[5]

50Dagen var varm og lysende. I Luften laa en svag Duft af Roser og Violer. Solstraalerne spillede over Magnolier og Mandeltræer, over den graa Steneg, det grønne Laurbær og den fløielsmørke Cypresse. De kjærtegnede Rosenbuskens blegrøde Blade og smøg sig lige ind i Myrthekrattets Dunkelhed.

Hvide Marmorguder, skinnende mod den blaa Luft, stod under Palmers Viftetag og drømte om Grækenland. Fontainerne rislede og rislede, akkompagnerende med sin sølverne Klang hver stille Drøm…

Hun drømte ogsaa, den blege Dame fra Norden, der alene sværmede omkring paa Monte Pincio, i dets hemmeligste Gange. Engang standsede hun og plukkede, useet af 51Karabinieren, en Rosenknop. «Og det midtvinters!» mumlede hun, indsugende Blomsterduften i et langt, nydelsesfuldt Drag. Hun var i den samme, urolig glade Stemning, hvori hun pleiede at være hjemme, naar Vaaren pludselig meldte sig med Solblink og Bækkebrus ovenpaa en lang, lang Vinter…

Hun beundrede alt, hun saa, Natur som Mennesker, og hun syntes, der var slig Harmoni mellem de fornemme Planter og det gratiøse Folk, der vandrede mellem dem. Alt var Skjønhed, denne Skjønhed, som hun saa bittert havde savnet og saa stærkt længtes efter. Nu nød hun den i fuldt Maal, og nød den saa meget mere intensivt som hun anede, at dette blev den sidste Vaar (slig forekom Sydens Vinter hende), som hun vilde opleve.

En Time svandt hen. Solen holdt paa at synke. De fleste Spadserende forsvandt. Hun blev tilbage. Hvor denne Stilhed og Ensomhed var forfriskende! Klokkerne begyndte at ringe i den nærliggende Nonne-Kirke St. Trinità dé Monti,dé Monti] Korrekt stavemåte er enten «de’ Monti» eller «dei Monti». Paulsens gjengivelse av italiensk språk og stedsnavn i romanen kan være noe omtrentlig. Tonerne klang saa blødt og fromt i den klare Luft, Træer og Buske svøbte sig ind som i et Slør for Natten, Roserne duftede stærkere, man hørte en Fugl klage i Myrthekrattet, og langt derborte, mod den glødende gyldne Aftenhimmel sortnede St. Peters 52gigantiske Kuppel, medens et lilla-violet Taageflor lagde sig søvntungt udover det graa Mylder af Kirker, Ruiner, Paladser og Mausoleer, som kaldes Rom…

Lænet mod Ballustraden, hvorfra man overskuer Piazza del Popolo med Obelisken og Marmorløverne, stod nogle nysankomne Fremmede, Englændere, Tydskere, Normænd, og gav sin Beundring over Udsigten Form i sine respektive Tungemaal: Beautiful indeed – Wunderschön – Vakkert.

Det sidste Udbrud kom fra Sverre, der med sine Forældre var ankommet Dagen før, og nu i sin Ven Lyders Selskab for første Gang betraadte Monte Pincio. (Karakteristisk for Familien Pehrsen var, at man udenfor Hjemmet aldrig saa dem samlet; Mor, Far, Søn, hver gik sin Vei).

«Ja, her er vakkert!» gjentog Lyder, «uendelig vakkert! – Se tilhøire! Kampagnen blaaner og bølger som en Sjø… Og hin enkelte Pinie der mod Horizonten! Hvor fint tegner den sin grønne, udspændte Parasol mod den rødlige Himmel! … Hvad du ser der langtude, er Monte SoracteMonte Soracte] Monte Soratte, fjellrygg av kalkstein i Tiberdalen … Hvilke Linier! … Ja, man forstaar, hvorfor Kunstnerne saa gjerne bor her».

«Du har Ret. – Apropos Kunstnere, 53hvordan har Skram det? Han er vel hele Dagen i sit Studie?»

«Nei, bevares! Han trasker mest om i Selskaber. Du ved, det er hans Svaghed at ville omgaaes Storfolk. Den ene Dag er han til Middag hos en ‘principessa’,principessa] fyrstinne den anden i Soireé hos en Kardinal, ialfald fortæller han det selv. – Han har forsøgt ogsaa at drage mig ind i dette Liv, men jeg satte mig straks paa Bagbenene. Jeg hører slet ikke hjemme i de ‘fine Cirkler’, som han kalder det, jeg trives der ikke».

