[2]

9I en Villa i Homansbyen, hvis plumpe Bastardstil røbede Eierens fuldstændige Mangel paa Smag, boede Grosserer Pehrsen.

Villaens Indre svarede ganske til det Ydre. Her var Pragt, forgyldte Møbler, kostbare Speile, brogede Tæpper, tunge Fløiels-Portièrer, alt uden Spor af ordnende Skjønhedssands. Malerier i svære, forgyldte Rammer hang fra Gulv til Tag, uden Hensyn til den nødvendige Belysning. Salonen havde i det Hele en forbausende Lighed med et Auktionslokale, hvor allehaande prægtige Sager er samlet i et Røre.

Straks man aabner Døren til et Hjem, mærker man ligesom paa Luften derinde, om Kjærlighedens Samliv er tilstede. Forener hin Følelse Hjerterne, er alt skjønt, hjertemildt, 10hyggeligt. Personligheden har trykket sit intime Stempel paa det Hele.

Hos Grosserer Pehrsen forekom En altsammen, trods det overdaadige Udstyr, fattigt, koldt, ubesjælet.

Man frøs ligesom midt i al denne Pragt. Hvad var det, som manglede?

Familiens tre Medlemmer, Far, Mor og Søn sneg sig om hverandre som Fremmede.

Familien er netop samlet i Dagligstuen. Fruen, en liden, svagelig Dame med et Par store, mørke, forgrædte Øine i det blege, udtærede Ansigt mere ligger end sidder i Sofaen. Hendes smukke, sorte Haar er skjødesløst ordnet og truer med at falde ned paa den venstre Skulder, hun lugter til en Eau de Cologne-Flaske og trykker nu og da sin Haand mod Panden med et lidende Udtryk. En Roman, hvori hun netop har bladet, er gledet fra Sofaen ned paa Gulvtæppet. Nu og da hoster hun.

«Har du igjen Hovedværk?» spurgte Pehrsen, just ikke blidt, idet han langsomt, med Haanden paa Ryggen drev op og ned.

Om Pehrsens Ydre er lidet at sige. Det var den almindelige Kristiania-Grosserer-Type, med en Smule engelsk Sving.med en Smule engelsk Sving] Denne preferansen for det engelske kan for en leser i 1882 ha forsterket inntrykket av Pehrsen som en spissborgerlig kapitalist.

11«Aa, jeg har mest ondt her,» sagde Fruen og trykkede Haanden mod Brystet.

«Mama hostede hele Natten,» sagde Sverre frygtsomt. Det var en tyveaarig, spinkel Fyr med mørke Øine, der lignede Moderens. «Jeg hørte det lige ind i mit Værelse. Selskabet igaar har taget for meget paa Mamas Kræfter.»

«Men hvorfor i Herrens Navn gi'er I da Selskab?» sagde Pehrsen og standsede med et vredt Ryk. «Var det mig eller var det Jer, som endelig vilde, at vi skulde gjøre Stads paa Jeres Ven, Maalstræveren, inden han reiste? I skreg mig Ørene fulde om hans fornemme Familie, om hans Far, Amtmanden, om hans Søster, Hofdamen, om Hensyn, der burde tages. Nu faar jeg minsæl Takken. Tyndt Øl ovenpaa.»

Sverre vilde tale, men et bønfaldende Blik af Moderen lukkede hans Mund, der allerede trodsigt krusede sig.

«Du fulgte altsaa dine Venner ombord, Sverre,» sagde Fruen. «Det var pent af dig. De Lykkelige, som faar leve hele Vinteren dernede i Solskinnet!»

Hun saa mod Ruden, mod hvilken den første, kolde Høstregn, længe ventet ovenpaa Tørken, drev ensformigt, og hun sukkede uvilkaarligt.

12«Uf, disse evindelige Jeremiader!» sagde Pehrsen.

«Jeg har jo slet ikke klaget,» stammede Fruen og trykkede Haanden mod Panden med en Mine, der tydeligt nok bad om Skaansel.

«Jo, du klager indvendig, du siger rigtignok ingenting, men jeg forstaar dig alligevel,» brummede Pehrsen. Fruen tabte i det Samme Eau de Cologne-Flasken, hvis Indhold flød ud over Tæppet. Lugten af den stærke Essents trængte sig næsten bedøvende ud i Værelset.

«Nei, hvor du er klodset! Altid den Samme! – Der har du nu ødelagt mit fine Tæppe, og denne Stank forpester Luften i Stuen min! Puh! – Det er ikke til at holde ud.»

Pehrsens Eiendomspronomen havde, mærkeligt nok, kun Singularis. Det var min Stue, mit Tæppe, min Villa.

Hustruen og Sønnen skulde knugende føle deres Afhængighed, de skulde stedse erindre, at de levede af hans Naade. Hun havde jo slet ingen Medgift bragt ham, og Gutten var kommen nøgen og fattig til Verden som alle andre Børn.

