[3]

20Paa Veien til sit Værelse standsedes Pehrsen af den gamle Tjenestepige, der fortalte, at «en Mand vilde tale» med ham. «Hvor er han, Maren?» – «Jeg har vist ham ind paa Kontoret.» – «Hvad vil han, hvordan ser han ud?» – «Aa, han ser ikke bra' ud, det er vist en gammel Fyldefant, som vil laane Penge.» – «Hm! –» Pehrsen gik hurtigt ind paa Kontoret. «Altid blir man overløbet af alskens Pak.»

Kontoret kaldte man det lille Hjørneværelse, hvis Vinduer vendte ud mod Baggaarden, fordi Pehrsen der læste sine Aviser og røgte sin Pibe. Pehrsens egentlige Forretningslokale laa forresten et godt Stykke fra Villaen, i en af Kristianias mest beferdede Gader nede ved Havnen.

En gammel Mand, der krammede en luvslidt, 21bulet Silkehat mellem sine skrukne Hænder, stod ydmyg nede ved Døren. Den Gamles Minespil var højst pudsigt at iagttage. En forlegen Ængstelighed blandede sig med et trygt Smil, som om han følte, at han igrunden dog havde stor Ret til at betragte sig som hjemme i dette smukke Værelse med Dyreskinds-Tæppet fremfor Pulten, med den broderede Avisholder og det elegante Bord med Røge-Rekvisiterne.

Pehrsen tumlede tilbage ved Synet. Hans Ansigt blev sprudende rødt, hans smaa Øine stod stive i Hovedet. Overraskelse, Harme og Skræk gav hans Træk sit vekslende Udtryk.

«Du her! – Hvad vil du? – Er du forrykt? –»

Den Gamle tabte ganske sit Smil, Ængsteligheden vandt Overhaand, Silkehatten kramedes mere og mere ivrigt mellem de dirrende Hænder. Imidlertid fattede Pehrsen sig. Han keg forsigtigt ud i Entréen og laasede saa den Dør, som førte ind til Salonen, hvor Fruen og Sønnen opholdt sig. Kontoret havde to Udgange. Den anden førte til Baggaarden.

«Goddag, Fredrik –» Den Gamle rakte usikker Haanden ud, en Haand, der var kroget, barket og smudsig som en udslidt Arbeiders. «Vil du da slet ikke hilse paa mig?»

22«Hvad vil du dog?» spurgte Pehrsen, skjælvende af Utaalmodighed, idet han forsigtigt gjemte sine hvide Hænder under Frakkeskjøderne. «Har jeg ikke engang for alle forbudt dig at opsøge mig her i mit Hjem? – Mangler du Penge? Eller hvad er der iveien? Hvorfor er du ikke bleven i Stensund? Jeg sendte dig jo nylig din Maaneds-Gage … Eller har du ikke modtaget den?»

«Jo, jeg har vel det – og brugt dem op ogsaa – Gudnaa's.»Gudnaa's] Guds nåde (hjelpe) oss

«Tys, skrig ikke saa! Min Kone er derinde. Tal sagte, for Fanden!»

«Hvad Galt var deri, om Sofie hørte, at jeg var her? Det er et Kvindfolk, som har Hjertet paa det rette Sted. Ikke jager hun mig væk som en Hund. – Du ved, i gamle Dage …»

«Kald hende ikke Sofie! Det lyder saa fælt i din Mund.»

«Jeg hører da til Familien, jeg ogsaa, skulde jeg mene –»

«Hm!» mumlede Pehrsen og trommede febrilsk paa Bordkanten. «Men jeg har liden Tid,» vedblev han og saa paa sit Gulduhr. «Skynd dig! Til Sagen! Du er atter i Pengeknibe, hvad? Men hvorfor skriver du da ikke? Hvorfor komme i egen Person? – Hvilket 23Held, at Ingen har seet ham her uden gamle Maren – og hun ved ikke, hvem han er,» sukkede Pehrsen for sig selv.

