[33]

I sit eget Værelse, ved Siden af Sygestuen, gik Pehrsen op og ned. Af Doktoren havde han netop faaet den sørgelige Vished. Han knugede Hænderne mekanisk ind i hinanden og gjentog hele Tiden med et fjollet Smil:

«Sverre dø – Ja saa da! – Sverre dø – Ja, saa – – Sverre dø, dø,
dø – – –»

Doktoren kunde ligesaa gjerne givet ham en ægyptisk Hieroglyf at læse som dette Budskab. Han fattede det ikke – men hvor kan en Fader ogsaa fatte det, at han skal miste sin Søn, sin eneste? … Verden kunde ligesaa gjerne staa stille, Havet strømme over sine Bredder, Solen begynde at opføre en vild Dans mellem Himmel og Jord – det havde ialfald været ham forstaaeligere …

319Sverre dø – og det allerede idag … Ikke engang en liden Frist, en liden Udsættelse – Han, som igaar havde været saa frisk og sund – kun en Nat imellem –

Han satte sig ved Bordet og støttede sit værkende, fortumlede Hoved i Hænderne. Det hamrede derinde i Panden, det brusede som i en sydende Kjedel, til andre Tider forekom det ham, at hans Hjerne var tom, udblæst, udpresset som en brugt Citron … Tankerne slap ham … de strøg sine egne forvirrede Veie … Han havde ikke Kraft til en slig aandelig Anstrengelse som til at samle dem … Han stirrede mekanisk paa Tapetet – det var mørkerødt med sorte Arabesker, han lagde for første Gang Mærke til disse Arabesker, hans Øine vilde ikke slippe dem – de snoede sig jo som Slanger, som sorte Blod-Igler … Hvorfor kunde han ikke blive dette Tapet kvit? Han opbød al sin Villiekraft og vendte sig til den anden Side … Hvad betød det, dette tunge Suk, denne Rallen i Sideværelset? … Ah, nu erindrede han det – – Hans Søn laa jo for Døden derinde …

De uklare Billeder fik efterhaanden fast Støbning … Hele hans Samliv med Sønnen fra Fødslen til idag drog i én Sum forbi …

320Slig ser den Skibbrudne fra Vraget det faste Land stige mod Horizonten.

Sverres første Barndomsaar gled over som en Sky, uden Mærke. Han erindrede kun, at Barnet var stygt, at det skreg, og at denne Skrigen generede ham. Men saa blev Gutten større, og han saa undertiden paa Faderen med et Par Øine saa store, saa sky, saa tankefulde, at Faderen ligesom skamfuld maatte slaa sine ned … O, disse hellige Barneøine, hvor Uskyldsdrømmen endnu leger, hvor det tabte Paradis ligesom glimter paany! – Pehrsen legte en sjelden Gang med ham, han lærte ham at sætte Tinsoldaterne op i militær Orden, og han snittede en Mast til hans Dukkebaad, hvergang denne knak over … Gutten betragtede ham da glad beundrende, dog altid en Smule sky – denne Skyhed, der desværre aldrig skulde svinde ligeoverfor den alvorlige Fader …

Ja, hvor stille og klog havde ikke Sverre været som Barn … I lange Timer kunde han sidde rolig i sin Krog med Billedbogen i Fanget – man mærkede ikke engang, at han var inde i Stuen … Og hvor flittig, hvor lærvillig, hvor omhyggelig for sine Sager! … Hans Bøger saa altid ud som var de nye – han havde Varebind om dem og aldrig sled 321han dem paa Hjørnerne – Med hans Klæder var det samme Tilfældet – Han fo’r saa pent med dem, børstede dem selv, og lagde dem hver Aften, Stykke for Stykke, i smuk Orden paa Stolen ved sin lille Seng –

Og saa gjorde han undertiden Faderen Spørgsmaal, saa dybe og forstandige, at denne forvirredes. Han vidste jo intet Svar.

