[12]

Den skandinaviske Forening i Rom er den skjønneste og rigeste, som vi har udenlands. Understøttet med Pengebidrag af Staten, hegnet om af Kunstnerne, besøgt af alle Gjennemreisende, indtager den, særlig i selskabelig Henseende, en betydningsfuld Stilling. Den har Traditioner. Store danske, norske og svenske Navne – ThorvaldsensThorvaldsens] Bertel Thorvaldsen (1770–1844), dansk billedhugger som levde mer enn førti år i Roma bekransede Buste findes der ikke forgjæves – knytter sig til dens Tilbliven og Fremvækst.

I Via de Pontefici har den sit Lokale,I Via de Pontefici har den sit Lokale] Skandinavisk Forening holdt til i Via de Pontefici fra stiftelsen i 1860 frem til 1886. tæt ved Ruinerne af Augusti Mausoleum. Foruden den store, smukke Salon findes der flere Smaaværelser og et udmærket Bibliothek. Salonen er vakkert dekoreret af flittige og kjærlige Kunstnerhænder. Det norske, danske og svenske Flag, ordnet til ét Drapperi, er 122det Første, som møder Øiet. Medailloner og Fresker smykker Væggene, Thorvaldsens Psyche smiler til os fra sin Sokkel, og Mapper, fulde af Kunstnernes Skitser og Udkast, Fotografier efter deres Arbeider, kostbare Billedværker samt alle Hjemmets Aviser fylder Bordene. To Pianoer staar til Afbenyttelse for de musikalske Medlemmer.

Denne Forening byder Nordboen dernede i Syden et lille Stykke Hjemliv.

Den er aaben hver Dag fra tidlig om Morgenen til sent paa Kvælden, men den egentlige Samlingsaften er Lørdagen. Da er alle Lys og Kroner tændte, en Masse Gjæster indfinder sig, den romerske Vin kommer paa Bordet, og Musik, Samtale, Sang og Dans veksler livligt. Det lykkes Foreningens gamle, elskværdige Formand, en Musiker af Rang, at gjøre hver slig Sammenkomst til en Fest.

Den Fremmede, der en Lørdagsaften indføres i «Foreningen», overraskes først ved den Elegance i Manérer og Toilette, som her gjør sig gjældende. Det er et udpræget aristokratisk Selskab. Den fattige Kunstner maa desværre ofte træde beskedent tilbage for de tilfældige, fornemme Gjennemreisende, der mægtigt breder sig med Rang og Rigdom, og protegerende behandler den skjødesløst 123klædte Maler, der hverken har Kjole eller KlakKlak] flosshatt hvor sylinderdelen kan heves og senkes med et slag til at møde frem i.

Svenske Baronesser, danske Godsbesiddere og Etatsraader, norske Grosserere og Professorer, og saa en Flok Literater, Stipendiater, Archæologer, Geologer, Sangerinder, der har tabt sin Stemme og haaber at faa den igjen i Syden, Komponister, Pianister m. m., – alt finder man samlet her i et Røre.

Nu og da gaar der en Hvisken gjennem Forsamlingen. En Berømthed fra Norden passerer. Denne gamle, sirlige Dame med det stadige Smil og det sorte, raslende Fløielsslæb er den bekjendte Forfatterinde, Fru A. Hin lille, tykke med det speidende Ansigt og en Kniplingsvæv, hvori en kjæmpestor Camé, over det graa Haar, er den geniale Malerinde Fru B., og den gamle, værdige Herre derborte med Guldbrillerne kjender al Verden som den store Digter C. Den statelige Mand med Ordenstegnet, for hvem Konsulen høfligt bøier sig, representerer Danmark. Det er Kammerherren og Gesandten D. Hans norsk-svenske Kollega, ogsaa bestjernet, staar i hans Nærhed. Baron E. har et venligt Ord for alle, og er yndet af alle. Det gamle Ord «Noblesse oblige»Noblesse oblige] (fr.) adelskap forplikter er for denne Mand ingen tom Floskel, men en Leveregel.

124Flere af de svenske Damer, samlede om vor Ministerfrue, Baronesse E, bærer Baldragt, nedringede Silkerober, Blomster i Haaret, Diamanter om Halsen. Deres norske Søstre er tarveligere og tilsyneladende mindre «salonfähig!» Baronessen overstraaler dem alle. Det er en blond, distingueret Skjønhed, hvis fine Profil og pudrede Haar bringer os til at tænke paa Marie Antoinette, i hvis Liv forresten en af hendes Forfædre har spillet en ligesaa vigtig som ærefuld Rolle.

