[4]

36Byen laa ved Elven; den var bitteliden, havde kun et Par tusind Indbyggere. En Smule Fabrikdrift og en ret betydelig Trælasthandel var Byens Indtægtskilder. De faa Embedsmænd, som fandtes der, spillede en meget ydmyg Rolle. De vare alle uformuende, og den rige, velnærede, storpralende Trælasthandler saa med Foragt ned paa disse Statens luvslidte Tjenere, der ikke havde Raad til hverken at give Danse- eller Sviregilde.

Noget Theater havde Byen naturligvis ikke. De Fattige morede sig med at gaa i Bedehuset, høre omstreifende Lægprædikanter og synge «glade Salmer» – en svensk Taler akkompagnerede endog sit blomstrende Foredrag med Harpe-Toner – de Rige, Trælasthandlerne og Fabrikeierne slog Tiden ihjel ved at give det ene dundrende Champagne-Lag efter det andet, 37mens Embedsmændene, aristokratiske og dannede, følte sig højst malplacerede i disse Omgivelser, og levede tilbagetrukne i sine stille Hjem, hvor Læsning og Musik fyldte Aftenen.

I denne Smaaby fødtes Fredrik Pehrsen.

Hans Far, den gamle Skomager, boede i en Udkant, i et lidet, faldefærdigt Hus, hvis knuste Vinduer stoppedes af gamle Klude. Der var dog en Tid, da det lille Hus, rent og helt, med klare Ruder skinnede mod Solen.

Dengang levede endnu Moderen, Anne Marie.

Med hendes Død – Fredrik var dengang en 10 Aar gammel – forfaldt altsammen. Den hidtil saa skikkelige, brave Mester, der havde elsket sin Hustru over al Maade, slog sig paa Drik, Arbeidet gik ikke, Kunderne tog af – og tilslut sad vor stakkels Skomager tilbage i stor Armod. En gammel Nabokjærring tog sig en Smule af Husvæsenet mod at faa gratis Skotøi.

Fredriks Opvækst blev just ikke lys. Ofte maatte han gaa sulten paa Skolen, ofte kom han did med et blaat Øie eller med en blodig Næse. Naar Faderen havde drukket, kunde han, ellers Godmodigheden selv, blive meget opfarende; da pryglede han Gutten, der desværre var trodsig og respektløs mod den Gamle.

38Undertiden maatte Fredrik holde sig ganske borte fra Undervisningen, fordi hans Klæder var i Ustand, eller Faderen havde forsømt at lappe hans Sko. Da sad han hjemme og vantrivedes i den tomme, smudsige Stue, hvor Regn og Vind drev ind trods de stoppede Ruder, og hvor Faderens Krak og Læster erstattede de solgte Møbler. Til Tidsfordriv kjæklede han med sin ældre Bror, en lang, rødhaaret Krabat, der en vakker Dag strøg tilsjøes og siden aldrig spurgtes mere.

Faderen vilde tage Fredrik ud af Skolen og lære ham sit Haandværk; men her fandt han stærk Modstand hos Gutten, der allerede drømte om at blive «noget fint» i Verden. Støttet af en ældre Lærer, der havde lagt Mærke til hans Videbegjærlighed og Flid, blev han endnu nogle Aar i Skolen. Hurtigt gjennemgik han alle Klasser. Skolen elskede han; den var for ham, ulig hvad den er for andre Børn, det frieste, deiligste Sted, han vidste. Derinde, i de lyse Sale, var alt saa renligt og net. Der fik han læse, lære, synge, der fik han fortroligt omgaaes pene, velklædte Børn, der udmærkedes han af sine Lærere og glemte al den Uhygge, som ventede ham i Hjemmet.

Han sluttede sig, allerede beregnende, til 39de fornemste Gutter i Klassen. Et Par unge Bønder, Sønner af nogle velstaaende Gaardbrugere i Byens Nærhed, saa han ikke engang paa, de var saa «simple». Han skyede alt Samkvem med dem, ræd for at Folk skulde slaa ham sammen med dem. Mødte han dem tilfældigvis paa Gaden, gjorde han en stor Omvei.

Tilslut lykkedes det ham at blive god Ven til Erik Sundt, Byfogdens Søn, ved at gjøre denne allehaande smaa Tjenester og følge ham i Hælene som en tro Hund.

Standsforskjellens Bitterhed skulde han desværre allerede tidligt lære at kjende. Naar han besøgte sin Ven Erik, blev han aldrig sluppet ind i Byfogdens elegante Sal. Han stod paa Gadehjørnet og ventede, at Erik, underrettet af Tjenestejenten, kom ned til ham. Eriks Mor kunde slet ikke like, at han omgikkes «den fillede Søn til den fordrukne Lappeskomager». Og det var sandt, Fredrik var trods al sin Omhu – han flikkede nu selv sine Klæder – meget styg i sin Dragt.