«Nu, jeg for min Del kunde nok ha’ Lyst til at være med der», sagde Sverre med et lidet Suk. «Du ægte Normandssjæl længes vel allerede hjem igjen til disse Mirakel-Fjelde, som skulle vedblive at staa, ‘om end Kloden rokkes’?»om end Kloden rokkes] fra «Hvor herligt er mitt fødeland», tekst av Simon Olaus Wolff (1796–1859)

«Aa, egentlig Længsel har jeg ikke», svarede Lyder og trak paa Smilebaandet ved at huske hin gamle, begeistringsdrukne Fædrenelandssang, «men jeg maa tilstaa, at naar jeg ser noget rigtigt Fagert hernede, tænker jeg straks paa noget Lignende derhjemme. Hin Pinie der f. Ex. bringer mig i Erindring vore Graner – aa, slige Graner har intet andet Folk! Vel kunde Wergeland skrive sit Digt til dem – ‘Med et Tedeums søde Gru’ … Kampagnen 54minder mig, just ved Modsætningen, om vore staute Fjelde … og naar Fontainen risler, drømmer jeg om Elven, der i vilde Hop danser ned gjennem Dalen, – aa, slige Elve, som vi har derhjemme, du! Og saa Fossene du, vore Fosse – de er makeløse!»

«Bjerkebæk!»Bjerkebæk] Fellesnavn etter rollefigur i Erik Bøghs vaudeville En caprice fra 1858. Den «norske nordmannen» Bjerkebek er nå mest kjent for å ha gitt navn til Sigrid Undsets hjem på Lillehammer, men var på tiden for romanens handling forbundet med norsk kraftpatriotisme og sjåvinisme. Avledningen «bjerkebekeri» ble brukt som betegnelse av dansker på patriotiske utbrudd av det slaget Lyder kommer med her. lo Sverre. «Nei, jeg er fuldt ud lykkelig ved at være her. Ingen dum Hjemve skal faa Lov at forstyrre mig Nydelsen. Jeg ved forresten ikke, hvad Hjemve er. – Hvor underligt, at dette er en Decemberdag», tilføiede han og saa med sammenknebne Øjne (han var noget nærsynet) udover den sommerlige Natur, «at vi gaar Julen imøde. Nu ligger der Sne og Is i Kristiania. Hele Fjorden er frossen. Huh!»

«Jeg liker saa godt vor norske Vinter, du maa ikke sige ‘Huh’ til den! Hvilken Poesi den eier! De pudrede Træer, hver Kvist som oversaaet med Sølvstjerner, de glitrende hvide Marker, der synger under mine Skridt, Bjeldeklangen, naar vi kjører gjennem den stille Granskog, der staar i Drømme og lytter, og saa vore Skøiteture paa den blanke Is i Maaneskin… Et sligt Landskab i Nysne og Maanestraaler er som et fortryllet Sted, en Eventyrplet, hvor SnedronningenSnedronningen] referanse til H.C. Andersens kjente eventyr med sine Rener til Forspænd og …»

55«Men er det ikke Papa, som kommer der?» afbrød Sverre hans poetiske Udgydelser og pegte i det samme paa en undersætsig Mand, der, trods det milde Veir, havde indhyllet sig i en tyk Pelts.

«Jo, det er Far din». (Lyder stødtes altid, naar Vennen sagde Papa og Mama, han vidste ikke, at Sverre var befalet af Forældrene at sige dette, da «Far» og «Mor» lød for simpelt, det sagde jo ethvert Bondebarn).

«Lad os da gaa herfra», bad Sverre og trak Lyder hurtigt med sig mod den indre Del af Anlæget. «Jeg vil ikke træffe ham, ser du. Det er saa kjedeligt».

«Naa, det er en net Maade, du omtaler Far din paa».

«Men du ved jo, Lyder, hvordan han behandler mig… Vi har igjen havt en Strid. Det gjaldt mine Lommepenge. Du kan ikke tro, hvor kneben han er – og hvor ydmyget jeg føler mig, hvergang jeg maa modta’ noget af ham – grændseløs ydmyget! – Aa, denne Afhængighed! – En vakker Dag løber jeg hjemmefra. Jeg blir Afskriver eller Timelærer».

«Du, den rige Grosserer Pehrsens Søn».

Sverre trak paa Skuldrene.