Dette havde været Lykke – han forstod det først nu – nu, da alt var forbi –

Og siden Sverres Triumfer paa Skolen, Udmærkelserne ved Universitetet? – Pehrsen havde levet Livet op igjen, idet han med en Jubel, der ikke var mindre oprigtig, fordi den var dulgt, fulgte sin Søns Udvikling – Hver Glæde, Sverre havde, blev ogsaa hans, han delte med ham hver Æresbevisning. Naar Sverre kom hjem og fortalte, at han var rykket op i Klassen, at han var den Første, hvor havde da hans Faderhjerte banket stolt! Han kunde i sin overstrømmende Taknemmelighed have faldt Gutten om Halsen – Aa, hvorfor gjorde han det ikke, istedetfor at staa dér som en følelsesløs Støtte? Aa, hvorfor gjorde han det ikke? – Hvert paatænkt, men ikke givet Kjærtegn, hver varm Tanke, der ikke fik Udtryk, stod nu manende for ham som en ubetalt Regning, en uopfyldt Pligt – –

322Han kunde ikke skjule for sig selv, at Forholdet mellem ham og Sønnen blev koldere, jo ældre denne blev, jo mere hans Kritik vaagnede. Først havde han taget denne Sønnens Kulde for Tilbageholdenheden hos en fin Natur, Resterne af hans Barndoms Skyhed – men at dette var et Feilsyn mærkede han desværre snart. Sverre havde ingen Fortrolighed til ham. Han havde ikke skjænket Faderen et Kjærtegn, neppe et Haandtryk, siden han var Barn. Naar Forholdet var bedst mellem dem, havde det været som to høflige Kammeraters, hvoraf den ene har Alderens Overlegenhed, mens den Yngre underordner sig. – Ikke mere!

Men hvoraf kom denne dumpe Misstemning? Paa hvis Side var Feilen?

Han krympede sig ved det – men det maatte frem – undertiden havde han havt en Anelse om, at Sønnen ringeagtede ham. Han havde engang sagt til Moderen, mens Pehrsen lyttede i Sideværelset, at han hadede «Lakeisjæle, som krøb for alle», og han havde i samme Aandedræt berørt Faderens ulykkelige Besøg hos Ministeren, hans «latterlige Ordens-Galskab». – Men hvis Pehrsens Vei ikke altid havde været snorlige, hvis han feigt havde bøiet af og lirket nu og da, «krøbet» 323en Smule, puttet Fornærmelserne i Lommen, bukket for de Mægtige, som engang staggede ham, slikket Støvet for deres Fødder, for det Parti, som han i sit Inderste foragtede – hvorfor havde han da gjort dette, villigt lidt alle disse bitre Ydmygelser, denne Spytten sig selv i Ansigtet?

Var det ikke for Sønnens Skyld, for at vinde denne indflydelsesrige Venner, for at berede ham en Fremtidsbane saa glimrende, som kun mægtige Forbindelser og Protectioner kan gjøre den? Man havde smilet af Pehrsens naive Jagen efter Ordener – men hvorfor smilte man? Sin simple Fødsel, Bonde-Herkomsten kunde han desværre ikke forandre og give Sverre et Stamtræ, en aristokratisk Oprindelse – men han kunde vinde for sig al den ydre Ære, Titler og Dekorationer, der ligesom bragte hans lave Extraction i Forglemmelse og samtidig lod Glans falde over Sønnen.

«For Sverre, for Sverre!» havde været hans Livs Løsen.

Da han reiste til Rom med ham, var det i en halv Forstaaelse af at der var noget skjævt i deres gjensidige Stilling, og i det hemmelige Haab, at Sønnen derude, i det Fremmede, nødtvungen maatte slutte sig til 324ham og «bli’ noget mere» for ham … Men, ak, dette var jo ikke skeet, Rivningerne var kun blevet hyppigere … Sverre havde været slem mod ham. Han havde bevist ham, at hans Følelse for Faderen kun havde sit Udspring i – Frygt. Men det var jo Sønnens Kjærlighed han havde villet erobre?

«Sverre vil engang hævne mig paa dig,» lød det pludselig, med sælsom Klarhed i hans Øre.