«Ja, det skulde være fælt gjildt igjen at faa nogle Skillinger i Lommen –»

«Men jeg begriber ikke, hvortil du bruger alle de Penge, jeg gier dig. 15 Spd.Spd.] spesidaler har du nu faaet hver Maaned og noget extra til hver Høitid. Med den Sum maatte du pent kunne komme ud paa et sligt billigt Sted, som du lever. Klæ'r har du, Hm» – Gamlingen saa med et næsten polisk Grin ned paa sin lappede Brok – «Sko behøver du ikke, for dem kan du sy dig selv, det er jo din Haandtering – og hvilke andre Udgifter har du saa? Hos Bondefolkene, hvor du er indlogeret, betaler du kun ti Spd. for Mad og Værelse, maanedlig. Altsaa har du endnu fem Spd. tilovers til Tobak og slige Smaating. – Men jeg er ræd for, at du ikke har bedret dig trods alle dine Løfter. Du drikker hver Skilling op, det gjør du.» Han traadte nærmere hen til den Gamle. «Puh, ja, var det ikke det, jeg mærkte? Brændevinsgausen staar jo langt af dig.»

«Det er, Fanden spleise mig, Løgn – jeg har kun drukket en eneste Dram idag, en liden en, fordi jeg vilde være pyntelig og nøitral, naar jeg skulde hilse paa dig.»

24«Men du er jo fuld, Mand –»

Pehrsen betragtede den Gamle med afskyblandet Mistro. Gamlingen var høi, svær, bredrygget. (Han lignede slet ikke en Skomager, kun de indadbøiede Ben tydede derpaa.) Hvide, buskede Bryn skyggede over de smaa, blygraa Øine, Ansigtet havde denne blaarøde, opdunstede Farve, der er eiendommelig for forfrosne Droskekudske og for Drukkenbolte; men den usædvanlig høie Skaldepande og det hvide Haar og Skjæg bragte i Forglemmelse de vulgære Træk og gav ham et værdigt, næsten patriarkalsk Udseende. I Mundvigerne saa man det brune Spor af Tobaksskraaen, Skjægget var paa sine Steder smudsig gult og mindede om en gammel Hestehale.

Han bar en luvslidt, langskjødet Kjole af blaat Klæde, der var knappet saa vel, at man intet Linned opdagede, Bukserne derimod var af mørkegraat, tykt Vadmel og flikkede paa Knæerne. Skoene var store, plumpe og stinked af den Tran, hvormed de var smurte. Inde i Silkehatten havde han stukket et Par hvide Uld-Vaatter og et kjæmpestort, rødrudet Bomulds-Lommetørklæde.

«Neigu', om jeg er fuld, Sønnemand,» svarede Gamlingen hikkende og indtog en særdeles stiv Stilling. «Jeg tar aldrig mere end 25jeg kan lavere, og idag har jeg, som sagt, kun smagt en liden Lysholmer, eller kanske det var to – men bitte, bitte smaa var de – bare for at stive mig op, ser du – jeg var saa klein –»

«Med dig vil det ta' en sørgelig Ende, hvis du ikke snart bedrer dig.» (Pehrsen kunde ikke faa Ordet «Far» over sine Læber) «En vakker Dag kommer du paa Mangelsgaarden, eller man vil finde dig i Rendestenen, kreperet som en druknet Rotte.»

«Nei, snak ikke saa stygt da! – Sligt vil aldrig hænde, saalænge jeg har dig, Sønnemand. – Du tar dig nok af mig, som Ole Semenarist siger.»

«Omgaas du endnu den fordrukne Skolemester?»

«Det er jo beste Kammeraten min. – Han er Pinedød mere klok og lært end vi begge tilsammen. Han kan Láttin og' han, ja ligesaa godt som Bispen. – Ser du, Sønnemand, en anden Slusk kunde vel greiet sig med de 15 Dalerne, du sendte, men ikke jeg, maa du vide. – Jeg, som er Far til en slig gjild Gut som du –. Hele KristianKristian] Kristiania kjender dig jo og snakker om dig. Jeg maa være 'Sjentelmand' jeg, siger Ole Semenarist, og leve flot – blot for at 26gjøre Ære paa dig, Sønnemand. Ja, jeg maa 'presangtære', siger Ole Semenarist, og saa tør jeg Pinedød ikke knibe paa Skillingen, men jeg maa rive i baade sent og tidligt, Bayere og Drammer. – Jeg maa rive i, forstaar du, og det er det, som er saa fælt kostbart. 'Æren er dyr den,' sa' Kjærringen, hun kjørte til Kirke i en bottenløs Vogn, som hun maatte springe ind i den hele Veien, jamen er den saa.»

