[21]

Rosenius, vor svenske Æsthetiker, var en af disse letfængelige, bløde, svage Naturer, der af Verden karakteriseres med Prædikatet «elskværdig», en tvivlsom Ros, der i Reglen kjøbes paa Personlighedens Bekostning, med umandige Indrømmelser til alle Sider, en villieløs Opgiven af sig selv.

Hans Kurmageri til Damerne var af høist uskyldig Art, saa platonisk, saa lidet begjærende, som man kunde vente det af en saa ideal anlagt Æsthetiker.

Hans Forhold til Fru Berner havde samme lette, lyriske Sving. At denne hans Forliebelse endnu ikke var ophørt, skyldtes Fruen, der forstod at fængsle ham ved noget Gaadefuldt i sit Væsen. En Mand forlader ikke gjerne en Kvinde, inden han har fundet hendes egentlige Naturgrund, afsløret den Karakterens 218Hemmelighed, som gav hende Dragningens Ynde.

Det Problematiske ved Fru Berner var dog ganske let at raade; kun havde Rosenius endnu ikke fundet det ud.

Hun var en af disse midt i Legen snusfornuftige, blodløse Koketter, der er saa ofte skildrede i Romanerne, at man tilslut ikke tror paa dem, naar man møder dem i Virkeligheden. Trods sit «Cordelia-Øie» med «Solskinsregnen» og sine «Barnesmil» var hun i sit Hjerte kold som en Istap. Selv blottet for Følelse, fri for Sandselighed havde hun liden Anelse om, hvilken Virkning hendes behagesyge Opførsel, hendes Smil, Taarer og Haandtryk havde paa Mænd, der eiede baade Hjerte og Drift nok til at forelske sig. Hun legte som et Barn med Ilden. Det «morede» hende at se Mændene, disse «Skabningens Herrer» krybe for sig, at høre deres tossede Komplimenter, at le over deres Sukke og deres Digte til hendes Ære. Da hun selv ingen Lidenskab eiede, havde hun ingen Maalestok for, hvor vidt hun turde gaa i sin ufølte Følelses Udtryk. Engang, da hun vilde opnaa en eller anden Tjeneste af en Landsmand og Ven, kneb hun denne kjærtegnende bag paa Halsen for at gjøre sin Bøn mere indtrængende. Manden 219blev ganske vild, men Fruen stod der med sit uskyldigste Barnesmil. Hun havde i Virkeligheden ikke tænkt paa, at et sligt lidet Fingertryk kunde gjøre «en ellers fornuftig Mand saa hidsig og desperat». Samme Mand – det var en yngre Maler – der troede sig opmuntret af Fruen, hvem han betragtede som en Dame, med hvem man ikke behøvede at gjøre mange Omstændigheder, gjorde hende senere paa en ensom Spadseretur en Elskovserklæring, saa utilsløret og naturalistisk som vel muligt. Men da satte Fruen til hans store Forundring op den mest krænkede Mine, det var en dydsiret Lucretia,Lucretia] Den romerske adelskvinnen Lucretia tok sitt eget liv etter å ha blitt voldtatt av kongesønnen Sextus Tarquinius. Ifølge tradisjonen skal folkets reaksjon på udåden ha ført til at republikken ble innført i 510 f.Kr. der skriger efter en Dolk, og tilslut græd hun saa bitterligt, saa hjerteskjærende, at den unge Maler stod der ligeoverfor hende ulykkelig og forvirret som en Skolegut, der er grebet i Fusk.

«Hun havde aldrig opført sig slig», stammede hun grædende, «at en Mand kunde faa Anledning til at fornærme hende saa blodigt. Hvad troede han dog om hende? For hvem ansaa han hende? Hun havde vist ham en broderlig Venlighed, men var dette Takken derfor?»

Og det Underlige var, at hun selv troede, hvad hun her deklamerede. Paa sine pirrende Nakkekneb m. m. tænkte hun slet ikke.

220Men den unge Maler faldt siden den Dag i Unaade; hun vilde aldrig mere omgaaes ham.

Og saaledes endte alle hendes Forbindelser. Der kom en Dag, hvor Elskeren blev paatrængende, han lutter Flamme, hun lutter Is, og saa skiltes de som to fiendtlige Elementer, der ikke kan flyde sammen.