I dette brogede Lag findes ogsaa Pehrsens, Storms, Lyder, Skram og Herr Rosenius med de danske Damer.

Andreas Indtræden – hun kom tilfældigvis temmelig sent, ledsaget af Moderen – vakte megen Opmærksomhed. Man hviskede ligesaa meget, da hun gik gjennem Salen, som om det havde været Forfatterinden med Fløielsslæbet.

Andrea var klædt i en simpel blaa Kjole, der sluttede tæt til hendes slanke Figur. Det lyse Haar bar hun i to tykke, lange Fletter hængende nedover Ryggen, slig som vore Bønderjenter bruger det. Hendes eneste Smykke var en stor, norsk Sølje af gammeldags Arbeide.

«Hvor skjøn!» raabte nogle. «Hvor underlig!» sagde andre. «En blond Gretchen», 125hviskede en Literat. «Kostumet er fortræffeligt. Hun mangler kun den sølvstukne Taske og Salmebogen».

Skram i Snipkjole og hvidt Slips sprang straks imod hende og førte hende og Moderen til de bedste Pladser. I «Foreningen» var Skram i sit Element. Mellem disse svenske Baronesser og bestjærnede Ministre følte han sig saa lykkelig. Han lod til at kjende alle og være velseet af alle. Han fo’r med en Værts Iver hid og did mellem de forskjellige Grupper, havde altid et smægtende Smil og en Kompliment paa rede Haand, bukkede og nikkede, og undlod ikke at hilse dybt, hver gang han passerede Ministrene.

«Den Mand har savoir vivre», hviskede den unge, norsk-svenske Attaché, GrevGrev] rettet fra: Grev. (trykkfeil) Z. «Jeg traf ham nys hos den tyske Ambassadør. Han kommer i de første Kredse her. – Og jeg har sjelden hørt en Normand tale saa godt Fransk».

«Jeg har inviteret ham til vor næste Soirée», svarede Ministeren og fulgte gjennem Lorgnetten alle Skrams Bevægelser. «Han har allerede aflagt os to Visitter». –

«Du kunde da for en Gangs Skyld taget et Par Handsker paa dig», sagde Skram bebrejdende til Lyder. «Dit Slips er heller ikke 126af nyeste Façon. – Se, den unge Pehrsen iaften, hans Dragt er nu ganske comme il faut!comme il faut] (fr.) korrekt (for anledningen) Jeg har givet ham nogle smaa Vink, ser du. Dog ogsaa han har begaaet en Feil. Han bærer sin massive Guldkjæde – men den bruger man ikke nu at bære i Selskab, man lægger den fra sig hjemme. Se Attachéen, Grev Z., han har kun sin Lorgnet hængende ned over Vesten».

«Kjed nu ikke Livet af mig», bad Lyder og jog leende Skram fra sig. «Aldrig faar du mig omskabt til nogen Mode-Journal».

Pehrsen blev i sin Egenskab af Kristiania Børsmatador forestillet for Ministeren. Det var Konsulen, som ydede den forfængelige Grosserer denne Tjeneste. Pehrsen bukkede og snoede sig og bukkede sig paany, hans brede Bagdel kom i evig Kollision med Omgivelserne.

Et af Pehrsens stille Sværmerier var at faa en Orden. Han havde allerede i Hjemmet gjort adskillige Forsøg i den Retning. Han havde som Høiremand agiteret i et Arbejdersamfund, paa en opsigtvækkende Maade havde han skjænket større Pengesummer til offentlige Øjemed, og under Kongens sjeldne Besøg i Hovedstaden havde han vist en paaskjønnelsesværdig Loyalitet ved at dekorere saa festligt 127som muligt ikke alene sit Hus, men ogsaa sine Pakboder – dog var det ikke lykkedes. «Naadens Sol» faldt ikke paa ham.

«Maaske det kunde gaa bedre her», tænkte Pehrsen, hvem Forfængeligheden gjorde dum (ellers var hans Forstand skarp nok). Og han bukkede sig paany lige til Jorden for Ministeren. «Bare WasaenWasaen] Vasaordenen, svensk ridderorden at begynde med», tænkte han videre, «jeg er slet ikke fordringsfuld. – Og hvilken Fryd for Sverre at ha’ en dekoreret Far. Da først vil Gutten bli’ stolt af mig. Endnu er han det ikke rigtigt».