Hvorfra kom denne Røst? Fik de Døde Mæle? Det var jo Gamlingens Afskedsord til ham, denne stakkels, fattige, skrøbelige Far, som han havde ladet dø derhjemme, ensom og forladt som en herreløs Hund …

«Er der en straffende Gjengjældelse?» spurgte Pehrsen skjælvende sig selv. «Jeg var ingen god Søn – og nu ligger min egen Søn derinde for Døden – og bryr sig slet ikke om mig, skjænker mig ikke en Tanke … Er jeg da død for ham, inden han selv dør? O, min Gud, forbarm dig over mig – forbarm dig over mig – lad ham leve – jeg har kun denne ene Søn – o, lad ham leve …»

I Nøden lærer man at bede, og man lærer endnu mere, at tro paa Undere. Kunde ikke Vorherre lade ske et Mirakel? Han havde gjort det før. Ingenting var jo umuligt for 325ham – den prægtige, snille Vorherre, som sad deroppe i Himmelen, og hvis eneste Bestilling var at hjælpe alle Daarer og tilgive alle Syndere.

Ja, hvis Gud gav Sverre Livet, hvor alt da skulde blive anderledes – Hvor hensynsfuld, hvor øm og overbærende vilde han da være mod Sønnen! Hele Pehrsens fremtidige Levnet skulde blive en lang, ydmyg Takkesang mod Gud for hans Godhed.

Thi han havde ikke forstaaet Sønnen – det mærkede han nu – han havde været for haard mod ham, for lukket, for barsk – – Hans Opdragelsesmethode havde været for spartansk, den havde søgt at udvikle en aandelig Haarførhed, men Gemyttets blidere Krav havde den ikke taget med i Betragtningen. Han havde grebet paa Sønnen som om denne var af Jern, og saa opdagede han, at det var en blød, fin Lervase, der brast itu under hans brutale Hænder … Hvis Sverres Skræk for Faderen havde været mindre, saa var han maaske rolig kommet hjem igaarnat istedetfor at streife om derude i Gaderne – og Ulykken var ikke skeet …

Var han ikke paa en Vis sin Søn, sin eneste Søns Morder?

Pehrsen stak Haandens Knogler ind i 326Munden og bed dem tilblods … Aa, om han nu tabte Forstanden – det vilde dog være en Lise – det var som om der svirrede et Ildhjul om inde i hans Hjerne – Aa, denne Stikken og Gløden – Hvorfor havde Gud ingen Barmhjertighed med ham? – Glemsel, selv Vanvidets, vilde her være en Naadegave – Glemsel – –

Pludselig erindrede han, at Sverre undertiden havde seet paa ham med et Blik saa sælsomt, at Faderen studsede. Det var paa engang spørgende og bedende dette Blik. Det var ligesom han ventede paa noget … Hvad ventede han paa?

Om det havde været paa et varmt Ord fra Faderhjertets Dyb, paa den Tak, som aldrig kom, maaske paa et faderligt Kjærtegn? …

En vild, brændende Anger faldt over Pehrsen, Anger over at han aldrig havde talt, aldrig udtrykt al den uendelige Ømhed, han følte for Sønnen, al denne stærke, tause Kjærlighed, han gjemte som en Skat paa Bunden af sit Hjerte.

Nu forekom det ham, at han havde tusinde Ting at sige Sønnen, tusinde Tanker at betro ham – nu, da det var for sent …

Og den nagende Tvivl, der hele Tiden 327havde luret bag hans bitre Reflektioner, kom nu forstærket, med en tordnende Dommedagslyd, tilbage.

Havde Sønnen nogensinde holdt af ham? Eller havde han aldrig eiet det Barn, han nu for evigt skulde tabe?

Aa, bare han vidste, at dette Sønnehjerte havde været hans, at Sverre engang havde elsket ham – o, da kunde meget, meget udholdes, da havde Døden tabt sin bitreste Brod.

Han reiste sig og stavrede som en drukken Mand ind i Sygestuen. Taus satte han sig ved Sverres Seng. Ligeoverfor ham sad Moderen. Hun, den Dødsdømte, vaagede over den allerede Døende.

Sverre var styg at se paa som han laa der, skjæmmet af Bandagerne, i Sygestuens Skumring. Man havde klippet Haaret af og barberet Hovedet. Kun den blaalige Haarrod sad tilbage, og derover laa Isposer som store Bylder. Lyset, grønligt brudt af Persiennerne, gav hans ubevægelige Ansigt med de lukkede Øine Lighed med et Kadavers. Af Øret sivede draabevis noget tyndt Blodvand.