Fruen bøiede sig med Besvær ned og tog Flasken op igjen. Sverre saa fjendtlig paa 13Faderen og hjalp hende med at tørre det lugtende Vand bort af Tæppet. Deres Øine mødtes betydningsfuldt ved dette Arbeide. Hendes var stille bedrøvet, Sønnens harmfuldt. «Tys,» bad Moderen, «ikke et Ord!»

En lang Pause.

«Hvorfor tier I nu bumstille, begge to? Hm, jeg forstaar disse Martyrminer! Jeg er naturligvis en Tyran, ikke sandt, et ufordrageligt, slet Menneske? Sig det kun lige ud – I mener det saa alligevel.»

Ingen svarede. Pehrsen drev med stærkere Skridt frem og tilbage, og hvergang han kom til den Del af Tæppet, som Eau de Colognen havde besudlet, skar han en Grimace af Modbydelighed.

Sverre vilde liste sig ud af Salen. Han gik lydløs paa Taaspidserne, paa en eiendommelig, sky Maade.

«Hvor vil du hen, Gut? – Bliv! – Om et Par Minutter gaar jeg paa Kontoret – saa bli'r du alligevel kvit mig. – De Par Minutter kan du vel holde ud i din Fars Selskab, hvad?»

Sverre satte sig, med den samme lydløse Bevægelse, paa en Stol. Han kneb Munden trodsigt sammen, som om han havde fattet den 14bestemte Beslutning ikke at veksle et Ord med Faderen.

Atter Pause, længere end den forrige.

Pehrsen saa, med et Slags stille Raseri, paa disse to stumme Skikkelser, Hustruen, der bladede i Romanen uden at læse, Sønnen, som med den utilgjængeligste Mine af Verden keg ud ad Vinduet.

«Familieliv!» mumlede han mellem Tænderne og fortsatte sin Marche, der blev stærkere og stærkere, tilslut stormende. Pludselig stillede han sig op ligeoverfor Hustruen, der løftede Bogen op foran sig som vilde hun afbøde et Slag.

«Vil du vide, hvad der er iveien med dig? Det er hverken dit Bryst eller dit Hoved, som værker, alt dette er Narreri og Affektation – nei, det er kun dine Reisegriller, dine Luner, som du ikke faar sat igjennem, og derfor skal nu hele mit Hus undgjælde, naar du sætter op dette sure Fjæs. – Man skulde tro, du var det ulykkeligste Fruentimmer paa Guds grønne Jord. Istedetfor faar du alt, du peger paa. Har du ikke min Hest og Vogn, hvis du vil kjøre ud, faar du ikke Lov til i mit Hus at gi'e saamange Kaffe-Slaberadser som du vil? – bare jeg slipper at være tilstede mellem Sladdersøstrene – faar du ikke saamange Penge 15du vil til dine Toiletter, kort sagt, kan du ikke gjøre, hvad du vil, du ligger der paa Sofaen og drømmer og er romantisk hele Dagen.»

Fruen holdt Lommetørklædet for Munden og dæmpede sin Hosten.

«Min stakkels, gamle Mor maatte arbeide og slide som en Træl hele Dagen – det var hverken Romanlæsning eller Drømmerier – men hun var jo heller ingen fin Dame, vil du indvende, kun en simpel Kone, helt simpel. – Og dog var hun tilfreds med sin Lod i Livet. Du blir det aldrig. Du forlanger kun Nyt. Forrige Aar vilde du til Paris, iaar til Rom.»

Han greb Bogen af Fruens Haand og keg i den.

«'Italienske«'Italienske] rettet fra: «Italienske (trykkfeil) Noveller.' – Tænkte jeg det ikke! – Som om ikke disse 'Kunstnere', Brinkmann og Skram allerede havde fyldt dig nok med romerske Røverhistorier! Den storsnudede Stenhugger pratede jo ikke om andet.»

Sverre kastede atter et fiendtligt Blik paa Faderen.

«Lægen har jo rigtignok raadet mig til at tilbringe denne Vinter i Syden,» indvendte Fruen blidt, «han ved bedst, hvor svag min Helbred er, men desuagtet har jeg aldrig bedet dig derom, jeg har ikke nævnt et Ord.»

«Men det er netop Feilen din – du bér» 16aldrig om noget, man skal ane dig, opdage dig, saa kostbar er du. – Men dette hører maaske med til det Fine, til Familiekarakteren? Jeg har nu engang ingen fornemme Slægtningefornemme Slægtninge] Henrik Ibsens kone Suzannah, født Daae Thorsen, kom fra en fornem bergensfamilie, som blant annet fostret flere stortingsrepresentanter. at rose mig af som du, hverken Generaler eller Admiraler, jeg har hjulpet mig selv frem ved mit eget Arbeide, med disse mine to Hænder, jeg er en 'selfmade-man' – og deraf er jeg stolt.»