Med et Suk, der lignede en Stønnen, aabnede Pehrsen sin Lommebog. «Her skal du faa ti Spd., men saa maa du ogsaa love mig, at du straks reiser hjem og ikke rangler Pengene bort herinde. – Au, jeg har ingen Smaasedler! – Men skrub nu af – Jeg skal sende dig de ti Spd. i Posten til Stensund.»

Gamlingen, der forgjæves havde ventet paa, at Sønnen skulde bede ham tage Plads, satte nu Hatten med Vaatterne og Lommetørklædet forsigtigt fra sig paa Gulvet, og lod sig selv med hele sin Vægt falde ned i en fin Lænestol af Rør. Det skreg og knak i Stolen som vilde den springe i mange Stykker. Pehrsen saa irriteret paa ham.

«Nei, du maa ikke slaa dig ned! Skrub af, hører du! Jeg venter Besøg, vigtige Besøg –»

27«Ja, jeg vilde kun sige dig, at du ikke maa sende de ti Dalerne til Stensund, fordi – fordi …»

«Nu? Hvorfor ikke? Saa tal da ud af Leveren.»

En nervøs Ængstelse forraadte sig i hele Pehrsens Holdning.

«Fordi jeg ikke bor der mere. Jeg bor siden igaar her i Kristian, jeg.»

Pehrsen satte op en Mine, hvis Fortvivlelse blev næsten komisk. Og han gjorde en Bevægelse som om han vilde forgribe sig paa den gamle Far.

«Her? – Her! – I samme By som jeg! – Umuligt!»

«Netop, Sønnemand!»

«Hvilken Skandale! Min værste Fjende kunde ikke spillet mig en slemmere Streg … Jeg betalte dig jo de 15 Spd. maanedlig paa den udtrykkelige Betingelse, at du skulde leve derborte paa Landsbygden, langt fra mig og Hovedstaden. – Har du glemt det?»

«Ja, ser du, Ole Semenarist mente –»

«Til Helvede med den gamle Drukkenbolt!»

«– at jeg burde ta' herind. 'Denne Filleflækken er ikke god nok for dig, Pehrsen,' sa' han, 'du, der er Far til den rige Grossereren 28derinde i Kristian,' sa' han, 'du bør leve sammen med ham,' sa' han, 'for der er jo dog noget, som heder Familieliv og sligt,' sa' han, 'og saa kan du der faa saamange MoneterMoneter] penger som du vil,' ja det sa' han, 'og har du for mange af dem, kan du ogsaa sende mig en Seddel,' sa' han. – Aa, det er et udspekuleret Kreatur, den Skulemesteren! 'Du bør ikke gaa her i Bygden som en Lusehund,' sa' han, 'mens Sønnen din derinde lever som en Prins og slaar stort paa, og har en ny Frakke hver Dag,' ja, Pinedød sa' han det, Sandhed i hvert Ord.»

«Du reiser straks tilbage, jeg forlanger det, jeg befaler dig det, hører du? – Og herefter skal du faa tyve Spd. hver Maaned og Tobak skal jeg sende dig extra. Er du saa tilfreds?»

«Neigu', om jeg nu reiser ned igjen til det Fillehullet – Jeg liker ikke Landet, jeg. – Jeg er lei nu af at se paa, hvordan Kreaturene slippes ud hver Dag, og hvordan Bikkja bider dem i Bagbenet. Det er ikke Liv, det. – Og Ole Semenarist finder jeg heller ikke mere, for han er ta't til Stavanger for at præke for Hedningerne og Mormonerne der – Talegaver har han, men først maa han fugte Munden lidt – Haha! –»Haha! –»] rettet fra: Haha! – (trykkfeil)

«Du reiser alligevel – jeg vil det.»

29«'Nei,«'Nei,] rettet fra: «Nei, (trykkfeil) det gaar ikke,' sa' Ræven, da – Ja, hvad sa' han nu? Det kan ogsaa være det Samme. – Jeg vil fortælle dig, at jeg alt har logeret mig ind her hos Mor Tvedt nede i Piperviken – alle mine Pakkenelliker er der, og jeg har betalt forud Hyren for en Maaned. Jeg synes fælt godt om Kristian, jeg. Gaderne er saa brede og fine – og saa de fine Shapperne da…»

«Hvis du er kommet her i den Tro, at du faar leve sammen med mig eller ha' nogen Omgang her i Huset, saa har du gjort en feil Beregning. – Reiser ikke du herfra, saa reiser jeg.»