Pehrsen gjøs ved Synet af disse enkelte Bloddraaber. Han vidste, hvad de betød. Trommehinden var sprængt.

Forældrene mælte ikke et Ord. Naar deres 328Blikke tilfældigvis mødtes, trak de dem sky tilbage, de læste i Øinene hinandens Tanker. Begge anklagede hinanden for hvad der var skeet, men Fruens Blik talte tydeligst: «Se paa ham, Pehrsen! Betragt dit Værk! Er du tilfreds nu, haarde Mand? Se dog paa ham – – eller kan den Smule Blod skræmme dig? Ellers pleiede du ikke at være saa ømhjertet af dig.»

Det var saa stille derinde. Man hørte Pehrsens undertrykte Snøften, den Døendes dybe Aandedrag og Karnevals-Larmen fra Gaden. Lystige Masketog drog syngende og dansende forbi. Kastagnetterne klingrede, Harlekin svang overgiven sine Narrebjelder, og Tamburinerne buldrede under de rappe Hænder, mens Fødderne taktfast trampede mod Gadens Stenlægning.

Undertiden stansede en Gruppe ligeuden for Vinduet og opførte en Saltarella,Saltarella] dans kjennetegnet ved hoppende trinn, mer kjent som maskulinum: saltarello. Dansen dukker også opp i Jonas Lies Faustina Strozzi (1875): «Parvis de danser i Saltarellen!» eller en BajadsBajads] klovn foredrog til Mandolinen en kvik Ritornel. «Dacapo!» skreg saa Folkemassen og applauderede stormende. «Dacapo!» – og disse Bravoraab derude blandede sig uhyggeligt med den Døendes Rallen ind i Sygestuen.

«Kjender du mig ikke?» raabte Pehrsen og bøiede sig ned over Sverre. «Aa, du maa kjende mig! – Jeg er jo din Far – det er 329mig, Gutten min – – Hører du mig ikke? Se dog op! Blot et Sekund! – Du ved, hvor jeg holder af dig, hvor uendeligt jeg holder af dig – Jeg har altid holdt af dig … Den Smule Glæde, Livet undte mig, fik jeg af dig – Kjæreste Gutten min!»

Det Jernskal, hvorunder Pehrsen havde knuget sit Hjerteliv, splintredes her ligeover for Dødens høie Aasyn. Den tause Mand fik Mælet tilbage. Følelsens længe undertrykte Væld strømmede nu over i store, vilde Bølger, som den Vaarflom, der for at naa frem til Dagens Lys, har brudt sig Vei gjennem selve Fjeldet.

Hans Tale var en usammenhængende Række af Bekjendelser, Selvanklager og ømme Henvendelser til Sønnen.

Men denne rørte ikke engang paa sig. Havde han slet ingenting hørt? Kunde han ikke tale eller vilde han ikke?

Men Fruen betragtede gjennem Taarer sin Mand. Kunde det visne Træ pludselig skyde grønne Blade? – Ja, her var skeet et Under, en Aabenbaring …

Karnevals-Larmen udenfor blev stærkere. Mandolinerne klang og smeltede, nu et viltert Hop paa Strengene, saa en øm Svæven, og en kraftig Baryton sang dertil en af disse 330romerske Gadeviser, hvis Tekst i Reglen er ubetydelig, men hvor Tonen, laant fra gamle Folkemelodier, giver det Hele Stemning og Liv:

«Høit Kjødets Lyst nu flommer.
Drik! Elsk! – Vor Fest er kort!
Snart Aske-Onsdag kommer,
og feier Glæden bort.»

Pehrsen undslap et sagte Skrig; thi den Døende havde aabnet stort Øinene. De sorte Pupiller var sælsomt udvidede og Ansigtet havde tabt en Smule af sit stive Udtryk. I Øiet, der var rettet mod Vinduet, laa en spændt Lytten.

«Hvor han blir bleg nu?» sagde Moderen. «Det kommer af Støien derude – Han taaler den ikke – Aa, dette stygge Karneval! – Skulle vi ikke hente Præsten?» spurgte hun pludseligt, aandeløst. «Den protestantiske bor tætved.»

Pehrsen svarte kun med en lang Snøften, men udenfor fortsattes Sangen til Mandolin-Accompagnementet:

«Jeg danser med Lisetta
– hun har den mindste Fod –
men sover hos Ninetta,
hun ildner bedst mit Blod.»