Han saa udfordrende paa Sønnen, hvis aristokratiske Ligegyldighed oprørte ham.

«Ja, du Gut, har vel andre Meninger i det Stykke;» tilføiede han bittert, «havde du havt en fattig, forgjældet Embedsmand til Far, en Amtmand f. Ex. som din Ven, Maalstræveren, har det, saa vilde du knejset med Nakken – men en Handelsmand, som ovenikjøbet er af 'simpel Extraktion' – det er jo saa, du kalder det? – hvad betyder det? Intet! – Det har man jo blot Grund at skamme sig over.»

Sønnen sad ubevægelig som om han slet ikke havde forstaaet Faderen. Denne stod ligesom i Spænding. Maaske ventede han en kjærlig Modsigelse, et godt Sønne-Ord? Men da Svaret fremdeles udeblev, trak han Mundvigen forgræmmet nedad, Kinder og Pande fik en dunkel Rødme.

«Sverre er den af os, som har størst Lyst 17at reise,» sagde Fruen. «Han har betroet mig det. Fra Liden af, siden han saa Kobberstikket derinde i Sovekamret, Kolosseum og Konstantinsbuen, har han sværmet for at se Rom.»

«Saa Gutten blir sentimental nu?Saa Gutten blir sentimental nu?] Pehrsens mantra, som går igjen gjennom hele romanen Ogsaa han 'sværmer'. – Hm!»

Sverre fór sammen som rammet af en Pidske-Snert og saa dadlende paa Moderen. Men Pehrsen blev underlig tankefuld.

«Hør bare! – Dertil duer altsaa dog en gemen Grosserer-Papa? – han kan sende den fornemme Herr Søn, som har Moderens fine Blod i sig, paa Reiser. – Det gjælder jo kun at aabne Pengesækken – et Arbeide, hvortil der heldigvis ikke behøves nogen særdeles fin Afstamning. En almindelig Kasserer kan gjøre det Samme. – Hm, saa Sverre har ogsaa Lyst,» sagde han for sig selv, og idet han nævnede Sønnens Navn, fik Stemmen en anden, om ikke blødere, saa dog en mere dæmpet, sitrende Klang.

«Hvad er din Mening, Gut, med dette Paafund?» spurgte han med pludselig Barskhed. «Vil du og din Mor reise fra mig – eller – skulde ogsaa jeg …»

«Du burde naturligvis følge med.»

Pehrsen udstødte en Strubelyd, man kunde tro, det var Rørelse, det lød imidlertid som 18en tilfreds Grynten. Hænderne, som hvilede paa Ryggen, gned han ubemærket.

«Men hvor vil det saa gaa med mine Forretninger? – Umuligt!»

«Sverre mente, at din Fuldmægtig, der er en slig prægtig Mand, kunde imidlertid – ja, Sverre troede, at –»

«Sverre mener, Sverre tror, Sverre ønsker! – Det er godt nok, men hvorfor henvender ikke Gutten sig til mig selv? Hvorfor skal du altid være Mellemmand? Man skulde tro, jeg var en ren Bussemand, et Skræmsel. – Er jeg kanske ikke din Far, Gut?» Han vendte sig vredt mod Sønnen. «Er jeg din Far eller er jeg det ikke?»

«Desværre er du det,» mumlede Sønnen, heldigvis saa sagte, at den stridbare Fa'r ikke hørte det.

«Men saa svar da, for Fanden! Du er da ikke født stum? Eller kanske du altid er saa taus som her hjemme? Taler du ikke heller, naar du er ude, sammen med dine Kammerater?»

«Jo, med dem taler jeg.»

Pehrsen saa næsten bestyrtet paa Sønnen, det forgræmmede Drag ved Mundvigen traadte stærkt frem, saa fór han ud af Stuen, smeldende Døren efter sig.

«Gud, Sverre!» raabte Moderen straks, han 19var borte. «Hvorfor siger du altid Pehrsen imod?»imod?»] rettet fra: imod? (trykkfeil) (hun gav aldrig Manden hans Fornavn ligesaalidt som han hende) «Du er gal, Sverre! Du ved dog, at han igrunden holder saa af dig.»

«Tys, Mama, jeg har Ret – det ved du godt selv. En tyrannisk Natur som hans maa ha' Modstand! Hvis vi altid føiede ham og snakkede ham efter Munden, vilde vi være fortabte begge to.»

Moderen nikkede resigneret. Der var Sandhed i Sønnens Ord. Hendes svage Kraft var jo forlængst brudt i Kampen mod denne haarde Mand. Nu følte hun sig undertiden som en Ruin.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.