Rosenius’ Roman ventede kun paa denne Afslutning. –

Dagmar havde svoret i sit stille Sind, at det nu maatte være forbi mellem hende og Rosenius, at hun ikke vilde se ham mere. Men dette var et af disse Kjærlighedens overilede Løfter, der gives, for straks at tages tilbage. Jo mere hun tænkte paa ham, jo mere undskyldte hun ham. Hvorfor var hun egentlig vred paa ham? Hvad havde han da forbrudt? Havde han lovet hende noget, havde hun at besvære sig over brudte Eder? Nei, langtfra! Hvad kunde han gjøre for, at hun havde kastet sit tossede Hjerte som et Tæppe for hans Fødder? Om han traadte paa det, var det ikke hans Skyld. Man raader ikke over sine egne Følelser …

Hun blev næsten rørt ved at tænke paa den Venlighed, han altid havde vist hende, hun trak frem af sin Hukommelse enkelte Ord, 221der havde røbet mere Hjertelag end andre, nogle smaa Komplimenter, hun erindrede den klingende, myge Betoning, eiendommelig for Svenskerne, hvormed han havde sagt dem, og tilslut kom hun ved Kjærlighedens sublime Ulogik til det Resultat, at han ingen Feil havde mod hende, men at hun havde en Uret mod ham, hun havde en Afbigt at gjøre ham, fordi hun i disse Dage havde gaaet om og surmulet og været ond paa ham.

Hendes Længsel efter at gjense ham blev stærkere og stærkere. Hun vidste, at han spiste i «Genio» hver Kvæld – hun havde jo før saa ofte spist sammen med ham der – men Tanken om, at Fru Berner ogsaa sad der, holdt hende tilbage fra at gaa derind. I Skumringen drev hun frem og tilbage i «Via de’ due Macelli», hvor Trattoriet laa; hun standsede udenfor Trattoriets Vinduer med dets Udstilling af Fjærkræ og Grøntsager, og gjennem en Revne i Vinduesforhænget søgte hun at opdage, om han var der – og om han var alene.

Endelig kunde hun ikke styre sig mere. For at møde ham paany trodsede hun Gud og Djævelen, endog Fru Berners spodske Mine.

Hun aabnede resolut Døren til Trattoriet. 222Han sad der og – o, Lykke! – uden hende. Han var ganske ene. Men at være ene likte ikke Rosenius, da kjedede han sig, tanketom som han oftest var.

Et straalende Smil hilste Dagmar Velkommen. Nu fik han da Selskab. Med svensk Galanteri sprang han op af Stolen, bukkede gjentagne Gange og hjalp hende med at faa Overtøiet af. Hun tog Plads ved samme Bord, ved hans Side.

Han beklagede, at han ikke havde seet hende saa længe, hun kom jo ikke mere i «Foreningen» om Lørdagsaftenen, han gratulerede hende naivt med hendes blomstrende Udseende (hendes blege Ansigt var bleven rødt som et Jordbær i samme Øieblik, hun traf ham), han komplimenterede hende i stærke, men velmente Udtryk for det Portrait, hun nylig havde sendt til Udstillingen ved «Piazza del Popolo», og tilslut fortalte han hende, ikke uden et lidet Suk, at Fru Berner desværre var upasselig (Dagmar aandede lettere), og at hun i nogen Tid maatte holde sig paa sit Værelse. At de havde været sammen, i Frascati, sagde han, var kun et Opspind af disse kjedelige Skandinaver, der ikke havde andet at bestille end at sladre og spadsere paa Monte Pincio.Monte Pincio] rettet fra: Monte-Pincio (trykkfeil)

223Dagmar lyttede til hans Ord, som var det Hjemmets Sange. Hun nippede samtidig til Chiantien og spiste sin «manzo bollito»manzo bollito] norditaliensk gryterett med god Appetit; aldrig havde et Maaltid smagt hende bedre.

Mærkværdigt var det at iagttage, hvordan denne stoute Pige, der ellers i Følelsen af sin Kunstnerstorhed og sit Menneskeværd kunde være saa overmodig lige overfor sine Omgivelser, saa myndig i sine Domme, her, lige overfor Rosenius, der var hende saa underlegen, – hvordan hun her blev taus, kritikløs og forvirret-beskeden. Hun belønnede hans tarveligste Spøg med et Udbrud af denne skarpe og dog musikalske Latter, der var hende eiendommelig, og hvergang hendes Blik faldt paa ham, fik det en egen blød, ydmyg Glans.