Sverre, der fremdeles lyttede, sitrede som et galvaniseret Lig. Hans Hals bevægede sig, det var som om noget boblede op derinde.

331Hvad var det? En sidste Opblussen af den stærke, sandselige Drift, der havde voldt hans Ulykke, en bittersød Erindring om alle de Elskovens berusende Stunder, han ofte havde nydt i sit unge Liv og som han aldrig skulde nyde mere – eller var det simpelthen en taus Protest mod Tilintetgjørelsen, denne forfærdelige Naturmagt, som Ungdommen vel ærbødigt kan bøie sig for, men aldrig begribe …

Tanken om en personlig fortsat Tilværelse er det sidste Haab, den slipper.

«Kjender du mig ikke?» gjentog Faderen hæst, klynkende. «Sverre! – Gutten min!»

«Lad os bede for ham,» sagde Moderen, «her kan blot Gud hjælpe.»

Men Sverre saa ikke paa nogen af dem, han saa kun sine lange, aristokratiske Hænder, hvoraf han altid havde været saa stolt, og som nu laa kraftesløs udstrakte langs hans Sider. Sygdommen havde givet dem en vokslignende Farve, der stak lysende af mod det røde Sengetæppe. Han havde engang drømt, at disse fine Hænder skulde gribe ind i Historiens Gang, at de skulde underskrive høivigtige Papirer, politiske Dokumenter, der forandrede Landes og Folkeslags Skjæbne – og nu blev deres hele Bestemmelse at raadne i Jorden, at tjene Ormene til Føde …

332Det Nærværende svandt for ham. Forældrene, der fortvivlet bedende bøiede sig over hans Seng, blev ham borte i Fjernet, Andrea, hvem han dog havde elsket, huskede han ikke mere. Kun ét erindrede han, det var alle sine tabte Storhedsdrømme, alle sin Barndoms høitflyvende, vingestækkede Tanker … Som en Flok saarede Svaner kom de og sang for ham i disse sidste Stunder.

Guld-Spir dukkede op over et Taagehav … Det var Historiens lysende Skikkelser, halv Guder, halv Mennesker, Barnefantasiens beundrede Helte … Hvor han kjendte dem allesammen! … Der var Drømme-Slægtskab mellem ham og dem … Han fulgte Alexander paa hans Triumf-Tog mod Indien, han saa Cæsar laurbærkronet paa Kapitol, og med Napoleon drog han seierrig over Alperne … Men alle hans Ideer var saa forvirrede … Guld-Spirene svandt, Taagerne steg … tilslut tonede alt hen i en glimrende Uklarhed, i sølvlyse Dampe, i noget ubestemt, der dog var gigantisk stort og vaarligt skinnende …

«Aa, du maa kjende mig!» raabte Pehrsen og rystede med vild Kraft den Døendes Arm. Pehrsens Ansigt havde Smerten næsten gjort ukjendeligt, Trækkene var ophovnede og røde, ligesom udviskede i sine Linier, Øinene laa 333kogte i Hovedet, det graa Haar hang uhyggeligt sammenfiltret ned over Panden. «Hører du mig ikke? – Det er mig – Far din! – Aa, sig blot – at du har holdt af mig … at jeg engang har været noget for dig … aa, blot et Ord! – jeg bér dig – blot et Ord!»

Sverre fæstede sine sløve Øine paa Faderen og dreiede paa sig som om han vilde reise sig op. Pehrsen trak i Forventning langt Pusten. «Endelig!» tænkte han. «Endelig!»

«Blir du sentimental nu?» sagde den Døende. Røsten var saa skjærende kold, saa brusten som kom den fra en anden Verden.

Faderen sank i Knæ med en hæs Strubelyd som om han havde faaet et Hug af en Slagterøkse for Panden. Moderen løftede Hænderne i Bøn.

«Han dør,» jamrede hun, «min Søn dør –»

Sverre havde gjort en heftig Bevægelse, pludselig faldt han sammen, sitrede let og udstødte et halvt Suk. Saa standsede Aandedrættet, Ansigtet blev ligblegt, Munden stod vidt aaben.

Alt var forbi.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.