En af Trælasthandlerne gav et Børnebal. Erik var naturligvis buden. Fredrik stod i Snesølet udenfor det festlig oplyste Hus og frøs, indhyllet i et gammelt Shawl efter Moderen. Han saa Skyggen af de dandsende 40Par tegne sig paa Gardinerne, han hørte den dragende Valse-Musik – og pludselig kjendte han en slig Smerte over, at han ikke var med deroppe i det glade, fine Lag, hvor Erik dandsede med de vakre, hvidklædte Smaapigerne.

Men han, Stakkar, havde jo heller ingen Byfoged til Far, han var jo kun Søn til den «fordrukne Lappeskomager».

Naar Faderen i Fuldskab slog efter ham med Remmen, græd han ikke, men bed haanligt Tænderne sammen; dog denne Aften, da han laa i sin kolde Seng, med Moderens gamle Shawl over sig istedetfor Tæppe (dette Shawl maatte tjene til alt), da kom Taarerne listende, den ene efter den anden, bitre og brændende, som kun et Barn kan græde dem.

Erik reiste omsider til Kristiania. Byfogden, der først havde bestemt ham til Handelen, vilde nu, at han skulde gaa den akademiske Vei. Fredrik havde den mest brændende Lyst til at komme til Hovedstaden og studere som Kammeraten, men der var desværre Ingen, som vilde «hjælpe ham frem», og Faderen lo blot af hans Høihedsstræben. «Skomager, bliv ved din Læst», sagde han.

Han maatte tilslut ud af Skolen og fik Ansættelse i en Butik, men da han i Længden 41fandt det «for simpelt» at staa bag Disken og række Kaffe, Gryn og Sukker til alle Byens rødhændte Tjenestejenter, forlod han denne og søgte Plads paa et Grosserer-Kontor. Han satte sig godt ind i Principalens Forretninger – det var Trælasthandel – han var dygtig og sparsom, lagde sig i Aarenes Løb Penge op og etablerede sig tilslut selv. Det gik godt. Han kunde ernære en Kone, mente han, og giftede sig med Sofie Hjort, Datter af en fornem og forarmet Embedsmands Enke. Hele Byen skreg paa Mesalliance og paastod, at Moderen, der havde Reden fuld af uforsørgede Døtre, havde tvunget den svage, syttenaarige Sofie til at tage «Skomager Persen sin Søn».

Og den stakkels Sofie, tilføjede man, elskede og var gjenelsket af en anden, en ung, fattig Maler, der havde studeret ved Akademiet i München. Men disse maatte nu skilles; han var reist tilbage til Tydskland.

Et Par Aar levede Pehrsen og Frue flot. Sofie var en «Barnekone», der slet ikke forstod sig paa Husstel og Pengevæsen, men kun drømte over sine Romaner, en Poesiens Verden, hvori hun glemte det Skibbrud, hun allerede havde lidt i Virkelighedens, – og Pehrsen, der gjerne vilde i de fine Kredse, 42hvortil hans Hustru hørte, søgte ved overdaadige Middags- og Champagne-Selskaber at lokke disse til sig.

Følgerne udeblev ikke. FallitenFalliten] Forfatteren kan her ha vært inspirert av kjøpmann Knud Ibsens fallitt, men i romanen er denne altså knyttet til grosserer Pehrsen selv og ikke til romanfigurens alkoholiserte far. var der, inden Nogen tænkte derpaa.

Ydmygelsen blev grændseløs. Pehrsen maatte bøie sin stolte Nakke og krybe fra Hus til Hus, til alle sine Kreditorer for at tigge om Akkord. Det var en sand Spidsrod, denne Tiggergang! I sin korte Velmagtstid havde Pehrsen ofte været hovmodig og arrogant mod sine Omgivelser. Nu hævnede de sig. Nogle lod ham vente timevis i Forstuen, andre vilde ikke engang modtage ham, enkelte dængede ham til med sarkastisk Medlidenhed, og alle var enige i, ikke at ville gaa ind paa noget Forlig. De krævede Lovens hele Strenghed anvendt. Rettens Betjente indfandt sig i Hjemmet og lagde Beslag paa alt, Rub og Stub, Møbler, Sengklæder, Kjøkkenredskaber.

Fruen besvimede først; siden fattede hun Mod. Hun udleverede selv alle sine Pretiosa, det Gulduhr med Kjede, Armbaand, Brosche med mere, som Pehrsen havde foræret hende. Hun var stolt, hun vilde ikke bære «stjaalne Smykker».