«Allerede i Kristiania gjorde jeg et Forsøg 56paa at staa paa egne Ben. Jeg vilde ikke skylde Papa noget. Saa oversatte jeg nogle politiske Opsatser fra Fransk for et af vore større Blade; Honoraret var godt. Men Papa kom efter det, Gud ved hvorledes, og blev rasende. Det passede sig ikke for mig, mente han, jeg var intet Fattiglem, der behøvede at ty til Avisernes Barmhjertighed. – Kan du forstaa dette, Lyder? Han forbyder mig at ernære mig selv ved ærligt Arbeide, men paa den anden Side la’r han ovenpaa hver Udbetaling af mine Lommepenge følge en Mindelse om, at i min Alder forsørgede han sig selv, han laa ingen anden til Byrde, med mere. Ved du, hvad jeg ved en slig Leilighed sa’ til ham? ‘Hvorfor satte du mig ikke til et Haandværk istedetfor til Bogen? Saa havde du allerede nu seet Renterne af den Kapital, du siger at ha’ ødslet paa mig. Jeg havde maaske nu været en ordentlig Mester, kanske Bager eller Smed istedetfor den stakkels Student, der endnu maa læse en Række Aar, inden han kan ‘forsørge sig selv’, med andre Ord, faar et Embede’. – Sagen er, Lyder, at Papa er forfængelig, han tror, der skal bli’ noget af mig, noget Stort, der kan give Pehrsen-Navnet Glans. Det kunde dog hænde, at han der stygt forregnede sig. 57Jeg har ikke nogen særskilt Begavelse. Jeg kunde jo ogsaa dø tidligt …»

«Bah! – Men du har for lidet Gemyt, kjære Ven, og for megen Kritik. – Jeg har indtil de sidste Aar modtaget hver Skilling af Gamlingen, ogsaa han har brummet undertiden – engang slog han rent Haanden af mig, ved du – dog, jeg har aldrig følt noget ydmygende deri. Men jeg holder jo ogsaa meget, meget af Far, trods alle hans fornemme Griller og Mangel paa nationalt Syn. Det er min bedste Ven».

Sverre slog Øiet ned. Der lagde sig noget hjælpeløst, ligesom forknyt over hans lille, lidenskabelige Ansigt.

Vennerne gik tause videre mod det store Basin med Svanerne i Anlæggets Baggrund, der, hvor Udsigten til Villa Borghese aabner sig. Lyder blev pludselig rød op over Ørene. Sverre fulgte Retningen af hans Blik og opdagede to Damer, en ældre og en yngre, der begge lænede sig mod Basinets Gitter. Den unge Dame havde et Hvedebrød i Haanden. hvormed hun søgte at lokke Svanerne til sig; den ældre fulgte med moderlig Stolthed alle hendes Bevægelser.

«Hvem er det, Lyder?»

58«Tys, lad os standse her et Øieblik! Hun har endnu ikke seet os».

Fra sit Skjul under nogle Stenege betragtede de nøie den unge Pige.

Hun var blond og blaaøiet, hendes Figur var slank uden at være høi, det lyse Haar, der i Solen blev gyldent, var samlet i Nakken i en græsk Knude, hvorover et blaat Reiseslør flagrede. Kjolen var ogsaa blaa og efter nyeste Snit.

Sverre fandt, at hendes Hage var for spids, til at Ansigtet kunde kaldes egentlig skjønt, men naar hun smilte som nu – man saa en liden, særlig fremstikkende Overtand – glemte man det enkelte Træks Uregelmæssighed. Hun blev helt fortryllende.

«Nei, se bare!» hviskede Sverre. «Det er et lidet Maleri».

Den unge Pige, der blussede af Livslyst og Iver, stak Haanden med Hvedebrødet ind mellem Gitteret. Dammens stille Flade brødes itu som et Speil, idet den tammeste af Svanerne seilede mod hende, hvid og stum, dragende en Fure efter sig. Den lignede en frossen Snebølge, der pludselig faar Liv og ruller afsted.

Sin lange, gratiøse Hals strakte den frem – og snappede Brødet. Den unge Pige lo 59tilfreds og saa triumferende paa Moderen. Men over den hele Scene, over den blaaklædte, guldhaarede Kvindeskikkelse, over Dammens Mørke og Svanens Hvidhed lagde Aftenrødmen sine sidste varme Toner.

«Nei, hvem er hun dog?» raabte Sverre.

«En Landsmandinde. – Kom, saa forestiller jeg dig».

De nærmede sig hilsende Damerne.