Fruens Idé om at tilbringe Vinteren i Rom stillede sig pludselig for Pehrsen i et formildet næsten skjønt Lys.

«Du skammer dig da saa svært over gamle Far din, Fredrikmand? – Ja, det er vel saa, det,» sukkede Gamlingen spagfærdigt, og førte Haanden op til sine rødsprængte Øine. Der var Graad i hans Røst.Røst.] rettet fra: Røst.» (trykkfeil) «Da du var liden Pøik, var du saa snil mod mig … aa, jeg husker det godt … Da din Mor levede … Gud glæde hende i Himlen! … Naar vi saa gik til Kirke sammen … hver Søndagsmorgen … og du tog mig saa trut i Haanden … og de smaa Fingrene dine krablede som 30Fugleklør ind mellem mine … Du var saa glad hele Veien … du saa paa de nye Bukser, Mor havde syet dig, paa de blanke Skoene, du havde faaet af mig … og smilte, smilte … Og i Kirken sang du Salmerne med saa høit, at Klokkeren saa op fra Boken sin … og siden, ovenpaa Middagen … Mor gav os Røgekjøt med Kaalsuppe – aa, jeg husker det saa godt, altsammen! … ja, saa gik vi en Tur langs Fjæren … Jeg samlede alle de runde, blanke Stenene til dig … og du var saa glad i dem, og glad ved at se Sjøen og alle Skibene … Og saa fortalte du mig … om alt du den Uge havde lært i Skolen … om alle de fremmede Lander og Byer …»

Den Gamle var efterhaanden bleven ganske ædru. Underlæben faldt ned og Trækkene blev saa slappe og hjælpeløse.

«Fordømt Sludder!» sagde Pehrsen.

«Men nu har jeg det ikke godt mere, Fredrikmand … det var i gamle Dage det – Aa, at Mor skulde dø saa tidligt … det blev min Ulykke, du, Ulykke for os alle – Aa, Anne Marie, Anne Marie!» En Taare, der langsomt var rundet ned og nu hang som en Draabe paa Spidsen af hans røde Næse, tørkede han bort med Bagsiden af sin Haand. «Jeg blev saa alene … ganske alene … 31Nei, jeg kunde ikke trives dernede i Stensund … alt var mig saa fremmed … Og ingen ting havde jeg at bestille … Og saa kom i Lediggangen alle de underlige Tankerne over mig … Naar jeg om Kvælden sad alene sammen med Skulemesteren og tog mig en Dram eller et Kortslag … alt var saa uhyggeligt, Stuen saa tom og kald, kun den Brændevinsflasken paa Bordet – ja, saa undrede jeg mig over, at jeg sad der saa ensom og forladt … i al denne Stygheden, derude paa Bondebygden … Jeg huskede paa, at der ikke langt borte fra mig, i den store Byen leved' en Søn af mig, som ikke vilde kjendes ved mig i al min Skrøbelighed … en rig Søn, der havde Hus og Hjem og Familie … Og saa længtes jeg til mine Barnebarn, som jeg aldrig faar se – aa, hvor jeg længtes, du! … jeg syntes, jeg maatte springe op paa flyende Flækken og løbe over Dal og Fjeld for at se dig og dine … Men saa faldt det mig ind i det samme, at du jo slet ikke brydde dig om mig, at du vilde stænge Døren for mig, og ved den Tanke vendte sig Drammen i Munden min, som havde det været den sureste Eddike, jeg spyttede Brændevinet ud … men, saa maatte jeg straks efter ha' mig en ny Dram … for at døve alle de svarte Tankerne, som huserede 32herinde og vilde gjøre mig gal … og saa igjen en ny en, indtil jeg blev saa fuld, at Sorgen glemtes i Ørsket, og Skulemesteren maatte klæde af mig og hjælpe mig iseng som var jeg en liden Unge … Ja, Skulemesteren var snil mod mig han, i al min Skrøbelighed og Elendighed … Han er ogsaa saa lykkelig … han har aldrig været gift … han har ingen Barn, som –»

Han sukkede tungt, tungt. Pehrsen havde med rynkede Bryn hørt paa ham.