De havde allerede to Smaa, en Gut og 43en Pige. Fire Mennesker sad der hjælpeløse tilbage i de tomme, udplyndrede Stuer. De havde intet at spise, intet at sidde eller sove paa. I Vuggen (som heldigvis ikke var bleven bortauktioneret) laa Børnene og skreg, Fruen græd, Svigermoderen skjældte Pehrsen ud for en Bedrager – og Pehrsen selv gik, efter den første Fortvivlelse, paa en Kneipe. Han drak. Faderens ulyksalige Tilbøielighed lod til at ville gaa i Arv. Naar han saa ved Midnatstid kom ravende hjem, var han oftest i et trættekjært, brutalt Lune, Fruen gjemte sig ræd, mens de forsultne Unger hylede stærkere end sædvanligt.

Fruen, der var meget musikalsk, lykkedes det at tiltrygle sig nogle Piano-Informationer i «bedre Huse». Pehrsen fik fat i noget Afskriverarbeide hos en af sine tidligere Omgangsvenner, en meget naadig Herre, hvem han til Gjengjæld høitidelig maatte love aldrig mere at sætte sin Fod i Kneipen. En anden «Ven» lod i et Selskab Hatten gaa omkring for at samle ind nogle Skillinger til «stakkels Pehrsen, at han ikke rent gaar i Hundene».

Det var netop saa meget, at de fristede Livet.

«Naar Krybben er tom, bides Hestene», er et gammelt Ord, der atter her fandt sin 44Bestyrkelse. Pehrsen og Frue laa i stadig Strid. Hun følte instinktsmæssig, at det her gjaldt en Kamp om Livet, at hvis hun ikke itide fik Magten over denne herskesyge, grove Natur, vilde han efterhaanden knuse hende. Hvad hun ejede af Kraft, opbød hun derfor i disse Ulykkens Dage, af sin moralske Overlegenhed smedede hun et Slags Vaaben, der skulde holde ham, Fallenten og Drukkenbolten, i stadig Respekt. Jo dybere han sank, jo høiere og renere steg hun, hun blev ligesom borte i Skyerne, det var en Murillos Madonna, med Halvmaanen under sin Fod og Glorien over sit Hoved, alt var Fromhed, Forsagelse, Pligt – men intet nyttede hende.

Med et plumpt Fodspark styrtede han om den Helgen-Piedestal, hvorpaa den unge, af sit Roman-Rige saa voldsomt udrevne Frue havde stillet sig. Han behandlede hende, som om hun havde været en utro, brødefuld Hustru, og knuste hende i Tidens Løb langsomt, men sikkert. Legemlig Mishandling anvendte han aldrig (engang, en eneste havde han dog løftet Haand mod hende, men da var han beruset), Torturen var aandelig, bestod i Spot, Ligegyldighed, Ondskab.

Slig sneg sig hen nogle Aar, fuld af Armod og usigelig Bitterhed.

45Saa kom det lykkelige Omslag i Pehrsens Liv. Erik, der levede som Bureauchef i Kristiania, havde ikke glemt Vennen, om hvis Nød man havde fortalt ham. Han skaffede ham en Stilling som Fuldmægtig hos en af sine Bekjendte derinde. Pehrsen med Kone og Børn flyttede til Hovedstaden. Pehrsens nye Principal døde kort efter, Enken tog Pehrsen til Bestyrer af Firmaet, Forretningen blomstrede under hans Hænder, Pehrsen blev hendes Kompagnon, spekulerede heldigt, tjente en Formue, skilte sig tilslut ud af Firmaet og dannede et nyt, som nu var et af de mest ansete i Kristianias Handelsverden. «Fredrik Pehrsen» havde en udmærket god Klang paa Børsen.

Drikke gjorde han ikke mere. Han havde nemlig lagt Mærke til, at hans nye, fine Bekjendte, hvis Vinkjældere var fulde, alligevel var meget nøgtern i Nydelsen af Spirituosa. Det maatte altsaa ikke være «fornemt» at tage sig en Rus, men det var jo netop Pehrsens Maal at ville være lige saa fornem, som de Andre. Hvad ikke Fruens Overtalelser havde kunnet udrette, virkede, mærkværdigt nok, denne hans egen Appel til Forfængeligheden. Han blev maadeholden som en «Gentleman».

46Det var i disse Storheds Dage, at hans Navn fik sin endelige, bestemte Form. Først havde han kaldt sig Persen som Faderen, saa Pedersen, siden Petersen, derpaa Perssen, saa Pers o n; men da denne Endelse fandtes for «svensk», forandredes det til Pehrssen og til slut simplificeredes det til Pehrsen.