Sverre saa i det samme ringeagtende paa Faderen, der saa ganske lod til at tabe al Selvfølelse og Værdighed, og som uden at vide det, var Gjenstand for mangt medlidende eller haanligt Smil.

«Servil!» mumlede han, bed Læberne sammen og vendte sig bort for ikke at se mere. Han følte sig saa grændseløs ydmyget ved Faderens Kryberi.

Imidlertid var der bleven musiceret. Fru Berner, iaften kokettere end sædvanlig, i sin rosenrøde Kjole og sit kunstlede «Barnesmil», havde netop foredraget en af Gades Sonater. Nu opfordrede Formanden Andrea til at synge, og da hun undslog sig, bad han hende om 128dog at læse noget fore. Hendes Evne i denne Retning var bekjendt.

Andrea lod sig ikke nøde. Man hentede fra Bibliotheket den Bog, hun ønskede – det var vore Huldre-Eventyr – og hun bladede søgende deri.

Stille blev det i Salen, Passiaren indskrænkede sig til en enkelt, nysgjerrig Hvisken. Andrea stod lænet til Pianoet. Og i denne frie Stilling læste hun. En velgjørende Sikkerhed var over hende.

«Hvem er det?» spurgte Ministeren lorgnetterende. «En Skuespillerinde?»

«Noget lignende», svarede Attachéen, «hun hører til det norsk-norske Partiet, der altid ‘bråkar så fasligt’. Man fortæller, at hun i Hjemmet reiser omkring blandt Bønderne og præker Republik og Socialisme».

«Fruentimmer maa ikke befatte sig med Politik», svarede Ministeren med sit godmodige Smil. «Hun burde gifte sig, saa fik hun andet at tænke paa – Mand og Barn, hahaha!» – Attachéen lo pligtskyldigst med. «Hun er forresten vakker. Finder ikke Greven, at hun minder om Frithjofs Ingeborg?»Frithjofs Ingeborg] skikkelse i Frithiofs saga (1825), epos av Esaias Tegnér (1782–1846)

«Ah, den guddommelige Tegnér!» sukkede Attachéen. «Slige Digtere finder man ikke nu tildags», og han reciterede sværmerisk:

129«Hvar är Ingeborg nu? Har hon glömt mig alltrén …»

«Tys!» hviskede Ministeren. «Vi forstyrrer».

Andrea læste videre, læste med dyb Forstaaelse af Folkeeventyrets Humor og sammentrængte Kraft. Hendes Røst var klangfuld uden at være stærk. Hun smilte ikke en eneste Gang, men den Tørhed, hvormed hun sagde det Morsomme, fremhævede netop dette og gav Tilhørerne en sund Latter.

Svenskerne forstod hende lidet, Danskerne mere, hendes Landsmænd, hvoraf ikke faa var samlet, havde tilegnet sig alt, hvert Ord, hvert udfyldende Minespil. De jublede, Lyder især. Under hele Læsningen havde hans Øie hvilet taksomt paa hende. Det var jo hans Lands folkelige Poesi, som i denne Stund forherligedes.

Sverre derimod havde med et ironisk Smil betragtet Andreas Optræden. Skram ogsaa. Han frygtede for, at hun, «mindre bekjendt med de fine Former, skulde begaa en Fadaise».

En Takkekreds, hvoriblandt den elskværdige Ministerfrue (Skram drog atter Pusten ovenpaa Ængstelsen) omringede Andrea. Hendes egen Mor var den Lykkeligste. «Du kjære Barn», sagde hun straalende og strøg Datteren over Haaret. «Hvor ta’r du alt dette fra?»

130Rosenius nærmede sig med en ægte svensk Kompliment, saa rhetorisk var den. Skram efterlignede ham. Ministerfruen havde jo anerkjendt Andreas Præstation. –

Formanden satte sig til Pianoet, en Vals af Chopin kastede sit smeltende Lok gjennem Salen, og snart saa man det ene Par efter det andet hvirvle sig rundt i Takten af disse vidunderlige Toner, hvori Smertens og Glædens Genier ligesom mødes… Er det en Hulken eller en Latter, en Velkomsthilsen eller et Farvel? … Og idet man grunder derover, jages man videre, over i en ny Stemning…

Sverre dansede med Andrea. Da han førte hende paa Plads, gav han hende, ubemærket af de Andre, en forseglet Konvolut.

