe Tanker. Uforvarende havde hun stødt paa et Navn, paa hans, Kunstneren, den Forsmaaede, Helten i hendes uskrevne Roman.

Han var nu en Størrelse. Efter en aarelang Kamp, ovenpaa Savn og Møie, al den Forsagelse, der kan følge med et ensomt Kunstnerliv, havde han endelig brudt igjennem. Anerkjendelsens, Triumfens Time var endelig slaaet ogsaa for ham. Hans sidste Billede, et Mesterværk, var bleven indkjøbt af Staten for en høi Sum. I Alles Munde var nu hans Navn.

Om hun var bleven hans Hustru? Hun 298med sin Fantasi og sine uklare Længsler vilde passet saa godt til Kunstnerkone … Gamle, besnærende Drømme bankede atter paa hendes Hjerte … Over tyve Aar var nu gaaet hen siden hin Dag, Moderens Magtbud skilte hende fra ham, «Maler-Pjalten», «Væggesmøreren», paa hvis Fremtid den praktiske Mor ingen Tro havde – og i al denne lange Tid havde hun dog aldrig rigtigt kunnet glemme ham. Hvergang hun havde seet et skjønt Billede, havde hun tænkt paa sin Maler og hvisket: «Det vilde ogsaa han kunnet gjort.»

Og saa undrede hun sig over den uendelige Seighed, den næsten vanvittige Troskab i Følelsen, der er eiendommelig for Kvinden, og hun spurgte bedrøvet sig selv, hvorfor disse store Egenskaber saa sjeldent finder sin Anvendelse i Livet, sin Opgave at løse, sit Maal at leve for …

Mon det f. Ex. kunde være den oprindelige Bestemmelse, at hendes Hjerte skulde trædes langsomt under Fødder af en Pehrsen?

Og hun maatte indrømme, hvad der øgede hendes Bedrøvelse, at han for en Del havde gjort dette med Ret – thi hun havde jo bedraget ham. Hendes Brøde mod Manden havde været, at hun ikke havde bragt Kjærligheden 299og Glæden til hans Hjem, kun Savnet over en Anden …

Hendes Fantasi udmalte forførerisk hvad hun havde tabt ved ikke at tilhøre «denne Anden» og hun faldt over i en saar Graad som et Barns … Hele hendes liv forekom hende saa tomt, saa trist, saa forfeilet … Det vilde Gudskelov snart slutte, det var hendes Trøst …

Det kræmtede ved hendes Side. Pehrsen var stille, næsten lurende kommen ind i Stuen. Hun fo’r sammen og vendte saa Ansigtet mod Væggen for at skjule sine Taarer. – –

– Men for Sverre blev Hjemmet mere og mere utaaleligt. Faderen havde knurret fordi at Sverre spiste alene paa sit Kammer og bebreidet Fruen, at hun føiede Gutten i alle hans Luner. Han forlangte, at Sverre for Eftertiden skulde spise ved samme Bord som Forældrene – eller han kunde være uden Mad. Budet «Hædre din Fader og Moder» stod Gudskelov endnu ved Magt.

Men istedetfor at komme ind i Spisestuen sneg Sverre sig under allehaande Paaskud bort fra Hjemmet, den ene Aften efter den anden. Snart var det en Theaterforestilling, han endelig maatte se (RistoriRistori] Adelaide Ristori (1822–1906), italiensk skuespillerinne optraadte just 300i de Dage) snart havde han en Indbydelse til et Ungkarle-Lag.

Sandheden var, at han var kommet i slet italiensk Selskab, og at han begyndte at skeie ud. Den strenge, tyranniske Opdragelse, Faderen havde givet ham, bar nu sine sørgelige Følger. Ovenpaa enhver unaturlig Tvang følger altid Reactionen. Giv et sundt, velvoxet Menneske Spændetrøien paa, og det Første han gjør, efter at være bleven kvit den, er at strække sine Lemmer, at springe som en Vild for derved at prøve om han endnu har sine Kræfter i Behold.

Sverres onde Aand var en ung, sortsmudset Neapolitaner,ung, sortsmudset Neapolitaner] stereotyp fremstilling som følger oppfatningen av folk fra Napoli som sjarmerende svindlere kaldet Marini, hvis Doktorgrad ikke hindrede ham i at være ligesaa uvidende som udannet. Med den evige Cigarstump i Mundvigen og uden en Skilling i Lommen, var det hans Opgave at flaa de unge Fremmede, hvis Bekjendtskab han tilfeldigvis gjorde paa Kaféerne. Han levede paa deres Bekostning og var til Gjengjæld deres Cicerone, Morskabs-Arrangeur, Lakai, Kobler, alt, hvad de vilde. Hvad man kalder Æresfølelse var for Dr. Marini et fremmed Begreb.