«Min Ven, Sverre Pehrsen, juridisk Kandidat, – Frøken Andrea Storm, Fru Storm».

Fruen rakte ham venligt Haanden; Andrea bøiede høfligt Hovedet, med denne Sikkerhed, der udmærker Kvinder, der har levet meget med i Verden, – og Sverre gjorde et Buk, mere dybt og keitet end han pleiede. Han følte den samme Beklemmelse, som naar man uventet stilles lige overfor en Berømthed.

Andrea Storm var, trods sin Ungdom, kjendt over hele Norge. Hun var ingen Kunstnerinde, hun havde hverken skrevet eller malet, det var hendes storartede Godgjørenhed, hendes ædle Brug af sin Formue, hendes nationale Interesser, der havde givet hende Ry. Og for at øge dette med Poesiens Skjær, havde en af vore unge Lyrikere ikke alene forelsket sig i hende, men givet disse sine 60ømme, ubesvarede Længsler offentligt Udtryk i en liden, elegisk Digtsamling.

Største Delen af sin Formue havde Andrea skjænket til en Folkehøiskole, hvorved hun selv havde virket som Lærerinde.

«’Drea’ morer sig med at made Svanerne», sagde Moderen, efter at de første Hilsener var forbi. Det var en stout, velvoksen Dame med røde Kinder og et Par straalende blaa Øjne under den graanende Haarfylde. «Hun blir nu altid et Barn».

«Ikke mere end du, Mor!»

Hun saa kjærligt paa den smukke, kraftige Mor. De forlod Monte Pincio. Herrerne ledsagede dem. Fruen talte meget og livligt; de Andre fik næsten ikke komme til Orde.

Da de skiltes, inviterede Fruen Sverre til ved Leilighed at komme paa Besøg. «De maa ta’ Hr. Pehrsen med Dem», sagde hun til Lyder. «De ved, at vi er hjemme næsten hver Aften. Vi byr paa hjemlig Passiar og romersk Vin, kan ikke det friste?»

Vennerne var alene; de gik ned i den nærliggende «Café degli Artisti»,Café degli Artisti] kafé i Via di Capo le Case, som også Ibsen frekventerte Skandinavernes sædvanlige Samlingssted, og tog et Glas Vermouth.

«Saa det er Andrea Storm!» sagde Sverre. 61«Hun var jo elegant klædt, havde dannede Manerer – kort sagt, en Dame».

Lyder saa forbauset paa ham.

«Du maa ha’ havt nogle underlige Forestillinger om Frøken Storm! – Hvordan troede du saa, at hun skulde se ud? Med Fiskehale som en Havfrue eller med Kosvands som en Huldre?»

«Man har beskrevet mig hende som et Slags idealiseret Bondejente, der talte Maalet og gik klædt i kort Vadmelsstak, sølvspændte Sko, røde Uld-Strømper, Søljer, Bringedug og alle disse Bonde-Greier. Man kalder hende jo ‘Maalstrævernes Dronning’».

«Det er sandt, Andrea Storm klædte sig engang i Nationaldragt, men som du ser, gjør hun det ikke mere, men følger Parisermoden. Hun kan jo ogsaa virke paa andre Maader for Sagen end ved slige Smaating».

«Sagen! Hvilken Sag taler du om?»

«Vor Sag naturligvis. Maalet, Folke-Oplysningen, Friheden – Norskheden med andre Ord».

«Ah saaledes!» sagde Sverre, ikke uden Ironi. «Forresten var hendes Optræden ganske spagfærdig. Jeg havde drømt om et Slags norsk Nihilistinde, en Petroleuse …»Petroleuse] kvinnelig revolusjonær under Pariserkommunen i 1871

«Tøv nu ikke, Sverre! Her er din Spot 62paa urette Sted. Andrea Storm har intet til fælles med hine fæle Russekvindfolk. Det er en Dame, som du, Pinedød, maa ha’ Respekt for».

«Ja, du indskrænker dig nok ikke til Respekten alene; hvis jeg ikke feiler, er du helt forliebt i hende. Du blev jo ganske rød i Hovedet, da du saae hende».

«Sludder, Gut!».

«Men nu maa du erindre, at ta’ mig med dig en Kvæld. Du er jo allerede Husven. – Naar gaar du did? – Morer man sig der? Ja, lov mig nu, at du tar mig med».

«Vi faar se», svarede Lyder kort, «vi faar se».

Han havde øiensynlig ingen stor Lyst til at indføre Vennen i Andrea Storms Hjem.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.