«Nei, jeg er ikke saa glad i Brændevinet, som Folk trur! 'Du er en ulykkelig Mand, Pehrsen,' sa' Skulemesteren ofte til mig, 'en Skibsbrotten paa Livsens Hav, det er Sagen.' sa' han. – Aa, fik jeg bare leve i Familien din, Fredrikmand … ikke bo her, bare nu og da faa Lov at besøge dig … Børnene, ser du … Kunde jeg undertiden faa høre et godt Ord af dig … mærkede jeg, at du holdt en Smule, bare en Smule, af mig, for jeg er dog, alt i alt, din Far, Fredrik – ja, saa vilde meget bli' anderledes … det lover jeg dig … Og naar jeg saa kom i Huset dit og fik se paa dine vakre Barn, mine Barn, hvor pent de opførte sig … ja, da kunde jeg aldrig mere bringe det over mit Hjerte at smage paa det Stærke, det lover jeg dig … og jeg skal 33holde mit Ord … Dine Barn skal ikke ha' Skam af gamle Bestefar …»

Han trak det rødrudede Bomuldslommetørklæde ud af Silkehatten og tørkede snøftende sine gamle Øine.

«Slige Løfter har du givet saa tidt,» svarede Pehrsen uden Spor af Bevægelse, «jeg tror dig ikke mere.»

Den Gamle saa kummerfuldt bønfaldende paa ham uden at mæle et Ord. Saa foldede han Lommetørklædet omhyggeligt sammen og lagde det sukkende tilbage i Hatten.

«Tys! Der kommer Nogen!» raabte Pehrsen (det bankede paa Kontordøren). «Nu maa du gaa! – Nei, ikke den Vei! Der kunde du møde min Kone. – Kom her!»

«Ja, jeg skal gjerne gaa – men kunde jeg ikke først faa Lov – – faa Lov at se Sverre? Han skal være saa vakker, siger alle. – Aa, bare en eneste, eneste Gang!»

«Hvad skal det tjene til? Sverre kjender dig jo ikke. Han ved jo ikke engang, hvem du er. Du vilde blot skræmme ham.»

«Tror du? – Men det er netop Sorgen min dette, at jeg blir skyet som en Spedalsk. … Han er dog Barnebarnet mit, og Blod er aldrig saa tyndt, at det jo er tykkere end Vand … Jeg vilde saa gjerne ta' ham i 34Haanden engang og se hvad for Øine han har. … Er de graa? … Ligner de dine, Fredrik?»

Pehrsen mere puffede end førte Faderen ud til Bagtrappen. Gamlingen fik neppe Tid at tage sin Hat med Vaatterne og Lommetørklædet til sig.

Pehrsen lukkede Gadedøren efter ham. Gamlingen stod alene, med Hatten i Haanden, udenfor Villaen. Vinden ruskede i hans ubedækkede, hvide Haar, og Regndraaberne slog som Hagl mod hans furede Ansigt, men han ændsede det ikke.

Han saa blot op mod Huset, nikkende i bittert Dybsind, han betragtede alle dets rige, plumpe Forsiringer, han betragtede Vinduerne med de lyse Gardiner, bag hvilke han troede det fandtes, som han forgjæves søgte: et Hjem med Familielivets Glæder og Sorger – og saa fik han pludselig om Munden det samme forgræmmede Træk, der var eiendommeligt for Sønnen. Familieligheden traadte i dette Øjeblik slaaende frem.

En stor Taare brød sig langsomt Vei ned over den rynkede Kind, blandede sig med Regndraaberne og blev tilslut borte i det smudsig hvide, sammenfiltrede Skjæg.

Saa vendte han sig, satte Hatten paa, og 35gik med bøiet, lidt vaklende Holdning nedover mod Byen. Da han naaede en af Smaagaderne i Piperviken, saa han sig forsigtig, sky omkring, og forsvandt saa i et lidet Hus, over hvis Dør der stod malet med snørklede Bogstaver: «Udskjænkning af Win og Øl».

Her vidste han, at han fandt det Middel, som kunde trøste ham.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.