Sammen med denne nette Herre og et Par Ligesindede undersøgte Sverre «det natlige Rom». Snart havde det ikke flere Hemmeligheder 301for ham, alle dets Kneiper og Sangerbuler kjendte han.

En Nat, da vort lystige Selskab forlod et berygtet Hus, paa hvis Skjønheder de havde spenderet Champagne, foreslog Dr. Marini, at man i Maaneskinnet skulde kjøre ud til Kolosseum istedetfor at tage direkte hjem. En af Husets Piger, en liden, blond Venetianerinde, tog man med sig i Vognen, lovende Værtinden at bringe hende uskadt tilbage om en Time.

Med Hujen og Pidskesmeld fo’r man afsted. Men Sverre havde den Blonde paa sit Fang, hendes krusede Haar kriblede mod hans hede Ansigt, og hun fortalte ham, at hans sorte Øine var det Vakreste, hun havde set. – Men Sverre drømte om, at det var Andrea, han holdt i sine Arme, den stolte Andrea, og han knugede hende endnu tættere ind til sig.

Man naaede det berømte Gladiator-Theater.

Præsterne har reist et Kors i det Indre af Kolosseum, for derved at hellige Stedet og banlyse alle Rester af Hedenskabet. Men denne Nat spilledes derinde, bag de gamle Travertin-Mure en Scene, saa vild og burlesk, at den atter bragte i Erindring alle hedenske Sagn om elskovsøre Fauner og tumlende Bakkanter.

302Den Blonde og Sverre var de Kaadeste. Dr. Marini havde været saa forsynlig at tage med et Par Flasker Champagne, men Glas havde man glemt. Propperne sprang iveiret som Raketter, og den stærkt mousserende Drik gik under Latter og Hujen fra Mund til Mund. Den Blonde fik Champagnen, som hun maatte drikke af selve Flaskehalsen, i Vrangstruben, Dr. Marini holdt hende spøgende under Armene, og Sverre dunkede hende i Ryggen, mens hun med Champagneskummet om de sminkede Læber prustede og vred sig som et vildt Dyr. De tomme Flasker slyngedes til slut med Kraft mod Muren. De knustes med en Larm og Rabalder, som Ekkoet gjentog og bragte forstærket videre til hver Krog i den øde Bygning, hvoraf Flaggermusene fo’r skræmte op. Selskabet lo endnu høiere og raaere, skreg og jublede. Den Blonde klappede i Hænderne og raabte «Bravo».

Pludselig, som skudt op af Jorden, stod to Politibetjente midt mellem dem.

Man havde forstyrret Nattefreden. Hele Selskabet blev opfordret til at følge med paa Stationen.

Sverre, der strax tænkte paa sin Far og dennes Frygt for Skandalen, sitrede som et 303Løv. Han blev med et ædru. Han forsøgte at liste sig væk, men Politibetjentene standsede ham med et brutalt Ryk.

Dr. Marinis Aandsnærværelse reddede dem foreløbig ud af Faren. Han gav ismug den ældste af Betjentene alle Selskabets rede Penge som «en liden Drikkeskilling» og forsikrede ham, at de var «galantuomini», at de imorgen af sig selv vilde indfinde sig hos Politiet og betale sine respektive Mulkter. De kom fra et lidet Gilde, de var glade, for glade, men han og hans Ledsagere var «Inglesi», Fremmede, der ikke kjendte Roms velvise Love m. m.

Betjentene modtog Sverres og Dr. Marinis Visitkort og fjernede sig med Formaninger til Selskabet om ikke paany at gjøre Optøier. Hvor ugjerne udleverte ikke Sverre sit Kort (hans Adresse stod desværre paa det), men han var nødt dertil. Han havde intet andet Valg.

Men den Blonde græd bitterlig og vilde strax tilbage til Værtshuset. Hvad vilde vel «la padrona», der var saa nøie paa det, sige til denne Historie? Hun blev ganske bestemt jaget bort. Aa, denne stygge Champagne! Den var Skyld i det Hele! Hun 304vilde aldrig mere smage paa den djævelske Vin …

Sverre lyttede til hendes Klager og tænkte paa sin strenge Far. – Truede der ikke ham noget lignende? Hvordan vilde det være muligt at skjule det Passerede for Faderen?

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.