«Hvad er det?» spurgte hun nølende.

«Et lidet Forsøg paa at skrive Landsmaalet – et Slags norsk Stil, om De vil. – Men det er bestemt for Dem alene. De maa ikke vise det til nogen – mindst til Lyder, han vil blot gjøre Nar af mig».

«Det lover jeg Dem».

«Det er nemlig Vers».

«De er altsaa ogsaa Poet», sagde hun, synligt smigret, og hun saa venligt paa ham.

«Man fusker i Haandværket», svarede Sverre med affekteret Beskedenhed.

131«Men hvordan har De kunnet lære vort Maal i slig kort Tid?»

«Husker De ikke, at De har laant mig Aasens Ordbog, foræret mig en norsk Grammatik?»

«De maa ha’ studeret uendeligt. – Naa, det fornøier mig, at De efterhaanden blir en af vore». Hun ledsagede disse Ord med et vindende Smil.

Man beskyldte Andrea for Koketteri, men ingen Bebreidelse kunde være uretfærdigere. Koket var hun aldrig, det ved alle hendes Venner, men i sin Propagandisme gik hun undertiden for vidt. Hendes Iver for at vinde Sagen Tilhængere fik ofte Karakteren af en personlig Tilbøielighed ligeoverfor Vedkommende.

Hun søgte lærvillige Elever, og mod sin Villie fik hun beundrende Elskere.

Sverre engagerede hende paany. Og hun dansede videre med ham, stolt af den Erobring, hun her havde gjort for «Sagen». Sverre, der brammende havde regnet sig til det saakaldte «Intelligentsparti»,det saakaldte «Intelligentsparti»] følgerne til Johan Sebastian Welhaven (1807–1873) han, der nylig havde udtalt sig spodsk om Maalet og «Maalstræverne», var nu vunden. Han skrev endog Digte paa det Sprog, han tidligere havde forsmaaet. Kunde Seiren være fuldstændigere?

132Hun passiarede livligt med ham, hun spøgte, hun lo. Lyder, der stod surmulende i en Krog og trak i sit røde Skjæg, lod hun til at have glemt. Sverre straalede. Han hørte paa hendes Tale med et forud nydende Smil som En, der drømmer om Besiddelse. Det cyniske Glimt i hans sorte Øie kom stærkere frem end sædvanlig. Nu og da kastede han et langt Blik paa hende, et Blik, der tilslut fik dette Stive og Stirrende, som en vellystig Tanke, stedse kredsende om sig selv, giver det.

I dette Øieblik troede han sig elsket af Andrea. Maaske en anden Mand, med mindre Selvtillid end Sverre, ogsaa havde smigret sig med et saadant Haab, forledet dertil af Andreas Venlighed.

Men da han for tredie Gang opfordrede hende til en Vals, svarede hun nei. Hun likte ikke den Maade, hvorpaa Sverre dansede. Han knugede hende tæt ind til sig, hans Knæ berørte undertiden, som tilfældig, hendes, og engang følte hun hans brændende Aande paa sin Hals.

«Nei, nu maa jeg hvile», sagde hun. «Nu bør De engagere Frøken Dagmar. Hun sidder der ganske alene».

Sverre fjærnede sig. «Jeg vil følge hende 133hjem», tænkte han. «Bare denne fordømte Lyder kunde skubbes tilside!»

Lyder stod fremdeles i sin Krog og ærgrede sig over, at han saa lidet var øvet i TerpsichoresTerpsichores] dansekunstens muse i gresk mytologi lette Kunst. Han var sint paa sig selv for sin Klodsethed. Og Handsker havde han heller ikke.

Han havde iagttaget Sverre og Andrea hele Tiden og havde følt en uklar Smerte ved at se, hvor hun udmærkede ham. Hvad betød dette?

Fru Storm, der mærkede hans Forstemthed, sluttede sig til ham og fik ham omsider draget ind i en kvik Samtale. Hun bad ham forelæse et af sine Digte i «Fjell-Lundar» – men det vilde han ikke.

Den lille Fru Berner blev det improviserede Bals Dronning. Som en rosenrød Sky svævede hun omkring i Salen, og de blaa Øine arbeidede ligesaa flittigt som de smaa, rappe Fødder. «Taare-Blikket» faldt rammende til alle Sider.

Men Rosenius var hendes stadige Kavaller.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.