Et sligt Blik kan man finde hos tro Hunde af ægte Race.

«Men jeg har en Bøn til Dem», sagde han pludseligt og tegnede med uskrømtet Forvirring med Gaffelen paa Tallerkenen, «dog, der skal virkelig Mod til at fremsætte den».

Dagmar, der netop fyldte sit Glas, skalv saa paa Haanden, at Vinen spildtes.

«Ja, ser Frøkenen – naar man ingen Skjønhed er – et tartarisk Fysiognomi som 224mit – saa kan man nok ha’ Betænkeligheder».

Dagmars Forvirring voksede.

«Men det er snart Mors Fødselsdag – aa, jeg har en prægtig Mor, maa De tro – en, der holder af mig – og saa vilde jeg gjerne, at hun den Dag skulde faa en Overraskelse, der rigtigt kunde glæde hende. Naar en Mor er saa langt borte fra Gutten sin, blir det dobbelt kjært – ja, De forstaar mig?»

Dagmar maatte stammende bekjende, at hun ikke gjorde dette.

«Vilde De vel gjøre mig den Glæde at male mit Portrait?»

Dagmars Hjerte slog høit. Ja, dette var virkelig «Glæde». Male den Elskedes Billede! Faa Lov at være alene, uforstyrret sammen med ham, og fordybe sig i de kjære Træk alle de lange, tause Timer, han nødvendigvis maatte sidde Model for hende … Da maatte hun erobre ham – da eller aldrig! – Hun vilde ikke grunde over, hvordan denne Bestilling var kommen, om Fru Berner her havde havt Hænderne med i Spillet, ved ondskabsfuldt at fortælle ham om hint Udkast til hans Portrait, eller om han her handlede ganske af egen Villie. Det var hende nok, at hun virkelig fik male ham.

225Hun sagde ham, hvor gjerne hun vilde det, og han blev saa glad derover, at han henrykt dreiede sin Knebelsbart. Hun drak for, at Billedet maatte blive saa godt, som hun ønskede det, og hun spurgte ham med stor Deltagelse ud om hans gamle Mor. Rosenius fortalte saa mange smukke Træk om denne og blev ganske rørt ved at erindre al Moderens Godhed. Dagmar mærkede, at han var en god Søn og det gjorde ham hende endnu kjærere. Hun syntes, at Ingen kjendte Rosenius saa godt som hun nu. Verden forstod ham ikke, og derfor bagtalte den ham.

«Men nu er et Spørgsmaal tilbage», sagde Rosenius, om muligt endnu mere forfjamset end før, «det er det Pekuniære».det Pekuniære] som gjelder penger; betalingen Dagmar vilde slet ikke høre paa ham. «Jeg er desværre ikke meget formuende – jeg kjender vel de høie Priser, De faar for Deres Mesterværker – og jeg frygter for, at den lille Sum af fem hundrede Kroner, jeg kan afse til Billedet, ikke vil …»

Dagmar afbrød ham. Om Penge brød hun sig ikke, det var hende en Fornøielse og et Studium, et lærerigt Studium at male et Ansigt som hans. «Man mødte ikke et sligt til hverdags», tilføiede hun rødmende; hans Pande havde en næsten græsk Form og saa 226hans Øine med deres interessante Snit … Nei, om Penge maatte han ikke tale, da fornærmede han hende. At Portraitet skulde være en Gave til hans gamle, kjære Mor – hun havde selv en Mor, som hun forgudede – kunde blot styrke denne hendes Beslutning.

Rosenius opponerede ikke mere. «Naar Portraitet er færdigt», tænkte han, «saa sender jeg hende Summen uden videre Ceremonier».

Han fulgte hende hjem, og da han ved Døren trykkede hendes Haand til Afsked, lovte han at komme allerede næste Uge og sidde for hende.

Men denne Nat sov Dagmar saa sødt, som hun ikke havde sovet paa længe. Hun drømte om sit fjerne Hjem, om Danmark og Bøgeskogen … men dybt, dybt inde, under de silkegrønne Grenes Løvtag, paa de ensomme Stier, hvor Skogmærkerne vokser, gik et Par for sig ganske alene – og vel vidste hun, hvem disse to Lykkelige var …

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.