Fruen foreslog, at han skulde vrage hele Sen’ne-Navnet og kalde sig Kalvedal efter den Husmandsplads, hvor hans Far var født, men dette fandt Pehrsen for bondsk og fjøsstinkende, og blev sint paa sin Kone, fordi hun saa taktløst mindede ham om hans Udspring. «Den Familiestoltheden!» brummede han.

Men midt i sin Rigdom var Pehrsen ingen lykkelig Mand. Det Hav af Ydmygelse, Smerte og Skam, som engang havde skyllet over hans Nakke, havde ligesom krøget ham og givet ham Trællemærket.

Han kunde aldrig reise sig rank mere.

Huskede han gamle Dage, Falliten, Exekutionen, Spidsrods-Gangen, Skillings-Indsamlingen til Fordel for ham, stak han Neglene ind i Haandfladen og saarede sig tilblods.

*

47Fruen og Sverre sad sammen i den fortrolige Skumrings-Time.

«Hvor underligt!» sagde Sverre, «at jeg aldrig har kjendt Far til Papa! Hvad var han egentlig?»

«Aa, han er – Fabrikant».

«Han lever altsaa endnu?»

«Naturligvis».

«Og jeg, som troede ham død! Papa taler jo aldrig om ham, ved du. – Hvad Slags Fabrikant er han?»

«Han er – han fabrikerer – nu han fabrikerer Fodtøi».

Fruen hostede.

«Han er Skomager, med andre Ord!» raabte Sverre. «Hvortil alle disse skjønne Omskrivninger! Naa, det er en net Extraktion!»

«Men min Bestefar var General», svarede Fruen med et Smil, «og min Oldemor var af gammel dansk Adel».

«Har du Stamtræet, Mama?» spurgte Sverre ivrigt. «Aa, det burde du skrive ned! Det kunde være saa interessant og nyttigt for mig. Kommer jeg engang ind i en diplomatisk Carriere, saa …»

Pehrsen traadte uventet ind. Begge taug skræmte. Fruen, der frygtede for at han 48 alligevel skulde hørt noget (han havde den mindre smukke Vane at lytte ved Dørene), begyndte paa en forvirret Vis at tale om Rom og Rejseliv.

«Lad os da i Herrens Navn stryge derned, for at føie Jer», sagde Pehrsen, der samme Dag havde været i Piperviken og havt en hemmelig Sammenkomst med sin Far uden at opnaa noget Resultat. Gamlingen var stædig som en Okse og vilde slet ikke vende tilbage til «Fillehullet dernede». Han havde det forresten saa godt hos Mor Tvedt, der kridtede hans Smaasnapse op paa Væggen istedetfor at forlange Kontanter. Hans sidste Ord til Pehrsen lød: «Du har været en slet Søn, Fredrik, men saa sandt Gud lever, Sverre vil engang hævne mig paa dig. Husk paa det!»

«Gud, hvor deiligt!» raabte Fruen. «Er det virkelig dit Alvor, Pehrsen? – Aa, hvor deiligt!»

Men Sverre taug.

«Naa, hvad siger du, Gut?» spurgte Faderen, der havde glædet sig til et Takke-Ord. «Er du ikke nu tilfreds?»

«Jo!»

Dette tørre Enstavelsesord var det Hele. –– Pehrsen skalv i Mundvigen.

49«Skulle vi ikke skrive til Fredrikke?» (det var Sverres Søster, der opholdt sig i en fransk Pension) raabte Fruen. «Hvor det vilde more hende at være med!»

«Aa, lad hende bare bli’ i Paris! Hvorfor skal vi for den Sags Skyld ta’ hende ud af Pensionen? Reisen bli’r dyr nok alligevel for os Tre. Fredrikke trives jo forresten bedre derude, end sammen med os, det siger hun jo selv».

Fruen havde ikke Mod at komme med nogen Indvending.

Den kolde Høstregn, der havde varet i flere Dage, slog fremdeles mod Ruderne. Fruen lyttede til den ensformig dryppende Lyd, men hun sukkede ikke mere. Hun lukkede Øjnene, mens et Smil strøg over hendes blege Ansigt. Hun tænkte paa Italiens blaa Himmel, paa det milde Klima, der skulde gjøre hendes Bryst saa godt. Hun tænkte paa Italiens blaa Himmel, … saa godt] Motivet kan minne om Torvald Helmers behov for et livsnødvendig opphold i Italia i Ibsens Et dukkehjem: «Han måtte jo søge alskens bifortjeneste, kan du vel tænke dig, og arbejde både tidligt og sent. Men det tålte han ikke, og så blev han så dødelig syg. Så erklærte lægerne det for nødvendigt, at han kom ned til syden.»
Henrik Ibsen: Et dukkehjem, 1879, 1. akt, sitert etter Bokselskaps utgave, 2011: https://www.bokselskap.no/boker/dukkehjem/akt1

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.